Dust in the wind[Nox]

[Deleted]

Et støv slør var hvad denne sorte hoppe efterlod sig, som hun travede med lette, elegante skridt gennem det røde sand, som de de sidste mange meter var begyndt at forandre sig til noget mørkere og hvis hun ellers havde sine sanser i orden, så ville hun sige, at det var den støvede lugt af kul, som fangede hendes næse. Hvor kom denne lugt fra? Hun havde ikke bevæget sig så vidt omkring i de få dage hun havde været her, men nu havde hun ligesom blevet vant til de støvede varme omgivelser, så hvorfor ikke tage sig tiden og undersøge de forskellige ting, der nu var her i dette område? 
Hun havde ikke set en eneste hest i de dage hun havde været her, men hun havde ikke opgivet stedet endnu. Der måtte da være nogen her. I det mindste en.. Altså hun kunne ikke være den eneste som havde vandret ind i dette land! Det ville blot være mærkeligt og total spild af godt land. Hvis hun ikke rendte på nogle heste her idag, så ville hun da give det nogle dage mere, men ellers var hun ude og væk. Væk fra dette tomme land, men dagen var stadig ikke gået på hæld, så ingen tanker om at forlade landet ville blive seriøse endnu.
Hun stoppede op ved en mørkere sti, lod mulen sænkes ned til jorden og luft fra hendes næsebor løftede flere sandkorn og bar dem væk fra hende. Kul. Helt sikkert kul.. 

[Nox"7281"]

Ildhingsten havde bevæget sig væk fra grænserne, og derfor kort forladt sin position som grænsernes vogter, for at give et enkelt tjek på landets situation. Han bevægede derfor sine lange, rytmiske lemmer over de mange ørkener og det mærkværdige landskab som varmen i Syden kunne byde på. Han resonerede, at han alene ikke var i stand til at vogte hver eneste millimeter af grænsen, og derfor måtte han hellere tage på vandring for at se om, og hvem, der mon kunne slippe forbi hans skarpe øje, når han koncentrerede sig om andre områder.

Selvfølgelig kunne denne hingst ikke kæmme hver enkelt område for forbipasserende, men han var stærkt overbevist om at ikke give op. Hans land skulle beskyttes, og de som ej var velkomne bag grænserne, fortjente en lærestreg. Southern Lands skulle ikke fremstå som svage eller som lette mål i en psykisk kamp om pladsen, derfor anså han det ekstremt vigtigt at holde enhver sjæl, som ikke var af ild, ude af området.

Hans lange vandring havde dog ført ham til de mærkværdige kulminer, men hingsten gav sig ikke meget tid til at beundre de smukke omgivelser. I stedet bar hans krop sig hurtigt over landskabet, og de metalfarvede ben farvedes sorte af jorden under ham. Selv rustningen skjultes fra solen, under det tykke lag af støv som kullet bød ham på. Han missede med øjnene, da hans blik søgtes op langs væggene i kløften som ejede mange forskellige huller, som førte ind i mørkets grotter. Solen blændede ham kort, men hans flammende øjne vænnedes hurtigt til den skarpe sol, som befandt sig i landet, og hingstens blik blev skarpt da han spottede en mørk skikkelse.

Uden så meget som at tøve, bar hingstens skridt ham hurtigt og rytmisk op langs stierne ved kløftens kant, og han måtte anstrenge sig for at ikke stoppe op og hente vejret. Samtidigt forlod de bistre, rødglødende aldrig hoppens skikkelse – Hun måtte ej forsvinde før hingsten havde redt hendes eksistens ud. Hvem var hun? Hvad lavede hun her? Kunne hun gavne og tjene sydens land? Han fnøs bittert, imens hans tapre, stolte holdning bar ham frem.

”Forklar dig selv.” Hingsten havde knapt nået ind i hoppens hørevidde, før hans højrøstede, autoritære stemme bar igennem luften. For nogle kunne han virke truende, med sine militæriske skridt og gennemborende blik, men kiggede man nærmere, så lå der ej meget fjendtlighed i hingstens aura. Han var faktisk en meget rolig hingst, og selvom bomben hurtigt ville sprænge, så var han en hingst af selvkontrol og en let kølighed.

Han stoppede, og betragtede vurderende hoppen med en sammenbidt mine. Hun virkede ej ubekendt for området, og hingsten måtte spørge sig selv om hun hørte til sydens land? Han kunne ikke umiddelbart sætte fingre på det, men alligevel holdt han sig fra at jage hende væk med det samme. ”Krigsfører 7281” Præsenterede han sig derefter med den højrøstede stemme, imens han nedstirrende betragtede hoppen. Var han kommet buldrende og havde forstyrret hendes ensomme vandren? Han var usikker på det, men var hun velkommen i landet, ville han straks forsvinde hvis hun ej ønskede hans selskab.

”Nox.” Tilføj han senere, efter et kort elevatorblik som vurderede hende. Hans kaldenavn blev præsenteret i en mildere tone end alle de andre ord, men de åbenlyse krav på at hun straks skulle forklare sine ærinder, lå stadig tungt i luften mellem dem.

I'm burning your kingdom

and stealing your crown.

[Deleted]

Den grå hale slog kort bag den sorte hoppe, inden hun igen hævedet hovedet fra den sorte jord. Der måtte være nogle kulminder længere nede ad stierne, siden at der lugtede så kraftigt af kul som der nu gjorde her. Hun stod en kort tid og overvejede at gå der ned, men hendes blå blik fangede en skikkelse som kom travene op ad en af stierne. Denne var lyd, hvid vist, men kunne da sagtens også være grå, men denne fik sig i hvert fald nogle sorte, støvet sokker, som denne kom travende op ad stien og stoppede foran hende. Han hæv måske en smule efter vejret, men det var langt fra noget man lagde mærke til og det forsvandt hurtigt efter han var stoppet. Denne hvide hingst bar nogle besynderlige metal plader på dennes hoved, som indeholdte et sæt brændende øjne, der var utroligt bitre og hårde for en der kom til hende. Det var jo ikke fordi, at hun havde vrinsket efter selskab eller gjort noget andet tegn på, at hun søgte en anden hests selskab. Dog han måtte vel ville hende noget, hvis han kom travende op til hende sådan som han nu gjorde. 
De næste ord der forlod ham understregede, at han var kommet til hende med en grund. hvad skulle hun forklare? Hun vippede kort spørgende med de sorte øre, men svarede så blot så godt som hun kunne. "Jeg skal da gøre mit bedste, Mr. Jeg har valgt, at vandre i dette land og indtil videre er denne del min yndlings, så jeg vil muligvis slå mig ned her. Så hvis du har et problem med dette, så må du blive vant til at se mig her i dette ørken land." En smule kækt, måske for meget, når man tænkte på hun var mindre, svagere og ny. Men hun havde været i værre suppedaser på grund af hendes hurtige tunge. Men hellere bede om tilgivelse end lov. 
Det viste sig så, at han faktisk ikke var helt så bitter, som hans brændende øjne havde valgt at fortælle hende, han blødte faktisk en smule op. En smule. Ikke meget, men det var da en start. Hun fik tilmed at vide, at han var en Krigsfører, men hvad var der med det nummer, som han havde puttet bag på. . 7281.. Og Nox. Var det man kaldte ham? Krigsfører 7182 Nox. Hvem mon han var? udover en krigshest.. Dog havde han nu også en hær, som han kunne føre? Måske. Måske ikke. Hun kunne heller ikke være mere ligeglad. Hun havde jo ikke nogen grund til at bekymre sig om denne hær, så længe hun hverken var venner eller fjender med ham. Hun valgte dog at præsentere sig selv også. "Jeg er Cenzien Que.."

[Nox"7281"]

Var hun næsvis? Tanken slog hingsten efter hoppen havde talt færdig, og undrende krængedes hans metaldækkede hoved på skrå før han intenst stirrede på hende. I et forsøg på at spore hendes inderste intentioner, eller en form for humor over hendes ord. Men intet fandtes, og hingsten lod et dæmpet fnys lyde, hvor lette flammer forlod hingstens udspilede næsebor. Ildmagien befandt sig i ham, men ikke meget magiskt havde søgt sig igennem hans kraftige rustning, og hingsten måtte tage den lille smule han kunne få. Flammerne forlod dog samtidigt med hingstens fnys, der gled væk med den svage, varme brise.

Næsvished. Hingsten kunne ikke tåle dette begreb, men ej fordi at han var for stolt til at blive nedgjort. Hingstens sind var ligeså stålbeskyttet som hans krop, men dog anså han det som et brud på høfligheden. Og høflighed var noget som den militæriske hingst lagde stor vægt på, og derfor begyndte flammerne i hans bryst at danse ved denne form af uhøflighed. Selvom hoppen ikke direkte havde svinet ham, eller hans land, til, så kunne han intet andet end at føle at hoppen spillede op mod hans dominans med en let næsvis attitude.

Om dette var godt eller skidt, kunne hingsten ikke ligefrem sætte en finger på. Han ønskede ikke at alle skulle bukke sig i sandet for ham, men nærmere at han kunne være ligemænd med de andre ildheste. Og selvom hendes attitude bragte en hidsighed frem i ham, så tog han en kort stund til sig, for at beundre den. Både hendes mod, ved at stille sig op mod en hingst af større styrke end hende selv, men han fandt hendes sind langt mere interessant, hvis hun ikke blot bukkede under for alt han sagde. Dog skulle der ikke meget til før at hingsten ville få nok af modsigninger. Hans temperament var varmere end solen over deres hoveder.

"Meget vel, Cenzien Que." Brummede hans dybe, sprøde stemme. Den var ladt af temperament og spændinger, hvilket tydeligt udviste at han var en tikkende bombe. Dog lå der samtidigt en kontrolleret aura over hans energiske energier. "Føl dig velkommen i landet. Jeg vil gøre mit bedste for din tilpashed, så længe din loyalitet ligger hos varmen." Han drog et dybt suk. Måske var dette meget at forlange, men hans definition af loyalitet af de civile, var blot at de ej forrådte landet, og bragte snavs i form af ubudne gæster over grænserne.

Langsomt strak hingsten halsen få centimeter frem mod hende, og hans flammende, dog nysgerrige, blik tordnede igennem luften for at lande truende og gennemskuende ved hendes øjne. Hingsten var måske meget dominerende, og kunne fremstå skræmmende, men dog lå det også meget accept i hans holdning. Fjendtlighed eller overlegenhed var ikke dig at spore i hingstens sind.

I'm burning your kingdom

and stealing your crown.

[Deleted]

[/div]

Flammerne der en kort stund dansede fra den hvides næsebor. Hendes blå øjne fyldtes kort med fascination over denne ild. Hun kunne være lidt frisk og stikke halsen for langt ud, men var der noget der kunne få hendes opmærksomhed, så var det fremmede ting som magi, men så kunne man jo også bare have et alvorligt emne at diskutere med hende, så skulle hun skam nok tage det seriøst. Altså hun var jo ikke dum. Man kunne ikke grine ad verden hele ens liv og håbe på det bedste, der var nogen er var bundet til at komme til skade for deres handlinger, men hun havde selv accepteret dette og factet, at hun var skyldig i stortset alt hvad der skete hende af ondt.

Hun så på den hvide hingst igen, som han ikke længere udåndede ild. Hun vippede kort med de sorte øre, inden hun kom med et svar på hans ord. "Min loyalitet ligger hos varmen, så længe jeg ikke har en grund til at skulle svigte denne. " Hun sagde det med et let smil i mundvigen, det bar den samme kækhed som før, men hendes blå blik lå alvorligt i hans. Hun vidste udmærket at hun selv var skyld i mange af de onde ting der skete for hende, men hun havde lært, at acceptere dette og havde snakket sig ud af en helt del, så hun havde ingen intentioner om at ændre på dette. Hun havde måske lidt for meget mod, da hun var både svagere og mindre end Nox her, men blot fordi hun var svagere betød ikke, at hun ville ændre på sig selv. Hvis de ikke kunne klare hende, så kunne hun i det mindste få det at vide på den ene eller den anden måde.. Så ville hun acceptere det og holde sig fra dem og forsøge ikke at plage dem med hendes selskab. Dog nu vippede hendes sorte øre frem og det blå blik blev lige så og det blå tog form som et frodigt vandfald, hun puffede let til hans mule, som han rakte den frem. Den var halvt af halvt dækket af det finurlige metal med de gyldne kanter. Hun tog hovedet til sig og smilede let til ham. "Sig mig så 7182 Nox, er det en krigsføre ting at kunne ånde ild?" Hun var utrolig fascineret af magi og sådanne ting, så hun kunne ikke hode sig fra at spørge den hvide hingst.

[/div]