[PLOT] Bleeding out.

[The Oracle]

MINI PLOT
BLEEDING OUT

En snøftende snusen hørtes mod skovbunden, og snart ville den lille Kochip komme pilene ud af den mørke skov, Enchanted woods, med lette, energiske skridt. Hun stoppede op da hun pludselig stod under den åbne himmel, i stedet for at være gemt under skovenes grene. "Sikken mærkværdig dag." Udbrød den lyse stemme og det lille dyr lod sig selv betragte omgivelserne med en let åben mund. Dyret var en Kochip, en race som havde fundets i Exenio siden tidernes morgen. Et egern-lignende dyr, på størrelse med en hund. Hun havde buttede kinder, og runde, skinnende øjne. De var blå som havet, og fyldte af en glimtende forundring. Ganske vidst et meget sødt dyr, som ved første øjenkast så meget hjælpeløs ud. Hun var dog ikke et egern, men i stedet mere buttet, og meget større. Kiggede man efter, ville hun også kunne minde om en mindre bjørn.

Hun satte sig på enden, og betragtede den lille genstand som hun holdt i et fast greb mellem kløerne. Forsigtigt forsøgte hun at bide i stenen, som hang i den lange snor, men uden held. "Av, av!" Klagede den nuttede stemme, og hun tog sig til munden og puffede underlæben utilfredst ud. Inden kort pilede dyret længere ud over engen, for at slå amuletten mod en større sten, som var placeret midt på engen. Desværre lykkedes dette heller ej, og kochippen slog engen i stenens overflade, og sænkede opgivende det runde hoved. En svag rumlen hørtes fra hendes sultne mave.

Kort efter lyste det mærkværdige dyr dog op, og der tændtes julelys i hendes store, runde øjne. Hun hoppede elegant op på stenen og rakte amuletten i vejret. Hun havde fundet amuletten ved et gammelt skelet, dybt inde i Enchanted Woods, og hun resonerede hurtigt, at nogen måtte mangle den. "Hvem vil have den her tingest?" Kaldte hun over engen med den lyse, runde stemme. "Jeg er i godt humør, og vil gerne bytte den væk." Hun hoppede op og ned på stenen, og viste den blodrøde amulet frem i luften.

Hendes stemme blev mere forlangende, og forkælet. "Jeg vil have blod, giv mig blod og så får du den her dumme tingest." Hendes race så måske ud som det sødeste dyr i verdenen, men de levede på blod og smerte. Derfor havde hun også samlet amuletten op, kun på grund af dens farve. Måske ville hun alligevel få chancen for at stille sulten i dag? "Blod! Giv mig blod!"

---------------------------------------------------------------------
Kochipperne.
Deltager man i dette plot har man chancen for at vinde denne amulet. For at deltage skal man blot svare i dette plot og forsøge at bytte sig til amuletten.
Alle kan deltage, og chancerne for at vinde amuletten fra kochippen vil blive større, jo længere ens svar er. Man må godt skrive flere end en besvarelse, eller snakke med andre deltagere i plottet, men en enkelt besvarelse er også nok.
Plottet vil lukke d. 27/11, hvor vinderen også vil kåres og offentliggøres. 
Har man spørgsmål, så henvendes de til denne bruger.

 

[Radioactive Survivor | Emma]

Med spændstige skridt kom den grålige hingst, under navnet Radioactive Survivor, travende hen over landet Exenio. Han kendte ej landets navn selv og heller ej de områder som han passerede på sin vej - de var der bare, som pletter af træer og moser forskellige steder rundt i landskabet. Men dog, denne plet af træer, som ellers bare kunne have været en hvilken som helst skov blandt de andre - hvis man da så bort fra det faktum, at det var som om at alle skove her havde personligheder, som om deres skove havde sit eget liv. De var ikke bare døde pletter af træer, men indviklede personligheder og hemmeligheder, Radioactive ikke forstod sig på. Hver skov talte sit sprog og havde sit kendetegn. Denne skov var som de andre og føltes ubehagelig på ham, som alle andre han havde paceret, hvis ikke det var fordi at en spinkel, men kraftfuld stemme lød derfra. Overrasket spidsede han ørene. Ordene forstod han, selvom de ej var på hans hjemsprog og dyret, de kom fra, ej heller var en hest, men en form for gnaver. En form for forvokset egern. I dens lille hulning af en hånd lå en mærkværdig tingest, som han måtte knibe øjnene sammen for bedre at kunne se. Den var blodrød. Overraskede mindes han at hopperne i hans hjemland havde haft sådanne tingester om halsen. Kaldt de halskæder eller amuletter. I hans hjemland havde disse værdiløse tingester ingen værdig haft for ham, men denne trak i ham, som en magnet. Den kaldte på ham, med en form for lydløs, sødmefuld stemme. Magien ligefrem strålede ud af dem.

"Jeg"

Hans stemme var dyp og rungede mod det mindre dyr. Udfordrende slog han med den stålgrå man. Han var overbevidst om at den ville lande om hans hals - hvis ikke... nårjh ja så fik vi vel af se hvordan vedkommende, som fik lusket sig til den, endte med at have det...

"Blod vil jeg give dig"

Hans øjne lyste op med ekstra kraft. Han ville have den.

"De kan enda selv tappe det!"

[Akiva ¤ Hanna]

En underlig skygge stod i udkanten af skyggerne, der stammede fra de vældige træer. Ingen lyde kom fra ham. ingen bevægelser. Intet andet, end de stirrende røde øjne, og de levende flammende aftegn. Som levende ild bredte det sig på hingsten flanker, hals og øjne. Det brændte ham ej, men det var heller ej behageligt. Det beskyttede ikke, ligesom at det heller ikke gjorde skade. Var der blot, ligesom enhver andens pels var der. Den holdt ham varm når der var behov for det, og lod ham køle af ligeså. Dog var det ingen tilfældighed, at den unge hingst havde en meget tyndere pels end mange andre af sin race. En af de største grunde, var nok at hingsten næsten aldrig bevægede sig ud fra de varmere lande. Southernlands var varme, trygge og vinter fri. Noget hingsten værdsatte mere end man lige ville regne med. For han havde intet imod vind. Intet imod sne… jo, regn var ham lidt drøjt, men alt det var blot affald sammenlignet med den bagende sol. Varmen omkring hans mørke tynde pels, og følelsen af alle porene åbnede sig.
Den anden grund var hans udseende. Hingsten var ej stor og tung. Han var ej bygget til for meget kamp. Ganske vidst, han var blevet trænet i det som ung. Men aldrig ville han frivilligt stille op til kamp for sjov. Nej, så hellere smutte imens han kunne.. for der kendte han kun få der kunne overhale ham. hurtighed og smidighed… noget hingsten var mere end kendt for der hvor han kom fra.
Han kunne stå i timer.. han kunne iagtage i evigheder, inden at han gjorde sin intro. Elegant, smuk og ikke mindst farlig. Lumsk som vandet var han. Det så roligt ud.. det så ikke farligt ud. men som en pludselig strøm kunne det vende, og hingsten ville trække dem med sig som var i nærheden – hvis det passede ham. man skulle vogte sig for skyggerne, når hingsten var trådt tættere på en.
En anden hingst trådte nu frem. Akiva havde i længere tid fulgt det mærkværdige dyr på engen, men havde ikke følt for at give sig til kende. Efter hvad han kunne se, legede den blot.. men pludselig rakte den noget i luften, og lod den lyse men alligevel høje stemme lyde. Hingstens ører vippede let frem, men vippede da uintresseret tilbage. Tsk.. halsbånd. Men det var her den fremmede hingst kom end i billedet. Den virkede næsten.. besat af denne medaljon, og kastede sig næsten frem imod den lille buttede skabning. Overvågent hævede han hovedet, for at se hvad der udspillede sig.. nu virkede amultten pludselig vigtig, og hingsten kunne nu se en grund til at træde frem. Hvis den grå ville have den.. så ville Akiva også. Et selvfedt smil bredte sig, idet at hingsten med lange glidende skridt gik tættere på dem begge. Guldringene i øret glimtede kort advarende til den fremmede, idet at han selvsikkert skred frem.

”er de ikke interesseret i andet end blod..?”

Kom det hæst fra ham. slesk og udspekuleret… for hvis den nu kunne få noget mere… noget bedre end det, hvad ville det så være? Hingsten kunne også godt ofre den andens blod, som en udvej. Og derefter selv tage amuletten.. den mulighed var der også.. holde ham nede, imens den blodtørstige skabning fik stillet sin sult. Tænkende så han fra den buttede klump, til den grå. Hele hans attitude udstrålede det næsten. Hah, kan kunne ikke bare få den så nemt. Akiva ville skam gøre det besværligt.

[Radioactive Survivor | Emma]

Overrasket han at han ikke var den eneste, hvis interessere lå på den glitrende amulet. Hårdt slog han sin højre bagben mod jorden, så det gav en hul lyd. De elegante øre blev let lagt i nakken og han så med sammenklemte øjne på den fremmede. Sikken frækhed at byde ind på hans amulet, når han allerede havde sagt at han ville give hende det blod, hun søgte. 

"Hun sagde blod, hingst - Vil du give hende blomster?"

Ordene var skarpe og hånende. Han stoppede hurtigt det, der kunne ende i et skænderi, ved at se frem og slå med halen på en næsten uintrasseret og snoppet måde, men altid med et sideblik på den sorte. Man vidste aldrig hvad sådan en hingst kunne finde på... Han fnøs let.

"Uanset hvad du ellers ønsker, giver jeg det med deri"

[Apostrophe]

'Cause even stars they burn
and some even fall to the earth.

Apostrophe befandt sig atter ude på de store marker. Hun følte sig tilpas i disse omgivelser, og vandrede ganske mageligt rundt på de lange, spinkle lemmer. Apostrophe måtte indrømme sin svaghed for dette magiske land, da det altid bød på spændende viser og uopdagede eventyr. Om hun blot vidste hvilken mærkværdig hændelse, som hun netop var i færd med at bevæge sig ind på - så ville hun måske ikke vandre rundt på må og få, blot for at fordybe sig i sine egne tanker og naturen omkring hende. Havde hun vidst hvad der ventede, så havde hoppen straks vandret mod den krogede, let uhyggelige skov for at møde væsnet, langt inden det overhovedet fandt den magiske genstand. Apostrophe ejede dog ikke evnen til at se ind i fremtiden, eller nogen evne overhovedet. Hvis hun gjorde, så vidste hun desværre ikke noget om det endnu.

De sky, ligefrem reseverede øjne søgte sig over markernes tomme enge, for at derefter vandre over horisonten og op mod skyerne. Hun drog alle blikke til sig, og trak vejret dybt ind igennem udspilede næsebor, for at forstærke oplevelsen af den tykke magi i luften, men hendes nydelse distraheredes af svage ord i det fjerne, og hoppens nysgerrige blik tændtes straks. De klare øjne vendtes mod lydene som vinden bar, og hoppen måtte lade lysten til spænding bære af med hende, og ændre kursen mod de svage lyde af stemmer. Hendes spændte ører rettedes fremad, og hendes hoved hævedes op i sin søgen på stemmernes ejermænd.

Hvad var dog dette? To mørke hingste stod begge samlede omkring en lille skabning, og Apostrophe måtte først tro at disse hingste hånede det lille, nedtrykte dyr. Det tog hende dog ikke lang tid, før hun forstod at det ej var dyret, men hinanden som de hånede. Imens hoppen bevægede sig nærmere med let forsigtige skridt, sank hun hovedet ned til skabningens egen øjenhøjde. Det var ikke i underkastelse, men klart havde dette talende dyr vækket hendes opmærksomhed og skubbet de to hingste til et fjernere sted i hendes sind. Et ord fik dog hoppens krop i en kort kuldegysning, og hun stoppede op i undren. Blod? Hendes opmærksomhed vendtes nu mod de to hingste, som hun skiftevis måtte lade sit undersøgende blik falde på.

Hun holdt afstand, og måtte langsomt slå to og to sammen, for at forstå at denne skabning drak blod. Denne skabning var ligeså sulten. Hendes blik vendtes atter mod det runde hoved, som dyret bar, og moderlige instinkter vækkedes i hende. Men blod? Det var absurd i hoppens hoved, og selvom en del af hende tiggede om at vende rundt og forlade dette skøre selvskab, så holdt nysgerrigheden hende fast. "Drikker de ikke andet end blod?" Selvom hun allerede vidste svaret, så følte hun sig alligevel tvunget til at spørge væsnet til råds. Hendes stemme var klar og skar igennem luften med en naturligt rund tone. Hun bemærkede ikke hingstene, da hun nu måtte stå overfor valget om at hjælpe denne skabning, i bytte mod dens finurlige genstand, eller at forlade selvskabet inden hun rodedes ud i problemer.

"Jeg kan hjælpe dem, min ven." Tilføjede hun til sidst, og måtte kort skære et ansigt. Hjælp var der måske nok af, og hun ønskede ikke at give sig i diskussion mod disse hingste om hvem der skulle få æren. Hun trådte afmålt tilbage og studerede nu hingstene som kastede tilbud mod det hjælpeløse væsen. En lille ting undrede hende dog. Hvorfor stod de og lovede guld og grønne skove, i stedet for at straks give væsnet hvad den ønskede?

594 ord.

[Temari THSV (Lou)]

Der var flere der straks var på pletten, da det lille dyr. Det var for nemt, alle bad nærmest det lille dyr drikke deres blod. De andre trådte blot frem, men hvorfor tænkte de ikke over dette dyr måske kunne have giftige stemmer "lille ven, er der bivirkninger ved dit blodtapperi?" Hun trådte atter frem kneb øjne sammen "og hvor meget blod ønsker du - plus er det kun blod du ønsker og hvorfor?" stemmen rungede snigede og tænkede mod dyret. De andre ofre sig for en halskæde perle ting, men hun gjorde ikke. Hun måtte vide hvad og hvorfor, før hun kunne tilbude sin krop, eller måske ligefrem en andes "ønsker du overhovedet vores, eller ønsker du en vi kan skaffe der skal give dig blod?" Hun havde en hun kunne skaffe.. Hendes datter. Hun kunne give dyret blod hvis der altså intet ville ske. Men der måtte være mere bag dyrets ønske.

[Deleted]

Små, bløde skridt mod den bløde skovbund hørtes næsten ikke, det var måske derfor hun kunne forholde sig så lydløs? Men.. Evolett forsøgte ikke at skjule sig? Nogen gange så skete der bare ting rundt omkring i naturen, som kunne få selv en løbende gang til virke lydløs. Hov! Det gav hende en idé. Hun stoppede op i en glidende bevægelse, trak sin krop lidt sammen og sendte et skyldigt blik ud siderne. Først højre, så venstre. På hendes bløde, fyldige læber krummede hun et hemmelighedsfuldt smil, som at hun nu skulle til at gøre noget forbudt. Og da kysten var klar, rettede hun blikket fremad, alt imens en legesyg glød lyste hendes ravbrune øjne op. Og med ét, sprang hun frem i et stort hjortespring. Fremad og fremad løb hun om kap med fuglene der lettede fra trækronerne. Den spinkle hoppe var optaget af sin leg med sig selv, ja, endog så optaget at hun ej ænsede at hun havde bevæget sig ud af skovens trygge rammer, og i stedet havde bevæget sig ud mod en åben eng. Hun mærkede det lange, frodige græs strejfe og smyge sig kærligt opad hendes ben, men på trods af dette, opfattede hun ikke at hun nærmede sig en samling af heste, og en skabning der skulle blive hendes undergang. Nu er undergang måske et lidt slagkraftigt ord, men dette væsen ejede buttede kinder, store perleformede øjne og ordet ”cuteness” stod nærmest skrevet i panden på hende.. Evolett ville gå i tusinde stykker, blot ved synet af så nuttet en skabning. Og hendes spredte puslespils brikker ville blive liggende i græsset, indtil en eller anden gad og samle hende sammen igen.

Hendes gang mindede mest af alt om en hjorts. Nervøst, forsigtigt, men dog så smidig og yndefuld. Men ikke blot hendes gang mindede om en då, alene den måde hendes farver og aftegn omfavnede hinanden, ville lede tankerne hen på denne. Kun hendes man og hale, der matchede hendes øjnes farve, udskildte sig og lod noget unikt spejle sig igennem. Både man og hale, var lange, fyldige og ejede en blank overflade så sollyset rigtigt kunne spejle sig i sin egen overdådighed. Men grundet en sådan længde, så havde vinden ligeså let ved at tage fat i det. Det var både en pest, og det kunne vær en fordel. For på dage med stille vind, ville vinden blot lege med det, kæle for det og lade en smuk profil lægge sig om den uskyldige hoppe. Men på dage hvor vinden blev grovere, ville det blot blæse ind i ansigtet på hende, og blokke for hendes synsfelt. Og eftersom Evolett nu befandt sig på en åben eng, så ville vinden naturligvis blive kraftigere, hun måtte derfor kaste med sig hoved af og til for ikke at komme til at snuble over sine egne hove, når hun sådan kom løbende. Men end ikke det skulle fjerne det bedårende, og dog så barnlige smil fra hendes læber. Men det var dog ligefør, hun ville komme til at brage ind i de andre heste der stod samlet ved en sten. Heldigvis nåede hun at kaste pandelokken væk fra sine øjne og hun nåede at bremse.

Forpustet, pjusket og i al sin vindblæste ynde, stod hun nu der og betragtede tre heste, med et delvist forbavset og delvist muntert blik. Hun stod lige et par sekunder, for at helt forstå at ingen altså kom til skade, og også for lidt at sunde sig på den lille forskrækkelse hun fik. Da disse sekunder havde passeret, lod hun et sødt og fortryllende smil lægger sig om hendes mule, inden hun lod et lille fnis undslippe sin strube.

”Hej!”

Lød hendes lyse, spæde stemme som hun betragtede dem hver især, med en imødekommende attitude. Sidst, lod hun sit blik vandre ned på den sødeste skabning hun nogensinde havde lagt øjne på, og Evoletts hjerte måtte simpelthen springe et slag over, og kæben måtte falde mod jorden. Hendes, i forvejen enorme øjne, blev kun større og et beundrende, samt kærligt blik hvilede på denne skabning. Tøvende, og tryllebundet bevægede hun sig langsomt mod den lille skabning.

”Jamen dog! Hvor er du kær!”

Hun nærmede sig forsigtigt, og sænkede hovedet for at kunne beundre det søde væsen lidt bedre. Men i samme nu, som hun stod den nær, og lagde blikket på hende, fangede øjne også den røde, glitrende amulet som væsenet holdt i sin lille nuttede hånd.
Amulettens glitrende skær, reflekterede nærmest i hoppens øjne idet hun studerede den med et beundrende blik. Hvor var den dog smuk. Hvad hun dog ikke ville give, for at kunne bære så smukt et smykke. Men ak, den lille skabning havde fundet den først. Måske kunne Evolett finde sådan en selv en dag? Skulle hun bede væsenet om en destination, hvor hun kunne lede? Men hov! Det slog hende lige, hvorfor var de andre heste her? Var de kommet for at beundre den? Hun hævede sit hoved igen, og så på de andre heste med et spørgende blik, inden det gik op for hende at de kort diskuterede en byttehandel.. Blod for amuletten. Evoletts hoved snurrede. Kunne denne søde og bedårende skabning virkelig kræve blod for en amulet? Det var jo absurd! Men.. Gud, hvor var den smuk.

”Sikke en fristelse..”

Mumlede Evolett tænkende. Hvad skulle hun for det første bruge blod til? Hun kunne vel ikke… leve af det? Kunne hun vel? Evolett følte sig pludselig trist. Tænk, at noget så sødt og uskyldigt, kunne leve af at tappe livsenergi fra andre. Søgte hun blot et måltid? Og hvor meget var det helt præcist, inden hun var mæt? Evoletts tanker, kredsede aldrig om et emne så dystert, det tærede derfor på hendes humør og hendes mentale energi. Og hendes mund, ville aldrig kunne danne ord som `ja` til sådan en byttehandel. Hun lod derfor et spørgsmål lyde til væsenet i stedet.

”Hvorfor søge et enkelt måltid, når du vil være sulten igen i morgen? Det vil kun gavne dig midlertidigt, så hvorfor ikke søge noget der ville gavne i længden?” – ”Jeg vil kunne lede dig til en, som i bedste fald kan give dig hvad du ønsker allermest, men i værste fald kan gøre ondt værre. Men ikke desto mindre, vil det være en chance du kan vælge at tage. Hvad siger du til det? Skal vi bytte? Jeg håber du siger ja, for jeg kan ikke stå for så smukt et smykke, som det du har fundet dig dér!”

Lød hendes muntre stemme så. Det var dog med vis form for grim smag i munden at hun sagde det. Hun følte at hun solgte sig selv, og ja, for hvad? En genstand? Men… Den var så yndig, og Evolett følte sig tryllebundet og fanget af den fristelse som smykket havde påvirket hende med.

[Temari THSV (Lou)]

En sjæl dukkede op, hendes øjne hvilede på denne hest. Igen lod det til hesten blot solgte sig selv uden de store tanker. Dumhed, var atter plantet i denne hest skind. Hvorfor? Hvorfor sælge sådan noget dyrebart blot til et smykke. Hun forstod ej, hun ville heller havde sine svar før hun ønskede at sælge sig selv for sådanne en lille og ligegyldig ting. Hun rynkede mistroisk panden. Var alle her komplet sindsyge? Ingen tænkte sig om, i stedet lod alle bare til at tigge og bede om dette smykke, ingen lod til at stille spørgsmåls tegn. Hun trådte frem i mængden og lod stemmen lyde "hvorfor er i ej mistænktsome? Hvorfor blot sælge sig selv så let.. I kunne måske dø? hvad er smykket så værd!" stemmen var hånlig, tierende, vækkede. Hun ville vække forsamlingen af hestene op "HALO! åben jeres øjne.. se jer omkring, dette søde dyr ønsker blod, fint nok, men tænker I ikke på hvor meget? Om det er gift der kommer ind i jeres hud? Det måske kan dræbe jer!!" hun rystede på hovedet og spyttede nærmest ordne ud "se jer omkring! Hvor er i ynkelige!! en flok ynkelige taber.. hvis i ikke snart bruger jeres små hjerner, så ender dette land i egoistiske heste, der blot dør omkring jer" derved sluttede hun ordne. Hun ville vække dem fra deres egoisme.. Vække dem fra deres drømme, have dem til at åbne øjne og se hvad de i bund og grund stod og lavede. Det hele var så ynkeligt, så fattigt, så dumt..

[Akiva ¤ Hanna]

Den sorte stod blot, og så på den lille buttede skabning. Ej så den ud af meget, men noget måtte den kunne siden at den krævede blod.. som et rovdyr. Et rovdyr, forklædt som et egern. En ulv i fåreklæder. Dog mblev hans hurtigt revet ud af sine spekulationer, da den sorte hingst tog sig den frihed at flabet svare ham igen. Akivas stirrende – ja faktisk næsten grimme blik vendte sig langsomt imod den sorte, imens at han vurderende så på ham… blomster? Han var nærvøs – det kunne Akiva mærke. Den måde han hurtigt stoppede hans mulige diskussion, og derefter sideblikket gjorde ham sikker. Den anden fremviste en hånlig attitude, blot for at tirre Akiva. Men så kendte han ham slet ikke godt nok. For Akiva havde skam ikke tænkt sig at lade den anden hylde ham ud af den. Nej, næsten tværtimod. Den sorte hingst trak blot mageligt på skuldrene – som om at den andens ord blot havde været en summen for hans øre. For det var hvad den sorte var. En sommerfugl, der forvirret søgte efter den lækre blomst det lille egern havde. Næsten desperat for at eje den. Og det desto mere grund til at snuppe den for næsten af ham.
Dog skulle man ikke tage fejl.. selvom Akiva ikke svarede ham, var hans blik en tale i sig selv. Det kunne næsten ikke rage ham mindre, om han disede ham. For ja, han ville give blomster hvis hun ønskede det. Og hvis den anden havde hørt bedre efter, ville han vide at han ikke behøvede at gentage sig for en der alligevel ikke havde andet i hovedet end sit eget begær.

Ej skulle der gå længe, inden at – ikke en, ikke to men hele tre hopper valgte at komme deres selskab nær. Den ene med mange blå og grønlige neuancer som mest af alt mindede ham om havet, den anden med en simpel hvid krop samt gullig mane og hale.. og dog med en underlig vifte eller vingeformet ting på ryggen. Den tredje med hjorte lignende aftegn og bevægelser, som hingsten kort måtte lægge hovedet på sned for. Underligt… inspireret af et dyr der levede i skoven. tre hopper han endnu ikke havde mødt før i dag. Den sorte hingst målte dem alle med blikket, men trådte da et skridt til siden for at give plads. Udefra kunne det ligne en gerning fra en gentleman, men det var nu blot en måde at betragte deres spil for at få amuletten. Dog skulle man være mere end blot kløgtig, for ikke blot tro at det var af høflighed.
Den blålige hoppe tilbyd sin hjælp som den anden hingst og ham selv, dog en anelse mere velformuleret end den anden hingst havde gjort. Ligesom ham selv, ville hun hellere give noget andet en blodet. For blodet var en stærk forbindelse til hele kroppen, og kunne vise sig som en fatal fejltagelse senere hen. Den anden hoppe – den hvide viste sig fra en langt mere mistroisk side end han selv ville have forventet. Ikke alene spurgte hun om bivirkningerne – hun råbte da senere op som en virkelig hidsig hoppe. Typisk… hingstens ene mundvige blev kort trukket i, i en hånende grimasse. Piskede en stemning op – i stedet for at se mulighederne. Amuletten var tydeligvis noget værd, siden at den kunne drage så mange heste – inklusiv hende selv hertil. Hvordan kunne hun blot kæfte op om at de alle var dumme? Det var vel ingen hemmelighed at hingsten selvfølgelig var laaangt klogere end de andre – ifølge ham selv, men alligevel. En smule hjerne havde de vel alle sammen, og hvis hun også havde valgt at lytte, ville hun lægge mærke til at det blot var den grå hingst der havde tilbudt sin hjælp uden at tilføje andet. Dog hvilede hans tænkende blik en rum tid på hoppen, inden at han smidigt gik imod hende. hurtigere end man normalt ville tro han kunne bevæge sig.

”Ynkelig kalder du os.. nu må jeg spørge – hvad er de så? Selv har de også tilbudt det, om end ikke de har nogle bagtanker med dette. Mener de selv, at de er klog? Mener de selv, at de ved hvad det lille væsen kan og ikke kan? Se nu hvis det ikke er, så har de muligvis lige spildt en chance. Selv de blev trukket hertil – så noget må der være over det siden at de også er her.. eller tager jeg helt fejl?”

Kom det hæst fra ham, og han lagde hovedet på sned. et sted bagved ham tilbød den brune hoppe nu sin del, og også hun tilbød ej sig selv hovedkulds. Dog sagde hans blik mere.. hoppen og ham tænkte vel på nogle punkter ens så det ud som om. Dog tvivlede han på, at hun var ligeså korrupt som ham. hingsten virkede måske virkelig galant og høflig nu – forsvarede de andre og sådan.. men man skulle ikke vide sig for sikker om ham.

[Radioactive Survivor | Emma]

Snart efter var de 2 hingste ikke alene. 3 andre sjæle tilsluttede sig dem - 3 hopper. En efter en gav de deres tilbud og mistanker og andet underlige krummelurer, som ifølge Radio var helt unødvendige - han ville selvfølgelig blive valgt, for han havde blot tilbudt det hun bad om, og ikke kommet med mistænksomme ord eller langsommelig handel, de fleste andre var kommet med. Han dannede sig et indtryk. Den sorte hingst kunne han ikke lide - dominerende som ham selv, med en vis snilde og provokerende væsen, dog forklædt under hans ellers så dystre udtryk. Klart en man ikke kunne stole på og han da heller ikke ville gøre forsøget med. Den grøn-blå hoppe var Okey - Fin, men hendes tilbud havde været som den sortes. Blod var blod og det lille dyr havde ikke bedt om andet. Bum basta. Den hvide hoppe skulle man vogte sig for - trods den underlegne status hendes køn gjorde hende i, virkede hun til at kunne være en strategisk hoppe, som kunne være god at have på sit hold. Den brune kunne han lide - også hun havde virkede til at have et tænksom væsen, med med en mere underdanig holdning og ikke den samme kampgejst, som den hvide.
Snart efter begyndte det hele at tage en drejning, der kunne synes til at ende i en skænderi eller såkaldt slagsmål, da den hvide hoppe begyndte a kæfte op om hvor dumhjernede de alle var. Hans elegante øre blev truende lagt ned, men rettedes så op igen - ikke foran det lille kræ. Når alt dette var overstået, skulle han nok fortælle hende, hvad han syntes om hende med ikke helt fine ord. Den sorte blandede sig i hendes ord, og Radios mule slog en hånlig rynke. Kunne han da ikke bare lade den hvide hoppe have sine egne holdninger og koncentere sig om hovedpersonen, det lille egernlignede kræ? Åbenbart ikke...

"Tys"

Fnøs han og sendte dem et strængt blik, som ikke helt passede med den måde han var kommet ind i forsamlingen af heste på. De gule øjne søgte den sorte hingst af ren taktiske årsager - han var en fjende, men den hvide kunne blive en ven.

"Det er ikke op til dig at håne frøken Hvid for sine ord, når du ingen viden har om hvorvidt hun er et geni eller ej - og den ting er også ligegyldig, får man behøver ikke være klog for at opnår ting her i livet, men jeg er ret sikker på det kunne have været en fordel for dig at have lidt flere hjerneceller"

Han var selv ret hånende i sin tone og også her var et spydigt svar rettet mod den sorte, men han afskyede de hingste, der hånede hopperne. Man opnåede ikke noget, ved at håne dem, som var svager end en selv. Hm slog et hårdt slag med halen og rettede sine øjne mod personen i midten, det fremmede væsen.

"Vi har alle gode ting at byde - vi venter spændt"

[Temari THSV (Lou)]

Hun grinte af den sorte hingst. Åh gud.. Kunne godt være han kunne spille smart lige nu, men havde han nogle gode kort på hånden, det troede hun næppe på. Hun kendte allerede ham, han kendte ikke hende.. Hun smilte blot selvsikkert til ham "pas på dine ord min ven, i sær hvis du ikke har noget at have dem i...ildheste.." hun rullede med øjne. Der lå mere i ordne end som så, mere hvis man blot lagde mærke til dem. Hun vidste mere end man skulle tro. Hendes sorte øjne landte nu på den anden hingst. Hmm det var endelig klogt svaret, måske var der lidt hjerne inde i nogen af dem? Dog komaterede hun intet. Hun bakkede lidt tilbage, hun havde sagt hvad hun ville sige, mere kunne hun ej gøre for dem, nu ville hun bare have ordne fra det lille dyr.