Regrets | Azazel

[Constance]

Solen var så småt ved at ende dagens arbejde, og himlen stod i et virvar af røde farver. Efter flere dage at have vandret rundt i det der tilsyneladende var et endeløst paradis af friskt grønt græs og massere af vand, måtte den unge hoppe konkludere at hun ikke ville komme længere i dag. Benene havde dirret efter en hel dags vandring og det gjorde selvfølgelig at hendes basale behov havde brug for omsorg. Det bakkede landskab var som et utroligt stort, flot og smukt maleri, hvor der bag en lille forhøjning formede sig en ferskvandssø. Kilden lå nær skovbrynet der tillod at kaste lidt skygge ind fra siden. Dette ville formegentlig give hende den nats ly hun søgte. Men inden det var tid til hvile, var den Roan røde hoppe blevet fristet. Vandets klare overflade så utrolig indbydende ud, og hun havde ikke kunnet modstå.

Med rolige bevægelser skridtede hun ud i søen og lod det kølige vand omslutte hendes piber indtil vandet nåede hende til bringen. Det var koldt, og fik hende et kort øjeblik til at skælve, men efter et minuts tid havde hun vænnet sig til det kølige ferskvand. Det var utroligt klart og derfor virkede det ikke til at holde på nogle trusler - hun kunne slappe fuldstændig af, og spænde ud i de brugte muskler. Her befandt hun sig i nogle gode minutter, og da måtte det også være forbi - for det begyndte at blive køligere og hun burde snart finde ly for natten. Men solens sidste aftenstråler kærtegnede hendes roan røde krop da hun trådte op fra vandet. Stabilt placerede hun hendes fire ben, inden hun rystede al det vand af der nu var muligt. Dråberne gjorde genskin fra de varme stråler og de krystalblå øjne blev lukket i. Blot for at nyde øjeblikket. Constance tog en dyb indånding og lod da blikket betragte det friske græs, der lå for hendes hove. I en rolig bevægelse sænkede hun det yndige hoved og lod mulen stryge over det frodige græs.. Var hun endt i paradis? 

[Deleted]

"I færd med at fortære vores resourcer, kan jeg se?"

Lød hans stemme hvæsende og autoritær. Tonefaldet indikerede tydeligt at hendes tilstedeværelse var ham til ubehag. Dette var hoppe nr 2. Han var nødt til at smide ud denne dag.. Han måtte simpelthen skaffe sig nogen til at tage sig af det beskidte arbejde..
Hans røde, brændende blik hvilede olmt på den roan røde skønhed foran ham. For at sige det ligeud, så havde hans blik hvilet på hende et stykke tid. Observeret hende.. forfulgt hende, kan man vel sige. I det spinkle håb at hun blot passerede gennem landet, og han derved ikke skulle bruge energi på hende. Men nu viste det sig gudehjælpemig at hun havde tænkt sig at overnatte. Han var derfor nødt til at tage affære.
Han bevægede sin tunge, senede krop hen mod hende, med en vis form for elegance, men hvori man stadig kunne se den bryske og krigeriske del træde frem.

"Navn, element og hensigter?"

spurgte han hende militant og direkte, idet han bøjede sin retning af så han kunne gøre et holdt forholdsvist tæt på hende. Hans ulmende blik hvilede ikke blot intimiderende, men også gennemskuende på hende.

[Constance]

Den unge hoppe nød det frodige græs, men nåede knap nok at tage sin tredje tot, inden det gav et sæt i hende. Lyden af en hæs, dyb stemme fik hende til at hæve hovedet i et hurtigt ryk. De krystalblå øjne var ikke længe om at fange den mørke skikkelse der stod et godt stykke fra hende. Det var tydeligvis en hingst og den uforberedte overraskelse om en andens tilstedeværelse fik hende instinktivt til at tage et halvt skridt tilbage, så hun havde muligheden for at bedømme situationen. Ørerne blev tippet tvivlsomt ud til siden, da hun lige fik genspillet hans retoriske spørgsmål. 'Vores' ressourcer? Alt efter hvad hun kunne se, så var denne hest alene og i et hurtigt øjeblik lod hun hendes krystalblå øjne løbe vurderede over den store hest.

Modsættende slugte hun totten af græs, som han havde afbrudt hende i at nyde. Halen lod sig give et enkelt slag inden hun rettede sig op som reaktion på at han bevægede sig nærmere. Hendes iagttagelse blik forlod ham ikke, som han drejede af og gjorde holdt. Først da lød hans stemme igen og de oplysninger ønskede han prompte. Der gik er kort øjeblik inden hun svarede ham. Der var lige et par ting hun lige skulle have styr på i sit hoved - det var længe siden at hun var stødt på en anden hest, så tanken om kommunikation på et intelligent plan var befriende. Så hvis han ønskede informationer prompte, så var det da det han ville få. Hvorfor benægte ham det? Hendes blik var en anelse skeptisk inden hovedet gled en anelse på skrå.

"Mit navn er Constance, jeg ejer evnen til at betvinge vandet, og jeg søger blot ly for natten, inden jeg drager videre i morgen."

Ligesom hans spørgsmål, så var hendes svar også kort og kontant. Hvorfor pynte på det? Men stadig var hun nysgerrig over, hvorfor han mente at han burde være så ligefrem? Hans fremtoning var ikke ligefrem behagelig.

[Deleted]

Hingsten beskuede hoppen indgående som han vandrede hende nærmere. Hendes holdning, hendes udtryk, den måde tvivlen overkom hendes sind og gav sig til udtryk i hendes ører og blik. Men selv var intet at se i hans, udover den vanlige arrogance og dominans. Men dette udtryk mildnedes idet hans blik spottede hendes tøvende, bakkende skridt. Blot et lille skridt, men ikke desto mindre veg hun for ham. Det gav ham en vis form for tilfredshed, skønt det ønskede scenarie var at hun gjorde han vej fri, og bøje sig for hans magt. Men små skridt, leder også videre til det endelige resultat. Spørgsmålet var blot om hans tålmodighed, ville række langt nok til at vente på det.

Hoppens melodiske stemme, slyngede hendes første ord ud. Ord der klingede feminint.. Jovist var hendes stemme båret af de hormoner som var hvad der gjorde hende til hoppe, men Azazel gjorde ikke så meget i køn. Hvad der menes, var at hendes sind ligeså var dybt præges af disse hormoner. De ord hun valgte at bruge til at udtrykke sig, var specifikt udvalgt til at få hende til at virke udskyldig, og ren i sine hensigter. Men var hun nu også det? Munde kunne snakke, men det kunne sindet også. Og tit og ofte, var sindets stemme hviskende. Azazel kneb derfor sine øjne en anelse sammen, og udsendte derved et vurderede blik i hendes retning. Han havd emest af alt lyst til at beholde hende i et par dage til en vurdering, men hun var trods alt vandhest, og derved en del af flokken. Hun havde et legat. Og eftersom hun i realiteten ikke hvade brudt nogle regler, så hun kun ikke smides væk. Han kunne derfor kun vurdere hvilken rang han synes hun skulle have. Det kunne godt gå hen og blive et kritisk punkt for hoppen. For normalt faldt hestene var ind i en rang der passede deres personlighed. Men Azazel var konge, og havde magten til at pille stolthed og selvtillid af en hest, ved at placere den nederst i hakkeordenen, og derved give alle andre heste tilladelse til at lade deres frustrationer gå udover vedkommende. Alt hvad hun gjorde fra nu og frem til deres afsked ville nu deltage i bedømmelsen af hende.
Ingen tvivl om at hingsten måtte undersøge hende, men han vurderede at det ville være nemmest at starte med det man kunne se. Han bevægede sig derfor væsentlig nærmere, så tæt at det måske ville være grænseoverskriden for hende. Men det kunne Azazel ikke tage hensyn til, det ville være spild af tid og han havde et kongerige der var væsentlig vigtigere end en simpel hoppe. Hans blik gled undersøgende over hende, fra top til tå. Af og til puffede han til enkelte steder af hendes krop som han begyndte at bevæge sig rundt om hende.

"Mmh.."

Brummede han vurderende.

"Klare, funklende øjne, tæt pels, godt i huld, stærk ryg og hals.. Men spinkle knogler, svage led, muskelfattig.."

Brummede han fortsat, små kommentarer til sig selv. Han tog mentale notater.
Han var nu nået ned omkring hendes bagpart, og standsede der. Først lod han sin store, flossede hov sparke lidt til hendes ene baghov, blot for at undersøge styrken af hornvæksten.. hvilket vist til at være tilfedsstillende. Dernæst sænkede han hovedet, så hans kunne se nedunder hendes bug.

".. Lille, slapt yver."

brummede han, og hævede og drejede hovedet mod hende, så han kunne søge hendes blik.

"Uskyldsren, ja?"

Spurgte han, imens det et et skævt smil bredte sig på hans grove mule. Hans blik udviste tydeligt at han både ønskede at tirre hende, men ligeså ønskede at få det bekræftet.

[Constance]

Selvom det hele havde stået frem som ingenmands land, ja så måtte Constance vel se i øjnene, at hun havde taget grueligt fejl. For denne hingst, der lod til at eje en enorm portion selvtillid og vilje, havde allerede gjort det fuldstændig klart, at hun ikke var velkommen i disse egne. Snæversynethed kom man aldrig langt med, og efter at have smidt nogle oplysninger på bordet, blev hingsten stille. Constance nænnede heller ej at ytre et ord, for hans tilstedeværelse gjorde hende vel en anelse ubekvem - nok grundet det meget indgående blik, der så ud til at gå i detaljer. Det var ikke ofte at hun var blevet konfronteret, og det kunne hun straks mærke - holdningen faldt på intet tidspunkt sammen, men blev holdt viljefast med de fire roan røde ben placeret godt og stabilt på den fugtige jord. Blodet pulserede effektivt rundt, og hendes hjerte begyndte at hamre en smule hurtigere da hingsten med den senede, særdeles muskuløse og ret så intimiderende fremtoning trådte nærmere - og nærmere. Alt for tæt og straks lagde hoppen en anelse på de bløde ører i forvirring og tvivl. Men hun veg ikke. Indtil videre havde han ikke været så fjendtligt indstillet at Constance kunne forudse et udhug fra hans side af - så istedet kæmpede hun for at tolerere hans tilnærmelse - Da han første gang puffede en anelse til hende ved hendes skulder lød der et dæmpet brum, for at markere sin tilstedeværelse - hun følte sig ikke længere som en personlighed men nærmere som en udstilling der skulle tjekkes for fejl. Stadig var hun en anelse forvirret, og lod ham fortsætte - ørerne blev tippet frem og hovedet drejede imod ham, som han nærmede sig hendes bagpart. For hvert sted han rørte trak hun en muskel sammen som en refleks. Han var ikke ligefrem forsigtig, og sart og en anelse utålmodigt flyttede hun på den baghov han havde sparket en smule til - hvad var meningen med disse små kommentarer der satte hende på et helt andet sted end hun ønskede. Ørerne sad på stilke og Constance fik hvert et ord med, som han nu gav sig selv til mentale notater. Endnu ikke gad hun at protestere, for hun havde allerede indset at det ville være særdeles dumt at brokke sig - endnu. Vreden arbejdede sig istedet for op, for hvert ord han ytrede sig - for en hingst af hans status burde ikke eje retten til at lægge ord om hende på sådan en måde.

Som han gjorde sin vej om hende, lod hun ikke de klare, nysgerrige øjne slippe synet af ham - tilfreds var hun bestemt ikke, og da han til sidst kommenterede hendes yver måtte det være nok! Halen gav et svirp, og med en kraftig og yderst bestemt bevægelse hævede hun den ene baghov, og lod den stampe i jorden. Hold snuden for dig selv. Et utilfredst brum lød fra hende, og så snart hans blik mødte hendes faldt hendes ører tilbage - en anelse vredt og en anelse tvivl. Uskyldsren... ja. Han måtte da vide det siden han måtte gå så langt. Constance havde sjældent ladet sine veje krydse en hingsts, og i brunstperioderne var hendes humør og adfærd ændret sig en del, som det nu gør. Men ingen hingst havde været i nærheden til at der kunne gøres en undfangelse. Så stadig var hun uskyldsren, som han nu antog at hun var. Hendes læggen på ørerne måtte være bekræftelse nok, og en svag skælven løb igennem hende som hans smil bredte sig på mulen. Nu ville hun ikke finde sig i mere. Værdigheden var blevet krænket nok, og nu stod hun mellem at ønske en forklaring. Den lange bølgede hale gav gentagende svirp fra sig, i irritation - men hvad denne hingst nu havde sat sig i hovedet var hun i tvivl om, om hun ønskede at finde ud af.

En smule snerpet hævede hun hovedet og gav et fnys fra sig. Pandelokken faldt skævt ned og kærtegnede hendes pande, inden den gjorde vej ud over kindbenet, og ørerne lagde sig en anelse tilbage i protest. Ikke engang havde han givet hende et navn, så hun kunne kommentere hans indvendinger. Blot for at vende situationen lod hun da sit blik løbe over ham, som han stadig stod med forparten vendt imod hendes bagpart - han var stor. Musklerne var at se i de stærke ben, ryg og hals - det fortalte om hans egne kost omstændigheder, og at han bestemt ikke manglede noget. Altså udover lidt moralsk sans og situationsfornemmelse. Selvom hun hadede det, så måtte hun se sig underlegen - men ikke uden lidt kamp for hendes værdighed. De eneste intentioner hun bar, var at nyde det land hun nu måtte blive en del af, og forhåbentlig slippe godt fra det.

Constance måtte konstatere, at nu, ikke var tiden at komme med et svar. For hendes tydelige tegn, måtte være svar nok.

[Deleted]

Constance havde fundet sig i hans tilnærmelser, hans nærgående berøringer og hans delvist uflatterende kommentarer. Men han skulle vide hvor hun lå rent fysiskt og rent mentalt. De mentale, og mumlende kommentarer var nu ikke for at provokerer hende - det var simpelthen blot noget han gjorde per automatik for at huske dem, med undtagelse af hans sidste kommentar. Dog måtte det have nået hoppens maksimum for tålmodighed. For skønt de signaler hun sendte gennem sine ører og hale, ikke interesserede hingsten, så gjorde det sidste. Hun havde hævet sin hov, og stampet i jorden for at understrege sin utilfredshed, og måske, spirende vrede. Og det var nu også forståelig... For en hver anden hest. Men Azazel ejede et forskruet og til tider sygeligt sind. Han ejede ingen empati eller samvittighed. Så han kunne ikke sætte sig ind i hendes følelser, og ej heller kunne han sætte sig i hendes sted. Han tog derfor hendes grænsemarkering som en udfordring af hans magt.

Azazels smil blegnede ret hurtigt, idet hans blik begyndte at hvile stirrende på hende. Vovede hun at udfordre ham? Hvilken dumdristig hoppe. Hun kunne få 1 advarsel, eftesom hun er ny i dette land. Trodsede hun hans vilje blot én enkelt gang mere, måtte blodet spilde fra hendes åbne strube. I stigende takt måtte de sorte næsebor udspiles, og vejrtrækningen øges idet en bølge af spirende vrede brusede gennem den tunge, senede krop. Per Automatik pustedes hans krop op, og synes blot større. Som et kødeligt bjerg af pulserende vrede der tårnede sig opover den mindre hoppe. Det lysende blik ulmede, som hidsige flammer, der ikke ønskede andet end at bore sig ind i og fortære hendes øjne. Men endnu var Azazel ikke rigtig sur, blot tøsefornærmet og utilfreds. Det var derfor at han med en fattet stemme kunne rakke ned på hendes mod, med ord som:

"Hvor vover du at løfte din hov?!"

Hvislede det udgennem hans sprukne læber.

"Jeg er alt og intet i denne region. Jeg er liv og død. Jeg, alene bestemmer slagets gang. Min tid er meget værdifuld, og alligevel står jeg og bruger den på dig. En simpel, lavt rangerende hoppe. Du burde føle dig beæret, og lade din taknemmelighed vise istedet for din vrede. Og tag det som en advarsel: Hvis du så meget som trækker vejret forkert og trodser din konge én, gang, til så kan du stole på at dine kønne, funklende øjne aldrig kommer til at se dagens lys igen. Så test. Mig. Ikke!"

[Constance]

Constance mærkede straks hvordan hele stemningen ændrede sig. Hingsten havde ikke givet hende mange fif om, hvilken personlighed og hvilket sygt sind han nu måtte eje, så hvordan i al verden skulle hun kunne vide hvordan at reagere. Men det var tydeligt for hende, da hingsten voksede i silhuet og de stikkende øjne ikke forlod hendes. Langsomt faldt hendes ører ud til siden og en anelse bagud som hun lod sit ædle hoved sænke i underkastelse. Hun hadede det - men hun følte at hun havde været nød til at sætte en form for grænse - en markering, for hun var jo ikke helt følelsesløs. Hun forstod ikke hans intentioner, og skulle blot lige lade ham vide at hun altså var mentalt til stede - ellers havde hun nu ikke så meget imod inspektionen. Det hele ændrede sig da den voksende vrede var at se, som han pustede sig op og gjorde det klart for hende hvem der var den dominerende. Constance holdt hovedet nede, men slap ikke hans blik - da han spyttede sine ord, skulle hun netop til at svare inden den næste stime kom. Han gjorde det fuldstændigt klart for hende, og selvom Constance hadede følelsen af at måtte underkaste sig, så følte hun at hun, som hoppe måtte finde en plads i sådan et hierarki, med ledelsen af en hingst.

Hvis denne sorte hingst var hendes konge, så ville hun da adlyde ham. Ikke med sin gode vilje, men med den pligt der følger - en hoppes pligt. For selvom hans karakter var af ubarmhjertige strejf, så ville han kunne forsyne med det hun havde brug for, for at overleve. Så ville hun ligeså gøre hendes del. Det gik op for hende, at det måske var den skæbne hun ville se i øjnene resten af sit liv. Hendes moder var selv placeret i et velfungerende hierarki, og helt af natur følte hun sig forpligtet til at blive og støtte, selv i de hårde tider. Undfangelsen af Constance havde dog været speciel da en Vandhoppe og en Ildhingsts veje havde krydset. Hun var vel en blanding af disse to, utroligt stærke elementer og det havde givet hende en stærk karakter, og et yndefuldt udseende. Klogskaben var forhåbentlig også givet videre i gode mængder, så derfor lod hun sig underkaste for hendes nye leder. Hvis det var det, hendes moder ønskede så måtte hun indfinde sig. Det føltes bare forkert.

Den roan røde hoppe rørte ikke på sig som hun lyttede grundigt til hvert et ord der blev sagt. Selvom hans ord lod vreden strømme holdt hun tilbage. For hun var ikke en simpel hoppe - måske i hans syn men aldrig om hun selv ville tro på disse ord. Constance havde selvtillid og mental styrke og ville ikke blot bukke under for ingenting. Men det var det klogeste at gøre nu. Den lange vandring havde tæret på hendes kræfter og hun var ikke stærk nok til at kunne have andre alternativer. Så derfor overlod hun ham den dominerende rolle og titel, der da måtte have magten over hende.. For nu. Hvis han ønskede hende i landet ville hun adlyde ham - for Constance ønskede at være en del af det storslåede. Til hans tjeneste. Men nej.. Ikke med den gode vilje.

Ørerne var vippet tvivlsomt ud til siden, og hovedet havde søgt imod jorden. Hendes krystalblå øjne forlod ikke hans imens han færdiggjorde hans konstatering. Hun måtte give ham ret, og bukkede svagt i hovedet for at afslutte hans befaling om taknemmelighed - for det var hun. Så længe hun havde tilladelsen til frit at kunne bruge af landets ressourcer, så kunne hun vel heller ikke bede om mere. Der var ikke andre muligheder.

[Deleted]

Den røde hoppes handlinger og kropssprog måtte have talt for hendes mund. Hun sænkede sit hovede og lod sig underkaste.. Noget der med hurtig effekt fik humøret til at vende indeni hingsten. Men skønt hendes holdning lå til underkastelse, så sagde hendes blik lidt noget andet. Hun holdt øjenkontakten. Et tegn på tvivl eller mistro. Noget, der med omgående effekt fraskrev hende retten til at klatre i hierakiet. For, jo højere op man kom, jo tættere på kongen kom man. Og Azazel kunne ikke have en mistroende hoppe som sin højre hånd.. faktisk så tvivlede han på om han overhovedet kunne have en hoppe i adelen. Hopper var ikke til at stole på. De skiftede meninger efter deres brunst cyklusser, og vlagte side efter hvor græsset groede bedst. Hrmpf! illoyale rotter! Nu måtte tiden vise om denne viljestærke skabning skulle knækkes, eller opløftes.. Han skulle kende hende, inden videre valg kunne tage affære. Men lige nu, kunne hun få lov til at passe sig selv, efter en kort briefing.

"Min mistro til dig øgedes for hvert et sekund du ser mig i øjnene, Constance. Jeg bryder mig ikke om øjenkontakt, medmindre jeg selv beder om det. Vi er ikke lige."

Brummede han idet hans lod sin ånde slippede ud gennem næsen. Hun havde jo allerede underkastet sig, og han havde derved ikke brug for at være så markeret og oppustet i kropssproget mere, men stadig hvilede hans blik irettesættende på hende. BLot så hun vidste at hun nu, på en ydmyg måde, kunne spørge, men at hun ligeså ikke var i en position til at diskutere med ham.

"For at vende tilbage til hvad jeg ville have sagt inden der et lille... Uheld. Så ser du ikke ud til at fejle noget fysiskt, men dine muskler skal bygges op, specielt dine fedtdepoter sakl du tage hånd om så du kan udholde den kommende vinter, samt den hårde træning. Sammen med din jomfruelighed, kan jeg vel stole på at du ikke slæber udefrakommende yngel med ind. Dit job som civil hoppe er at passe dig selv, og passe på dit land. Jeg vil ikke se dig i nærheden ad treasure island eller nærme dig Nothern lands lige på dette tidspunkt. Når du har tilpas med muskler og træning, kan du gå hen hvor du vil. Men slæb ikke gæster med hjem, der vil kunne sætte vores rige i fare. Du som medlem, har pligt til at beskytte de marker du selv benytter. Hvis der er en hest der ligger i den laveste rang, må du ikke så meget som kigge på denne. Det er strengt forbudt og betragtes som sammesværgelse, som kan lede til din død eller i visse tilfældigheder blot forvisning. Nogen spørgsmål?"

[Constance]

Stadig så han ikke det mindste begejstret ud, og det bekymrede hende. Så snart han lod hende vide om den mistro hun foregav at have om ham, lod hun hendes blik vige fra hans til jorden. Total underkastelse dog med holdning og håb om at beholde denne værdighed hendes hjerte syntes at eje. Stadig lyttede hun til hans ord, og tog selv mentale notater så intet af informationen ville gå til spilde. Constance bestemte sig straks for at følge hans råd.. Eller befaling vel og mærke - at få træningen i gang så hun ville kunne vokse sig stærkere og dermed og klare tiden gennem vinteren. Det havde heller ikke været nemt for hende de andre vintre og en af gangene var det nært gået helt galt -men hun overlevede på det sidste, og den erfaring bragte hun med sig i sit liv. Vinteren var ubarmhjertig selv for den reneste sjæl. Survival of the fittest. Det hele handlede om at tilpasse sig og det var Constance fuldt ud bevidst om nu. Selvom den lange vandring havde tæret på hende så havde en også gjort hende stærkere med de oplevelser hendes liv var blevet fyldt med.

Da han bragte Northern lands på bordet spidsede hun ørerne da hun allerede måtte have været oppe og vende i det område. Selv om hun kun havde nærmet sig grænsen til de mægtige bjerge så havde sjælen som hun var stødt på, givet hende et godt indtryk. Ihvertfald følte hun sig mere værdsat af denne Nox - krigsfører af Southern Lands. Straks var det ved at gå op for hende hvor stort dette land egentlig var. Delt op i flere regioner og indtil videre havde hun kun hørt om tre. Northern, Southern og Earstern.. Det var ikke svært at regne ud at der måtte være en fjerde, så der var meget for hende at tænke over. Hun nikkede svagt i bekræftelse om at hun ville følge reglerne på bekostning at hun måtte blive i landet. Til sidst sluttede han af om hun lå inde med andre spørgsmål, og et var helt relevant. Forsigtigt så hun op og vippede de fløjlsbløde ører frem.

"Hvad må jeg kalde Dem?"

For han havde endnu ikke præsenteret sig selv, udover at sætte sig i førersædet som den højtstående konge og herre over Earstern lands. Om han foretrak at blive kaldt ved status eller navn var noget hun var nød til at vide, så hun kunne tiltale ham korrekt. Constance forsøgte at skjule sit had til denne hingst - selvom han var hendes leder så var han bestemt ikke en yndlings karakter. Hun ville adlyde ham, men ikke lide ham.

[Deleted]

Med vis portion nyfunden tålmodighed, forsaget af hendes adlyden lod Azazel et mildere udtryk komme til syne. Hans stirrende blik var gået i sig selv, og han stod nu i sin vante holdning, og var modtagelig overfor hendes nysgerrighed. Hun skulle ikke blot vide hvornår hun havde gjort noget forkert, men ligeså også vide hvornår hun gjorde det rigtigt. En naturlig balance, mente Azazel. Han ejede kun sans for sin egen ide af retfærdighed, så var han retfærdig? Det kunne diskuteres. Men foruden at eje en destruktiv side, så ejede han også en taktisk og strategisk evne. Dvs. At han ved når han presser citronen, og han gør det med vilje, ligeså ved han at når først respekten er i hus, skal der blot få venlige gestusser til før denne citron bliver sød. Samme taktik brugte han når han skulle træne sine krigere.. først skal de knækkes og splitres til deres værdighed, vilje og fysik ligger spredt udover engen som små stumper glas, men derefter skulle de så bygges op igen. Sådan får man stærke heste, rent mentalt, men også fysisk. Desuden ville disse `ofre` lægge sin lid til hans handlinger fremover, og han ville kunne beskytte dem på bedst mulig måde deraf. Det var nødvendig ondskab, men det gavnede alle i sidste ende... og så kunne azazel ovenikøbet sikre sin plads som ene hersker.

For Azazel var virkede resten af denne samtale som en jobsamtale, han havde inspiceret hende, blotlagt reglerne, og tog nu imod spørgsmål inden han ville føre hende hen til det han mente var bedst for hende at overnatte for idag. Det var derfor at han med et lettere fraværende, samt arbejdsbevidst blik, vippede sit ene øre frem for at lytte til hendes spørgsmål.

"Kong Azazel.."

Sagde han. Kun hans nærmeste måtte kalde ham ved hans navn (Dvs. han elskerinder, når tiden kommer til det xD). Og hjælp den der tiltaler ham forkert - specielt i offentligheden.. det kunne meget nemt gå hen og blive misforstået, ligeså kunne det blive meget ubehageligt for den med løbsk tunge.

"Andet?" 

[Constance]

Selvom det var imod Constances egentlige håb, så var hendes ædle hoved stadig sænket, for at give denne magtstræbende hingst, hvad han ønskede. Respekt, og meget af det - så Constance måtte acceptere det faktum at der ikke var så meget at arbejde på, på den front. De var to indvidder med hver deres tanke, og sådan burde det gerne forholde sig. Men på den anden side, selvom han virkede så modbydelig uretfærdig, så var han egentlig retfærdig nok, til at det ville give mening. Han misbrugte ikke den magt han havde, på bare at have det sjovt og det måtte Constance give ham. Azazel ejede uden tvivl en intelligens som mange sikkert ikke ville kunne få del af.

Efter at have fået al den information som ville være hende nyttig, så var der ikke mere hun ønskede af ham. Om kongen selv en dag ville ønske noget fra hende var uvidst, men hun ville da stå til tjeneste med assistance om nødvendigt. Så da han anmodede om andre ting der skulle bankes på plads, rystede hun ganske svagt på hovedet.

"Nej, det var alt jeg skulle vide... Tak."

Sluttede hun af, og var en anelse kort for sig. Langsomt hævede hun sit hoved en anelse, men ikke så det var over hans hovedføring. Nej, Constance viste sig frem anstændigt, og med værdighed - og samtidig kunne hun formå at vise den respekt der var ønsket af hende. Den bedst tilpassede overlever. Azazel var hendes konge, hendes leder. Det måtte hun værdsætte, selvom det satte hendes temperament på prøvelse. Dog gjorde det hende mere behersket og derfor kunne hun eje et gyldent sind, der i sidste ende ville blive bundet. Friheden måtte ikke blive taget fra hende. Det eneste, som hun havde kært...

[Deleted]

Han gjorde et kort nik. For at understrege at han forstod og accepterede hendes mangel på nysgerrighed. Ikke noget som han ville tænke mere over, det var hendes eget valg. Da hendes sætninger var færdige og hun lod sit hovede hæve lidt igen, lod han hende. Ser du, handlinger i givne situationer, kunne gøre underværker. Når Azazel talte til en som en konge, ønskede han at se et ydmygt kropsprog, så der ikke kunne stilles spørgsmål til hvem der havde magten. Men når han talte til en, som en beskytter, hvilket var en rolle der ligeså fulgte med, så kunne man hæve sit hovede igen og blot dele en naturlig respekt for en anden. Dette var to roller, som han kunne svæve igennem, men som ligeså var præget af humør. Hvis observationsevnen var med en, sammen med dennes kløgt, vil man med tiden kunne se forskelle fra en beskyttende Azazel til den Myndige Azazel, og derved udvælge sine spørgsmål efter hans nuværende rolle. Azazel havde fået stabiliseret og trumfet sin status igennem til hende, hun havde accepteret og lystret og derfor ingen grund til at være den Mydige mere. Han befandt sig nu i rollen som beskytter.

"Nu vel. Følg mig. Jeg vil lede dig til et sted, hvor du kan overnatte i god behold, for i nat. Derefter er det din egen opgave at sørge for sig selv. Spis godt, træn vel og lad dig ikke dehydrere. Møder du en fare du ikke selv kan overkomme, så lad din stemme lyde. Du er en del af dette land nu, og har ligeså behov og krav på dets beskyttelse."

Sagde han i en mildere, en mere neutral tone. Han drejde derefter om på hælen, og vendte ryggen mod hende. DEt var en selvfølge at hun fulgte trop, og han stoppede derfor ikke op for at se om hun var med, men fortsatte blot målrettet mod det sted han mente var sikkert, og trygt for hende at tilbringe natten. 

[Constance]

,,"You have to be cruel to be kind,"

Jo mere han sagde, jo mere retfærdig virkede han, og jo mere fik Constance overtalt sig selv til at se positivt på det han tilbød hende. Ikke mange ville kunne tilbyde dette uden en misfornøjet mine, så hun tog da glædeligt imod det. Det han gav hende var beskyttelse, op til et hvis plan og Constance burde være tankemmelig. Egentlig virkede han til at eje alle de ting en egentlig leder skulle eje, for at kunne sætte sig ordentligt på den status. Intelligens, styrke, snuhed og så var der intet der skulle tegnes uden for stregerne. Der var ingen undtagelser, og selvom han ikke ligefrem var lystig, så var det et plus alligevel. For megen godhed ville kunne udvise svaghed... Den del havde han udelukket ganske godt, men det skulle ikke betyde negativitet.

Hans veltalte ord bekræftede hendes antagelser, om at han ville give hende noget at starte på. Et sted at kunne overnatte i dette nye ukendte land, og efter det måtte hun atter stå på egne ben, igen i et hvis omfang. Det havde hun gjort længe og man skulle ihvertfald ikke tvivle på hendes egen intelligens eller selvstændighed. Problemet var bare at selvstændighed var godt - men ikke altid gavnligt. For hestens natur udgjorde os, som flokdyr - vi har brug for et hierarki at leve efter, og poster at opfylde så faren ikke kan gøre os skade. En enlig hest ville dø, uden nogen efterkommere og så nemt som det ville vores ædle race uddø. Andre eksempler af vores art, mere bedre end andre, men det var op til den enkelte at gennemskue det.

Netop som han drejede om, og satte fremad - fulgte Constance trop, uden nogen form for tøven. Azazel, hendes konge havde haft ret i sin antagelse om, at hun havde brug for muskler. Selvom hun var slank, og elegant af statur, så manglede der kræfter for at kunne holde den positur som var vigtig for et godt helbred. Stabilt arbejdede hun sig frem over det frodige land, bag hendes konge. Mange tanker strejfede hendes sind, og nogle skulle tages til overvejelse. Men ordene fra Azazel havde hun taget til sig, og ville træne for sit eget bedste, nu hvor hun havde fundet det sted hun hører til. Men Constance har på fornemmelsen at der ligger mere i vente. Hun har en fremtid, og en med indhold. Men hvad Azazel yderligere tænkte om hende, var u vidst.