[Åben/Rekruttering.] I welcome a new chapter.

[Apostrophe]

'Cause even stars they burn
and some even fall to the earth.

Efter flere dage af rastløs vandring, uden mål, var Apostrophes krop og sind udmattet. Hendes træthed vistes dog ej, hverken i hendes nysgerrige blik, eller på hendes ranke holdning. Hoppen holdt sine parader, facader og aura oppe, selv i disse hjemløse timer. For hjemløs var hun, hvilket var noget hun først havde svært ved at acceptere. Det mindede hende om den ungdom hun havde haft, af vandren og flugt væk fra noget hun ikke vidste hvad ville resultere i. Efter den lange vandring havde hoppen fundet sig et hjem, og derfor måtte hendes håb blot indstille sig på, at dette kapitel ville ende ligedan. Men ville hun havne nye steder? Hendes kolde, bløde mule rynkedes og hun måtte vende tanken i hovedet. Hun ønskede ej nyt hjem, men blot at finde tilbage til dét hun engang havde levet i. Tanken måtte hoppens fornuft dog hurtigt ryste ud af hovedet. At vende tilbage var ikke en mulighed. Hun havde forsøgt i flere dage nu, og nu da ængsteligheden kom krybende med mørket, måtte hoppen indrømme at hun følte sig udsat.
Langsomt sænkede hun hovedet en anelse, imens hendes lange, ranglede lemmer bar hende længere og længere ind mod landets hjerte, i håb om at finde svar og trøst. Stilheden hang over det magiske midtpunkt, og alt som hørtes var hoppens svage dunst, skabt af de forfinede hove, samt hendes lave forsøg på at holde ånden inde. Hendes lette krop var spændt, men ikke til det punkt hvor hun rystede. Nej, hoppens sind skjulte sig godt bag det farvede hårlag. Selv hendes øjne udviste intet andet end en mild form for nysgerrighed og spænding.
Hun måtte indrømme at hun savnede selvskab fra andet en flygtende dyr, og træernes susen, men samtidigt nød hun også disse stunder for sig selv. Hun fik tid til at tænke over de nye situationer som dette forunderlige land bød hende på. Forsigtig, var hun dog. For selvom hoppen til tider naivt kastede sig ud i alt der bragte hende adrenalin og spænding, så vogtede hun sig også for det skumle. Dette betød måske ej blot mørke, men også den forræderiske, lokkende hvisken som visse områder bragte. Hun tvivlede på hvad der var ægte i dette land, og hvad var blot en illusion af falsk tryghed? Apostrophe havde svært ved at skildre disse to ting.
Flygtigt bar de nysgerrige øjne sig over den nyankomne skumring, og hun måtte kvæle et vrinsk efter liv og selvskab i disse ensomme, trykkende stunder. Stilheden var alt for dyrebar i hoppens øjne, og hun måtte i stedet blot lade øjnene søge efter hvad som gemte sig i det ukendte mørke.

[Ja - Dette er som sagt en åben tråd, men jeg vil gerne påpege at jeg er meget åben for at flere end blot én deltager, sådan at dette kan blive en gruppechat (: Denne tråd får lov til at være forsøgskaninen til disse rekrutteringer som vil finde sted i Exenio, så brug bare jeres fantasi.]

438 ord.

[Temari THSV (Lou)]

Den hvide hoppe var atter vandret ud omkring området. Hendes øjne havde en mørkskygge over sig. Hun var blot blev brugt som den næste i rækken, men hvorfor generede det hende? Hendes datter kørte allerede sit spil vel, mon hun nåede videre? Hun forsatte frem. Det land manglede nye boer, nye heste som skulle ind. Hun havde valgt at tjene sin herre, men hun blev nød til at trække flere til landet, der var ikke mange heste. Men de havde klart den bedste leder, klart den bedste prik! Hun smilte. Hun lod kroppen føre kroppen fremad, imens hun rokkede hovedet fint til siderne, som intet var hændt for et par dage siden. Temari var god til at lukke af for sine følelser, meget mere end mange skulle tro. Hun måtte ikke blive nedburdt pga. sine følelser, på en måde var hun vel en slags maskine, hvilket mindende hende om sin lille opgave. Hun måtte snart have kørt de der tjenester ind, hun manglede stadig tre. Hun kneb øjne sammen, det virkede som en umulig opgave, men mon ikke snart hun kunne få det kørt i stilling. 

[Ramiel ¤ Hanna]

All of these lines across my face
Tell you the story of who I am
So many stories of where I've been
And how I got to where I am
But these stories don't mean anything
When you've got no one to tell them to
It's true, I was made for you

I det gennemtrængende mørke, kom en enlig snehvid skikkelse gående. De blå markeringer glødede svagt i mørket.. som tegn fra fordums tider syntes de at bevæge sig i det svage lys, og dette understregede blot den næsten magiske aura omkring hingste. Lys og blid var han. Måske for blid? Det kunne diskuteres. Mange kunne nok tro at hingsten ikke ville kunne slå hårdt ned på andre, men dette var en fejlagtig bedømmelse. Fordi hingsten stod nok mere for retfærdigheden end man ved første øjekast ville tro, og en mægtig vrede kunne ligeså følge. Som et torden vejr kunne mørke skyer skylle ind foran de næsten drømmende blå øjne, og et uvejr kunne sprede sig omkring ham. Selvfølgelig ikke i fysisk form, men selve hans normalt rolige aura kunne pludselig blive en urolig og advarende en. Som en rumlen, der langsomt blev højere.
Dette var dog ej sket, og derfor var der ingen der kendte til denne sjældne side af ham. For det var ingen tvivl. Hingsten havde en tendens til hellere at snakke demokratisk om tingende, i stedet for at skære igennem.
Den natsorte man og hale, vippede kort bagved ham. ej var der nogle vinde til at blæse denne op. Ej var der nogle ¨vilde usynelige kræfter, som pludselig kunne kaste hans man og hale rundt, som var det ingen ting i forhold til dette. Men alligevel, var den der. Den var der altid. Legende og rolig nu, men kunne hæve sig til noget farligt og fremmed. Men hingsten trivedes der. Det var nok derfor, at hingsten havde valgt det land – og landet havde valgt ham.

Nysgerrigt lod han øjnene glide rundt, efter det mindste tegn på liv. Det var lang tid siden at hingsten havde været i Common grounds, da meget havde været at ordne i Northern lands. Det havde taget ham tid at finde ud af hvor mange de egentlig var, men alligevel var han ej helt tilfreds. Der var plads til flere… mange flere.. men hvordan fandt man sådan nogle? Ja, det var jo spørgsmålet. Han vidste at der endnu fandtes strejfere rundt omkring i landet. Udstødte.. hingste og hopper som intet sted havde at søge hen til. Måske i frygt for at opsøge lederne? Måske vidste de bare ikke, at de altid var velkomne? Det kunne være mange ting. Men hingsten ville skam gerne have, at hvem han end mødte altid kunne vide sig sikker på at være velkommen hos ham.
tydelig var han skam.. her i mørket, skulle man være blind for ikke at se ham.

[Apostrophe]

'Cause even stars they burn
and some even fall to the earth.

Hoppen kunne tælle dagene siden hun sidst havde udbudt ord med andre sjæle end hendes egen. Hun konveserede naturligvis ikke med sig selv, men af og til tænkte hun få ord højt. Dette ville hun dog ikke indrømme, da hun ikke ønskede at blive dømt som sindssyg. Hun savnede dog at støde på et væsen med en anden stemme end hendes egen, men nu da mørket kom krybende måtte hun først sikre sig nattens overlevelse. Hun tvivlede ikke mange sekunder på at de fleste nok holdt sig bag deres egne grænser i nattetimerne, undtagen få, som hun måtte konkludere til at ikke være helt godsindede. Det havde hun i hvert fald hørt, og derfor holdt Apostrophe sig også gerne for sig selv under mørkets timer.

Hun fortsatte derfor sin vandren fremad, og måtte overraskes da en sjæl spottedes længere frem i mørket. Hun havde været ganske sikker på at hendes ensomhed ville vare ved, indtil hun trådte ind over grænser som ej var fri at betræde, og hun måtte minde sig selv om, at ikke trække forhastede konklusioner i dette overraskende land. Skikkelsen var en lys hoppe, og hun vippede opmærksomt de spændstige ører frem. Det var klart at hun ønskede at kontakte hoppen, nu hvor hendes ensomhed havde varet længere end forventet, men hoppen lod ej til at have opdaget hendes eksistens, og derfor forblev Apostrophe blot tavs, og fulgte hoppen med de nysgerrige, dog beskedne øjne. Hun var ikke fej for at kontakte andre, men hun ønskede ej at være til besvær, hvis skikkelsen gerne ville finde hvile.

Hendes fokus distraheredes, af en anden bevægelse i hendes ydre øjenkrog, og kort så hun frem og tilbage mellem de to skikkelser - uvidende om hvem hun ønskede at følge. Hun måtte dog lade sig selv studere den anden skikkelse, som tydeligvis var en hingst. Han så rolig og afslappet ud, hvilket hurtigt lurede den naive hoppe til at tro at hingsten bar tryghed. Hun vogtede sig dog også, og måtte minde hendes mere impulsive og naive side, om at vogte sig fra at hoppe på enhver falsk følelse. Hun burde vide bedre, og hoppen måtte give et svagt nik fra sig, da hun ikke kunne andet end at være enig med sig selv.

Hun stod nu i en situation som hoppen endnu ikke havde oplevet i dette nye land. Hun var engang stødt på en enkelt hingst, Nabendu Raaka, som ganske vidst havde givet et godt indtryk på hende, men efter ham havde landet været tomt for sjæle. Hun undredes ikke over faktummet, da hun havde måtte indse hvor stort landet var på sin vandring. Men nu var der to sjæle under hendes radius, og en bagtanke mistænkte et baghold, men hendes instinkter ønskede selvskab. Hun var et flokdyr. Måske ikke typen der bukkede sig for alle, eller ønskede autoritet og rang. Hun var ikke sådan en type flokdyr, men hun kunne ikke kaldes en enspænder, og hun ønskede selvskab. Alt andet ville drive hende til vanvid.

Hun sænkede hovedet i sine tanker omkring denne situation. Hun ønskede ikke at trænge sig på, heller ej at vælge hvem hun ønskede selvskab af. Hun havde en tendens til at vælge forkert, og selvom hun altid lykkedes med at slingre sig ud af situationerne, så var det ikke problemer som hun ledte efter i øjeblikket. Derfor hævede hun sin ranglede hals op, og lod et dæmpet vrinsk lyde. Vrinsket kaldte på selvskab, men var hverken rettet mod hingsten eller hoppen, men nærmere en konstantering om hendes søgende tilstand. Hun trak vejret dybt ind og lod den bløde mule sænke sig til det høje græs, som hendes spinkle ben var dækket af.

Nydende og nysgerrigt kørte hun mulen igennem det kildende græs, imens hun brummende pustede luften ud af de udspilede næsebor. Hendes fokus forlod dog aldrig de to sjæle, som begge blev mere og mere utydelige som mørket faldt på. Hun piskede energisk halen op om bagparten, og spændte let op i de flade muskler som slyngede sig omkring hendes lange lemmer.

671 ord.

[Temari THSV (Lou)]

Øjne opfangede en skikkelse længere fremme. Stille forlod et brum mulen mod denne fremmed hoppe. Kroppen bevægede sig let og elegant afsted. Hun stoppede stille op, ønskede ej krig med denne hoppe. Dog blev hendes opmærksomhed fanget af boget andet Ramiel, hendes egen trofaste leder. Hun smilte roligt, sit ikke tandsmil. Stille lod hun ligeledes et respekt fuldt og selvsikkert brum forlade mulen mod ham. Da hoppens vrinsk pludselig lød drejede øjne atter opmærksomt mod hende. Stille satte kroppen i gang mod denne fremmed hoppe. Der var ingen tegn på hun tilhørte nogen religioner. Hun stoppede elegant op et stykke fra hoppen "godaften" lød den venlige selvsikkere stemme "mut navn er Temari,kan de sige mig hvad deres er?" Hun havde fundet den føflige side frem. Det måtte være et tegn, siden Ramiel også var her lige nu. Derfor måtte hun heller blive extra høffelig.