|
Post by Temari THSV (Lou) on Nov 12, 2013 17:51:52 GMT
Ja informationerne fløj omkring ørene på hende, ret nedern, men sådan var det jo, og måske ikke så nedern endda. Hun har mødt, en.. ja en eller anden jordting.. Han havde været nyttig. Lopina hendes ven fra landet havde blevet tvangs bedækket af en eller anden vand freak.. Ja mere var ikke gået igennem, så derfor havde hun bevæget sig over grænsen for at finde denne vand freak. Hun bar stadig sit selvsikre smil, hun var ikke ligefrem bange af sig. Viften lå godt bundet til hendes pels. Brunsten var endelig stoppet efter lang stykke tid. Die havde også opført sig ret klogt sidst da de mødtes, hvilket vel var en god ting for ham, fordi hun kunne virkelig blive hidsig, men hun fandt sig også nogen gange over de mest utrolige ting.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Nov 12, 2013 18:53:39 GMT
Tomt blik.. Rådden sjæl.. Ensomt hjerte..
Månen stod høj på det sorte himmelegeme. Hun, og hendes kølige, hvide stråler kastede lys over det bakkede terræn. Oplyste krusningerne i søen, så de glødede hvidt og brændte sig længselsfuldt ind i de røde, pupilløse øjne. Månen.. Natten, mørkets tvillinger. Kvinder, som fortabte sjæle blindt forelskede sig i. De synes at forstå melankolien i enhver enespænder, i enhver med en flosset sjæl. Men solen.. Mørkets fjende. Synes bedre at reflektere denne sjæls brændende indre.. Hans drive, hans had, og hans flammende begær. Azazel.. En simpel hest af jordisk herkomst. Men en hest, hvis sind ej var født af en hoppe, hans sind.. Så spekulativt, så destruerende, så trist og så.. Ondt. Nej, han var født af Solen og månen, to modsætninger samlet i én krop. Alle de ensommes tanker, længsler og had til den "bedre verden" havde fulgt ham med. Enhver der havde tilbedt måne eller sol, hver og en af deres tanker, bar Azazels sind på. Hans splittede, forpinte sind og hans opvækst, hvad efterladt et resultat der kunne ændre på verdenen som vi kendte den. Han var født til at noget stort, til at udrette noget i dette eventyrsland. Og ligesom hans mødre, der prægede planeten med varme og kulde, så prægede han sin region med selvsamme metode. Var godt gjort, ville man kunen ane den indre varme, den ellers hadfulde hingst kunne besidde.. Men gjorde man forkert, ville man blive tortureret af hans kulde. Det var en bæredygtig fremgangsmåde, som alle heste kunne forstå. Men ak, at kunne rumme både sol og måne og udholde deres forskelligheder på et lille rum, havde gjort den mørke hingst sindsoprevet. Han kunne ikke længere skelne mellem godt og ondt, han kunne ikke længere følelsesregulere.. Ej heller kunne han kontrollere sine udbrud af enten vrede eller melankoli. Hans følelser var én stor skralde spand, som han aldrig ville kunne slippe. Et monster, var hvad han var blevet, og monster skulle han forblive indtil hans dage ville ende. Azazel var overbevist om at, kunne han egen form for retfærdighed nå ud til hele landet, så ville han, den dag han døde, ikke blot synke i jorden, men istedet lade sin sjæl farer optil himmelen hvor han vil pryde den ved siden af hans mødre. Betragte livet nede på jorden, og prise og straffe de levende ligesom Sol og Måne gjorde det. Han ville blive til en stjerne, der viste sig, stor, mægtig og lysende, for dem der handlede rigtigt.. Men han ville ligeså blive den der sugede livet udaf enhver stjerne, så himmelen blot var et sort hul, for dem der handlede forkert.
Men for at kunne blive til al det, måtte han arbejde hårdt. Og intet andet befandt sig i hans tanker da han stolt lod sit hovede hæve. Han måtte kæmpe, kæmpe til den søde ende.. Og imod hele verdenen hvis det var det der skulle til. Han ville gå den ekstra mil, og gå det kom han til..
Det var med ophøjet mod, majestætiske bevægelser samt et explosivt temprament han gik denne nat i møde.. Man kunne brække hans knogler, man kunne fratage ham hans position, men aldrig ville man kunne frarøve ham hans had, hans længsel og hans ønsker. Azazel var kommet for at blive..
|
|
|
Post by Temari THSV (Lou) on Nov 12, 2013 19:39:27 GMT
Temari.. Ja her kom hun den hvide hoppe.. Der var ingen tvivl om hvor hun befandt sig.. De vandhuller der lå alt var tegnet og klar til vandhestene.. Hun smed hovedet en smule på skrå.. Hmm, nej dette land skulle hun i hvert i fald slet ikke overveje at leve i, eller side eller hvad man nu kaldte det.. Hun elskede sand, varme.. Sådan var hendes rigtigte hjem, og ikke dette store land, med de mange forskellige små lande i. Hun forsatte stadig uhindret frem, ikke en gang overvejede hun at vende om, og få rigtigt grund hvor man måtte betræde under hovene. En skikkelse virker til at dukke frem længere fremmed, hun kneb øjne, hmm.. Var det den hun søgte? Denne hest? Hun vrinskede ikke, men satte blot kursen direkte mod krikken, nogen gange måtte man overtræde reglerne, men andre gange var det better save than sorry. Men i dag var en af de der utagelser.. Hun var ved at genvinde dhenes tidligere styrke, men ej evnerne, og dog, hun manglede 3 tjenster, mon hun kunne skaffe flere heste der kunne be om tjenster? Måske ikke, det blev sværere og sværere.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Nov 16, 2013 20:15:45 GMT
.. Blive her til evig tid. Jordisk eller ej, Azazel vil hjemsøge dette land indtil hans ønske vil blive opfyldt. Først da, kunne han lægge sit sind til ro og søge den fred som hans underbevidsthed krævede. For med et sind som hans, var hans hjerne tit på overarbejde. Nok en ud af få ting der kunne udmatte ham for en stund. Men ikke i nat.. Azazel havde fået en god natte søvn, og var vågnet op til dåd. Hans tidligere melankolske tanker og de gnistrende, indre konflikter fadede mere og mere ud i baggrunden, jo mere af natteluften han indåndede. Det var som en indre rensning, at føle den kolde friske luft udvide hans lunger og skyde al indre dårligdom ud mens han exhalerede. Men stakkels Azazel vidste ikke at det ikke var hans tanker der osede af råd og fordærv, nej, det var hans personlighed, hans krop, og hans manglende hjerte. Han var ædt op indefra, og var ude af stand til at føle empati, kærlighed og medlidenhed. Han var en mørk afgrund, hvor alt der satte en fod indenfor, ville blive fortæret.
En sådan sjæl, sat i en kongelig rang.. Hvad skulle dette ikke ende med. Skønt hans genfundne forbindelse til virkeligheden, samt vante indre skærsild, han kaldte personlighed - Noget der typisk vil lede ham længere op mod det røde felt. Så var han faktisk i et enestående humør. Og når jeg siger enestående, og mener jeg det også. Azazel var tilfreds, som det var nu. Jo, han havde nogle enkelte ting, som han stadig ønskede, men lige nu var han neutral af humør, og hans behov tilfredsstillet. Det tætteste vi kommer på "En god dag" For vores bestemte hingst. Det sker nok en gang om måneden, i takt med månens udfyldning - Så ødelæg det nu ikke, nu når det er der. En enkelt faktor.. Havde muligheden for at opløfte det, eller nedbryde det. Det var en lille faktor, en simpel en af slagsen. Men dog så vigtig alligevel. For ude i mørket svæve en hvid skikkelse. En skikkelse, Azazel ikke havde set før. Men det hverken kunne eller skulle skræmme en stor mægtig leder som ham. For han vidste godt hvornår han så en hest, når han gjorde det. Hingsten stoppede i sine spor, og reagerede blot ved at hævet brynet uinteresseret og uimponeret. Og hvad vil du så? tænkte han irriteret, som han lod hesten komme ham nærmere.
|
|
|
Post by Temari THSV (Lou) on Nov 16, 2013 20:22:34 GMT
Hingsten reagede, ligesom hun på en måde havde regnet med. Det morrede hende ganske enkelt. Hun stoppede op foran ham "jamen goddag Hr." hun smilte venligt og selvsikkert "jo jeg tænkte på om du kendte den dejlige leder af dette land?" spurgte hun så direkte, hun havde ikke tid til at små snakke med de forkerte. Så hvorfor ikke bare komme direkte til sagen "jo mindre jeg kunne gøre en tjenste for dem?" Hun smilte uskyldigt.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Nov 16, 2013 20:39:45 GMT
Azazel lod det glødende blik hvile på den hvide skikkelse som blot kom nærmere og nærmere. Hvad den endte ud med at se ud som, var en hoppe af hvid kulør, gullig man og hale og med et kæmpe spetakkel limet fast til hendes krop. Hvilken gavn den så havde, kunne Azazel ikke se det. Måske var det ny trend blandt hopper? Man havde vel set dem gøre de mærkeligste ting for at virke mere "tiltrækkende" her i blandt kunne hans sind erindre "Sand-skandalen" dengang tilbage i sin gamle flok. Det var et tidspunkt, hvor de unge hopper synes at det var vældig flot og charmerende at bærer en sandfarvet eller "Beige" som de kaldte den, farve. Hertil var ingen af unghopperne (Som alle var efter Azazel) beige, så de måtte rulle sig i sand fra kysten så deres pels var tildækket af vådt, klæbende sand. Men ikke nok med det... efter Sand-skandalen, kom "Hov-lak-skandalen" Som helt enkelt gik ud på at man kunne dyppe sine hove i flydende tjære, eller harpiks... Så måtte Azazel på en "pæn" og "faderlig" måde fortælle sine døtre af dette var noget, mildest talt, pis at gøre. Mest fordi at al det brok og tøsefnidren omkring hvem der kunne dyppe sine hove pænest, nærmest kastererede ham. Så hvorvidt en sådan episode ligeså ville ske her - blot med vifter, ville være en katastrofe for denne hingst. Han ville gå amok, og personlig flå hver en vifte af røven på disse stupide krikker.
Han kunne derfor, af samme grund, ikke lade være med at stirre åndforladt på denne hoppe. Med et blik der mest af alt sagde "Are-you-fucking-serious". Hendes plapren gik deraf også med for halv døve ører, og hans eneste svar var:
"Ja."
Sagt på så uimponeret, og ukoncentreret måde, som kun Azazel kan det.
|
|
|
Post by Temari THSV (Lou) on Nov 16, 2013 20:47:57 GMT
Hun så på ham "ved du hvor han er?" denne hest var dybt åndsfraværende. Det pissede hende af at stå og tale med en død hest, altså på den måde han var allerede så godt som død, den hest var dumdumdum!! Brr.. Hun måtte virkelig være i sin irriteret mode i dag, siden hun reagede så voldsomt på hans lettet uhøflige måde at behandle hende på, hun brød sig på ingen måde om denne krikke.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Nov 16, 2013 21:56:07 GMT
Først da hoppens sidste sætning ramte hans ører, lod han sit brændende blik bore sig ind i hendes. Der var ingen tvivl om at han pr automatik forsøgte at intimiderer hende. Hans lod et højt og irriteret fnys lyde idet han kneb øjnene en anelse sammen.
"Hvad er dit erinde her, hoppe.."
ordet `hoppe` Spyttede han næsten ud i hendes ansigt. Azazel var begyndt at blive små irriteret over hende, og hendes måde at udtrykke sig på. Allerede nu mærkede han sit humør dale. Og Azazel var ikke typen der skjulte sine følelser, de kom til fuld udtryk ved den mindste ændring i stemningleje.
|
|
|
Post by Temari THSV (Lou) on Nov 17, 2013 16:15:23 GMT
Hun pustede sin pandelok væk "at finde min leder" svarede hun ganske roligt "jeg søger blot at finde ud af hvem min leder er" hun lagde hovedet på skrå. Stemmen var selvsikker, men stadig til åben. Han kunne ikke vide om hun løj eller ej. Hun sendte ham et stille og forsigtigt smil, der var ingen grund til at gøre noget dumt, ikke endnu.
|
|
Deleted
Deleted Member
Posts: 0
|
Post by Deleted on Nov 17, 2013 16:26:08 GMT
Øjnene blev knebet en anelse sammen, idet han skeptisk lod blikket hvile på hende. Så hun søgte opholdstilladelse? Men hvad var hendes element overhovedet? Azazel måtte vide lidt mere om hende. Han lod derfor roligt og fattet sit ene forben fører han et skridt ud til siden, idet hans blik stadig hvilede stirrende ind i hende.
"Navn og element."
Krævede han at få at vide, inden han lod sit blik glide over hoppen og hendes synlige helbred. Han begyndte nu sin inspektion af hende, for at kunne vurdere om hun hvade blot få at de ønskede træk han søgte i et medlem af hunkøn. Hendes flabede attitude, var allerede et problem for ham. Og han havde mest at alt lyst til at tvære hendes selvsikre smil ud og skamferer hendes læber, så hun aldrig ville kunne komme til at smile igen. Det var noget muggent ved hende her. Men ret skulle være ret. Hun søgte et fællesskab, og kunne hun gå igennem testen uden at fejle, så ville hun automatisk blive en del af det.
|
|
|
Post by Temari THSV (Lou) on Nov 17, 2013 19:38:49 GMT
Hun smilte roligt " Sia, og mit element er vand, tænkte dette sted var det rigtige sted at søge hen" svarede hun roligt. Hun havde fundet sit dæknavn, ingen grund til at sige sit rigtige navn i dette tilfælde, så Sia, var da nemt at huske, derfor sagde hun det navn, plus Sia lød sødt og ikke sådan dræber agtigt. Men på den anden side.. "Hvad hedder de så? og hvad er deres element?" lød det nysgerrigt fra hende. Denne hest svarede ikke på hendes spørgmål, men han kunne i det mindste svare på dette.
|
|