Sticks and Stones may Break my Bones | Hanna

[Constance]

"“I am no bird; and no net ensnares me: I am a free soul with an independent will.” "

Mørkets fald over landet havde bragt kulden med sig. Men næsten ingen vind rørte på sig og det behagede den Roan røde hoppe utrolig meget. For hverken hendes sind eller fysiske tilstand var samlet nok til at hun kunne få et overblik. Egentlig følte hun sig fortabt - hun havde strejfet omkring længe, og med længe så mener jeg i flere måneder uden at få nogen intilligent kontakt. Selvom hun ønskede at være så selvstændig som muligt, så måtte hun også indse at det var nødvendigt at melde sig ind i et hvis fællesskab. Tale med nogen. Det er usundt for sindet ikke at kommunikere - ikke at have nogle relationer at holde sig til. En enkelt nat, en enkelt dag eller blot en enkelt samtale ville kunne holde hende kørrende over de lange dages vandring. For hvad vandrede hun efter? Målet var ikke i syne, og egentlig gik hun vel og ventede på noget der sikkert aldrig ville komme.

Dette nye land havde dog fanget hendes interesse. Constance havde lagt mærke til den indlevende natur terrænnet ejede, og det fængslede hende. Overvejelser blev lagt til tænkning om hun skulle slå sig ned indenfor disse områder? Måske finde et stabilt grundlag for det liv hun egentlig ønskede.. Hendes helt unge år var ve at være forbi og hun var vokset til at være en stærk og selvstændig hoppe. Dog var der så meget der stadig var uudforsket og erfaring havde hun helt klart brug for. Constance ville ikke kunne passe på sig selv for evigt.

Mulen strøg over små totter af det græs der stak frem hist og her. Ellers var det ellers en støvet bund der lagde grunden til dette øde langskab. Et enkelt træ stod frem hist og her, og enkelte klippestykker ragede frem fra det halvtørre græs. Constance lod det ædle hoved hæve sig fra græsset inden hendes krystalblå øjne gled hen på et af klippestykkerne, som vakte en smule af hendes interesse. Med en rolig gang trådte hun hen til stenen og lod forsigtigt mulen strejfe dens ru overflade.. Hvad mon der havde været her før? .

[Akiva ¤ Hanna]

Take me down to the river bend,
Take me down to the fighting end,
Wash the poison from off my skin
Show me how to be whole again

En enlig skikkelse kunne ses i skumrings timerne, som kendetegnede den tid han stod i nu. Skellet imellem nat og dag.. på grænsen imellem 2 vidt forskellige verdner befandt hingste sig, og han vidste ej hvilken vej han nu ville gå. Han kunne tage vejen at falde til ro nu. Finde et sted med ly, og dermed sove natten væk. Såsom mange andre gjorde. For heste var og blev et dyr der herskede om dagen, og dette skulle der helst ikke vendes op og ned på.. og dog..

Dertil havde han ellers valget at blive oppe. Holde sig vågen, og se nattens timer udfolde sig. Se hvordan de mange stjerner langsomt ville komme frem, og se hvordan at månen langsomt ville farve alt i det kolde og blege lys den bar. Medmindre at det blev overskyet. Store hvide skyer, kunne pludselig forvandles til det der dækkede for solen, og blev til de sorte pletter de var. Tanker og minder ville kunne udfolde sig i nat.. men ønskede han det? Ønskede han at mindes… Ønskede han at tænke?..


Hingsten ville hellere end gerne bare kunne give slip. Give slip på alt. Alt det der tyngede ham ned, og alt det der – som de sorte skyer, pressede ned over hans sind. Skjulte det kølige, blege men dog, lys som var inde i ham. Inderst inde. Men vejen dertil var både til dels farlig, og til dels noget der kunne minde om en umulighed. Store murer af rent og skær had rejste sig som skygger over ham, og det kunne næsten føles omkring ham. Hvordan at han skyede andre heste. Skyede deres ord.. deres meninger og holdninger. Fordi selskab kunne han godt li.. men da skulle det være tavst selskab. Fuldkommen… tavst. Han ville nemlig blot have den følelse af ”tryghed” der var, når man endelig havde selskab.

Et fnys forlod ham, og hvidlige dampe stod da fra hans næsebor, og bredte sig rundt om ham, for til sidst at stige til vejrs. Hingsten havde stået i den samme position i flere timer. Blot stået, og stirret. Fulgt den roan røde skikkelse imellem stenene ved Commen Grounds, og set hvordan hun udforskede stedet. Faktisk, havde han været der før hende. Hun var bare pludselig for ikke så lang tid siden trådt ind i billedet af terrænet. Mon hun kunne mærke blikket? Det stirrende kølige blik? Måske.


No, you can tell 'em all now
I don't back up, I don't back down
I don't fold up, and I don't bow
I don't roll over, don't know how
I don't care where the enemies are
Can't be stopped

[Constance]

"Simplicity is the ultimate sophistication"

<sup>I få øjeblikke lod den følsomme unghoppe mulen hvile på den kølige sten, alt imens de krystalblå øjne betragtede den imponerende nattehimmel. Det var en af mange skønheder som forhåbentlig altid ville være der. Ofte kunne man stille sig det spørgsmål hvorfor den var der.. Himlen, stjernerne og den enlige måne der hver nat forsikrede de hvileløse sjæle med lys -aldrig ville månen eller de medhørende stjerner svigte. Det fandt Constance en form for tryghed i, nå nu intet andet ville kunne lægge en ro på hendes hjerte.

Efter disse få øjeblikke trak hun det ædle hoved til sig og gjorde et dybt suk, så bringen lod sig hæve og sænke i takt med det dybe åndedrag. Disen fra hendes varme åndedrag lod sig give til kende, og lod sig bevidne om hvor koldt det var ved at blive. Tiden gik alt alt for hurtig. Langsomt hævede hun halen og spændte lidt op i den ømme krop, der var blevet godt brugt over de lange dages vandring. Men da glippede hendes blik et kort øjeblik da noget ikke føltes rigtigt. Instinkterne samlede sig og mindede hende om at hun ville være byttedyret hvis hun kom til at stå overfor en rival. Constance stivnede og lod årvågent det intense blik glide over landskabet der ikke afslørede de flammende øjne der netop nu lå på hende. Uden at være helt sikker lod hun sig alligevel spænde af igen, men netop som hun gjorde det fangede et par lysende øjne hendes blik. Atter stivnede hun i et lavmælt gisp og holdt vejret i de få sekunder det tog hende om at afgøre om det var et rovdyr der havde set sig varm på hende, og om hun burde tage benene på nakken med det samme - men nej.

Da tog hun et åndedrag og sukkede men lod ikke hendes blik vige fra det der så på hende - kun de lyse øjne var at se og et svagt omrids, men vedkommende var dækket af skyggen fra et af de høje træer der meget vel kunne høre til på en savanne. Constance kunne ikke vide sig sikker endnu, så stadig var hendes position stift sat. Diskret lød der et saligt svirp fra hendes mørkerøde hale inden hun usikkert sendte en brum i sjælens retning. Giv dig til kende.</sup>

[Akiva ¤ Hanna]

Forget the rest, let them know my hell

There and back, yet my soul ain't sell

Keep respect up, the best they fell

Let the the rest be the tale they tell

Idet at den fremmede roan røde skønhed begyndte at lægge mærke til at hun ej var helt alene, smilede hingsten kort. Et lille smil, men som kunne sige mere end hundrede ord. Et smil af kort tilfredshed, over at en anden følte ubehag. At en anden følte sig overvåget. Det var ikke fordi at Akiva ville påføre andre smerte. Det var ikke fordi at han ville se dem lide. Se dem brænde. Nej, det var ej det han ville. De skulle ikke lide på hans bekostning. Ganske vidst, ville han ikke hjælpe hvis han var vidne til et brutalt overfald, men han ville ej skade andre på den måde. Han var bare det andre kaldte egoistisk. Enhver var sin egen lykkesmed, og det samme gjaldt for hende. Hvis der her i øjeblikket…. Ja, hvis Den hvide spøgelses hoppe pludselig kom nu, ville han ej blande sig i hvad hun ville gøre ved den hoppe, som åbenbart mente at man var i sikkerhed dernede imellem stenene. Men hun skulle bare vide. Bare vide, hvad månen ej kunne oplyse. for alt havde en skyggeside.. og frygtlige monstre kunne findes hvor man mindst forventede det.

Kort gled hans blik opad, og denne aften var en af dem med stjerner. En af dem uden skyer. En af dem med lys. Og burde Akiva ikke være glad så? Måske… for at grave sandheden frem fra ham, var han ligeglad. Måske mere end det. Det kunne storme omkring ham, og han ville ej se skønheden i de vilde vinde. Dette… ja, dette var blot en nat ud af mange.


Da hoppen pludselig mødte hans øjne med sine egne, blussede de flammende aftegn om hingsten kort voldsomt op, og tegnede sig som sirlige mønstre ned over hans sorte krop. Det var den korte spænding han følte ved en andens blik der fik denne glød til at blusse op, og den dæmpede sig ej som den normalt ville. Nej, den blev ved. Et prægtigt skue, så at sige. Hendes brum blev skam opfanget, men ej besvaret. For hvorfor skulle han besvare en fremmed hoppe? Nej.. i stedet begyndte han med store – men rolige bevægelser at glide ned af den høj han stod på. Aldrig slap blikket hende, og ej kunne hun komme i fred for ham nu. Om hun så kiggede den anden vej, ville blikket i nakken stadig kunne mærkes.

Den guld ring han bar i øret sendte kort nogle refleksioner tilbage fra hans tegn ved øjet, inden at han vippede dem tilbage i den kraftige nakke. Derefter knejsede han voldsomt i den, skød bringen frem og hævede bagrkroppen. Hvem var hun, syntes hans øjne at sige. Ej var han kommet tæt på hende. endnu stod han nogle meter fra hende.


Cause I'm only a crack in this castle of glass

Hardly anything there for you to see.

For you to see

[Constance]

>>"Intelligence without ambition is a bird without wings."<<

Selvom den svage vind og den ensomme fårekylling bragte lyde til denne smukke nat, så blev alt lukket ude. Opmærksomheden lå absolut på de glødende øjne der var så utroligt fremtrædende i de mørke skygger og som gjorde det umuligt for hende at flytte sit eget blik. Jeg ville ikke kunne sige at hun var bange, eller blot ejede et strejf af frygt i det øjeblik. For hun var sikker på at det var en lig hendes egen art. Nej, det hun burde fokusere på var hvad vedkommende var i stand til. Stadig stod hun stivnet med alle fire ben plantet solidt i den hårde jord og langsomt vippede ørerne tilbage - ikke fjendligt, men derimod tvivlende - så stadig var de mørkerøde og sikkert fløjlsbløde ører at se og ikke gemt væk i nakken. Hun havde dog ladet sit blik vige én enkelt gang, men med det samme hun genoptog kontakten, gav det et sæt i hende da hesten blussede op og afslørede sin muskuløse silhuet. Aldrig havde hun set noget lignende og det var nu klart at det var en hingst med helt specielle evner, som hun nu stod overfor.

Halen gav endnu et svirp fra sig som tegn på anspændthed - stadig var hun målløs over de flammende aftegn som hingsten ejede og nysgerrighed voksede i hende som hun helst ville benægte. Endnu et sæt gav det i hende da den mørke hingst begyndte at træde frem - Hendes krystalblå øjne veg ikke fra ham, imens hun betragtede de store bevægelser han formåede at fremvise helt ubevidst. Det var klart at han viste dominans helt fra naturens side og med det samme følte Constance sig fængslet... Hun nænnede ikke at flytte sig fra sin position udover at træde et enkelt skridt tilbage med det ene bagben, da den pludselige handling fra hingstens side var uventet. Endnu et brum lød fra hende og fik bringen til at vibrere sirligt. De så vel hinanden an, og hendes øje var skam ikke gået forbi de gyldne ringe der prægede hans nu tilbage slåede ører - han var ikke venlig stemt, og det bed Constance sig straks fat i. Svagt knejsede hun i nakken men kunne ikke komme udenom tilbøjeligheden til at være en anelse feminin - men selvstændig og stærk ønskede hun at være.. Dette ville vel blive en af hendes første udfordringer?

Hun yndede ikke at sige et ord - for hvis han ikke ville reagere på så meget som et brum, hvorfor ville han så reagere på hendes ord? Nej, dette var et spørgsmål om kropslig kommunikation og lige nu lå han i førersædet som den dominerende... Men hvem var han og hvad ønskede han af hende? Selv havde Constance mange ustillede spørgsmål.

[Akiva ¤ Hanna]

I had nothing to say and
And I'd get lost in the nothingness inside of me
Just stuck, hollow and alone
And the fault is my own,

Hingstens ånde stod som damp skyer ud i den nu køligere nat, og han havde truffet det ene valg ud af mange. Han ville blive oppe. Han ville se, hvem og hvad denne hoppe var. Ganske vidst kunne han ej kræve retten til at jage hende væk, da dette sted var fælles for alle. Dem der kom her, kom i neutrale ærinder. De kom normalt aldrig truende, eller sågar med fjendtlige intuitioner. Og dog…. Skulle han føle sig truet af den hoppe? Ganske vidst var hun køn – javist. Men hingsten følte sig ikke kuet af hende. Hendes krop var vel ej bygget til den form for nærkamp som hestene fra syden foretrak. Der var det den der råbte højest der bestemte. Den der… var stærkest.

Men han skulle eller ville bestemt heller ej prale. Godt nok var han stærk af en hingst af være, men ej var han bygget til kamp. Han var ingen kamp maskine. Pelsen var tynd og glat. Musklerne senede og lange. Og kroppen hældede imod den spinklere del.. Hans krop var til at glide fremad. Lydløst.. stille. Og til fremvisningen. Ingen tvivl, han kunne vise sig fra en ganske attraktiv side når det passede ham. Eller… når han ej tænkte over det. Bevægelserne forekom ham mere naturligt end man skulle tro, og det var som om at han ej havde lavet andet hele sit liv – hvilket var en delvis løgn. Hingsten var ganske rigtigt trænet til kamp og angreb.. men på en måde mange fremmede ikke forstod.

I takt med at hingsten langsomt, men sikkert kom hende nærmere… krydsede de meter der var imellem dem, kunne han sagtens mærke den anspændthed hun følte. Den roan røde skønhed… Hingstens røde stirrende.. ja næsten ubehagelige øjne så blot direkte ind i hendes krystal blå, inden at det gled ned over hendes krop. For nogle kunne dette føles yderst ubehageligt.. for ham, var det en bedømmelse. Han tog mere fra udseendet og i det hele taget det ydre end man ville regne med, så en ordentlig holdning var en god start for mange. Ej havde han medfølelse med de svage og kuede. Kun dem der formåede at stå ret, kunne han lade sin opmærksomhed hvile ved. Hendes let knejsede nakke – og alligevel den feminine side fik ham kort til at vippe det ene øre tænkende frem, inden at de gled tilbage i den kraftige nakke. Hvem var hun?
I et ryk stoppede han op 1 – 2 meter fra hende. hovedet gled næsten på sned, inden at han formåede at holde det lige og stift. En afventende position. Som at hun skulle sige noget, i stedet for at han skulle lade sin stemme lyde. En let vind fangede kort den lange man og hal vækst, men ellers stid hingsten som en statue af sort marmor. De glødende aftegn, havde atter sænket deres glød til den normale ulmen.


What do I have but negativity?
'Cause I can't justify the way everyone is looking at me'
Nothing to lose
Nothing to gain, hollow and alone
And the fault is my own

[Constance]

Constance følte sig ældgammel, ikke at have været i særlig kontakt med andre sjæle, lig hende selv. For længe havde hun vandret alene og savnet til en almindelig serie af kommunikation havde været stort. Kun enkelte individer havde krydset hendes vej, og det var blot informationer om hvad og hvorhen der blev delt imellem dem. Selvom hun havde formået at 'forvilde' sig ind i dette prægtige land, så er hun en utrolig målrettet karakter - ikke om hun ville give op hvis først hun havde bestemt sig for noget. I sidste ende ville det jo altid være knald eller fald. Viljestyrken fejlede intet, men det var klart at hendes unge alder havde sine ulemper når det gjaldt usikkerheden i spontane handlinger.. Kun fremtiden ville vise hvordan unghoppen ville klare det sociale, da det er noget hun bestemt ikke har haft meget erfaring med - men med den rette indstilling vil selv den mindste kunne nå langt.


Den sortglødende hingst havde fængslet hende umådeligt meget, og derfor stivnede hun en smule i sin velholdte position, for selv han ville ikke slippe hendes uskyldige blik. Hver en detalje blev gennemgået imens han nærmede sig, og da han endelig gjorde halt et stykke fra hende, kom hun til sig selv. Det var jo utroligt hvordan hans aftegn havde denne levende glød, og at han ikke så ud til at bemærke det på nogen tænkelig måde. Constance kendte ikke til særlig meget i denne verden udover det mest naturlige og almindelige.. Ingen havde fortalt hende om de mægtige evner hestene ejede i det fjerne land - og at hun var nået dette land var for hende en fjern tanke. Hun havde jo bare brugt tiden på at vandre - at udforske.. Men dagene havde været så mange at ikke hver kunne huskes i detalje og hvordan hun var endt her var for hende en gåde.

Selvom det var klart at holde paraderne oppe, så var det slet ikke hendes intention at virke fjendtlig - hun ville nok være en af de sidste der ville lede efter en kamp, og at holde lav profil var alfa og omega, i den situation. Stadig opretholdt hun den værdige opstilling, men lod forsigtigt det ene fløjlsbløde øre vippe frem imod den fremmede. Det indtryk han gav hende var utroligt stift og nærmest mekanisk hvilket fik en ubehagelig fornemmelse til at stryge hen ad hendes ryg så hun svagt rykkede på den ene skulder. Constance lod sit intense blik vige fra hans i et kort øjeblik som stilheden lå over dem.. Han ventede på noget, og hun havde en klar idé om hvad det var.

"Jeg har krydset mange veje og alligevel tillader skæbnen ingen tilfældigheder. Mig en ære."
Stemmen var lys, dog med en rå undertone der passede perfekt til hendes roan røde fremtræden.

"Mit navn er Constance."
Langsomt og ganske diskret lod hun sit hoved føre i et svagt og præsenterende nik.
Frygten var ikke til stede - kun ilden og dets begær efter mere.

[Akiva ¤ Hanna]

Akiva havde ikke brug for andre… mente han selv. han havde ikke brug for andres hjælp, samt andres tilstedeværelse. Han trivedes udmærket i ham og hans eget selskab, og mente bestemt ikke at andres sjæle eller personligheder i det hele taget var noget der ragede ham – for hvorfor skulle de det? Dem han havde mødt, havde ikke ligefrem været de mest trofaste hingste eller hopper. Der han var opvokset, havde det ikke ligefrem været fælleskabet der var i fokus. Og dette havde fulgt med ham her nu, og fik ham til at søge væk fra de andre i hans region. Og også af andre grunde.
Hvis du ledte efter en troværdig ven.. en tapper og vedholdende kammerat, som ville stå fast ved ens side i modgang og medgang. Støtte en når det var nødvendigt, og om nødvendigt gå igennem en masse smerte for.. ja så skulle du holde dig fra Akiva. Han var noget af det mest dobbeltmorelske, selvfede og egoistiske du kunne finde. Selv hans eget land – southern lands kunne ikke vide sig sikker på hans loyalitet. Han gik med dem der var stærkest. Dem der kunne tilbyde ham mest. Indtil videre havde Nox formået at vise Akiva hans viljestyrke og passion for landet. Men kunne han holde fast på dette?

Den natsorte hingst med de levende.. ja næsten varme aftegn, havde efter kort tid set sig tilfreds på hende. hver en detalje var blevet studeret, imens at hun selv havde set på ham. Mon hun overhovedet viste, at han indtil videre ville kunne genkende hende hvornår det end skulle være. For en fotografisk hukommelse besad den natsorte, og der skulle meget til før at han kunne glemme en sjæl når først han havde mødt denne. Langsomt tog han et skridt til siden, imens at hans hove gav genlød over de hårde sten. En lyd der kort gav ekko imellem de høje murer der omgav dem. Det havde indtil videre næsten været en larmende stilhed, indtil den røde lod sin stemme lyde.

”Hvilken fornuftig tale de besidder, Constance.. afspejler den det indre?”

Kom det hæst og alligevel fløjlsblødt fra ham. Anderledes end man ville forvente. Kort ændrede hans attitude sig, til den mere selvfede en af slagsen. Som et dovent dyr, lod han sig kort glide uden om hoppen, og stod med siden til hende. Dog skulle man ikke tage fejl af det overvågne blik.. hingsten havde specielt øje for hende, og alt hvad hun foretog sig. ja, hele hende som person blev bedømt fra nu af og til hun var væk.
font]