Should i Return? | Mellow

[Constance]

"“I am no bird; and no net ensnares me: I am a free soul with an independent will.” "

<sup>Uvidende om at have trådt ind på fremmed land, og fuldkommen blottet overfor alt der muligt ville hende ondt, bevægede hun sig frem på stien. Blikket ville og kunne ikke slippe det utrolige syn der lå foran hende. Månen som kastede de tidligere blålige stråler med hjælp fra de blinkende stjerner, lyste de ædle og storslåede bjerge op fra den mørke himmel. Kun lydene af den svage rislende vind, en enkelt fårekylling og lyden af hovene imod gruset var at høre. Den roan røde hoppe spankulerede fremad efter endnu en dags vandring. Det virkede til at hun havde betrådt et stortslået land - noget hun aldrig havde set før... For disse områder hun havde betrådt ejede noget helt specielt, og ønsket om at blive hængende var virkelig bestemt. Hendes smidige bevægelser bragte hende hurtigt frem, selvom den afslappede takt blev holdt i de stærke ben. En ung dame der endnu ikke kendte sin plads.

Det ville vare et stykke tid før hun ville nå foden af et af de synlige bjerge, så måske ville det være en idé at finde ly for natten snarest - så ville hun kunne bestemme om hun skulle drage videre, eller vende tilbage for at finde andre muligheder i søgen efter noget intilligens der kunne guide hende. Længe, havde hun følt sig helt alene i verdenen. Savnet til hendes moder havde skam været eksisterende og nu hvor den palomino farvede hoppe havde været den eneste hun havde kendt til, så var det vel ikke noget at sige til at hun savnede hende når dagene var hårde. Derfor holdt Constance ofte fast ved tanken om at være selvstændig - at klare sig selv uden at skulle føle sig forpligtet til at lade sig føre med en flok. At være et led var ikke noget hun ønskede. Nej, hun ønskede at blive værdsat.. Men det var sommetider alt for meget at bede om i denne verden - så stædig som hun nu ofte kunne være.</sup>

[Nox"7281"]

Var det dumt at betræde andre regioners lande?
Tanken spillede i hingstens sind, men umiddelbart så han ikke mange fejl. Havde man dog vendt spørgsmålet om, og spurgt ham, om han ville bryde sig om fremmede i sit eget hjem, ville han ikke tøve med at råbe op om hvor ubehøvlet det ville være. Den lyse, krigeriske hingst så dog selv ikke mange fejl, ved at "fredeligt" give norden et visit.
Hans mål; At tjekke de fjerneste konkurrenter ud.
Han skulle trods alt tjene sit land - Om det så betød at tage på en mindre togt igennem landet, og overlade varmen i syden til sig selv.

Metalfarvede ben svøbtes rytmisk over jorden, imens krigsføreren roligt bevægede sig over bakker og sten. Grænser. Et latterligt koncept ifølge mange, men så længe de var til hans egen fordel måtte han dog indrømme at det behagede ham. Han så dog tit sig selv som speciel nok, til at kunne træde ind i de andre regioner, men selv ville hans temperament og vrede løbe afsted med ham, hvis ubudne gæster bragte sig over hans eget land. Ikke uden god grund.

På denne måde kunne 7281, Nox, beskrives som dobbeltmoralsk. Han satte gerne regler og principper op for andre, men selv gjorde han det modsatte, og så ikke fejlene ved det? Var man dén, som opretholdte loven, måtte man vel tillade sig de goder og smuthuller der fulgte. 

Hans tanker forstyrredes af en skikkelse. Et rødligt skær, som hurtigt opfangede ildhingstens interesse og opmærksomhed. Hans ører spændte sig, men i stedet for at nysgerrigt vippes mod skikkelsen, pressedes de bag mod nakken. Han brød sig ej om overraskelser. Eller fremmede.
Dog trak nysgerrigheden, og eventyrslysten nok i ham, til at vende blikket mod hoppen. Det kunne jo være en fare, og at ignorere hende ville være en skændsel til den træning af selvforsvar og kamp, som hingsten havde opnået igennem livet.

Udspilede næsebor, og en rank holdning, var et tydeligt tegn på opmærksomhed og beredthed til hvad der var i vente. Han var dog ej paranoid, og efter nogle dage i ensom vandring, i dette fremmede land, søgte han sig mod den roan hoppe, som selv så ud til at vandre. Forsunket i sit sind. Et højlydt fnys, som dog lød mere eller mindre imødekommende, sendtes mod hende, imens den hårde, rytmiske tromme af hans hove bevægede sig nærmere.

Var hun en fjende? Hendes rødlige farver fangede hingstens hjemve efter lavaens sprudlen, og varmen fra de evige ørkner, men hvorfor ville en sjæl af ilden bevæge sig her, uden mål? Uacceptabelt. Desuden syntes han ej at genkende hende, og derfor måtte han først konkludere at hun ej var fra samme sted som han selv.
En skam, følte han dog, hendes skønhed kunne komme til nytte i det sydlige land. Om hun også viste sig at være køn indeni, tvivlede hingsten dog på.
Fjendernes sjæle var oftest rådne ifølge Nox.

I'm burning your kingdom
and stealing your crown.

[Constance]

Var her overhovedet nogen?

Hun havde i flere dage vandret over utroligt lange strækninger, og jo længere hun bevægede sig jo mere lagde hun mærke til de konstante og omfattende ændringer der var i terrænnet. Der var gået flere dage og mindet om hvordan hun var kommet ind i landet var for hendes sind meget utydeligt. Alt hun vidste var at hun var kommet fra østen og derfra havde bevæget sig nordpå - hvorfor var hun ikke sikker på, men hun følte at nysgerrigheden trak i hende. Disse lande var noget specielt og selvfølgelig måtte hun da se sig lidt omkring? Om det så tog et par dage at nå fra sted til sted, så virkede det da legitimt. For hvad havde hun at miste? Ikke meget.. Ingenting - udover værdigheden og den viljestyrke som bar hendes hjerte til de beslutninger hun måtte tage. Der var jo ting man måtte overveje når man blot begav sig videre, uvidende om, at man nogensinde ville vende tilbage? Nej men hun så nu på det sådan her; Build a bridge, and get over it.

Selvom hun havde bemærket ændringerne, så var hun uvidende om at hun befandt sig på grænsen til 'The Northern Lands' - og at hendes egentlige biologiske evner ville afgøre om hun passede ind i 'Eastern Lands' eller hvorhen skæbnen nu ville. For det eneste der gav hende væk til det egentlige rige af østen, var hendes klare krystalblå øjne der skilte sig ud fra den roan røde pels. For vandhestene ejede ofte disse blålige øjne, og dem havde hun arvet fra sin moder, der selv sigende skulle have været en vandhest. Hendes ildrøde farve måtte hun da have haft arvet fra sin fader, som hun aldrig selv har haft fornøjelsen af at se. Han var en ildhest og ejede et sundt helbred og en vild sjæl.. Modsætninger mødes. Så om Constance ville ende det ene eller det andet sted var op til skæbnen. For hun har endnu ikke udviklet nogle evner indenfor vand betvingning. Knapt er hun klar over hvad hun en dag ville kunne være i stand til.

Som hun gik der helt i sine egne tanker, gav det da et sæt i hende da hendes fløjlsbløde ører opfangede et dybt brum i det fjerne. De krystalblå øjne så op og flakkede opmærksomt over landskabet indtil det årvågne blik landede på en sølvfarvet, muskuløs hingst der med bestemte, dog store og dominerende bevægelser havde sat sin kurs imod hende. Constance samlede sig og gjorde parade for da at vippe ørerne ud til siden i skepsis. Den mørkerøde hale gav et enkelt svirp fra sig inden hun selv fremmanede et dybere brum som blev sendt imod den pludselige silhuet. Hvem var nu det? Overraskelsen kom bag på hende, og en lille vrede steg op i hendes kinder, over at hun havde været så uopmærksom. Det kunne nemt have været en bjergløve eller ulv som netop havde set sig varm på hende. Heldig var hun - men så også kun denne gang.

De blå øjne veg ikke fra hingsten der nærmede sig, og Constance var i tvivl om hvad hans intentioner var - det var ikke ofte at hendes veje måtte krydses med en hingsts, så stadig var hun usikker med sine reaktioner. Forsigtigt rettede hun sig op i en bestemt holdning og ønskede ikke at vige fra hendes samlede position, selvom hingstens imponerende fremtræden var en smule intimiderende.

[Nox"7281"]

De flammende øjne veg knapt fra hoppens krop. Han slugte hende til sig, med det dominerende, arrige blik, som ej indikerede at hans hjerte var af ren og skær guld. Så man på ham som en fremmed, ville mange opfatte det modsatte, og ej se de heroiske aner han alligevel bar over sig. Selvom hans reserverede blik var bittert, og kampklart, så udviste han ikke fjendtlighed. Der var intet mildt over ham, men heller ej meget ondt.

Ondskab fandtes dog i hingsten, ligesom den fandtes i alt andet levende, i disse verdener. Ingen kunne leve uden godhed, ligesom ingen kunne leve uden ondskab. Nox anså det dog som sin livsopgave at aldrig bukke under for fristelsen. Fristelsen lå dog ganske vidst for hans fødder, og han slingrede sig tit rundt om den, men uden at røre. Intet skulle omvende hans skarpe blik til beskidt, eller hans handlinger til unoble. Dog måtte man dyppe spidsen af hoven, i det smudsede vand, hvis man ønskede at bekæmpe den ondskab, og de fejl og mangler der lå i verdenen. Ondskab måtte bekæmpes med ondskab - men han måtte aldrig hengive sig til denne ondskab, og lade den formørke hans sind.

Nox var en hingst af stærke holdninger, hvilket hans krop tydeligt indikerede med de stive, solidariske bevægelser. Han bar ingen facader, eller ingen masker. Snyd og bedrag anså han at være uværdigt, og burde straffes. Derfor var hingsten også meget ligefrem, og selvom der altid var flere sider af én terning, så hævede han ej falske parader.

Da hoppen blev opmærksom på ham, sagtnede han farten, og gjorde derefter en militærisk halt foran hende. Han holdt dog sin afstand, af vagtsomhed overfor hvilke styrker der kunne ligge skjult under hoppens skind. I dette land havde han lært, at styrke ikke længere var den vigtigste ingrediens til magt, men nu kunne alle sjæle bekæmpe andre med disse skjulte magier. Ligesom han selv kunne.

Hans styrke indenfor magi var dog ej noget han kunne prale af endnu. I ny og næ dannedes små ildkugler af et fnys, men ej kunne han kontrollere dem godt, eller gøre dem skadelige endnu. De havde dog gjort ham opmærksom på denne magi, hvilket bragte ham tilbage til de røde nuancer som hoppen bar. Var hun ligesom ham? Han tvivlede dog - Ej havde han fået nogen information om nye i landet.

Nysgerrigheden krøb under hans skind, hvilet fik hans blik til at blive alert og opmærksomt på denne hoppe. Hvem var hun? Han forventede først, at hun ville tage ordet, men inden hun fik chancen, ombestemte han sig og lod sin mørke, højlydte stemme hilse på den fremmede.
"En ære." Muttrede han mellem sammenbidte tænder. Han måtte indrømme at det måtte være hormoner og hendes udseende der fik hans sædvanlige, ubehøvlede hilsen til at gemme sig. Dog var det slet ikke nok, til at forstyrre hans fokuserede tanker og gennemskuende blik.

Han lagde et let elevatorblik køre op og ned af hende, og vurderede hende derefter til at ej være nogen akut trussel. Derfor førte han blot samtalen videre, uden at tænke videre over at small-talke. Det var ikke noget som Nox gjorde sig meget i. "7281." Præsenterede han sig ærefuldt, men ej selvoptaget. "Nox." Forenklede han så derefter, da det var hans kaldenavn.

Hans hoved krængedes hårdt på skrå, og bag masken af rustning flammede de røde øjne iltert op. "Krigsfører af Southern." Han var ganske vidst stolt af sin titel, men indtil videre var det blot en simpel titel. Han havde endnu ikke haft chancen for at lede nogen, eller at redde sit land med ære. 

"Hvad er deres ærinde her? Og tillad mig at spørge om deres navn." Hans ord ledte måske efter accept til disse spørgsmål, men kroppen og tonen indikerede dog at han ville spørge uanset hvad. Ikke fordi han var påtrængende, han ønskede blot at vide hvilke han delte land og luft med.

Ikke et smil syntes på hans læber, men fjendtlighed var heller ej at opspore.

I'm burning your kingdom
and stealing your crown.

[Constance]

Eftersom den metalliske hingst sagtnede farten, flakkede hendes blå øjne en smule forvirret rundt - for hvad skulle hun gøre? Der var aldrig megen tid til at bestemme sig, men hele situationen satte hende i en tilstand uden mæle. Efter få blikke til højre og venstre landede de atter på den særdeles muskuløse hingst der havde en aura af autoritet over sig - den var så tydelig at se i den måde han bar sig frem, og endelig gjorde et stop blot få meter fra hende. Det var nu ikke fordi han overtrådte hendes grænser - der skulle noget mere til, men alligevel tog hun sig lige et sekund til at rette sig an, og spænde en smule op i de bagpartiets muskler. Så var man klar til at vige hvis dette skulle blive nødvendigt. Hingstens ansigtstræk gav hende en idé om hvilken situation hun ville kunne ende i, så det var vel altid godt at være på den sikre side. Jeg mener bare; Han smiler jo ikke ligefrem. Når det kun var så få oplysninger hun havde nået at fange, så var det umuligt for hende at skelne mellem godt og ondt. Det så hun helst bort fra at gøre... Ikke meget ondt havde været hendes vej, så naivitet stod over hendes egne ulemper - men ak og ve, erfaring skulle nok komme.

Det var skam ikke gået hende bi, at han havde ladet sit blik føre over hende, så for ikke at stå uden noget som helst, lod hun de intense, krystalblå øjne løbe over ham. Blikket sagde ikke meget, og Constance havde ikke tænkt sig at træde tilbage som tegn på usikkerhed. Langsomt, næsten automatisk hævede hun haleføringen en smule - det var umuligt for hende at lægge skjul på nysgerrigheden der lå og ulmede under skindet - klar til at falde ud som ord på tungen. I takt med at halen begyndte at sveje i den kølige aftenvind, tippedes ørerne fremad for at virke en smule imødekommende - aldrig havde hun været en indelukket type der afviste alle og hver mand uden grund - men hun ved jo ingenting - intet om dette land eller hvordan hun egentlig var endt her - følelsen af at være hjælpeløs var modbydelig, så hun kæmpede for at skjule det faktum.

Der lå en stilhed over de to parter i nogle få sekunder. Nu havde de begge set hinanden an, og det gav Constance en tryghedsfølelse der insisterede på, at han ikke ville hende noget ondt - sådan lige umiddelbart. Netop som hun skulle til at ytre det første ord, kom han på banen og ørerne spidsede til. At det var en ære at møde hende var hun nu ikke så sikker på, men tog det istedet som et kompliment, og lod det blide blik hvile på ham, i forventning om en præsentation - og det fik hun. Tallene fløj forbi hende og hans egentlige navn var hvad hun bed mærke i - enkelt, stålfast og galant. Nox. Hun fokuserede utroligt meget på hans ordvalg, men stadig kørte tankerne på ful tryk, men alligevel ville det ikke kunne bringe hende ud af fokus. Da angav han hans 'titel' og straks blev det klart, at dette var en karakter med autoritet og militær klogskab - det forklarede også hans tilgang til et hårdere udtryk, og allerede nu var der en del respekt overfor hingsten. Respekt var ofte noget som skulle arbejdes for, i Constances tilfælde, men han gav hende nu et meget godt indtryk.

Indtil videre havde Constance været en anelse passiv og en smule neutral overfor krigsførerens tilværelse. De blålige øjne der straks gav hende væk til vandhestenes oprindelse og træk, var prøvende, i at få denne forståelse for hvad der foregik. Krigsfører, ja - men af hvad? Hvad var dette 'southern' og var det noget hun burde vide noget om? Igen, var det som om at hun var faldet ned fra himlen,og havde ramt jorden lidt for hårdt. Dog lod hun hænge på, som forstod hun hvert et ord. Da ledte han tråden videre til hende. Hvad var ærindet, og selvfølgelig var der brug for en form af identifikation. Stærkt bed hun tænderne sammen, da hun kunne mærke hvordan hjertet slog ihærdigt i brystet på hende. Holdningen var rank, og udviste den værdighed hun bar, og som hun var vokset op med - ingen tegn på usikkerhed, mens hendes ædle hoved der ejede den mørke roan røde farve blev sunket i et svagt, dog ærefuldt nik. Æren måtte være helt på hendes side, nu hvor hun stod overfor en krigsfører.

"Æren er helt på min side." Selvom Nox virkede en smule stiv i betrækket, var stemmen ført i en lys tone, dog med en rå undertone der afslørede lidt om hendes baggrund.

"Mit navn er Constance. Jeg er blot på gennemvandring, uden noget egentligt mål." Hvilket var sandt - hun aner hverken hvor hun er, eller hvor hun er kommet fra. Men forhåbentlig ville informationer være i vente. En klump i halsen var dog opstået - der var jo en risiko for at hun var trådt ind på territorial område - men så måtte der vel også være en flok, og den sikkerhed kunne hun få del i... Det måtte vel være hvad hun søgte. At gå i hendes moders fodspor, ligesom en hveranden. De fløjlsbløde ører og blide øjne lå stift på den intetvisende hingst. Stadig var hun imponeret over den tydelige styrke som hans krop afslørede i den uovertruffenlige muskulatur. Der måtte være mere en én grund til at hendes hjerte bankede...

[Nox"7281"]

 Tålmodighed var noget mange i dette land manglede, specielt dem fra syden. Nox var ikke en afvigelse fra dette, da tålmodighed ej løb i hans årer, i stedet havde han beherskelse. Selvom de to ting lå tæt op af hinanden til tider, så var de langt fra samme ting. Tålmodighed var man født med, tålmodighed var at holde hovedet koldt og vente, selv med det sløveste selvskab. Beherskelse kunne være at være utålmodig, men stadig tvinge sig selv til at sagtne farten og vente.
Nox var ej tålmodig, men behersket. Derfor stod han med et bistert udtryk og ventede på hoppens reaktion og ord. Ej fordi at hoppen var langsom, men en idé var spiret i hans sind, og denne idé løb gerne hurtigt i hingstens sind. Han tvivlede dog på at virkeligheden ville godkende idéen med samme fart som han selv gjorde. Derfor måtte han ty sig til beherskelse.

Han studerede hoppen med afmålte, reserverede øjne. Var hun hans tid værd? Var hun endda værd at bringe syd på? Han kunne nok ej tvinge hende, og som en hingst der blot brugte få ord, manglede han en der ejede bedre taleevner end han selv. De manglede folk, der sydpå. Folk som Nox følte sig forpligtet til at skaffe, da han indtil nu var af højeste rang, men han anså sig ikke klar til det politiske spil. Han brugte muskler, og derfor passede han som krigsfører. Han havde dog ikke frataget sig drømmen om at en dag herske over Exenio, men først Southern Lands. Han måtte dog ty sig til beherskelse og fornuft, og indrømme at han ej var klar til at styre en hel politisk region. Først måtte han modne på det område, og gøre hvad han var bedst til: At kæmpe, og lede krigere. Ej at tale og forhandle. Ikke endnu.

"Må jeg følge din vej?" Spurgte han derefter, af ren høflighed. Hun var trods en fjende, men med sit studerende blik, havde han bestemt sig for at hendes aura udgav et godt indtryk. Hun få behersket ud, ligesom han selv - Eller var det tålmodighed? Masken krængedes på skrå, da han undersøgende lagde hovedet på skrå, med de intense, tænksomme øjne. Kort efter hævede han dog samlet hovedet op og skød bringen let frem. Han var trods alt krigsfører, og en krigsfører måtte indgyde respekt og frygt.

"Constance." Startede han, uden at tøve, og med den militæriske og overtalende stemme. "Ønsker du et mål i din vandring?" Spurgte han, og udviste klart, at han gerne ønskede at hjælpe hende, selvom de hårde øjne og den stive attitude bar et præg af fjendtlighed.

I'm burning your kingdom
and stealing your crown.

[Constance]

( jeg tillader mig lige at 'ændre' lidt, som om det her foregår efter mødet med Azazel )

Constance var vågen af natur, og efter at have været under inspektion og havde fået en klar briefing, så vidste hun at dette var risky. Hun havde overtrådt enkelte af de regler der var blevet lagt ud for hende, og hun følte sig allerede en anelse ussel. Men - endnu havde hun ikke krydset grænsen til Northern lands, så ergo var hun stadig til at stole på. Selve kongen af Earstern lands, var godt nok lidt af en skrap hund, men han virkede klog og autoritær nok til at vide hvad han lavede. Constance havde det vel fint nok med det - selvom kongen var meget styrende, så havde hun alligevel fået et mangfoldigt sted at overleve. Han havde tilmed tildelt hende en opgave, som i bund og grund er meget basal - at passe på landet, og følge de få regler der blev krævet hvilket jo var fair nok.

Så nu hvor hun stod overfor den ædle Nox, der virkede som en del mere gentleman end Azazel, kom tvivlen Constance til gode... Forhåbentligt. Den roan røde hoppe havde rettet sig op, og lyttede indgående til hingstens spørgsmål. Indtrykket af at Nox virkede mere venlig sindet og åben, ved at anmode om at følge hende, var tiltalende. Det var det Constance manglede -den iver og den gnist der ville skabe en spænding i hendes liv. Ikke meget var sket indtil nu, men hun kunne allerede se muligheder. Man kunne se på hende at tankerne røg til overvejelse, og inden hun havde nået en konklusion smed den respekterede Nox, endnu et spørgsmål på bordet.

Et mål? Det slog Constance at hendes mål havde været utrolig enkelt, lige indtil det spørgsmål blev aktuelt. For hvad var hendes mål? Egentlig havde hun næsten opfyldt hendes mål, udover det enkelte som vi alle søger. At føre slægten videre - men det var noget der lå langt ude i fremtiden. Men hun havde fundet sit led i et herredømme og det var det som hendes kære moder havde formået. At Nox så stillede hende dette spørgsmål, fik det hele til at falde sammen for hende og tænketanken måtte køre på højtryk. Stadig var hun en ung hoppe med sådan en livsild, der indtil videre havde været kvælt af tætte vægge. Constance indså at det ikke måtte være det eneste hun burde lave resten af sit liv. Der måtte findes bedre.. Derfor lod hun et dæmpet, overvejende suk lyde fra hendes mule, inden et bearbejdet, dog oprigtigt smil landede på hendes mule, i form af taknemmelighed for hans interesse.

"Mit mål er mig endnu ikke blevet givet - for mulighederne har ikke skænket sig." Startede hun - selv en anelse forvirret over hendes ordsætning.

"Jeg har intet mål i min vandring, ikke længere. Jeg fandt det hjemland, mine elementer repræsenterede, så nu er jeg blot et udforskende sind. Men du må med glæde følge min vej, hvis De finder den interessant, Krigsfører Nox."
- De bløde ører var optimistiske, skønt hendes sind vidste bedre.

[Nox"7281"]

Hingstens metalliske, hårde udtryk blev undrende. Tænkende. Han snappede gumlende ud i luften, i et forsøg på at samle tankerne og binde trådende sammen. Men kunne hun stoles på? Hans hoved krængedes på skrå, før de brændende øjne atter rettedes mod hende. Han var ikke typen der viste meget følelse, men hingsten var heller ej en kold, hård sten uden udtryk. Han udviste blot ej det han ønskede at skjule. Så som hans svage punkter, og den godhed der lå dybt inde i ham.

Han var god, og dette skammede han sig ej over, men samtidigt brød han sig heller ej om at virke svag, hvilket oftest kobledes til godhed. Han var viljestærk, aggressiv og tapper. Disse ting prægede hans sjæl, og gjorde ham til den tapre, militæriske ånd som han var. Intet kunne rokke denne hingst når først en beslutning var taget. Og i disse øjeblikke begyndte en beslutning at tage form i hingstens hoved. Men var den for vovende? Trådte han forkert, ville det have store konsekvenser for hans land.

Han rømmede sig og måtte spidse de tilbagevendte, vogtende ører. Hans blik skærpedes og brændte mod hendes blik. Var hun en af de mange løgnere? Frustreret lod hingsten et fnys lyde, og ud af næseborene skabtes en let ild, som forsvandt med fnyset. Han betragtede hende længe før han formelt rettede sig op. ”Meget vel.” Fastslog han og rynkede kort mulen.

”Tillad mig.” Hingsten holdt en kort kunstpause, før han lagde sit forslag på bordet. ”Men du virker som en der ville passe ind i mit land. Derfor vil jeg foreslå dig, at komme med mig til Southern Lands, som vil blive dit nye hjem. Ildlandet har meget at byde på for en som dig, og som den højest rangerede i landet, vil jeg kunne tilbyde dig mange muligheder i syden.” Hingsten sænkede hovedet en centimeter, for at vise sin accept til hoppen.

I'm burning your kingdom

and stealing your crown.

[Constance]

Nox skjulte nok meget, men noget som ikke blev lagt under tæpper var den tvivl og overvejelse der tegnede sig i hans metalliske udtryk. Hvor vandrede hans tanker hen? Tålmodigt stod den beherskede ung hoppe og betragtede ham i de få øjeblikke han lod gå bi, inden hans lille indvending fik hendes interesse til at gro - meget vel. Hvad lå der i vente? Svagt spidsede hun ørerne og lod halen sveje bag hende, en anelse anspændt. Endelig lød hans stemme, og denne gang flød der mange betydelige træk ind i samtalen. Han gav hende et tilbud. Et tilbud der virkede for godt til at være sandt - hun kørte ordene frem og tilbage i flere remser, for at få det hele bearbejdet. At blive ført med ned til Sourthern lands - et land som lød så mægtigt, og denne Nox var et godt forbillede. Hun ville gerne. Constance følte sig mere velkommen af Nox's ord, end hun nogensinde havde følt sig af Azazels. Men var det nu en god idé? Det hele var vel en slags umoralsk korrekt ironi. At forlade hendes nuværende konge bekræftede ikke ligefrem den loyalitet som hun blev forventet. At stikke Azazel i ryggen, og gud vide hvilken vrede der ville kunne løbe over ham - på den anden side, så kunne han være ligeglad. Han kunne næsten grine, for Constance var jo ingenting. Intet i hans kolde øjne der hvilede på hendes uskyldige tilværelse. Deres møde havde afklaret hende, men samtidig misbilligede hun ham. Klog var han ja, og undervurdere ham skulle man ikke - men hvad var bedst for hende selv?

Nox nævnte muligheder, og det lød godt for Constance, for det var ikke meget hun krævede. Føde og tryghed var alt hun forlangte, og længe havde hun levet uden. Med tanken om at Azazel, hendes konge ikke ville lægge tanke i det, besluttede hun sig for at det ville gavne hende bedst. Samtidig ville det være hende en ære at følge og hjælpe Nox i Sourthern lands. -... Da opstod endnu et dilemma i hendes minder. For hvis hun skulle til ildlandet, betød det så at hun måtte opgive sine evner? Selvom de ikke var taget i brug, så var det det eneste som hun havde fra sin moder. Vandet. Den klare, kølige livskilde som havde hjulpet hende op at stå i hendes første timer. Det eneste minde, udover de klare blå øjne som var tilbage. Det skar hende i hjertet - velvidende om at hun lige så let bare kunne sige nej? Takke nej til sådan et tilbud, der virkede så vigtigt. Det kunne hun se, i krigsførerens blik, der ikke lod sig rokke. Hvad skulle hun dog stille op?

"Nox, jeg vil med glæde tage imod dit tilbud. Men at forråde mit eget lands konge, efter så få øjeblikke vil få mig til at fremstå illoyal overfor dem jeg skal tjene?"

Hun ønskede ikke at være en stikker - men når det virkede så ubetydeligt for Kong Azazel, så måtte det vel næppe skade? Det var den tanke hun nærede sig på, for at det virkede acceptabelt. Men hun ønsker ikke at konfrontere ham - Meget må hun opgive hvis hun lader sig tage til ildlandet. Rigtig meget. Men måske vil det være det bedste.
Valget var truffet.

[Nox"7281"]

Hingstens vurderende blik blev ikke mindre skeptisk af hendes svar. Selvom dette svar var hvad han havde håbet på, så kunne han ikke andet end at være skeptisk. Var hun loyal? Kunne han stole på hendes ord og handlinger? Dette var en stor chance at tage for Nox, da han helst ikke stolede blindt på hvem som helst. Dog var hingsten næsten desperat nu, syden manglede en stærk front, som hingsten ikke kunne opretholde selv. De andre regioner havde allerede skaffet de øverste ledere, og Southern Lands stod nu svækket og svag overfor deres fjender.

Hingstens gennemskuende blik søgte efter tegn på svaghed og forræderi i hoppens blik, men hendes aura virkede ren og ægte. Han drog et dybt åndedræt og pustede derefter langsomt luften ud af lungerne. Han stod stærkt, truende og tappert, men den svage eftermiddags sol glimtende i rustningen. "Jeg stoler ej på dig." Kommenterede han først. Hun måtte vide at han ikke var til at løbe om hjørner med.

"Southern Lands har mig - jeg er styrken og viljen bag regionen. Men vi mangler en med ord. En som kan stoles på. En loyal. En som kan lede os igennem tykt og tyndt." Han holdt en pause. Var dette en dum fejltagelse? Hingsten måtte ej tøve, der var ingen vej tilbage. "Kan du holde hovedet koldt i selv de værste situationer?" Hingsten bevægede sig køligt et skridt frem.

"Jeg vil altid våge over dine valg." Truede han, men kort efter forsvandt fjendtligheden og hingstens ører vippedes kort frem. Han lo næsten, men den bitre maske forsvandt aldrig. De ville være en fordel for ham, hvis denne hoppe blev til noget i syden, da han forhåbenligt altid ville kunne have et horn i siden på hende. Ikke fordi at han ønskede at afpresse hoppen, men fordi han ønskede indflydelse.

Hingsten krængede hovedet let på skrå, og hans udtryk formildedes en anelse. "Kan vi stole på dig?" Spurgte hingsten indgående.

I'm burning your kingdom

and stealing your crown.