There is a new start for every thing... (åben)

[Carnesir/Alatariel Ancalime]

Carnesir / Alatariel Ancalime

Hvor er vi endt henne? Tanken skød gennem hovedet på den sorte hoppe mens det nøddebrune blik gled over det fremmede land. Det må du da nok spørge om, du brage os her til... Svaret lød som altid bistert fra hendes tanker. Hun skuttede sig en smile og strakte først hovedet ned imod jorden så den bløde sorte mule strøg over græsset der. Så rettede hun sig hurtigt op og lod ørene vippe frem og tilbage, var der en lyd? Eller var det bare hendes tanker der endnu engang drillede hende... Hun var nød til at blinke et par gange og rystede så let på hovedet. Der var ikke noget, her var jo ingen omkring hende... Hun nåede knap nok at tænkte tanken til ende før hun hurtigt så sig omkring, var det nu også rigtigt? 
Hun turde ikke rigtigt at tiltrække sig opmærksomhed, man vidste jo ikke hvad eller hvem der fandets her omkring. Og derved var hun tilbage til udgangspunktet. Hvor pokker var hun havnet?    

[Nox"7281"]

Brændende øjne, og et bistert blik drog sig over landskabet. Hingsten havde vovet sig væk fra sin egen region af få vigtige grunde. Men han var stadig væk, og Nox kunne intet andet end at være urolig for hvad der skete i landet, imens han var fraværende. Dog lod Nox sig ikke pirre, da han hvilede trygt i at alle i landet ville være i stand til at forsvare sig selv, indtil han kom til undsætning. Desuden ville han hverken babysitte, eller overhovedet var i stand til at våge over hver enkel sjæls mønstre. Han havde også vigtige ærinder udenfor landets grænser. Ærinder som han lagde ligeså stor vægt på, som at beskytte landet.

En dyb brummen generedes i hingstens indre, og banede sig vejen op igennem hans let vibrerende strube, for at lade den faretruende stemme lyde igennem den kølige luft, imens hans vogtende øjne spejdede over det land, som ej var ejet af nogen. Endnu. Fik hingsten chancen, ville han gerne melde sig til at styre Common Grounds, og endda også resten af landet. Hans selvtillid manglede ikke meget, men desværre gjorde fornuften heller ej, og han måtte derfor minde sig selv om at den opgave ville være umulig. Derfor befandt hingsten sig nu blot, og spejdede efter enkelte sjæle, som måske bar informationer, eller ønskede et liv bag sydens grænser.

Men han var kræsen. Selvom han ikke rigtig kunne tillade sig, nu hvor landet blot byggedes op. Så var han kræsen, og han ønskede ej at bringe skidt til landet. Samtidigt behøvede de alle resurser som de overhovedet kunne skaffe, og derfor var hingstens kræsenhed latterlig. Ligefrem provokerende. Han måtte dog sænke sine standarter, og med denne tanke begyndte han straks at planlægge hvordan han kunne træne svæklinge op til hårde krigere. Skrald kunne blive af guld, men chancen for at skraldet forblev skrald, var dog også mulig. Og denne tanke nærede hingstens målrettede tanker.

Hans vågne blik spottede dog let en hoppe under solens stråler. Varmen nåede dog ikke til denne landsdel, ligesom den stadig bagte i sydens region. Hans rytmiske hove tøvede ej, men trommede straks frem mod hoppen i et afkølet tempo. Ilden brændte ikke endnu, men gnisten lå der, og ikke meget skulle der til, før man ville brænde sig på hans temperament. Hans attitude var kontrolleret og en anelse dominant og markerende. Dog pustede hingsten sig dog ikke op til noget han ikke var - han ønskede ikke at spille bedre end alle andre, og derfor lå der også noget ydmygt og ægte i hans faste bevægelser.

En dyb, energisk brummen forlod atter struben, og de brændende, bitre øjne brændte på hoppens mørke pels. Han studerede. Analyserede. Vurderede. Enhver fejl kunne have store konsekvenser, og derfor hvad hingstens holdning også en anelse afmålt og reserveret. Han ønskede ikke at tilbyde de forkerte plads i ildens region, og derfor vogtede han sig. "Goddag." Hans stemme var autoritær, men varm af spænding, nysgerrighed og barmhjertighed. Hingsten var sandelig noget for sig.

Hans dystre trommen stoppede da han gjorde halt, et stykke fra hoppen. Han ønskede at give hende en chance for at afvise ham, dog tog hingsten ikke altid afvisninger lige vel. Nysgerrig, var han dog, og de metalliske ører pegede direkte op mod den klare himmel. Han udviste ej fjendtlighed, men heller ej venlighed. Nautralt, og afmålt, studerede han hoppen bag masken af metal. Hans rustning, og hans kæreste eje. "Er du faret vild?" Spurgte han og krængede hovedet let på skrå. Hvem var denne mørke hoppe?

I'm burning your kingdom

and stealing your crown.

[Carnesir/Alatariel Ancalime]

Ørene vippede let frem og tilbage efter lyde der kom båd fra den virkelige verden og den opdigtede i hendes eget hoved. Den sorte mule vibrerende og fik med et færden af en anden hest. Vinden bar færden med sig og hun så sig omkring for at finde dennes ejermand. Hun tog et dybt åndedrag og lod prøvede at lokalisere den fremmede lugt. Der var noget over den hun ikke helt kunne sætte en hov på. Men så kom denne til syne, solens stråler ramte den hvide hingst der kom imod hende. Hvad fanden er det han har på? Ingen skinder da sådan?! Lød det fra tankerne, Ancalime tyssede forsigtigt på sin skygge og lod det nøddebrune blik hvile på den hingst der nu kom imod hende. Men der var noget over ham, på denne afstand kunne hun ikke se hvad det var, men i takt med hans bevægelser reflekterede solens stråler sig og hun måtte knibe øjnene en smule sammen. Men hun lukkede dem ej helt, hun måtte se hvad dette var for en hingst. Han stoppede først lidt fra hende og hun vippede forsigtigt ørene frem imod ham.
"Goddag." Hilste hun igen og nikkede let med hovedet som hilsen til den fremmede.
Blikket gled over hans... hvad var det have havde på hovedet? Det skinnede i solens stråler  - en hjelm af en art? Han snakker til dig tøsen..ven lød det trættende fra hendes tanker. Ancalime blinkede en gang og lyttede så efter til hvad hingsten havde at sige. Et let smil gled over hendes mule, venligt og roligt.
"Nej, det kan vi ikke påstå, det er svært at fare vild hvis man ikke har noget mål." Sagde hun med en høflig tone. Hvad rager det over hovedet ham? Carnesir tyssede på tanken, men koncentrerede sig om kun at gøre det i tankerne.

[Nox"7281"]

Hingstens intense blik studerede den mørke hoppe og hendes nøddebrune, lukkede blik. Han var selvfølgelig nysgerrig efter at vide hvem denne hoppe var, men samtidigt ønskede han også at belære hende om Exenios situation, hvis hun ej kendte til den. Hvorfor? Jo, det ville kun komme den metalfarvede hingst til nytte, at sætte andre ind i sagerne og forhåbenligt skabe positive tanker om sig selv. Ikke fordi han ønskede at blive vellidt, da hingsten gerne lod være med at se længere ud end til hans egen næsetip, og derfor ragede andres holdninger ham ikke det store. Medmindre de kom ham ved, hvilket e nu gjorde, nu hvor han bar den titel og stilling han havde fået tilkæmpet sig.

Han så dog på hoppen, og så ikke den store problemskaber. Selvom hingsten aldrig stolede på førstehåndsindtryk, eller overhovedet stolede på nogen eller noget, så gav hoppens høflighed ham en værdig chance for at skabe et godt billede af hoppen. Der skulle jo ikke meget til før at hingsten blændtes af raseri, og så alt igennem et bittert, rødt skær. Hans humør var dog høj, og hans selvbeherskelse fejlede heller intet i disse stunder.

Hendes ord fik dog hingsten til at krænge hovedet på skrå, og han måtte studere hende nærmere med det flammende, let bistre blik. Han ønskede ikke at trænge sig på med sit blik, og gøre hoppen utilpas, men han bar dog en stor fascination for at nyt - også denne fremmede hoppe. Han ønskede at vide hvad der lå under hendes mørke pels, og det let reserverede blik, mindst ligeså meget som han gerne holdt sit eget indre skjult bag lås og slå. Hun omtalte sig selv som vi, hvilket hingsten forstod som en antydning til at vise høflighed og derfor kalde hende 'De', hvilket han kort overvejede at rette sig efter. Han ønskede ikke er komme på tværs med denne fremmede, men samtidigt ønskede han heller ej at rette sig efter enhver.

"Sandt. Hvad er dit navn?" Hans hævede, autoritære røst brændte altid igennem, men hans undertone var stadig varm og imødekommende, hvilket kunne sende forvirrende signaler. Hingsten var dog ellers meget ligetil, hvis man studerede ham lidt nærmere. Han hævede hovedet stolt op, dog uden at dominere, men lod stadig ikke blikket forlade hende. "Jeg er 7281." Præsenterede han sig som.

Nox gik meget op i sine principper, og et af dem var at han ønskede at alle kendte til hans ægte navn, før han præsenterede sig med sit kaldenavn. Derfor lagde hans toner også stor vægt på disse tal, og indikerede tydeligt at hun burde huske dem. Derefter blev hans stemme dog en anelse mere rund, og mindre irettesættende. "Nox." Rettede han så sig selv, og krængede derefter forventende det metaldækkede hoved på skrå, i venten på hendes egen præsentation. Han var dog ikke færdig med at tale.

"Jeg er så priviligeret at eje titlen Hersker i sydens region, og ønsker du et hjem i varmen, er det gerne mig du skal kontakte." Hans præsentation var en anelse formel, men resten af ordene gav blot udtryk som en konstantering. Ikke engang et tilbud var ordene, da han endnu ikke følte at hoppen havde givet ham nok indtryk til at han kunne skabe et billede omkring hendes sind. Han påpegede blot faktum, hvis hun nu skulle undre sig. Men kendte denne mystiske, mørke hoppe overhovedet til disse regioner og dette land?

I'm burning your kingdom

and stealing your crown.

[Carnesir/Alatariel Ancalime]

Det brune blik hvilede ved hingstens flammende, der var noget dragende ved det, men alligevel kunne hun ikke holde fokuset. Hans glimtende metal plade, gjorde hende nysgerrig og hun ønskede at studere den mere end den hvide hingst øjne, for selvom blikket var specielt fandt hun det ikke lige så fremmedartet som den hjelm han bar. Den sorte hoppe flyttede kort på de slanke ben og at stå bedre fast på den hårde jord, den lange hale hvislede kort bag hende da den blev viftet forsigtigt omkring bagparten. Da hingstens stemme igen lød lyttede hun til ham, først som han spurgte ind til hendes navn og bagefter da han præsenterede sig. 7281 Hvad fanden er det for et navn? Lød det hånligt fra tankerne. Men så talte hingsten videre. Ancalime kunne tydeligt høre forskellen på de to navne hingsten gav hende, og hun var ikke i tvivl om hvilket der skulle huskes. Men forsat sagde hun ikke noget. Hingsten 7281, eller Nox så ud til at have mere på hjertet. En let rynken tegnede sig i den unge hoppes pande da hans næste ord mødte hendes øre og nåede ind i hendes sind. Hersker? Hvad satan vil han med det? rungede det i hendes indre og hun måtte tage sig i ikke at tysse på stemmen. Han er bare åben og fortæller en ny om stedet her... svarede hun forsigtigt. Hun opfattede hingstens titel og præsentation af hvad der måtte være hans flok.. region som de vist kaldte det her, som enden på hans tanker og at hun nu kunne fremføre sit navn.
"Mit navn er Carnesir Ancalime." Præsenterede hun sig så "Må man spørge om hvad du helst vil haldes, 7281 eller Nox?" Spurgte hun forsat med den høflige tone, hun havde ingen intentioner om at træde nogen over hovene, men håbede samtidig også at få et bedre kendskab til dette lands skikke og normer. Måske man skulle omtale om som De hvis nu han var hersker af den.. sydlige region var det vist. Hun funderede lidt over det, men besluttede sig for at det måtte hingsten fortælle hende hvis det var påkrævet. Hovedet blev let lagt på skrå og hun talte videre. "Vi er kun lige kommet til dette land, og har ingen ide om jeres regioner og normer her." Sagde hun så for at vide sig på den sikre side og så hingsten ikke skulle finde på at gøre ... et eller andet. Hun havde ikke brug for problemer fra start af, dem havde hun selv nok af med sig. Det havde han nok selv fundet ud af skal du se... Carnesir ignorerede tanken og lod forsat sit nøddebrune blik hvile imod hingstens hoved, igen lod hun det se imod hans blik. Og igen fornemmede hun at der lå mere under de røde øjne en først antaget - men for hvem gjorde der ikke det?

[Nox"7281"]

En dyb brummen forlod hingstens mule, men han måtte alligevel indrømme at han fandt denne hoppe meget interessant. Hun bar et skjult blik, som han havde svært ved at tyde, men alligevel virkede hun samtidigt også meget tilbageholden og skjulende. Skjulte hun noget fra ham? De intense øjne studerede hende bag den metalfarvede maske, som matchede hans metalfarvede skind.

"Nox." Kommenterede han roligt. Han havde intet imod at blive kaldt ved sit rigtige navn, men samtidigt tilhørte det fortiden, og han var allerede kendt som Nox i disse lande. Derfor holdt han sig gerne til dette kaldenavn som han havde fået sig. 7281 var dog, og ville altid være hans ægte navn, og selvom Nox var tilkommet med tiden, så ønskede han ikke at blive identificeret blot som Nox. Hans bekendte burde også kendte til hans sande navn, også selvom de ej kendte til hans historie.

"Nox." Gentog han igen, men denne gang mere fastslået end før, og hans autoritære stemme rungede over jorden under dem. Igennem luften mellem dem. Hans flammende blik bar varme, og en hvis form for accept og blidhed. Nox var dog ej en blød hingst på nogen måde. Hans ydre kunne opfattes ligeså hårdt som den rustning han bar, og selvom han var en retfærdig hingst, så var han ikke sukkersød. Hans hjerte var af guld, men guldet var svært at nå ind til, selvom det fandtes der et sted under den militære holdning.

Men denne skabning var ny i landet, og han måtte forstå at hun endnu ikke havde indset sin skæbne her. Ingen af disse sjæle var i stand til at forlade øen, på andre måder end igennem døden. Var det hans job at fortælle hende dette, eller skulle han lade hende leve i den gode tro om at man blot kunne passere dette magiske land? Troede hun dette, ville hun ganske vidst ikke være ene om denne tro, men sikken skam at lade dem leve i disse naive tanker. 

"Exenio, hedder dette land. Vi er opdelt i fire regioner, med dette område som de neutrale grunde." Hans blik vandrede over horisonten, før han atter rettede ryggen for at se hende dybt i øjnene. "Jeg leder regionen i syd, ligesom de andre regioner ledes af enkelte sjæle. Er du loyal, er det min ære at tilbyde dig en plads i sydens ild og varme." Han hverken lo eller lod blidhed bringes til hans toner, men i stedet prægede accept og den fyrige autoritet hans stemme.

I'm burning your kingdom

and stealing your crown.

[Carnesir/Alatariel Ancalime]

Det nøddebrune blik lå på den endnu fremmede hingst. Trods Ancalime havde hans navn var der intet der fortalte hende at stole på ham. Carnesir var som altid mere åbne end sin skygge side og var bestemt også mere åben for nye bekendte. Alatariel hviskede dog forsat nedladende bemærkninger i hendes hoved. Men når de bare blev sagt, eller hvisket var de mulige at ignorere.

Jaja vi hørte det godt første gang... vrissede den utålmodige stemme i hendes hoved. Men endnu lykkedes det hende at holde trangen til at tysse på den igen. Istedet lod hun blot de mandelformede øre vippe frem imod den hvide hingst. Hans flammende blik, fangede hendes opmærksomhed, lige så meget som den sære metal rustning han bar. Det var tydeligt at der var en dyb stolthed i hingsten, han virkede faktisk som en der havde styr på det han fremlagde. 


Hun lyttede til hans ord og forklaring om hans region.
Det kunne blive spænde... mumlede tankerne.
Når så er du lige pludselig interesseret? Svarede hun i tankerne men holdte blikket nærværende og nikkede til Nox' ord. Hun vidste at Alatariel kun var interesseret i at få flere problemer på hendes hals.

"Vi takker mange gange for tilbudet, og tager det op til stærk overvejelse. Men vi er nød til at kende landet bedre - og vi gætter på at tilbudet også først til gælde når du har fundet ud af hvem vi er?" Svarede hun så. Hun holdte tonen høflig som før og forklarede endnu en gang sig selv om hvorfor og hvordan. Hun havde nemlig på fornemmelsen at dette var en hingst man ikke bare skulle skære af eller have disrespekt for.

It's me I hate, not you at all
I am my own medicine
Turned into a poison