Home sweet home [Oracle]

[Radioactive Survivor | Emma]

Radio havde i den sidste tid leget "turist" rundt i landet. Han havde snust ved grænserne til diverse "regioner" og fundet at alle der en leder havde.Men dette område, Hjertelandet, som han selv havde døbt det, var så godt som ubeboet. Ingen tyranniske heste herskede her, men selvfølgelig havde han jo ikke mødt det... Væsen, som ejede det her. Men i hans egne tanker var landet hans. Stederne havde han så småt givet navn og får en form for ejerfornemmelse over; Black forest, Flying Island og mange andre navne fløj rundt i hans hoved. I hans optik var stedet forladt, og det var hans opgave at sørge for at det ej vedblev sådan. Missionen var startet!

En grotte havde han nu fundet, og allerede før han var gået derind, var han begyndt at lede i sin hjerne efter et passende navn. En nysgerrighed havde fanget ham og derfor havde han med raske skridt sat sin næse derefter, for at finde hvad dybet mon indeholdt, for hver et blad og hver en krog i hans "kongerige" skulle opdages. Dette her var en af de nye opdagelser og selvom frygten trak ind over ham ved det trænge rum om ham og manglende flugt muligheder, blev han ved med at gå, som den "modige" hest han var. Hjertet slog voldsomt under det grøn-grå pelslag og sveden havde sprunget fem på hans hals, men panikket havde han ikke... endnu...

[The Oracle]

THE ORACLE

Oraklet trådte frem ud af intetheden. Den spøgelsesagtige hoppe dukkede langsomt frem, som en tåge skabt af månens skin. Hendes lange lemmer gjorde hende dobbelt så højt som hingsten selv, men hendes smalle lemmer gjorde hendes proportioner unaturlige, da hun var ualmindeligt høj, men stadig ligeså tynd og slank som de almindelige sjæle og kroppe i landet. Omkring hende blev luften tynd, og kølig. Kulden spredte sig over engene, og et sådant unaturligt skift af temperatur var blot muligt i Oraklets nærhed. Hendes blik var tomt, og ville umiddelbart synes neutralt. Under blikket lå der dog en undertone af hendes egen grådighed, og magtsyge spil som hun altid bar med sig. Oraklet elskede sin magt, hendes liv, og hendes evne til at lege med Exenios sjæle som var de dukker i snor. Spøgelseshoppen elskede få ting, men hendes liv holdt hun dybt kært.

"Grådighed." Hendes ord rungede over engene, og over mod hingstens hoved. Kulden spredte sig atter ved hendes ord, som ekkoede igennem den kølige atmosfære. Hun var nær ham, og hendes blik var rettet direkte mod denne hingst. Hvad mon hun havde i sinde?
Hun lo fortryllende og de mørke øjne strålede dog af hendes egen grådighed og hunger efter mere, og mere. Ordet var dog rettet mod hingstens eget sind og hunger.