Sensommer Vise|Hanna

[Deleted]

Solen stod lavt på den halvtriste himmel. Men skønt det grå-blå vejr og den blæsende vind der ruskede op i både man og hale, så tittede solens gyldne stråler ud gennem de lette skyer. Kulden begyndte så småt at sætte ind, og det kunne tydeligt mærkes på Evoletts bløde skind. Efteråret.. Det havde en melankolsk effekt på verdenen og dens beboere.. Men nej.. Nej Evolett var ikke trist, hun var nærmere nostalgisk. Dette var den tid på året hvor hun huskede tilbage på årets begivnheder. Dette var tiden, hvor hun mindedes hendes barndomshjem.. Og det var tiden hvor hun huskede den opmuntrende sommer og dens lune nætter. Hun sukkede. Skønt hun så charmen i hver en årstid, så var sommeren hendes yndlings. Men man kunne ikke dvæle ved disse tanker forevigt, tænkte hun og strakte sin slanke krop, rystede den fri fra dovenskabens greb og begyndte at bevæge sig ud i verdenen.

"Blade løsner sig fra træernes grene, høsten går ind. Går igennem skoven ganske alene, stille af sind.."

Lød hendes harmoniske stemme, som hun gik der og sang glædesfuldt for skovens træer.

Evolett synes blot af falde ind i mængden, idet hendes jordbrune krop kamuflerende sig blandt træernes høje, robuste stammer. Den lyse bug og de hvide prikker tillod hendes sind af afspejle sig på hendes ydre. For af udseende lignede hun hjortens datter. Kun hendes fyldige, samt lange ravbrune man og hale skildte hendes ud af de naturlige farver der omgav denne verden. Hendes øjen matchede den karamelbrune farve, men skønt hendes øjne var som slebet og pudset rav, så funklede de som en ædelsten. Deres store størrelse og blanke hornhinde forærede hende et dukkelignende udtryk. Så uskyldig, så ren, og mindst ligeså naiv og intetvidende. Hun var et nemt bytte for den forkerte, men den bedste ven for den rigtige. Verdenens farer var dog ikke noget der bekymrede den lille, spinkle hoppe, nej, hendes syn var lyst og godt på alt hvad der spirede på denne jord. Mon det forevigt ville fortsætte sådan?

"Gyldne farver og sensommer brise, fylder hjertet med vemodig musik..Går og nynner en sensommer vise, fjernt fra byens larmende trafik.."

[Aaina Hemakshi Ijaya]

Det var egentlig fantastisk.. det var i det hele taget utrolig. Tanken som strøg igennem den stribede hoppes sind, fik hende til at smile kort. Fantastisk…

Den blinde hoppe bevægede sig let fremad, i det mange ville kalde et okay tempo. Og hvordan kunne dette gå til? Ja, det var jo et glimrende spørgsmål.. og den ellers vise hoppe, kunne ej svare på dette. For noget tid siden…. Ja, faktisk ikke så længe siden var der sket noget i hoppens ellers tyngende mørke. Små lysprikker var begyndt at danse over nethinden på hende, og dette stoppede ej. De bevægede sig.. og omkring dem afbøjede diverse skygger for lysets stråler. Hvad var det? Ikke længe var der gået, siden at hoppen havde fundet ud af, at dette var levende dyr eller væsner. De små hvid – blå skikkelser, var altså levende. Lysende var levende. Og alle de steder som lyset bøjede af, tegnede formen på forhindringerne som hun skulle undgå. Sten, træer og andet var mere end synligt, for den ellers blinde.. hun vandrede i et hav af lys. Fra de helt store rovdyr, til de små insekter kunne hun se dennes aura og form. For selv det mindste dyr, havde et liv.



Kort stoppede hoppen, da hun fornemmede noget andet end de normale lysende blå skikkelser omkring hende. Noget varmt og gyldent, var længere fremme.. men hvad var dette? Hoppen hævede langsomt det kraftige strømlinede hoved, og så imod der hvor den fremmede gik. Som en gylden og varm søjle bevægede denne sig, imens at et friskt og ungdommeligt grønligt skær engang imellem blandede sig. Dertil, var det som om at noget hvirvlede om hende.. men hvad dette var, vidste hun ikke. Dog vækkedes den dybt begravede nsygerrighed som lå i hoppen, imod denne. Fra afstanden kunne den form hun havde, tyde på at dette var en hest. Men hvilken?

[Deleted]

De blide, opløftende rytmer fortsatte i Evoletts ører. Først et klart klokkespil, der frembragte pure, rene toner, der fik gåsehuden til at fremvise sig på hendes hud. Så rent, at det føltes som en engels røst. Gennemtrængende og blid, munter. Jo længere denne musik spilles i disse brune ører, jo mere fjernt blev det ravbrune blik. Mere og mere, indtil Evoletts hjerte sang med på disse gladelige melodier. Hun var sunket ind i sig selv, og sin drømmeverden. Det var som om at det ikke var Evoletts sind der nynnede denne kærlige melodi til omverdenen, nej, det var direkte fra hjertet. Men Evolett havde jo også altid sit hjerte og sine gode intentioner med sig overalt. Nu fik hendes indre bare lov til at slippe sig løs.
Men på trods af hendes distance fra virkeligheden, så funklede hendes øjne som tusinde krystaller. Hun var glad, og udtrykte dette til verdenen ved ikke kun at lade sin stemme lyde, men ligeså svæve henover det ujævne terræn, med både ynde, men ligeså med nogle legesyge og muntre bevægelser. 

Da sangen kom til en ende, gjorde hendes stemme og bevægelser ligeså. Et kærligt smil, næsten berusende, dansede på hendes bløde læber, idet hun trak vejret dybt. Via dette suk, kunne hun dufte græsset, jorden og den friske vind. Det var som et boost af energi.. Noget naturen forærede hende, og som hun takkede mange gange for i hendes tanker. Evolett følte sig så levende. Men blandt disse dufte af natur, fangede hun også duften af en anden, en hoppe. Og smilet kunne kun blive bredere da hun vendte rundt, og så den yndige hoppe. Et lille melodisk fnis, forlod Evoletts strube, idet hun med et lykkeligt blik beskuede den fremmede.

"Kan du mærke det?"

Spurgte hun glædeligt, med sin spæde, feminine stemme. 

[Aaina Hemakshi Ijaya]

Toner.. musik.. lyde.. det var vel egentlig blot det som deres stemmer formede. Det deres stemmer sagde.. men hvis man blandede disse lyde sammen, med toneleje. Ja, så fik man et sprog. Og hvis du tilføjede rytmen – eller bare melodi i dette fik du sang. Og det var det som hoppens mandelformede ører nu kunne høre. Ej kunne hun se hvor eller hvem denne kom fra… men det var lige før at den stribede følte, at det var Al Moderens engel som var kommet til hende. kommet i denne stund, for at følge hende på vej. Ej kunne hun se denne engel. Men hun kunne mærke de rene toner.. og de fik hende til at frembringe et længe savnet og forsvundet smil på de bløde læber. Glæde…?

Sangen stoppede, og den lysende kilde stoppede ligeså. Ej med at lyse, eller ligefrem dæmpes lidt, men dennes bevægelse stoppede for en stund. Det var også der den stribede benyttede sig lejligeheden til kort at komme tilbage til den virkelighed hun levede i, og ej skulle der gå længe inden at en fnisen brød den stilhed der havde sænket sig. den lysende skygge silhuet vendte det markerede hoved imod hende, og lod stemmen lyde. Om hun kunne mærke det? Hoppen kunne altid mærke det omkring hende. og nu, kunne hun tilmed se denne energi. Omkring hende strålede hver enkel levende skabning med deres eget lys, og denne længere foran hende med den gyldne aura. Andre normale dyre arter var blå.. denne, var i sandhed gylden. Som en uskyldighed. Endnu kunne den stribede ikke tyde andres aura.. men se dem kunne hun.


”Ja, unge hoppe. Naturen er i sandhed en gave, de kan forstå dem på..”

[Deleted]

Evolett tiltede sit kønne hoved på skrå, idet hun betragtede den nye hoppe med samme udtryk som før.

”Ikke kun naturen, men følelserne den kan frembringe dybt indeni dig selv.”

Forklarede hun i en venlig og munter tone. Næsten med det samme disse ord forlod hendes mund, satte hun i bevægelse mod hoppen. Nej, Hun bevægede sig ikke `bare` Hun nærmest svævede, legesygt, respektfuld men glædeligt. Nogle attributter der var eftertraktet, men som alt for tit fulgte skabninger med dårligdom i deres personlighed. Dog synes det som om at Evolett havde hele pakken, hun var jordnær, ærlig og tilgivende… men dog så lynende naiv og godtroende. Noget der prægede hendes evne til at forsvarer sig selv, og tage selvstændige beslutninger noget så drastisk. Og netop på grund af denne uvidenhed omkring verdenen, havde hun en evne til at kunne opløfte tunge sind omkring hende. Hun ønskede blot at se andre smile, fremmed som ven. Alle fortjente at være glade.
Evolett drejede omkring da hun nåede hoppens side, derefter gjorde hun et holdt. Så de nu stod side om side, som ligemænd.
”… Når man lukker øjnene, lukker af for bekymringer og verdenens travlhed og konflikter og blot koncentrerer sig om at mærke jorden under sine hove, den friske luft i sine lunger og virkelig mærker at man er til.. At man er i live..”
Evolett demontrerede hver en ting hun sagde. Hun lukkede sine øjne, sank lidt ind i sig selv, og mærkede jordens elementer under, over og omkring sig. Hun mærkede den fremmede hoppes tilstedeværelse, hun fornemmede hendes smil. Noget der frembragte glæde i Evolett selv. Men Evolett mærkede også sig selv, sine egen tilstedeværelse og den frihed og lykke der bredte sig indeni hendes indre.

”… Når du lærer det, vil du kunne se tusinde farver, det er livets fyrværkeri. Du ville kunne synge, og drukne stilheden på selv en regnvejrsdag i november.”

Med det sidste ord sagt, slog Evolett øjnene op, og hendes dybe, ravbrune blik funklede ligesådan som det gjorde da hun for et øjeblik siden, lod sin indre stemme lyde.