The Sound Of Regret {Åben}

[Deleted]

Et kast med hovedet fik den ravbrune man til at flagrer om hovedet på den lille hoppe. Hendes hovslag var taktfaste og slog livligt mod jorden, skønt den bløde gang. Solen skinnede, og fik den jordbrune pels til at skinne blankt. I de store, dybe, ravbrune øjne fandt man ikke bare én gnist, men mange. Hendes øjne funklede af liv. Då af udseende, og ren af sind.. så skrøbelig, men alligevel så glad. Den usynlige glorie der svævede over hendes hovede var næsten ikke en nødvendig idikator, det var jo ikke svært at se at denne hoppe var en spinkel og kær engel. Så ren at hun næsten ville blive beskidt, blot af at betræde den jord hun gik på.
Nydende lukkede hun øjnene og nynnede en melodi med den fløjlsbløde stemme. Hendes lange, slanke lemmer bare hende fremad. Videre på sin færd. Endnu vidste hun ikke at hun var ankommet til et nyt land. Ikke at det ville ændre på hende, overhovedet. Det var blot en information hun endnu ikke havde erhvervet sig. Sammen med uvidenheden omkring Exenio, kom udvidenheden om The heartland Cliff, som hun så villigt bevægede sig hen mod. Der var endnu et stykke, men små forandringer i landskabet forude kunne svagt skimtes. Bare ikke af Evolett, hendes øjne hvilede trygt bag de brune øjenlåg, imens hun fortsatte sin nynnen.

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{take all this pride
and leave it behind
because one day it ends
one day we die}

Rytmiskt, lød hingstens mørke hove over den bløde jord, som var dækket af det græs som skulle mætte Exenios beboere gennem tiderne. Indtil videre så det ikke ud til at være et problem, da markerne stod tomme, og blot en enkelt anden sjæl var den stolte hingst stødt på. Hingstens mørke øjne, med det røde skær, var for vilde og utæmmelige til at have den kølige holdning som resten af hans metalfarvede krop. Han bevægede sig som en soldat på vej i krig; sikkert og bestemt. Ikke én gang løftedes et ben højere eller lavere en før. Man skulle kunne tro at han var en robot, hvis han ikke havde ejet i livlige øjne som sad plantet bag den maske han bar. De lyste ikke op, eller trak specielt meget opmærksomhed fra metallet omkring dem, men de afslørede det temprament som lå skjult under den metallignende overflade. Han prøvede ikke at skjule det. Han var aggressiv og ville slå til i samme øjeblik som han fik muligheden, men han ønskede heller ej at pirre andre til at provokere ham. Det satte han for stor pris på selvskab til at se grunden til at gøre.
Hans ører var rettet lige op i luften, hverken vendt frem eller bagud, men for opmærksomme til at blot dingle ligegyldigt ud til siden. De opfangede hver en lyd omkring ham, ligesom hans øjne opfangede alt der var at se. Just da hingsten skulle til at konstatere for sig selv at dette ville blive endnu en dag med stilhed og søgen efter selvskab, så spottede han en skabning der bevægede sig mod den kløft som han netop selv kom fra. Uden at give sig til kende, eller tage hensyn til om hoppen ønskede hans selvskab førte hingstens solide ben ham bestemt mod hoppen. Hvis hun ikke ønskede hans selvskab, eller omvendt, ville han blot vende om og gå igen, men af ren disciplin og en smule ejerfornemmelse over stedet, så ville han vide hvilke sjæle der befandt sig i dette land.

^{believe what you will live
that is your right
but i choose to win
i choose to fight}

[Deleted]

"Feeling my way through the darkness, guided by a beating heart.." Hoppens nynnen, blev pludselig til sang. Og stilheden der lå på dette vidststrakte areal, synes knap så trist. En munter melodi fyldte hoppens hovede, og Evoletts hale kunne ikke nænne at misse chancen for at slå blidt i rytmiske bevægelser. Nydende var hendes øjne fortsat lukkede, idet hun fortsatte sin sang. Det var en sang om livet, men hun sang for solen. Den sol der så gavmildt spredte lys og varme på hendes hud. Den var hendes evige følgesvend. De dybe toner fra trommerne, der akkompagnierede og blandede sig så fint med melodien i hendes ører, synes pludselig at blive mere fremtrædende, for tilsidst at ændre rytme. Hmh, det var da noget underligt noget. Det var ikke just sådan hun huskede den sang. Lidt undrende åbnede hun øjnene, men fik straks øje på en hest der kom dundrende imod hende. Nårh, så gav det jo pludseligt meget mere mening!
Evolett gjorde et holdt, og lod ørene pege nysgerrigt fremad, alt i mens et mildt og venligt smil prydede hendes mule. Nej, hvor spændende! En melodisk, ja, nærmest syngende vrinsk lød. Og bød den fremmede velkommen.

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

just give me time
you know your desires and mine
so wrap my flesh in ivory and in twine
for i must be well


Hastigt bar de solide ben hingsten frem, og for hvert skridt han tog bevægede han sig nærmere denne hoppe. En sjæl af dette køn havde han ikke stødt på her i landet før. Når man tænkte over det var det faktisk et godt stykke tid siden at en hoppe havde beriget ham med sit selvskab. Hopper, det svage led. I hans hoved var der ingen tvivl om hvilket der var det dominerende køn, men han satte i den grad også pris på disse hopper, selvom han ikke havde meget erfarenhed med dem. Han havde haft sin søster, og sin moder. Begge havde han elsket, og elskede stadig højt, og derfor så hingsten ingen grund til at fremstå som fjendtlig mod disse hopper. Han vidste ganske vidst også at ikke alle skulle man stole blindt på, men han var opdraget til høflighed, og derfor ville det være med høflighed at han mødte denne skabning.
Efter et ekstra blik på denne hoppe som han nærmede sig, så var der ingen tvivl om at hun var køn. Hun var så spinkel og skrøbelig at hingsten fik en inderlig trang til at forbarme sig over hende. Selvom der måske ikke var noget der tyngede hende. Han sagtnede farten, for at varsomt nærme sig hoppen med sikre skridt. Han stoppede derefter op foran hende med den længde fra hende, som hans eget personlige rum bød på. Samtidigt krængede hingstens nakke sig i et tydeligt, fast nik. Dette måtte være hans kropslige hilsen. At bukke var blot noget han ville gøre for de gudelige. Hans blik var som hugget i sten, ligesom hans holdning som ikke rørte en muskel. Blot hans flanke bevægede sig, da hans lunger fyldtes med luft og tømtes igen. Det var i lange, stille drag at han trak vejret, og kun de livsnødvendige luft fik lov til at glide ned gennem hingstens hals for at holde hans bankende hjerte i live. I sandhed var det rødt, ligesom hans blod og ligesom skæret i hans iltre øjnene. Men man kunne også sige at det var af guld, hvilket også var sandt. Guld var hårdt, og det var svært at trænge igennem, men når man først havde fundet sin plads derinde ville man være beskyttet af det pureste guld som den fyrige hingst besad.

"Goddag. Jeg er 7281."

Hans stemme dirrede let i struben, da han dæmpede de højlydte toner for at ikke skræmme denne hoppe væk. Hans arrigskab lå lige under overfladen, og skjule den, prøvede han ikke. At forskrække denne blide, skrøbelige skabning, ønskede han dog heller ikke, derfor dæmpede han stemmen ned til en rolig, behersket tone. Hans ører vippede ej frem mod hende, men heller ej bagud. Hun havde dog hans opmærksomhed, og det ville der ikke råde nogen tvivl om, da de iltre øjne betragtede hoppens skrøbelighed med en dyb vagtsomhed. Mon hun ville gå i stykker af at røre hende? Ville hendes krop falde sammen af en simpel berøring. Måske smuldre sammen til støv for at glide med vinden? Han fristedes til at røre hende for at finde ud af det, men det var imod alle hans instinkter at bryde den militæriske holdning han bar rundt på.
Han lod ordene fange hende, før han talte videre for at forklare sig, det var ikke mange som forstod sig hvorfor han bar på dette navn, og endnu færre som lykkedes at huske det. Derfor brugte han sit kaldenavn som han med tiden havde lært at lystre ligeså vel til som 7281.

"Nox, kaldes jeg."

keep the earth below my feet
for all my sweat, my blood runs weak
and let me learn from where i have been


[Deleted]

Som skikkelsen kom tættere på, blev det mere og mere tydeligt hvilken støbning denne var af. Den brede, muskuløse bringe, den kraftige hals og det grovere ansigt var alle store preg om at dette var en hingst. En stærk en af slagsen. Han store væsen virkede lidt truende overfor den væsenligt mindre og meget spinklere hoppe, så hun trak ganske let på det ene øre. Men hendes blik studerede ham stadig som han kom tættere. Hans pels var en metallisk grå-hvid farve, og hans fyldige man og hale en tand lysere. Den skinndende rustning han bar på hovede og ben, gav ham et ridderligt udtryk. Oh my, oh my.. var dette den hvide hest, prinsen havde reddet sin prinsesse på? Var dette den hest, der havde båret to individer væk fra fare og ud mod friheden i den nedgående sol? Et kærligt og beundrende blik hvilede i de store, våde øjne. Hvilken lykke denne prinsesse måtte have følt, da hendes prins hentede hende på denne ædle skabning.

Det varede ikke længe før denne eventyr-drøm nu stod foran hende. Evolett kunne tydeligt mærke at han havde en evne til at indgyde respekt. Og han havde den også. Men samtidig var hun også sin egen, mon han kunne bære over hende, når dette for alvor kom til udtryk?
De dybe, ravbrune øjne kunne skinne som aldrig før, da det hvilede beundrende på den hvide hingst. Han dybe stemme, bar præg af noget hæst. Noget slidt. Han måtte havde brugt den en del. Men stadig lod den sig runge i hendes mandelformede ører.
Den drømmende effekt måtte cuttes, med en mislyd fra en grammofon, da hingsen præsenterede sit navn.. 7281? hvad var det for et navn at give som moder, til sin søn? Men hov, Nox blev han kaldt? Det ville hun hellere kalde ham. Og straks var hun tilbage i sit drømmende jeg.

"Godaften Nox, mit navn er Evolett. Hvilket tilfælde at jeg skulle møde en hingst som Dem.. Det må være skæbnen."

Sagde hun eftertænksomt. Evolett var meget spirituel. Hun mente at skæbnen bestemte hvad der skulle ske i ens liv, og at det var guderne der tilrettelagde denne. Men de havde tilsmilet hende, indtil videre.

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{but i still believe
though there’s cracks you’ll see
when i’m on my knees
i will still believe}

En anden tone repsesenteredes i hoppens kønne øjne da han nævnte sit ægte navn. Det var ikke en reaktion som var usædvanlig, men ude i verdenen var hans navn også usædvanligt. Tilbage i hans gamle flok, der kaldtes alle hingstene ved nummer og ej navn, og siden det var hvad han kaldtes de første år af hans liv - så måtte det være hans navn. Senere hen blev han kaldt Nox, et navn som hans moder havde givet ham, og efter han forlod flokken blev det hans "nye" navn. Hingsten følte dog også at det var vigtigt at beære hans ægte navn, og derfor fortalte han altid sit rigtige navn, for at derefter give de fremmede et andet navn at sætte på hans ansigt. At han ikke blev kaldt hans navn, eller nummer, var for ham ligegyldigt, blot de vidste at Nox var et kaldenavn. Et kort smil krummede sig på hingstens mule, som et tegn på venlighed for hoppen, da hendes drømmende blik atter blussede op i hendes uskyldige øjne. Smilet forsvandt dog hurtigt igen og hans blik var atter som hugget i sten.
At hun tiltalte ham med ordene 'De' og 'Dem' kom en smule bag på hingsten, han havde ikke forventet at hoppen ville snakke på den måde. Han havde måske forventet noget mere barnligt, og uvidende, og derfor kom hendes veltale som en overraskelse for ham. Hendes snak om skæbnen kunne hingsten dog ikke deltage i med samme passion. Han nægtede at tro på at hans liv var planlagt foran ham, og at han ikke havde nogen fri vilje til at ændre den. For ham var ordene "skæbne" og "tilfældighed" synonymer, men dette kunne han ikke fortælle hende. Han havde en forestilling om at hoppens sind var ligeså skrøbeligt som hendes spinkle krop. Derfor ville han ikke modsige hendes drømmende forestillinger om skæbnen, af frygt for at verdenen så ville falde sammen om denne naive hoppe. Selvom hingsten troede på at man bestemte sine egne skæbner, så kunne han ikke andet end at tro at der måtte være en mening, eller grund til at de var blevet placerede i dette land - men det betød ikke at han troede på at skæbnen havde planlagt hvordan hans liv ville udspille sig i landet.

Evolett. Tillad mig at spørge Dem, hvornår ankom De til Exenio?

Hans stemme var som før. Kontrolleret. Han ville ikke forestille sig hendes store, skræmte øjne hvis bomben som hans sind altid var, ville sprænge i hendes nærhed. Evolett. Af en grund passede navnet utrolig godt til hende, selvom han ikke vidste hvad dette Evolett var, eller hvad navnet betød, så lød det som noget der var taget ud af et gammelt eventyr. Et eventyr hvor verdenen var perfekt, og hvor ondskab var ondskab, og godhed var godhed. Hvor der ikke fandtes nogen mellemting. Det kunne være sådan et eventyr som denne hoppe kom fra, eller måske sådan et eventyr som hendes drømmende sind levede i. Den verden han selv kom fra måtte være hendes modsats. Der havde de ganske vidst handlet med god mening, men de havde også dræbt. I den flok af krigere som han var opvokset i, var de ganske vidst alle gode, men de havde også alle lydt hvert et ord som deres ledere sagde. Sagde de dræb, så ville de dræbe, uden at sætte spørgsmålstegn ved det. Ville det være ondskab i hendes øjne?

^{and when i’ve hit the ground
neither lost nor found
if you believe in me
i will still believe}

[Deleted]

Endnu måtte de brune ører, nyde den dybe, maskuline stemme hingsten besad. Men hans ord, fik en lille fold til at lægge sig i hendes pande. Exenio? Var det det dette land var navngivet? Havde hun forvildet sig ind i et nyt land, eller måske.. måske havde hun forvildet sig ind på en floks revir, og denne hingst var kommet for at give hende en repremande? Hun håbede det sandelig ikke. Hun havde kastet et lys over denne hingst, Nox. Og hun ville hade hvis dette skulle smadres. Hun ville ingen problemer ud i, og lod derfor hovedet sænke sig underdanigt. Skævende op mod hingsten, søgte hun tilgivelse i hans blik.. Fuldt overbevist om at han var flokleder, og havde sit revir her.

"Uhm.. De må undskylde min indtrængen. Jeg vidste slet ikke at De havde gjort krav på dette område. Jeg har opholdt mig her en dags tid, men hvis De ikke ønsker min tilstedeværelse, er det blot at fortælle mig det, så vil jeg forsvinde."

Sagde hun undskyldende. Det rev lidt i hendes humør.. Hun havde sådan glædet sig til at se hvad det var der lurede i horisonten. Dét der havde fanget hendes nysgerrige væsen, og bragt hende hertil. Men Guderne ville ikke at hun skulle opsøge dette. Det var tydeligt. Og hun holdt ingen forbandelse mod hingsten for at muligvis sende hende væk. Måske havde han i virkeligheden reddet hende? Måske ville hun have drattet ned i et endeløst hul? Men måske havde hun også fundet en frodig eng, hvor det flød med mælk og honning? Det var ikke til at vide hvad der ventede for enden af regnbuen. Men hun troede på at Nox havde forhindret et uheld i at ske, ved at dukke op her.

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{gravedigger
when you dig my grave
could you make it shallow}

Hendes reaktion morede Nox ligeså meget som medlidenheden brændte i ham. Hingstens mund krummedes let da et smil spredte sig på hans læber, og forandrede hans ellers så hårde udtryk. Han måtte holde latteren tilbage af ren respekt, og heldigvis havde hans træning gjort det let for ham at holde masken. Han så hendes ynkelige holdning, og smilet blegnede langsomt, da han ikke var typen der smilte så meget. Selv ikke omkring hans nærmeste. Hendes stakkels, hjælpeløse krop fik trangen til at opmuntre hende med en let berørelse til at blive stærkere. Han modstod dog følelsen, og bevarede sin rankede, stolte holdning. Han var en stolt, og dominerende hingst, men han kastede sig ikke ud i at ville holde sit hoved højere end nogen andens. Kun hvis en anden hingst spillede op til det, men ikke engang der ville han tage sig af det. For hvis han havnede i sådan en situation ville han have for travlt med at sparke hingsten halvt fordærvet, og derfor ikke tænke på hvor højt hans hoved var. Han valgte at skåne denne hoppe for nogle lege, hvor han ville trække en lille hvis løgn ud fra hendes antagelser for at lure hende. I stedet lød hans stemme, blødere end før. Han snakkede måske til hende som et såret nyfødt føl, men i hans øjne var hun blot et barn i sind. Det behagede ham dog, og han ville for at i verdenen ikke ødelægge hendes drømmeverden med at præsentere den virkelige verden af grusomhed for hende. Det var en gave som hun havde fået foræret, en gave at have et så ungt sind, selv når man træder ind i voksenrækkerne. Han svor for sig selv at forsøge at beskytte denne fremmede, naive hoppe fra det ondskab som verdenen nu også kunne byde på.

"Så meget som jeg end skulle ønske det, så ejer jeg ej disse marker - så bevar dine undskyldninger. Denne omegn er ligeså meget din, som den er min."

 so that i can feel the rain
gravedigger

[Deleted]

Et overrasket strejf gled over de store brune øjne, idet hingsten trak på et svagt smil. Selve smilet havde hun ikke regnet med at få fra ham, men hvad der fik den lille hoppe til at undre sig lidt, var måden han gjorde det på. Som om at musklerne omkring hans mule ej var bygget til at forme så venlig en gestus. Men det lykkeds ham, og hoppen kvitterede med at langsomt hæve hovedet igen. Ørene gled væk fra deres ynkelige position, og i stedet frem i deres vante - Den nysgerrige. Da hingstens stemme lød, og pænt forklarede hende at han ikke var hvad hun troede han var. Tiltede hun hovedet en anelse på skrå. Men på trods af hans ord, hvilede det beundrende blik stadig i hendes øjne. Han var så.. så.. sej? Ja, han var sej.. Cool. Og denne opfattelse hverken kunne eller skulle hans egne ord tage fra hende. Det havde hun bestemt sig for.

"Jeg beklager min fejlbedømmelse. Men De ligner virkelig en der kunne... Der kunne.."

Hoppen søgte efter et passende synonym, som ikke var så grimt som det hun havde i tankerne. Opdragelse.. min ven, opdragelse kan gøre mange ting ved en. Hoppen så sig diskret omkring. Var der nogen i nærheden der ville kunne høre de ord, der var ved at komme ud af hendes mund? Nej? En skygge gled over den store, våde øjne.. noget der næsten fik dem til at se uhyggelige ud. Ligesom når man holder en lygte under hagen, når man skal fortælle gyser historier. Ganske langsomt bevægede Evolett sin mule over mod hingsten, så hun, med svage, spæde ord kunne hviske det til ham.

"... Sparke mås."

Hviskede hun. Så lavt som det var muligt, uden at det enddog blev for lavt til at hingsten ville kunne forstå. Det var sket.. Evolett havde bandet. Guderne ville ikke blive glade for dette.

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{i know the spy is going to tell you
it is not my flag up in the pole
so now he is buried by the lilies}

Da hoppen bevægede sin lille, fine mule nærmere for at hviske noget til den metalfarvede hingst, lænede han sig et par centimeter ind, og vippede et enkelt øre frem mod hende, for at bedre kunne høre. Besynderlig, hvor var hun besynderlig. Denne gang måtte han tage sig lidt ekstra sammen for at beholde det bestemte udtryk som ikke rørte en muskel, og efter hendes ord havde lydt i han ører, så hævede han stolt hovedet op for at genfinde sin ranke position. En position som viste en hvis stolthed og dominans, men også en position som ikke blot fandtes for at indkræve blikke og respekt, men en position som viste at han var klar til at tage imod enhver udfordring som blev budt ham. Men hans opmærksomhed.. Hans opmærksomhed var rettet mod den yndige skabning foran ham. Han kiggede konstant på hende, uden at lade blikket vige, men samtidigt også uden at stirre. Det ville være uhøfligt.

"Så det ligner jeg? Interessant..
Lad mig høre, Evolett, hvor var De på vej hen da jeg afbrød Deres vandring? Eller vandrede De blot rundt uden mål? Lad mig være Deres eskorte i denne vandring - Vælg et sted, og jeg vil tage Dem derhen."

Hans holdning blev ubevidst en smule mere ranket over hendes ord, og hans sætning døde kort hen, da han faktisk ikke vidste hvad han skulle svare på dette, i undren om han ville skræmme hende hvis han tilstod. Derfor ændrede han blot smidigt samtalen hen på en vandretur, som hans pirrede ben trængte til. Han var en hingst af ilden, og havde derfor en del energi. Denne energi lå oftest i hans temprament, men det aggressive del af ham kunne ikke vises i nærheden af denne uskyldige hoppe. Desuden så havde han svært ved at bevare den militæriske facade og udtryk han bar omkring hende. Hun var som et uvidende føl, og der lå noget ridderligt i opgaven at vise hende den verden hun ønskede at se. Vise hende de smukke steder i Exenio, og lade hende undgå de ubehagelige. Måske var hingsten en hård nød, men det betød ej at han ikke var en gentleman.

^{and i know the leak is going to tell you
there ain’t no puppy in your leash
so now he’ll fertilize the roses
so i could stay the king
who you see in your eyes}

[Deleted]

Evolett
- Count your life by smiles, not by tears.

---

Hingstens ord fik det lille hoved til at nikke ivrigt på sig. Anerkendende. Imens et muntert smil lå om hendes bløde mule.

”Ja, De er meget mandig, Nox.”

Det venlige og indbydende blik hvilede på ham, imens de mandelformede ører opfangede de sidste ord han havde at sige. Disse ord, fik hoppens øjne til at spærre sig en smule op. Hvad var det han sagde? Var det mon blevet tid? Var det mon hendes tur til at drage mod friheden i den nedgående sol? Med ham, den hvide hingst? Evoletts tanker fik blodet til at strømme i hendes kinder, og kom til syne som en svag rødmen.
De lyse, spinkle ben tog et skridt til siden, og derefter et skridt frem. Hendes dybe ravbrune øjne hvilede drømmende mod den brede horisont – Dèr hvor himmel og jord mødes. Den nedgående sol kastede orange og gule nuancer på de to heste, som de stod der, imens lyset fra selvsamme stråler lod sig reflektere i det endeløse blik. Disse øjne synes ikke at kunne funkle mere, end de gjorde nu.

”Nox? Kan De se forandringerne forude?”

Lød det melodisk fra det lille væsen. Ganske rigtigt, ude i horisonten bag det skinnende lys fra solen, lå en sort afgrund i jordens flade.

”Dér vil jeg hen. Mod verdenens ende..”

Først nu kunne det funklende blik løsrive sig fra det smukke syn forude. Det fæstnede sig atter på den store hingst ved hendes side. Hun havde drejet hovedet, for at se på ham. Varmt var hendes smil, og lystigt glimtede hendes blik som hun så på ham. Mon han kunne og ville eskortere hende dérhen?
[/p]

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{in the fell clutch of circumstance
i have not winced nor cried aloud
under the bludgeonings of chance
my head is bloody, but unbowed}

Hingsten kunne ikke lade være med at hæve hovedet en smule stolt op og spænde musklerne en smule. Han følte sig beæret over hendes kommentar, men det varede heller ikke længe før han atter kom ned på jorden for at vippe et enkelt øre mod hende, for at høre hvad hendes fjerne stemme havde at sige. Hans bistre blik fulgte hendes, og så ud mod horisonten. Tjoh, den som dog kunne tage hende derud. Hun fortjente intet andet, og han ville inderligt gerne opfylde hendes ønsker, han ville ikke skuffe hende. Det var dog en umulig opgave som hun havde givet ham, hvilket fik et tænksom rynke til at dukke op på hingstens mule. Hvordan skulle han forklare hende at det ikke var muligt? Ikke i øjeblikket. 

Ser De, Evolett. Om vi end vandrer til en evighed, så vil horisonten altid flytte sig væk fra os. Jeg vil dog gerne vise Dem øens smukke natur, vise Dem steder som får Dem til at glemme horisontens drillerier.

Han sænkede hovedet ned til hendes og så hende ind i øjnene med sine egne brændende flammer. Det hårde blik var alvorligt, og han ventede blot på at se det knuste ansigt som han forventede ville komme. Han ville gerne vise hende bjergene, skovene, søerne, og de fantastiske områder som lå skjult rundt omkring i landet. Han kunne give hende alt, pånær lige det hun begærede. 

^{it matters not how strait the gate
how charged with punishments the scroll
i am the master of my fate
i am the captain of my soul}