What did i miss? | Åben
Nov 19, 2013 12:10:44 GMT
Post by Michigan - Chianti on Nov 19, 2013 12:10:44 GMT
Tiden havde mere eller mindre sneglet sig afsted. Solen sprang over himlen, for derefter at gøre sig plads til månen og atter gik cyklussen sin gang. Det var middag og solen havde ikke vist sig længe. Skyerne havde overtaget himlen i store grå masser, efter et par timers regn og fugtigheden i luften var forfriskende. Det var blevet køligere hen ad dagene og de små dråber sad stadig i den grålige pels fra morgenes regn. Det klædte den spinkle araber skikkelse, der over noget tid var begyndt at sætte muskler. Det var hoppen Michigan. Hendes gener havde givet hende et forsigtigt sind, der ofte lod hende fremtræde som et dådyr i visse situationer. Længe havde hun vandret rundt i Earstern lands for hende selv, og selvom der ikke havde vidst sig nogen yderligere farer, så var hun altid på vagt. Ikke mange sjæle havde været set, siden hun kom hertil. For nylig havde hun dog spottet enkelte sjæle der så ud til at ville slå sig ned. Få hopper havde vandret forbi hende i øjenkrogen, men Michigan følte ikke for at konversere med dem. Lige siden hun kom hertil havde hun begrænset sig på at møde andre - hun havde været ude for en ildhingsts passive personlighed og siden havde hun blot opholdt sig i hendes hjemland. Regnen gav hende ny energi, og meget af hendes tid havde også været brugt på træning - der havde ikke været så meget andet at lave, og når hun havde muligheden for at nyde det liv der var blevet hende givet, jamen så gjorde hun det. Altid var der friskt vand og græs tilstede.
Hendes lette figur løftede hende over den mudrede jord, i en flydende trav der kæmpede med at udnytte musklerne i benene for at holde balancen. Inde i skoven havde hun stået i skjul, indtil regnen havde lagt sig, og luften var ren og klar. Man ved aldrig hvilke farer der må lure ude i de åbne enge - nu var der fri bane og hoppen nød at komme ud i den friske luft, og få rørt sig. Den høje haleføring afslørede hendes fyldte energiniveau der var med til at bringe hende fremad i det snydende terræn. Michigan var sommetider en fryd for øjet, og elegance hun ejede fra sine forfædre var ikke til at skjule. Men lad dig ikke narre. Hoppen ejer et sind for sig selv - og nysgerrighed ligger blandt.
Hendes lette figur løftede hende over den mudrede jord, i en flydende trav der kæmpede med at udnytte musklerne i benene for at holde balancen. Inde i skoven havde hun stået i skjul, indtil regnen havde lagt sig, og luften var ren og klar. Man ved aldrig hvilke farer der må lure ude i de åbne enge - nu var der fri bane og hoppen nød at komme ud i den friske luft, og få rørt sig. Den høje haleføring afslørede hendes fyldte energiniveau der var med til at bringe hende fremad i det snydende terræn. Michigan var sommetider en fryd for øjet, og elegance hun ejede fra sine forfædre var ikke til at skjule. Men lad dig ikke narre. Hoppen ejer et sind for sig selv - og nysgerrighed ligger blandt.
