Lord of the land? [ÅBEN]
Nov 17, 2013 11:34:19 GMT
Post by Nabendu Raakaa on Nov 17, 2013 11:34:19 GMT
Nabendu Raakaa
De guldlignende øjne stillede skarpt ud over landskabet. En sort/hvid krop stod ubevægeligt på en skrant, formet ud fra bjerget Evergreen. Med denne nye status i denne nye verden følte Nabendu Raakaa et indre håb. Noget han kunne forme, og noget han langt om længe kunne holde fast i. Hingstens man og hale, blev flået let i af efterårsvinden. Livet som månens vogter var langt borte. Langt væk. Siden han blev udstødt havde han lukket sig inde i sig selv. Endnu var han låst inde. Endnu ville hans mystiske øjne ej afslørre det indre. Men dog ville han med denne nye status, bære den med ære, og forme regionen. Han ville gøre det bedre. Bedre end hans forfædre havde ledet stammen. Han ville give plads til hestene i denne verden, og ej svigte dem...
Nabendu kastede slowmotion agtigt med sit ene forben ud i den bare intethed. Under ham stejlede skranten ned mod grønne skove og græs. Det var et syn der var guderne værdigt. Hvis disse da eksisterede. Hans stamme havde tilbedt ånderne. Nabendus læber skiltes, og en dyb rungende lyd kom fra hans brystkasse. Næsten som en indianers sang lød hans vrinsken. Så han var altså Lord af Western lands nu? Fedt. Lad os bare se hvad det føre til...
De guldlignende øjne stillede skarpt ud over landskabet. En sort/hvid krop stod ubevægeligt på en skrant, formet ud fra bjerget Evergreen. Med denne nye status i denne nye verden følte Nabendu Raakaa et indre håb. Noget han kunne forme, og noget han langt om længe kunne holde fast i. Hingstens man og hale, blev flået let i af efterårsvinden. Livet som månens vogter var langt borte. Langt væk. Siden han blev udstødt havde han lukket sig inde i sig selv. Endnu var han låst inde. Endnu ville hans mystiske øjne ej afslørre det indre. Men dog ville han med denne nye status, bære den med ære, og forme regionen. Han ville gøre det bedre. Bedre end hans forfædre havde ledet stammen. Han ville give plads til hestene i denne verden, og ej svigte dem...
Nabendu kastede slowmotion agtigt med sit ene forben ud i den bare intethed. Under ham stejlede skranten ned mod grønne skove og græs. Det var et syn der var guderne værdigt. Hvis disse da eksisterede. Hans stamme havde tilbedt ånderne. Nabendus læber skiltes, og en dyb rungende lyd kom fra hans brystkasse. Næsten som en indianers sang lød hans vrinsken. Så han var altså Lord af Western lands nu? Fedt. Lad os bare se hvad det føre til...
