Wonder Child|Mellow

[Deleted]

.. A Touch Of Destiny..

Hendes hjerte bankede en tand hurtigere, ved dette mærkværdige syn. På den ene side, frodigt, grønt græs, på den anden rødt, goldt sand. Var det mon farligt at betræde dette land af flammende rødt sand? Hendes øjne missede kort op mod horisonten i det fjerne, hvor solen så småt var ved at gøre dag til nat. Det ville ikke vare længe inden landet blev mørkt, og hun måtte finde ly for natten. Hun kunne farer vild i vidtstrakte ørkener som disse, og hun kunne blive fanget i en sandstorm.. Desværre, var ting som disse ikke til at finde i hoppens tanker. Naivt, men forsigtigt lagde hun blidt sin hov i sandet, og lod den synke ned. Hun mærkede varmen, gennem den korte pels omkring hendes koder. Hun mærkede den kildende fornemmelse af sandkorn, og lod deraf et muntert fnis slippe ud gennem hendes læber. Det kunne vel ikke være så slemt? Tænkte hun og lod sine resterende hove glide ned i sandets lune kærtegn, og lod sit sind åbne for denne nye region. Hun havde jo en mission, og den ville hun altså godt udføre.

Det var til al held, at denne hoppe havde begået sig i sand før. Det var den eneste grund til at hun kunne bevæge sig nogenlunde yndefuldt igennem terrænet, men af og til ville hun snuble. Sand var ikke helt hendes element, men hun nød det, og så kunne det altså også være ligemeget om hun ville se lidt klodset ud. Åh ja.. Den lille hoppe, ved navn Evolett havde krydset Nothern lands, samt common grounds grænser for at komme hertil, efter at en lille fugl havde sunget for hende. Du skulle have hørt den synge, den sang så smukt, så hjerteligt for hendes drømmende sind.. Men hvad sangen handlede om, vil du kunne stykke sammen som vi fortsætter historien. Men den inspirerede det lille væsen, og hendes drømme. Hun havde kastet sig hovedkuls ud i en færd der vel og mærke kunne vare til verdenens ende. Men Evolett ville vende hver en sten, hvert et blad og vandre tusinde mil for finde den hest hun allerede nu betragtede som sin allerkæreste ven. Blot et enkelt møde, havde det været, men hendes minder omkring ham, havde gjort ham til så meget mere end blot en bekendt. Hun var minsandsten sine venner hengiven. Og han var ingen undskyldning. Og endelig efter flere dages vandren, var hun ankommet til den region den lille fugl formegentlig havde sunget om. Evolett kunne nu kun bede til guderne for at de vil sende ham hen mod hende, lade ham vide at hun var kommet for at se ham.
Det, og det alene, gav hende styrken til at bære sine spinkle krop gennem bakker, bjerge, glødende sand og skumle skove.. Hun ville bare så gerne se ham og vide om han havde det godt. 

[Nox"7281"]

Fortabt i sin forstenede positur af styrke, arrogance og magt, bar hingstens tanker afsted med ham. Dette var ej noget han tillod sig at gøre ofte, men i disse patruljerende stunder af kedsomhed, måtte han holde sig selv beskæftiget. Hans placering var ej åbenlys for omverdenen, men hans rustning glimtede i solen og afslørede hurtigt hans position i bjergene. Han holdt valgt, da dette var hans forærede job; Passe på ildhestene. Skræmme forbipasserende væk, og holde de andre regioner ude af landet. Ligeså var det ham, som skulle lede trupperne hvis krig skulle udbryde - Men i disse stunder, da landet endnu ikke var helt etableret, lå Exenio meget stille.

Hvor hingstens tanker bar ham hen, kunne ikke sættes mange fingre på. Hans sind kunne være så fokuseret på én enkel detalje, at alle andre sanser hæmmedes. Ligeså kunne hans sind sprede sig som ilden, og røre flere tanker og emner på én gang. Hingsten lod dog ej sit beskyttende blik forsømmes af tankerne, og han var altid alert på enhver fare. Dog bar hans tanker afsted med ham, og selvom han altid holdt sig indenfor realistiske kredse, så løb de vidt omkring.

Han var parat til at træde til for sit land, hvis ukendte fjender skulle dukke op bag bjergenes toppe. At gå i døden for sine jævnstillede var en ære for Nox, men at dø for noget han sandelig elskede af hele sit hjerte, var hans drøm. Dog tillod hingsten ej meget at krybe under hans rustning, og ind til hans hjerte. At elske sit land, og sin region, var endda også store ord for krigeren, dog lå der ingen tvivl om hvor hans passion og loyalitet lå. Eller hvor den altid ville ligge.

Det var dog ej en hær af væsner, som trampede igennem det bjergede, varme landskab, men en enkelt lille skabning, som dog ej hørte til i de varme kredse. Hingstens blik søgtes straks op langs stierne, mod den fortabte hoppe, og han stivnede kort. Det undrede ham, at hun havde taget mod til sig, at træde over disse grænser, men samtidigt beundrede han hendes vilje. Kort sloges ørene frem, før de sikkert lagde sig mod nakken, og den militæriske hingst trådte rytmisk frem mod hoppen. Hans blik var utydeligt, men øjnene flammede op. Af vrede, had, passion eller glæde? End ikke Nox kunne svare på dette.

"Evolett." Han rømmede sig og hævede tappert sit beklædte hoved op. "Evolett, du er ej velkommen." Hans stemme var høj og rungende, men den rundede ud i nogle blidere toner, og ordene var blot en svag konstantering, og ej fjendtlige. Han måtte kort samle sig, for at ikke se svækket ud, men sandeligt var han glad for at endelig støde på hende.

Han tøvede kort over hendes visit, selvom han glædedes over at se hende i live - Han måtte beskytte hende, det havde han svoret. Men at beskytte en fjende? Han kneb øjnene vurderende sammen, men sidst måtte han accepterende strække mulen frem mod hende. Undersøgende. Han resonerede at han stadig var af højeste kommando i landet, og derfor kunne bestemme at hoppen måtte blive. For en stund.

"Er du vel?"

I'm burning your kingdom

and stealing your crown.

[Deleted]

Vinden havde vist sig gavmild, og lod sine blide, varme hænder kærtegne hendes krop og hendes sjæl. Hun reagerede ved at trække vejret helt ned i lungerne, lod sit blod ilte, og mærkede hvordan en bølge af frihed og lykken deraf bredte sig ud til hendes tåspidser. Ørkenen var tom, ja, men hvilken solidarisk frihed man kunne finde her. Dagdrømmen om smukke, mystiske heste af enespænder mentalitet, startede her. Forestil dig et land så stort, den frihed der fulgte med i at strejfe disse sandbanker, og at kunne beundre de stjerner der så villigt lod sig oplyse på himmelen sådanne steder. Ja, ørkenen havde sin egen charme, men desværre var den for hård for en hoppe som Evolett at leve i. Hun ville kunne besøge, men nok ej leve her. Det gav kort et stik i hendes hjerte, ved tanken om at hun nok ej ville kunne stå op til den glødende morgensol i dette terræn. Hun sukkede. Hvis hun dog bare kunne få en lille bid, af alle naturens goder. Alle dens forskellige vidundere. Måske kunne Nox lærer hende det? Men hvor var han?
De enorme, ravbrune øjne spilede sig op, og tankerne rev sig løs fra dagdrømmerierne. Hun ville lede, og nøjsomt spejdede hun mod horisonten, i håb om at den hvide ganger ville vise sig for hendes syn.

Hun vidste ikke om det var gudernes indvirken, eller om heldet havde tilsmilet hende, men dér – ude i horisonten blinkede refleksionerne fra en metallisk overflade. Mon det var ham? Åh, det håbede hun sandelig! Forhåbningsfuldt så hun spændt mod en skikkelse der nærmede sig, og øjnene kunne ikke blive større og mere tilbedende da skikkselsen formede sig til noget bekendt. Et bredt, lykkeligt smil dansede på hendes bløde læber idet han viste sig i sin fulde pragt. Høj, muskuløs medens hans rustning skinnede blankt. Hans ranke, autoritære holdning, hans blik, som han stod der, badet i gyldne farver fra solens afsked. Evoletts øjne funklede ved synet af ham. Det var ham, hendes ven. Glæden der var at se i hendes blide ansigt, var ikke til at tage fejl af. Han nåede enddog kun at ytre hendes navn, inden hun hovedkulds havde klamret sig om ham i form af et varmt og kærligt knus. Hun slyngede sin hals om hans manke og trykkede ham indtil sig.. Hun kunne ikke gøre for det, hun var bare så glad for at se ham i god behold.

”Nox!”

Udbrød hun, med sin spæde, lyse stemme. Hun åbnede munden for at fortælle ham hvad hun havde oplevet, og hun kunne næsten ikke vente på at høre hvad han havde set og opdaget siden de sidst havde ses. Men Han kom hende i forkøbet, og hans ord ramte hende som et lyn fra en klar himmel. Hun mærkede sit hjerte snørre sig sammen, og hun mærkede hvordan hendes mund blev tør. Brat, overrasket og såret trak hun sig ydmyget tilbage, væk fra ham. Afvist.. Af sin egen ven. Evolett kunne ikke undgå at føle sig en smule knust. Hendes blik hvilede i hans, som et skadet bytte der søgte nåde i øjnene på et rovdyr. ”..Du er ej velkommen her.”
Ordne gav genlyd i hendes indre. Men.. Men.. Hvorfor? Havde hun gjort noget, der havde gjort ham vred på hende? Fortvivlet, såret, så hun spørgende på ham. Hun kunne intet sige, hendes hals var tør og selvom hun gerne ville, så kunne hun intet sige. Da hans blik snerpede sig en anelse sammen, hældte hendes ører en anelse bagud. Ikke at hun var vred eller fornærmet, snarre var hun usikker. Havde han noget i sinde? Men denne beskymring blev manet til jorden, da hun så hvordan han tilbød hende sin accept. Tøvende, lod hun sin mule nærme sig hans, indtil deres bløde muler til sidst rørtes af hinanden. Selv trak hun den ikke tilbage, mest fordi hun ønskede en forsikring om at hun ikke blev jagtet ud.
Hun lod derfor sin mule hænge i luften, også dels fordi hun ønskede at signalerer at hun ikke ville lade dette venskab løbe ud i sandet. Da, hørte hun endnu hans ord, hvis mening var mere venlig stemt. Havde hun det godt? Evolett kunne ikke lyve, hun hverken ville eller kunne. Ikke for ham, ikke for nogen.

”Nej.. Jeg føler mig en smule forvirret, og lidt trist. Har jeg gjort Dem noget, Siden jeg ikke må se Dem?”

Spurgte hun forsigtigt, og en anelse nedtrykt. Hendes samvittighed begyndte allerede nu at trykke, og hun ønskede blot at gøre ondt godt igen, så de fortsat kunne være venner. Så det var med afventende, våde, hundeøjne fuld af skyld og skam hun ventede på hans dom.