[HALLOWEEN PLOT, Lukket] Meet the Grim Reaper.

[The Oracle]

HALLOWEEN PLOT
MEET THE GRIM REAPER

Tågen omkring The Shadow Marsh havde trukket sig sammen, og efterladt luften tyk af stank. Stanken som ville glide ind gennem dine luftveje var fyldt af lugten af rådne lig og størknet blod. Dine øjne ville være dækket af tågen, og under dine hove ville du kunne mærke den klistrende sump som farvede dine ben røde. Var det blod?
Tågen var stille og tyk, men den lokkede, kaldte dit navn og bød på en udfordring. For længere inde i sumpen, hvor du ville skulle hoppe fra ben til ben, for at ej synke i døden, befandt den sig.
Stilheden som døden bragte med sig til dette område var konstant - Indtil den kradsende lyd af slæbende hove, og tunge, raspende åndedrag brød igennem tågen. 
Han smeltede sammen med tågen, men jo tættere du kommer, jo mere vil den lette og månen reflektere og afsløre liget foran dig.
Tomt blik, blod, åbne sår, sener, knogler. En levende død steget op fra sumpens fængsel og ind i de levendes verden. Hans lig var råddent, og omkring de dybe sår han bar, vrimlede insekterne omkring det rådne, størknede blod. Han bar også vinger, eller havde gjordt. Alt der var tilbage var lange, benede knogler som nu svøbte sig omkring hans ødelagde krop.
Omkring halsen bar han en pose i en snor. Hvad der lå i denne pose var endnu uklart, men tør du tage chancen og finde ud af det? Benede, giftige edderkopper og slanger, eller måske levnerne af hans tidligere mage? Lugten var dog tydelig - Det var intet rart.
De slæbende dunst fra hans hovslag stoppede, og de tomme øjne flammede lystigt op da læberne sepereredes og afslørede sorte, rådne tænder.
"Åh levende." Stemmen raspede besværet igennem hans strube, og kulden svøbte kraftigt over mosen ved hans ord. "Jeg bringer.." Kradsende, besværede ord og en gysende tone. "Hm.." Pause. "Gaver." Tonen var giftig, og fik de hævntørstige øjne til at lyse af hunger. Tør du tage chancen?
Han lo bistert.
"Trick or treat."

---------------------------------------------------------------------

Prøv lykken.
Deltager man i dette plot har man chancen for at vinde evner, styrke, EP, titler, amuletter, mm. Dog kan man også være uheldig og blive forbandet, eller tabe styrke, EP, mm.
For at deltage skal din karakter svare i denne tråd og svare The Grim Reaper på den ene eller anden måde. Alle må deltage, og plottet vil lukke lidt efter Halloween. Man må godt skrive flere end en besvarelse, eller snakke med andre i plottet, men umiddelbart behøver man plot at svare en enkel gang.
Jo længere besvarelsen er, jo større chance vil der være for at ende med goder, og ikke miste noget, men det er ikke noget du behøver at gå meget op i.
Spørgsmål henvendes til denne bruger.

 

[Deleted]

Slam!... En slidt og flosset hov, dannet at robust horn, malede græsstrå og kviste til jorden. Lyden af de bristede grene, var ikke nok for denne hingst. Næh, nej. Blot for at gøre ondt værre, tværede han den ud nede i mudderet, så kun et enkelt spirende blad kunne gispe efter vejret og synge sin klagesang. Så var han sikker på at den ikke kunne avle mere.
Flankerne på den udmagrede krop, bevægede sig i en utrymisk takt, der afslørede et besværet åndedræt. Det fik blot de synlige ribben, til at fremstå mere tydelige. Men lad dig nu ikke narre af hans sygelige udseende. For under den matte pels, forbi den læderagtige hud og mellem de udstående knogler og sener, fandtes der skam muskler. Muskler han ikke tøvede med at bruge, og muskler der i værste fald ville frarøve dig dit liv. Regnen havde ikke blot lagt sig i landet mod øst, nej, det så ligeså ud til at være trukket over mod landets hjerte, Common grounds, så at sige. Den haglede nedover ham, fik hans man og hale til at klamre sig til hans krop, hvorpå pandelokken indrammede de brændende røde øjne. Hans næsebor dirrede i det kølige og fugtige klima, natten og hendes regn, hvade bragt med sig. Mange dufte kunne opspores i de silende dråber, men mest af alt dominerede hans egen. Det våde vejr, synes blot at forstærke duften af størknet blod og muldrende lig. En duft, hingsten priste. Det var et tegn, det var historie. Azazel havde ladet blodet spilde, hvorend han gik. Og efter hvert et blodbad, synes pølene blot at hægte sig i hans pels, som ville de plage ham resten af hans liv.. Men forgæves, Azazel nød dem.

Et brysk blik gled over den mørke sump, hvor mosekonen bryggede. Forkrøblede træer kastede silhouetter fra månens blege lys. Et skræk scenarie ville man nok vove påstå. Men Azazel kunne ikke undgå at føle sig.. Hjemme? HVordan skulle han kunne andet. Dette var jo et uspring fra hans sind. Han passede så godt ind. Og da hans tunge krop, lod hovene synke i det blodfarvede mosevand, og en kræftigere stank af død træde ind i hans sansefliter, krøb at forskruet og sygeligt smil frem på hans læber. Han tog en dyb indånding, og lukkede øjnene idet han forestillede sig skrig, klagesange, ynk og jamren i takt med regnens stille, beroligende rytme. Han forestillende sig et klassiskt stykke musik, passe ind, og lod sin hæse undskyldning af en stemme nynne med på melodien. Et saligt suk, skuller der til inden han åbnede sine øjne igen. Men denne gang lyste hans blik ikke af neutralitet fra hans side af, istedet lod han et hadesfuldt, men længselsfuldt blik skule til verdenen omkring ham. Ingen tvivl om at Azazel var i sit rette element, da han med et arrogant udtryk gik den vandrende død i møde.

"Treat."

Brummede han, idet han trådte udfra skyggerne og stod ansigt til ansigt, med hvad der muligvis kunne tage livet fra ham.

".. Ville jeg sige, hvis ikke jeg var i tvivl om hvorvidt Trick ville gøre tingene mere... Spændende."

[Constance]

Hun var ikke begejstret. Denne beslutnings omfang havde ikke bragt hende goder, men den nysgerrighed der havde bragt hende hertil, holdt hende i live. Tågen var tyk og det var næsten umuligt at hvide hvor man satte sin hov. Det her kunne ende fatalt - tågen var nærmest kvælende og det hjalp ikke at se op - himlen, sort som døden gav ingen hints om hvorvidt hun havde bevæget sig øst eller vest. Hun måtte bare fortsætte. Hjertet gav hende væk, sådan som det hamrede i hendes bryst. Hvad var der at frygte? Tjo.. En helveds masse for at være præcis, men hvorfor skulle hun dog tage frygten på forhånd hvis hun ikke engang vidste hvad der forårsagede den? Tåbeligt.

Næseborene var udspilede, men burde virkelig ikke være det - omgivelserne var fugtige og lugten af råddent kød og mos var ikke just behagelig. Lydden af en gren der knækkede fik hende til at fore sammen i et kort øjeblik. Reflekserne havde aldrig yddet så meget som nu, og pulsen steg i vejret ved den forskrækkelse. Men der var intet at se. Det gjorde hende faktisk vred at omgivelserne havde så stor en indflydelse på hende. Beslutsomt bed hun tænderne sammen og fortsatte målsat fremad. Der var bare ét problem. Hvad var målet?

Hun gik og hun gik, men syntes ikke at komme forbi noget nyt. Var der noget der ventede på hende, siden hun måtte gå forbi det der så ud til at være den samme sten og det samme træ, om og om igen? Sumpen gav hende i øjeblikket ingen overraskelser, men pludselig var det som om at hårrene rejste sig, og en køligere brise strøg sig omkring hende. Det var ikke just lyden af dansende elverpiger der befandt sig i mosen, som strejfede Constances følsomme ører. Nej.. Langsomt så hun frem for sig, og synet måtte ha' gjort hende ligbleg. Sikke et udtryk. Foran hende stod denne halvrådne skikkelse der straks indgød sådan en respekt og sådan en frygt at hun stivnede. Da lagde hun også mærke til en skikkelse et par meter henne.. En hingst. Selvom hun stod i denne situation, så bød hun ind. Beslutsomheden kunne ses i hendes krystalblå øjne, idet hun tog et skridt frem. Ordene fra døden gik igennem hende som små vibrationer og det gjorde hende ikke just mere rolig. Men hun var sikker. Hun ville ikke bakke ud.

"..Treat må være at foretrække. Men jeg er ikke bange for at løbe en risiko."

 Be wary then; best safety lies in fear.

[Temari THSV (Lou)]

Hun havde igen bevægedet sig fremad, mod intetheden. For at undersøge dette land nærmere. Viften hang pænt over skulderen. Øjne lå gravet mod det fjernede intethed. Der var noget i gære. Luften var fyldt med spænding, flydt med uro i luften. Lugten af blod fyldte hendes næsebor, hun kneb øjne sammen. Hun brude vende om, burde glemme dette hun hørte. Men det kunne hun ej. Dette var måske en chance hun ej kunne gå glip af. Og denne chance måtte hun tage. Hun havde vel intet at miste? Hvert et skridt kunne tage livet af hende, kroppen bankede at spændingen, tågen dannede sig omkring hende. Det var som at blive ført ud i intetheden. Alt var stille - for stille. Hun kneb øjne sammen for at kunne se mere, men det så ikke ud til noget klarede op. Tænderne blev hårdt bidt sammen, sammenbidt forsatte hun fremad mod intetheden. Hun hev en smule efter vejret. Hvorfor skreg denne fornemmelse af frygt og mod? Hvorfor føltes dette ligesom liv og død?

Viften var hårdt bundet i det røde bånd. Hun så stadig ingen grund til at blive i dette skam fulde land. Hadet der bragede omkring over alt til hinanden. Men endnu kunne hun ikke rejse, ikke før at hun havde forstået hvorfor dette had lå til hinanden. På en måde var det hadet til hinanden der fik hende til at blive. Hun ville søge oplysninger hos alt og alle. Men først krævede det hun fandt nogle der også kunne skabe oplysninger omkring de andre religioner. Men hvordan?

Pludselig blev hendes tanker afbrød af tågens letten. Hun stod nu foran en hest fyldt med sår. Hun måtte jo hjælpe den stakkels hest! Hun tog et skridt mod hesten, men stoppede op da dens stemme lød. Noget sagde hende denne hest ej hørte her til. Hun lagde hovedet på skrå. Stivnet kort. Hvad skulle hun gøre? Gave? Hvor? Hvad? Den gift der lå i stemmen, skreg er ondskab. Hun bed sig hårdt i læben. Hun skulle nu vælge mellem det næste.. Tricks, det lød ondt, som en snyd. Det lød som at man ville få en gave lokkede, men ville sidste ende blot give bagslag? Det andet lød nyt, godt, måske for sikkert? De andre lød deres svar rumme. Hun måtte hælde sig mod de andre. Tricks gav hende blot kuldegøsninger.. 

"Treat" lød hun stemmen løde lavt. For ikke at lade stemmen ryste for meget..

De andre så ikke ud til at bekymre sig om denne 'hest'. Hun kneb øjne! Nej hun kunne ikke blot lade denne hest have det dårligt uden at have tilbudt sin hjælp. Atter trådte hun et skridt frem "Kære Fremmed, ønsker de ej hjælp med disse sår? Jeg kan.. jeg kan hjælpe dem?" hendes stemme var venlig og hun sendte et skævt smil mod denne fremmed. Hun ville ej vise sig følelses kold frem. Nej Ingen burde have disse sår, død eller levende.. Ven eller fjende.. Hun var lige glad.

[The Oracle]

HALLOWEEN PLOT
MEET THE GRIM REAPER

Dødens blik hvilede skiftevist og tungt på sjælene omkring ham. Det grumme smil blev bredere og afslørede blot mere af de rådne tænder.
Men døden sank, ned i sumpen. Han ville vende tilbage, men hans tid var ovre for nu. Inden døden sank i dybet løsnede han knuden der holdt den lille pose ved hans bringe sammen. Ud flød en kulsort substans, der farvede den blodrøde mose sort som tjære omkring de tre levende. Derefter forsvandt døden ned i dybet og sjælene var overladt til stilheden.
Indtil de normale skrig, gråd og dystre toner atter hviskede i tågen omkring mosen. 

Men.
Substansen havde givet sjælene hver deres minde fra dette korte møde med den levende døde.

Azazel kom først, og måtte smage på dødens blodtørst og hævn. Dog gjorde Kongen et indtryk på den genopståede og derfor blev hævnen mild. Azazel er blevet forbandet med et langt, smertefuldt sår ned af venstre ben. Såret vil hele igen efter 5 indlæg.

Døden imponeredes af Constances mod og ærlighed, derfor blev hun tildelt en sort amulet, som vil kunne kalde døden til sig en enkelt gang. Om det næste møde vil betyde godt eller ondt, kan ikke vides.

Temaris rædsel frydede døden, og han måtte fortsætte sin hævn. Hun blev tildelt dødens stilhed, og kan ikke ytre et ord i sin næste tråd.

PLOT LUKKET