|
|
Post by Temari THSV (Lou) on Oct 28, 2013 15:05:18 GMT
Hun bevægede sig endnu, som hun altid gjorde. Igen havde hun søgt mod bjergene. Hun lod de sorte øjne kort skimte op ad de kæmpe massige bjerge. Nej hun orkede ikke at spilde kræfterne på igen at undersøge det hun vel kunne kalde sit område. Så i steder holdt hun sig nede ved bunden af bjergene. Kroppen førte hende videre rundt. Men hun slappede ikke af dette sted. Her var for koldt, for blæsende og for bakkede. Hun smilte dog blot selvsikkert.
|
|
|
|
Post by Ramiel ¤ Hanna on Oct 28, 2013 16:26:37 GMT
All of these lines across my face
Tell you the story of who I am
So many stories of where I've been
And how I got to where I am
But these stories don't mean anything
When you've got no one to tell them to
It's true, I was made for you
Roligt lod den hvide hingst mulen glide over det vindblæste, men alligevel velsmagende græs, og nød for et øjeblik vinden over den prægtige hårpragt han bar. Gumlende hævede han det store hoved, og lod de blå klare øjne glide over det landskab der viste sig for ham. Bjerge, bakker og dale... Han ville være i dette område. han havde valgt dette område, og havde endelig valgt at tage det ansvar det krævede for at lede et land. Han havde faktiks været her fra noget der kunne minde om begyndelsen, men havde holdt sig ude af syne. Indtil... indtil han lagde mærke til hvordan fremmede begyndte at komme til landet. Bosætte sig, og gøre dette til deres hjem. Og han havde lagt mærke til det stigende antal sjæle, som opholdt sig i dette land. Og han nød at se sjælene strømme til. Mon det var på tide at vise sig for dem? En skikkelse for foden af et bjerg havde fanget hans opmærksomhed... eller rettere, den havde været i hans synsvinkel længe. For på foden af den bakke han stod på, havde et glimrende udsyn. Mon hun ville opdage ham, eller skulle han henvende sig til hende... indtil videre forholdt han sig tavs.
|
|
|
|
Post by Temari THSV (Lou) on Oct 28, 2013 17:05:25 GMT
Hun forsatte ligegyldigt fremad. Som om hun aldrig havde set dette før. Men det havde hun.. Hun lukkede kort øjne mærkede vindes sang, huskede sit hjem. Men det hele virkede alligevel så langt væk nu. Hun lod øjne åbne sig igen, lod blikket løbe igen, som om hun aldrig havde set dette område, men som sagt havde hun set det for mange gange. Endnu fandt hun ingen hjem følelse ved dette sted. Hun forstod ikke hvorfor andre så dette som et hjem, pludselig havde hendes blik stoppet uden hun vidste af det. En hest var i det fjerne. Men hun sagde intet. Hun magtede ikke endnu en fremmed der så hende som en fjende. Hun magtede ikke at skulle udtænke hvordan hun mon kom væk fra denne hest..
|
|
|
|
Post by Ramiel ¤ Hanna on Nov 3, 2013 23:05:14 GMT
Han havde været her længe. Længe før at hopperne og hingstene af luften var begyndt at komme til landet. Længe havde han vandret alene, men alt det skulle ende nu og her. Han ville ej ligge i ly for alderdommen mere. Han ville færdes i blandt sine egne, og han ville fortælle dem om landet. Fortællinger fra fortiden, såvel som fortællinger i nutiden. Hvad der skete rundt omkring i landet. For hingsten var vel informeret… han vidste mere end mange ville tro.
Den anden hest havde set ham, og dog kom hun ej nærmere. Ja, en hun. For hingsten vidste at dette var en hoppe. Og han havde en anelse om navnet. Hvordan? Rygterne gik om alle dem der kom til hans land. Vinden havde fortællinger med om hver eneste person. Og denne hoppe var ingen undtagelse. Hver havde sin fortid… hver sin fortælling. Men de var normal kommet hertil, for at lægge den bag sig. og selvom hingsten kunne snage i deres fortælling, gjorde han det ej. Det var nemlig ikke hans historie.
En hilsende brummen, båret af vinden blev sendt imod den fremmede, idet at han begyndte at gå imod hende. et imødekommende smil bar han skam, men ej for venligt. Blot en neutral hilsen. Hingsten bar sig dog med en holdning, der udviste den rang han havde i dette land. Ganske vidst var han ung, men ej uerfaren. Hoppen skulle vide at hun stod foran en, der måske kunne have en betydning for hende senere hen.
|
|
|
|
Post by Temari THSV (Lou) on Nov 4, 2013 21:10:44 GMT
Hingsten kom mod hende.. Hun hadede den energi der havde omringet ham som tyk tåge.. Alle disse heste i dette land havde intet andet end magt og styrelse i hovedet, noget hun ikke kunne forstå sig på, for harmoni og lige værdighed stod mere klart for hende. Så allerede nu havde denne hest lagt et dårligt indtryk på hende. Måske fordi hun ikke lige fortiden brød sig om hingste der troede de var mere værd. Hun havde dog fomået at pille Die ned fra sit høje punkt, men en ting var sikkert denne hest var ikke til at danse med.. Måske skulle hun blot prøve at være en smule venlig, så hun sendte ham en af sine selvsikkre, ikke tand smil.. Hendes selvsikre øjne blev opmærksomt læggende på ham. Ven eller fjende? Eller alle var jo fjender i dette land, lige som Lopina stadig var hendes fjende - på en måde og på en måde ikke. Alle skulle man holde øjne med, og lige ledes galt det også denne uforskammet hingst..
|
|
|
|
Post by Ramiel ¤ Hanna on Nov 6, 2013 19:07:53 GMT
Hingsten var ej lig den anden leder af vand landet. Hvor han styrede med magt, foretrak Ramiel opbakning og retfærdighed. Ganske rigtigt kunne han slå hårdt ned på den der viste ham disrespekt, og dem der ej fulgte de uskrevne regler.. men ellers lod han til hellere at snakke, end at ty til direkte vold. Ifølge ham, kunne et samfund godt fungere uden vold og magt demonstrationer… dog skulle det siges, at lufteheste skulle vide at der var en til at guide dem. Ramiel havde påtaget sig den opgave, og ville også tage det ansvar der fulgte. Derfor var det en nødvendighed at sætte rammerne for hvordan de skulle opføre sig over for ham. Og hun skulle ikke prøve at lyve – han var skam kløgtig. På trods af det venlige og nogle gange barnlige ydrer, var han trods alt Sire af Northern lands. Det betød at han var højere rangeret end denne hoppe.. og hvis ikke hun ville følge de regler der var, kunne hun finde en anden region.
Det smil hun sendte ham fik ham til at hæve det ene øjenbryn tvivlende. Selvsikker, huh? Det var en god egenskab – når den blev brugt med måde. Hoppen skulle ej spille for kløgtig.. men på trods af det var han trods alt en ven – eller ville helst give det indtryk. For hvem ville stole på en leder som men ej brød sig om? Et respektfuldt smil blev sendt tilbage, og han nikkede let en hilsen. Ikke mere, ikke mindre. Ville hun genkende dette? Hingste stoppede nogle meter fra hende, så det var op til hende at komme tættere på.
|
|
|
|
Post by Temari THSV (Lou) on Nov 7, 2013 20:40:44 GMT
Fint han ville ikke tættere, hun var lige glad. Hun til passede sig blot, ingen grund til at snakke om noget unødvendigt. Hun nikkede til ham kort tid efter hans nik blev sendt mod hende. "hej" lød det blot roligt fra hende. Hun kneb kort øjne for at kunne fokusere på andet end de turkise aftegn, der konstant legede efter ens opmærksomhed. Viften lå godt og trygt spændt fast til hende og igen sørgede hun for at stille sig en smule skråt for, så viften ikke var så iøjefaldende.
Hun ventede nu blot på hingsten ville sige et par ord, aldrig godt at tale over sig, derfor lod hun altid fremmed føre ordet, plus det var også ham der havde søgt hen til hende.. Men okay hun kunne vel entenligt godt bruge denne fremmed til noget.. Eller måske til noget, hvis han altså var god nok til det.
|
|
|
|
Post by Ramiel ¤ Hanna on Nov 10, 2013 12:18:23 GMT
Et enkelt hej blev sendt imod ham, og hingsten smilede kort. Kort og fattet, uden de store præsentationer eller venlige bemærkninger. Blot et hej… det var også nok for den hvide hingst. Det ville jo først være træls, hvis hun intet sagde. Hingsten havde skam mødt flere, der blot havde stirret på ham som var han en fremmed skabning trådt ud af klippen. Og hun mærkede skam hvordan hendes blik flakkede imod de skiftende glødende og normale afteng, men ej tog han sig af det. Runerne’s glød bevægede sig som vølger i vandet. Nogle gange skinnede få, nogle gange blev andre mørke imens. Andre gange var de helt normale, og pludselig blive helt sorte. Men aldrig på en gang. Hver rune var individuelt styret af noget som han heller ikke vidste hvad var. Måske hans humør?
”vær hilset”
Kom det en anelse mere gammeldags fra ham, og hendes vifte/vinge lignede ting fangede hans opmærksomhed. Hvad var nu dette?
”må jeg spørge hvem du er, og hvad du laver her?”
Kom det da en anelse mere militærsk fra ham, da han testede om hoppen vidste hvor hun skulle være. Og hvordan hun reagerede på at andre stildte hende spørgsmål. Ja, hoppen blev bedømt fra dette øjeblik af fra flere vinkler.
|
|
|
|
Post by Temari THSV (Lou) on Nov 11, 2013 21:30:54 GMT
Hun smilte skævt. Vær hilset.. Store ord på en måde, men hun nikkede blot som hørt hørt. Det næste mindende hende om udspørgelse.. Hun tænkte kort "kort og godt er Mit navn Temari... Mere står der ikke i min magt at fortælle" hun nikkede blot undskyldende. Endnu vidste hun ikke om denne hest var ven eller fjende.. "Hvad hedder de så?" Spurgte hun ganske automatisk. Det ville virke dumt hvis hun ikke blot virkede en smule interesseret i hans navn og måske generelt ham udover hans aftegn.. Hun flyttede øjne over mod hans, af ren høflig grund.
|
|
|
|
Post by Ramiel ¤ Hanna on Nov 15, 2013 7:55:49 GMT
Temari.. et stærkt navn, til en tydeligvis stærk hoppe. hgsten nikkede let til hende, inden at han da smilede kort. Det var vel egenlig blot af høflige årsager hoppen spurgte, da hun ej virkede som denne der var overordenlig nysgerrig over for andre.
"temari.. mit navn er Ramiel - Sire af Northernlands, som du befinder dig på."
kom det roligt fra ham, og hans blik gled kort væk fra hendes øjne, og hen imod hendes vifte. Nysgerrig og intresseret. men før at han overhovedet ville spørge ind til hende, ville han hellere have at hun stildte de nødvendige spørgsmål om hun ville.
De mystiske og næsten hypnotiserende øjne ledte derefter efter hendes blik. Ja, mystiske.. for en bestemt kraft sad i dette blik, men om han ville bruge det var op til ham selv. Dog, kunne det på bestemte virke næsten hypnotiserende..
|
|
|
|
Post by Temari THSV (Lou) on Nov 17, 2013 17:06:50 GMT
Hun så på ham. Han kunne blot lyde, ud over manen og halen blev svinget rundt i vinden. Plus vinden fortalte det var sandt, han løj ikke. "unskyld mit sene svar, jeg ventede blot på bekræftelse fra vinden selv" hun smilte til ham og neje let for ham, og forblev dernede, "Ramiel, jeg vil tjene dig og dette land, du har her med mine ord på jeg altid vil hjælpe til mit sidste liv render ud af mig" atter rejste hun sig respekt fuldt op. Hun sendte ham et respekt fuldt smil "Ramiel, kan jeg gøre dig en tjeneste?" Hun så roligt på ham, han virkede som en der var nede på jorden, ikke som en leder der var ond, ligesom den der havde tvangs bedækket Lopina.
|
|
|
|
Post by Ramiel ¤ Hanna on Nov 23, 2013 15:09:42 GMT
En pludselig forandring skete med hoppen, og hendes ord fik overrasket hingstens næsten drømmende blå blik til at lande på hende igen. Havde hun vindens gave? Var hoppen virkelig belønnet på denne møde..? i sandhed en evne som Hingsten måtte anerkende og dernæst bede hende værne om. Vinden snakkede ikke til hvem som helst, og da slet ikke til fremmede. Hoppen måtte have været her længe, og set mangt og meget. Mere end han lige havde kunne bedømme.
Da hun nejede for ham, smilede hingsten blidt. Hvem skulle have troet dette.. Let bukkede hingsten hovedet for hende, som tegn på den gengivende respekt. Nej, han tog intet for givet. Og det skulle hoppen vide.
”jeg takker dem Temari. Hvilken ære at de vælger Northernlands, og hvilket vidunder at vinden følge dem. Må de med tiden lærer at beherske den”
Kom det fra ham, og et hvidligt glimt lynede kort igennem de dybe blå øjne. Øjne mange ville fortabe sig i. Det var med vilje, at han ej havde sagt tæmme. For vinden var ikke til at tæmme – ligesom at den ikke var til at holde for sig selv. den var som en fugl.. fri og vild.
En tjeneste?
”jeg vil om lidt samle alle andre, og det ville være mig en ære hvis de ville komme.. dernæst. Saml styrke. Bliv ikke svag.. det er en barsk verden, og jeg kender endnu ikke de andre regioners styre. Kan de måske fortælle mig noget?”
|
|
|
|
Post by Temari THSV (Lou) on Nov 23, 2013 17:33:17 GMT
Hun smilte til ham "behersker er allerede op noget. Vinden har jeg arbejdet med siden jeg var lille" hun nikkede roligt. "dog mistede jeg alle mine evner da jeg endte her." hun kunne lige så godt lægge alle kort på bordet. "du så på min vifte, det er der jeg bruger mine evner fra" svarede hun langsomt og trak undskylde mine frem. Hun slog med hovedet. "det var da mange tjenster" hun blinkede med det ene øje "dem kan jeg roligt klarer" hun sendte ham et smil "og selvfølgelig kommer jeg, den 2 ting, arbejder på sagen" sagde hun roligt "og til den sidste." hun trak lidt ud "Vandhestene, East, lederen er et røvhul der tvangsbedækket en fra os, det er det eneste jeg kender derfra. så er der West, kender ikke så meget til dem, de holder mest til deres land. og så South.. Der findes nogen underlige heste. ikke særlig venlige, men tvistet af sind, men det er holdes mellem os" hun så advorligt på ham "ingen andre må vide det her!" hun sendte han endnu et blik der sagde hun mente det "jeg har sendt min datter Katniss til Southlands, hun vil arbejde der og give mig info, men INGEN, må vide det, hun dør hvis der sker noget" Hun så helt advorligt på ham.
|
|
