End of silence [azazel]

[Ramiel ¤ Hanna]

All of these lines across my face
Tell you the story of who I am
So many stories of where I've been
And how I got to where I am
But these stories don't mean anything
When you've got no one to tell them to
It's true, I was made for you

Den hvide hingst dtod på grænsen imellem ingenmandslandet, og Eastern lands. De store søer, åer og elve udfoldede sig foran ham, og selvom at vandet ej var hans fortrukne sted at befinde sig, kunne han alligevel ikke komme uden om dennes skønhed. ej var det ligesom hans klippefyldte og alligevel frie land, men smukt var det dog.
Ja, hans.. fordi hingsten betragtede Northernlands som hans del, ligesom at de andre ledere så deres lande som deres del. Selvom at han dog var en anelse mere barnlig end mange andre, skulle man ikke tvivle på at denne hingst kunne finde alvoren og den seriøse holdning frem. En holdning, som han bar nu. Her på grænsen imellem neutral og muligvis fremmed var han skam en seriøs og vagtsom hingst, som blot indtil videre lod værd med at overskride den usynelige grænse der ville skære dette over.

Lederen af dette smukke land, vidste han endnu ikke hvem han var. Men rygterne var gået stærkt i landet, og dermed havde han hørt om den sorte hingst der efter sigende skulle kræve dette land som sit eget. Og Ramiel ville nu gerne møde denne leder. Denne konge.. finde ud af, hvem han var og hvad han stod for. Ej var han ude på ballede.. og det var derfor, at han ikke trådte ind på den andens enemærker. Endnu. Dog endte han med at træde nogle få skridt frem, og stod halvejs inde.

”Hvor er du, sorte hingst”

Mumlede han let, og lod de isblå og alligevel mystiske øjne endnu engang glide over det ligeså blå vand og dets områdedr.

[Deleted]

Der var noget galt..
Noget passede ikke ind i den ellers rolige dagsrytme. Men hvad det var, var endnu ukendt.

En stor sort skikkelse, blokerede for den smukke natur der omgav denne del af landet. Med et stangmål på næsten to meter, ragede den store, grove krop opover græs, buske, og små træer. Og kastede en lang sort skygge over alt hvad der stod i hans vej. Hans havde gode, solide knogler, men hud så hårdt som sålelæder, og hove store, og flossede. Han var bestemt ikke et kønt syn. Men en vis form for værdighed og dereaf majestætisk elegance lå over ham når han spankulerede forbi, og malede græsstrå og kviste til jorden. Hans sind var forskruet på alle tænkelige måder, sygeligt, ville man nok vove påstå. Noget der ligeså kom til udtryk på hans krop i form af udstikkende ribben, hvoraf enkelte var brækkede.
Denne hingst bar et navn der oprindeligt var krævet af en dæmon ved navn, Azazel.
Man måtte sige at han levede optil denne form for præstige, for kom du ham nær nok ville du rynke på næsen af den stank der klamrede sig om hans krop. Det var lugten af størknet blod og muldrende indvolde. En stank der havde fulgt ham som en slags forbandelse. En lille reminder om hvor meget blod denne hingst havde gydt på sin vej. Som ville disse vrede, uskyldige sjæle plage ham til evig tid for at have frarøvet dem deres mest dyrbare last; Deres liv. Men Azazel havde intet at fortryde. Han nød duften af slagmark, og slagtede dyr. Det gav ham personlig tilfredsstillelse at vide, hvad han alene havde formået at gøre.. Hvilken personlig magt han besad, med eller uden kongetrone. Det var præstige for denne hingst.
Sammen med hans ukønne ydre, havde fulgt et sæt røde, pupilløse øjne. Øjne der ikke blot lyste rødt, nej, det var flammende som et inferno af ild. Af og til ville man kunne se disse flammer dysse ned, når han havde fundet en smule ro indeni, men var tilfældet det modsatte ville de blusse op og spytte glohede gløder ud. Èn ting var sikkert, når du lagde øjne på disse, ville du få et smugkig direkte ned til helvede. For det var helvede, han var fanden selv. En sjæl uden sans for samvittighed, ægstelighed, kærlighed eller medlidenhed, kunne umuligt være andet, og hvis så? Hvad er dit bud?
Nej, Azazel var en foragtet hingst blandt alle, en syndebuk man kunne pege fingre ad. Men han kunne ikke være mere ligeglad, med offentlighedens mening. Han var langt foran meningsløse ting som det. Ser du, sammen med sine taktiske, spekulative evner, sit drive og sit begær, var Azazel en meget ambitiøs type. Han stoppede ikke, før han havde fået hvad der var hans, og hvad er det så han vil have spørger du? Helt simpelt.. total dominans, over alt og alle. Hver en sjæl skulle flytte sig for hans skygge, hvert et lille blad skulle bøje sig for hans storhed. Det var hvad han begærede. Og lyttede disse ikke, skulle de få hans magt at smage. Modsat, hvis de lystrede, ville de blive opløftet og bygget op til hvad han ønskede at se i sine undersåtter.

Sammen med titlen som konge i Eastern Lands, fulgte en helt specielt evne, unikt for dette land. Guderne havde skænket ham evnen til at høre hvert et ord der var blevet ytret indenfor hans grænser. En evne han kunne tænde og slukke for som det passede ham. Og da han fik en indre uro, da han følte noget var anderledes end før, så valgte han at udnytte sin evne og lytte.

"Hvor er du, Sorte hingst.."

Ordene hørtes klart og tydeligt. Stemmen var båret af en anden hingst. Og spørgsmålet var nu; hvem var han og hvad var hans intentioner? En tænkende brummen undslap hingstens strube. Han måtte finde ud af det. Endnu Kendte Azazel ikke til andre regeringer, og dertil ikke andre konger. Han gik derfor udfra at dette blot var en strejfer, der enten havde relation til Lopina, eller en der søgte et land at opholde sig i.
Azazel lod sin hals hvævle, og indtog sig en rank position hvor hans muskler tydeligt kunne ses.. Deraf vidste denne fremmede hvad han forsøgte at hamle op imod. Hans færd mod denne hingst, og landets grænser var hermed begyndt..

[Ramiel ¤ Hanna]

Imens at hingstens tanker vandrede videre ud imod nye steder og tanker, gled hans blik ligeså frem. Det utroligt blå og rene blik, med den mystiske kraft i sig der fulgte med titlen som Sire. En kraft, som han ikke engang selv vidste kunne påvirke fremmede på den kraftige måde. For selve det rene, blå blik, virkede hypnotiserende på fremmede personer, og kunne nemt for sjæle der ej havde for meget modstand imod ham til at falde i staver. Selve hans udstråling, vidste en hvis form for tryghed og varme. Venskab og ikke mindst humør. Dertil et roligt sind, som man skulle lede længe efter.

De sorte lokker gled kort kærtegnede over den hvide pletfri hals, som næsten var for ren til at det var en normal mulighed. Ej bar hingsten nogle ar. Ej havde han flossede eller skaldede steder, og ej nogle fysiske skavanker. Thi hingsten aldrig havde været typen der lagde op til slagsmål, og hellere ville snakke om det der nu kunne eller skulle snakkes om. Men ene og alene af denne årsag, skulle man ikke regne med at hingsten blot var en af dem der ej ville tage kampen op, når dette var nødvendigt. For fandt han noget andet end sig selv at kæmpe for, ville dette forsvares med meget som indsats. Hånlige eller direkte stødende ord imod ham selv som hingst og Sire kunne han tage med rank ryg, og se bort fra. Dette var blot åndssvage barnlig opførsel – om nogle skulle finde på dette. Ej ville han tage sig af hvad andre sagde om ham.



Hingstens gennemtrængende blå blik fandt efter kort tid noget som ikke passede i landskabet. En skikkelse.. en bevægende skikkelse. Sort som aske, og dog med noget der kunne minde om striber ned over kroppen. Dog kunne han ej se farven på dette – blot brydelsen i den ellers ensformige krop. ej gik der længe, inden at den hvide hingst fulde opmærksomhed lå på denne. Som en konge bar han sig, og med en tydelig styrke. Allerede fra denne afstand, kunne Ramiel dog ikke lade værd med at hive hovedet lidt til sig. Hvad var nu dette? En afskyelig og direkte farlig stank hang om ham. Som blod… størknet og gammelt blod.. og måske nyere og friskere? Alle signaler i hingstens hjerne bad ham om at søge tilbage nu. Væk fra denne… sorte hingst, med den direkte fjendtlige fært. Men Ramiel blev stående – dog uden at føre den samme form for dominans som den anden sjæl. Hvis han ville vise sig frem på denne jord, ville Ramiel lade ham gøre dette. Det lå ikke til hans natur eller ret, at vise nogen form for udfordring hvis han kom i et fredeligt ærinde. Derfor, blev han blot vagtsomt stående. Da han mente at denne fremmede var kommet tæt nok på, lod hingsten sin behagelige og melodiske stemme lyde.



”vær hilset, fremmede. Må jeg spørge hvem de er? eller foretrækker de en præsentation af mig selv først?”



Kom det fra ham, med den kraftige accent han bar fra sit hjemland. En tone, som bar en naturlig høflighed og respekt for enhver han talte med. De rene blå øjne søgte efter den andens blik, men da denne ingen pupil bar var det en besværlig opgave at holde øjenkontakten. Men mon hans blik alligevel ville formå at fange den andens?

Ørene vippede let tilbage, ej fjendligt men en anelse tilbageholdent. Hvem var han.. hingsten, med den dødelige fært over sig.

[Deleted]

Omgivelserne forbipasserede den enorme skabning, som han bevægede sig målrettet frem. Endnu holdt han sig et roligt tempo, dels fordi at der ingen grund var til at løbe, og dels fordi at han ikke gad. Hans flammende blik spejdede nøjsomt mod horisontens ende, imens de hule slag fra hans hove, lod sig lyde da jorden gav efter for den tunge vægt der fulgte med hans højde. Azazels sind var fastbesluttet på at opsnuse denne indtrænger, inden han ville gøre skade på noget eller nogen. Derfor måtte alt hver der lå på hingsten vej flytte sig eller knuses under hans hov, om det så var dyr eller planter kunne for ham være ligegyldigt. Han havde ikke tid til at tage sig af sådan nogle bagateller.. Han var en hingst på en mission. Og indtrængeren skulle findes hurtigt!

Et sted ude blandt de sorte silhouetter, landede Azazels blik på noget der hverken var et træ eller en sten. Han fastlåste sit blik på dette mål, og lod det studere skikkelsen uden så meget som at blinke. Jo, den var god nok. En svag flagren i den fremmeds man, bekræftede hingstens anelser. Det kunne kun være ham. Det måtte være ham. Indtrængeren.
Ganske let kneb de røde øjne sig lidt i, og efterlod et skeptisk samt intenst udtryk på hingstens ansigt. Selvsamme udtryk hvilede i det, da han gik den fremmede i møde. Men selvom Azazel allerede befandt sig indenfor den vanlige grænse, af hvad der blev betragtet som acceptabelt for fremmede, så bevægede Azazel sig blot tættere på. Dette, var på trods af alt, ikke af ren og skær lyst til at provokerer. Det var blot sådan han gjorde. På den måde kunne han lade sit kritiske blik vurderer og bedømme denne hingst fra top til tå.

Han var svøbt ind i hvidt skind. En ren og sart farve... en farve der vildledte den mørke hingst tanker hen på en anden vis skabning af samme kulør. En hest hvis grædende ansigt, stadig kan tvinge et forskruet smil frem på hans læber. Men foruden at allerede ligne en Prins Charming, så havde han dog lidt styrke med sig, men ikke noget som Azazel ikke ville kunne overgå. Det mente han i hvertfald selv. Det næste der sprang i øjnene var den sorte kontrast til den lyse farve, og dernæst de blå aftegn der omringede den fremmeds øjne som var af samme farve. Disse øjne... De bar et strejf af hvidt i skæret. Men mere nåede han at tænke over det inden den fremmedes stemme lød. Han havde en dyb stemme, som forventet af en hingst. Men han havde værnet om den, så den ej var blevet slidt eller rusten. Den var klar og levende. Imodsætning til visse andre..
Azazel opfangede dog hvert et ord den vinter hvide slyngede ud. Den bar en accent, som Azazel ikke kunne definerer præcist. Den fremmeds høflighed gav Azazel det indtryk at denne hingst blot var en formel, ubetydelig skabning der ikke ejede nosserne til at tage sig sammen og lade sin stemme bryde igennem.. altså, kort sagt, en undersåt.. Det var sådan han så ham. Og så spørger han "Hvem er du?" Som om Azazel blot var en ukendt fremmede.. han skulle snart blive klogere. Disse tre ord fik langsomt smilebåndet til at trække på sig, så et smalt tandsmil var til at se på de sprunke læber. Men det var nu ikke af venlighed Azazel smilte, det var hånende - Noget som hans blik på bestemt vis udtrykte.

"Hvem... Er ... Jeg?"

Spurgte han, som om at det var en joke at den fremmede ikke kendte til ham. Smilet blev blot bredere, idet han egentlig synes det var morsomt, og måske en anelse til grin. Men brat fik det en ende, idet et modsvar havde formet sig oppe i hingstens tanker. Smilet var forsvundet som dug for solen, og istedet havde et alvorligt samt intimiderende udtryk lagt sig i Azazels ukønne ansigt.

"Hvem er du? Vil jeg hellere spørge.."

Og med disse ord sagt, hævede Azazel hovedet en anelse, idet han stirrede på den fremmede med et skptisk blik. 

[Ramiel ¤ Hanna]

Den andens næsten.. flammende blik syntes at hvile på Ramiels hvide skind, og syntes at bedømme ham fra hov til øre. Lade øjnene glide over ham, imens at det var som om at han tog bestik af den situation han befandt sig i. Fordi ej havde Ramiel endnu direkte krænket nogle eller noget ved at træde halvt ind på dette land. Han kom i et ærinde om at se de andre ledere, og følte derfor sig bemyndiget til at komme frem. Dog ej med den samme pompt og pragt som man ville tro, af Sire’en fra Northernlands. Nej. Ramiel var på mange måder mere neutralt i sit udseende såvel som sin holdning, end man ville tro. Ej havde han den samme overlegenhed som man ville se hos mange. Ej foragtede han dem der var under ham. For han havde jo selv også været der. Han havde sågar blot været en ud af mange. At skæbnen så havde ladet ham finde denne sti, var ikke hans valg. Men han tog imod det – såvel som ansvaret der fulgte.

Der gik kort et ryk igennem hingstens krop, da han fangede den andens øjne. Disse øjne.. mørke, overlegne og helt igennem hingstede.. og noget andet. Noget som ikke skulle være der. En underlig form for.. morbid humor, som Ramiel ej kendte til. Ligeså vel som han heller ej kendte til sarkasme. Eller ironi. Han valgte at overse sådanne handlinger.

Den andens smil bredte sig langsomt, som om at Ramiels ord havde været morsomme. Som om at han fandt en joke i dem. Men Ramiel smilede blot høfligt tilbage, imens at han hørte den fremmedes langsomme sætning. Faktisk, blot en gentagelse af Ramiels ord… hvilket, han ikke havde regnet med. Den anden hingst vikrede ikke som en der vile gentage eller følge andre. Nærmere tværtimod. Dog gik hans hånende blik ham ej forbi, og en tænkende mine bredte sig kort. Havde han gjort noget her, der kunne få den anden til at føle sig overlegen.. eller var han bare sådan som person? Så mange spørgsmål.

Ved hingstens næste ord nikkede han kort til ham. Respektfuldt og accepterende. Ikke alle ville blive kendt af andre, og det var ikke alle der havde selvtilliden til at sige deres navn, rang eller region. Og dette accepterede den snehvide – ingen tvivl.



”hvem jeg er, kan ingen endnu svare på. Men hvad jeg hedder er for dem åbent at vide. Mit navn er Ramiel. Sire af Northernlands”



Kom det fra ham, og han lagde det markerede hoved let på sned. gengældte hans skeptiske blik med en mine, som blot udtrykte den hemmelighed der lå i hans øjne. For hingsten var ej nem at gennemskue, selvom det så sådan ud. Det ubesvarede spørgsmål svævede stadig i luften. For hvad hed han.. hvem var han?

[The Oracle]

        Imellem de to hingste spirede tre ens gule blomster op. Om hingstene overhovedet
        noterede blomsterne, eller vågede sig på at smage, var ikke til at vide.