My Asylum |Tagged; Akiva

[Michigan - Chianti]

Time was now.
No one is here to help you.
Welcome to my mind.
My Asylum.

Forsigtigt åbnede hun øjnene. Lyset skar og straks lukkede hun dem i igen. Varmen var nået hendes hoved, og hun lå ikke længere i skygge i det høje græs. Det var blevet eftermiddag, og solen havde rykket sig hurtigt. Sådan føltes det ihvertfald. Søvnen. Hendes eneste flugt fra sindets mørke indvendinger der sommetider havde slået hende ud før. Igen forsøgte hun ved at flakke med de mørkebrune øjne, og efter nogle sekunder kunne hun se klart. Den blå himmel der holdt på de hvide skyer hist og pist. Solen og dens endeløse varme. Vinden tog forsigtigt fat i de høje græsstrå og legede uskyldigt med deres stilke. Michigan fik løftet hovedet op fra det nedtrådte græs og forsøgte at orientere sig. Jo, hun var dejset om i varmen, i forsøg på at slå de indtrængende tanker væk. Det var lykkedes. Denne gang. Et suk lød fra den rolige hoppe der stadig måtte kæmpen med spørgsmålet. Hvordan var jeg endt her? Hun husker intet. Hun havde nu vandret rundt på den samme eng i et stykke tid, med frygten for at forlade det eneste sted hun vidste var sikkert. Endless Fields. Med en smule besvær fik hun rejst sig op, og fik placeret alle fire ben stabilt i jorden, så hun kunne få rystet eventuelle støvpartikler af den fine, skimle pels. Halen svirpede et par gange for at få sendt et par fluer på flugt. Hendes hoved var stadig en smule omtåget efter søvnen, og hun tog lige et par øjeblikke for at komme fuldstændig til sig selv. Først da, lagde hun mærke til tørsten der rev i halsen. Vand. Hun måtte finde noget vand, men stadig var hun bange for at bevæge sig ud fra området. Hvad skulle hun gøre? I et fortvivlet moment sænkede hun hovedet og prustede forsigtigt til en mælkebøtte der havde slået rod i den hårde jord. Var hun den eneste her?

[Akiva ¤ Hanna]

Akiva
A fallan fire angel....

Han havde været her i noget tid nu. Undrende løftede han hovedet, da tanken lige var kommet til ham. det var jo ikke lang tid han havde været her... knap nok nogle dage, og alligevel følte han sig allerede tilpas. Som om at han måske kunne høre til her? 
Et suk ramte hans ører, og han løftede det før hængende hoved. han var dovenskaben selv idag, men så snart at lyden af en anden hest ramte ham, spændte han op. Blikket blev fjernt og køligt, og selve attituden sagde nej til andre heste. Dog kunne han ikke hindre den lille gnist af nsygerrighed der spirede frem i hans indre, og han brummede lavt til denne hoppe, som han kunne se ligge ned i græsset. Overvågent betragtede han hende, dog uden at give flere lyde fra sig. Var hun tørstig?

[Michigan - Chianti]

Who are you?
What do you want?
In my Asylum

Michigan havde været fuldstændig uvidende om, hvad der ellers fandtes af levende væsener i dette område. Hun havde overladt tankerne til senere og istedet var hun der bare. At være, jeg var. Den skimle hoppe sukkede endnu engang og løftede hovedet væk fra mælkebøtten der nu havde mistet alle dets frø efter den korte prusten. Hoppen stod med alle fire plantet stabilt i jorden, men da et brum ramte hendes ører bag hende, kunne hun ikke undgå at krympe sammen i sin holdning. Brummet havde gjort hende forfærdelig forskrækket, og med det samme røg ørerne i nakken, inden hun vendte hovedet imod lydens afsender. Da faldt hendes mørke, intense øjne på en skikkelse, som hun aldrig havde set mage til før. Det første der slog hende var hvor smuk hingsten var. Det mørke skin med de pulserende muskler, de gyldne sokker og hove med røde indsnit som aftegn. Samt de to ringe i det ene ører og de blodrøde strejf i man og hale. Han var et vidunderligt skue for hoppens mørke øjne. Det andet der slog hende var at det rent faktisk var en hest. At der var andet end hende på dette sted kom til hende som en god overraskelse.

Forsigtigt lod hun ørerne tippe fremad og selv spændte hun op i den slanke araberprægede krop. Hun sank en enkelt gang og kunne godt mærke at hun var en smule nervøs. Måske drømte hun? Måske var dette ikke virkelighed, men blot et lille håb der var kommet til hende i søvnens time? Nej, det kunne ikke være.. men hvis det var, så ville hun forsøge at holde fat på den så længe hun kunne. Hvis det var det eneste mulige selskab så nægtede hun at give det op. Endnu en brummen blev sendt imod den mørke hingst der tonede frem blandt det høje græs. Hendes hale var begyndt at svirpe et par gange inden hun forsigtigt sænkede hendes hoved. Ville han acceptere hende? Hun håbede, for alt hvad hun havde brug for lige nu var svar.. og information. Men den nærmest gude lignende hingst fik hende til at være varsom.

[Akiva ¤ Hanna]

Da hoppen syntes at blive forskrækket over hans ellers stille brummen, hævede han kort et "øjenbryn". havde han virkelig været skræmmende, eller var hun bare en smule uopmærksom? Da hendes ører røg ned i nakken, kunne han ikke lade værd med at placere sine egne nogenlunde det samme sted. Munden blev snerpet lidt sammen, og hans stirrende flammende kolde blik mødte hendes. Han mærkede hendes blik på hans krop, men han gjorde ikke det man nok ville forvente. Han spændte ikke op for at føre sig frem for den smukke hoppe. Han ville ikke begynde at blære sig, for at fange hendes opmærksomhed. For jo, han elskede opmærksomheden, men han ville ikke få den ved at vise sig frem. Hellere vente i det skjulte, indtil han fik den. For så vidste hingsten at den var ægte, og at man ikke bare fedtede for ham. I takt med at hun blev ved med at se på ham, begyndte de aftegn han bar på benene, bagparten og hovedet at gløde en smule kraftigere. var der en grund til at hun så så meget? Selv fjernede han kort blikket fra hendes øjne for at betragte den slanke men smukke arabar krop hun bar, for så at vende tilbage til blikket. 

Den nervøse udstråling hun havde, smittede ikke rigtig af på hingsten der bare blev stift og rankt stående hvor han var. Da hendes ører forsigtigt tippede frem, hvilede hans stadig i den kraftige man han havde. De røde øjne fulgte nøje hendes bevægelser da hun sænkede hovedet, og han brummede en anelse mere roligt til svar. Bare for at se om det var med vilje at den en smule spændte stemning var der, eller om hun ikke lagde mærke til den. 

[Michigan - Chianti]

I'm sorry
I didn't mean to
Forgive me

Igen sank hoppen og løftede hovedet. Hingsten udviste en smule aggressivitet. Han virkede ikke til at være den mest imødekommende, men måske havde han bare en dårlig dag? En ting var sikkert og det var at hun ikke havde i sinde at flytte sig. Hun havde lige så meget ret til at være der som han havde.. ikke? Men den lidt hårde attitude han fremstillede gjorde hende blot endnu mere nysgerrig, og derfor valgte hun at trække den forsigtige facade fra. Halen var blevet hævet og et enkelt svirp lød midt i den intense spænding de havde fået lagt imellem sig. Stadig var ørerne fremme og kort lod hun de mørke øjne bevæge sig væk fra hingsten. Solen var ligeså stille begyndt at søge nedad igen og aftenen kravlede ind over området. Michigan valgte at gøre et indhug i deres nuværende punkt, for at se hvor hingstens grænse gik. Indtil videre var han faldet i hendes smag.

Med elegante og bestemte skridt, bevægede hun sig frem imod ham. Det ædle hoved var hævet og de intense øjne lå på ham, alt imens et skævt og drilsk smil lå i hendes ene mundvig. Michigan vidste at det var nødvendigt for hende at bryde isen på en måde han måske ville finde interessant - bare han ikke fandt hende kedelig, for så ville spillet være tabt. Halen svejede roligt bag hende inden hun trådte ud på det mere korte græs og holdt parade få meter fra hingsten. Hvordan ville han reagere ved at hun nærmede sig? Musklerne var spændt så hun var klar til at vige. Men hun havde sammentidig brug for hjælp, for hun aner ikke hvor hun skal finde vand. Hoppen gjorde et par kast med det araberprægede hoved inden hun opfordrende slog ud med det ene forben og skrabede gentagne gange i den hårde jord, inden blikket endnu engang faldt på den mørke hingst.

[Akiva ¤ Hanna]

Akiva kunne sagtens være aggrasiv. Hvis han fandt et behov for det, kunne han fuldstædig cutte nogle af, og tilmed jage dem væk hvis de kom for tæt på ham. Det var en besværlig sjæl, ham her. For på mange måder søgte han selskab.. venner… han søgte dette, da hans gamle sind trak ham i den retning. Men hans nye jeg, ville ikke. Stødte dem uden at tænke over det væk, og lukkede af.
Han ville have selskab, men ville ikke selv opsøge det. Han ville snakke, men ville ikke svarer… uff…
Pludselig virkede hoppen helt anderledes. Den forsigtige og en anelse svage attitude fra før forsvandt pludselig, og hun virkede mere nysgerrig end før. Dette vækkede kort noget interreasse i hingsten, før at den forsvandt og blikket blev tomt, koldt og brænende.

Med elegante skridt kom hun imod ham, og hingsten betragtede med en skjult interesse den yndefulde hoppe. Smilet gengældte han ikke, og bevægede sig hverken tættere eller længere væk. Blev blot rank pg spændt stående. Da hun endelig stoppede få meter fra ham, følte han allerede hvor tæt på hun var kommet. Ørene der stadig lå halvt i nakken, og hans stirrende blik virkede på ingen måde venligt. Men ville hun mon lade sig gå på af det? Hendes adfærd vækkede ingen forståelse i hingsten, og hvis den gjorde ignorerede han den. Han ville høre ord.

[Michigan - Chianti]

Optimist
Pessimist
Shutup-ist

Rent ud sagt, så forvirrede hingsten hende en smule. Hun fik ikke megen reaktion og det fik hende til at tvivle på om han var det værd at prikke til. Et fnys lød fra hendes mule inden hun hævede hovedet og lagde en smule på de fintfølende ører. Hun gav ham et vurderende blik, og igen endte det ved hans. Koldt, afvisende. Hmm. Hvem havde tisset på hans sukkermad? Michigan lod da hovedet tippe til side og lod et skævt smil pible frem på mulen inden der lød et svagt suk. Da trak hun vejret ind.

"Hey.. Jeg er Michigan. Hvem er du?"

Hun gik efter den mere uformelle intro, og præsenterede sig selv med det samme. Ikke noget pis. Halen slog en enkelt gang bag hende imens hun afventende så på den mørke hingst. Det var næsten irriterende at han skulle være så pæn at kigge på.  Bare han havde en personlighed der matchede.. men han kørte åbenbart badboy stilen der ikke sagde så meget. Men det gjorde bare den spinkle hoppe kæk, og gav hende lidt blod på tanden så at sige. Men hun ønskede at han ville give hende lidt igen.

[Akiva ¤ Hanna]

Om han kørte en eller anden stil, var ikke til at sige. Han var vel sin egen. Og selvom man nok troede at han spillede super sej og hardcore ved ikke at sige noget, og bare stirre, så gjorde han det ikke. Og det ville man nok ikke være i tvivl om. For der var intet overlegent eller blær over hans attitude. Der var intet, som virkede direkte falsk ved ham. og slet ikke den kulde han udstrålede. Men... det syntes at forvirre mange at han var sådan over for fremmede. For heste var jo sociale dyr, så det var vel mærkeligt? Hmm.... man kunne vel godt kalde hans fjendtlige attitude for et skjold. Et skjold... super svært at bryde igennem, og dækkede næsten hele ham som person. Men når først man kom forbi skjoldet, kom man ind til kroppen. Ind til kernen. Og selvom hingsten sikkert for længst havde glemt dette, havde han et hjerte af guld imod dem der fortjente det. Men.. endu var der ingen der var kommet ind til denne kerne hos hingsten.
Hun smilede? hvorfor dog det? han så ingen grund til at smile ved situtaionen, og der virkede en anelse tvunget for hoppen. Som om at et smil kunne løsne de spændte muskler, og det kølige brændene blik. Da hun præsenterede sig som en Michigan, vippede ørene tænkende tilbage. Så hun var en Michigan...

"Michigan. En ære at møde dig. Mit navn, er Akiva"

sagde han hæst, som om at stemmen ikke havde været i brug i evigheder. Ja, han var gammeldags. Bum. lev med det. Til sætningen, lavede han et buk for hende, før at han igen var ovre ved den kolde facade. For hingsten kunne jo være galant når det passede ham.. og en yndig hoppe som Michigan, kunne nok godt få en sætning tilbage når hun selv startede en. Desuden, var det uhøfligt ikke at svarer.