hvem der

[Lopina]

Den fine spinkle friser hoppe som lingte lidt en araber kom i store finde elegante bevæglser rundt forsig selv. hun slog stille med halen og havde en underlig fornemmelse i maven, hendes brunst var begyndt for første gang men hun gjorde ik noget ved det. hun prustede fint og satte frem i smuk og elegant trav og havde halen højt hævet og piskede rundt bag hende og ørende var helt fremme. hendes tåget farvet øjne kiggede rundt og et blidt smukt vrinsk forlod hendes mule og et smil sad over hendes mule

[Akiva ¤ Hanna]

Hingsten burde ikke være her. han burde ikke betræde denne jord. den tilhørte ikke ham, eller hans brødres. Men hvem skulle stoppe ham? Hvem skulle få ham til at træde væk herfra? ingen. endnu havde han ikke mødt nogle, der kunne stille sig imod ham direkte. Dels fordi at han helst undgik direkte slagsmål, dels fordi at han ikke stillede sig op imod hopper med musklerne... ihverfald ikke tit. hopper var svage.. hopperne her var svage. Han foragtede de svage. DEn eneste der kunne måle sig med ham - ja måske være over ham var en hvid hingst. men igen... der var han ligeglad med denne fremmede. Han var blot en forhindring, imod noget som Akiva ikke vidste noget om. han vidste ikke hvad han ville...

Den dumpe lyde af hove over græsset kunne lavt høres, og han skuttede sig let. Det var koldt... men for en som ham, frøs man aldrig helt..

[Lopina]

hun kiggede rundt og prústede fint så en røj sky fløj ud i luften. hun kiggede op mod himmelen og slog stille rundt med den hævede halen og travede fint afsted. hun fik øje på en sort hingst med nogle spicelle aftegn og stoppede op og kiggede på ham med de tåget favet øjne med masser af meters afstand. hun prustede stille og kiggede underet på hingsten, hørte han enlig her til, var han en fjende viste hun ik og hun viste at hun nok ikke kunne vinde over ham i kamp. et lille vrinsk lød fra hende med den blide stemme imens hendes øre lå ud til vær sin side og den fine spinkle krop var spændt op og hun stod elegant forsig selv og kiggede på den fremmede hingst

[Akiva ¤ Hanna]

Et vrinsk brød igennem den vind som hele tiden havde fyldt hans ører, og som en fjeder sprang hingstens hoved op. Hvem der? hvad der? dog tog det ikke lang tid for ham, inden at han genkendte dette som en hoppe. Men hvilken, det vidste han ikke. her i vinden, kunne man tydeligt se hvordan den lange flerfarvede man foldede sig helt ud, og fik den spinkle hoppe til at ligne en der - bogstaveligt talt var i sit rette element. hun var som skabt til disse vinde... han følte sig tung og klodset her. som om at han hele tiden kæmpede imod disse vinde... mon hun gjorde det modsatte? 

Men der skulle mere end et udseende til før at hingsten voille sænke sine parader, og det var noget der kunne minde om et arrigt hvin - det der blev sendt tilbage. Han blev stående som en stenstøtte... hvis hoppen ønskede hans nærhed, måtte hun selv komme til ham. han havde hverken afvist hende direkte, men heller ej budt hende ind. 

[Lopina]

hun så på ham og hørte hans hvin og gik lidt tættere på ham og studeret ham lidt og det kunne ses. hun prustede og hævede hoved og gik ret og elegant og stoppede op 3 meter fra ham og så ind i hans øjne med sine tågende øjne "høre du til her" lød det fra hende med den blide stemme og kiggede blot ind i hans øjne og lagde sin hale ned og trykkede den ind til bagparten for hendes duft skulle ikke brede sig. hun rystede elegant den lange krøllede man og kiggede på ham igen imens hun stod elegant og kiggede på ham og slappede fint af i den spinkle krop og tog sine øre frem og havde intet spicelt blik i øjne blot et normalt et

[Akiva ¤ Hanna]

Hoppen begyndte at komme tættere på den sorte hingst, og han ventede blot. Tålmodigt... som han altid gjorde. dog var det ikke til at sige hvor meget tålmodighed hingsten havde denne dag. han kunne stå i flere timer uden at flytte sig... og han kunne vandre rastløs fra det ene sted til det andet. dette skiftede som vinden blæste, og man kunne aldrig bide sig sikker i noget.
hendes stemme sneg sig dermed frem, og hingstens mørke læber krusedes let i et kort smil. men dette, var ligeså hurtigt væk som det havde vist sig. 

"spørgsmålet er nok nærmere, om du gør"

kom det hemlighedsfuldt men køligt fra ham, og han stampede kort i jorden for at understrege hvor og hvad han mente. 
En fremmed duft sneg sig langsomt ind på ham, på trods af hoppens måde at skjule det på. en duft som ikke ligefrem var god for en hoppe som hende. nærgående, og tydeligvis svagere end ham... Hingstens krop spændte voldsomt op, og han fnyste kort over den reaktion den duft fremkaldte. lokkende, og alligevel frastødende. Han hadede det. han hadede hvad hopper kunne gøre ved ham. Men som han havde lært det, var det altid et tilbud man skulle fremvise hoppen. det var en regel. en lov. og han kunne blot håbe på en afvisning...

Let begyndte hingsten at bevæge sig frem imod hende. Fjernt, ja næsten modvilligt strakte han mulen frem, i en hilsende gestus. gud... hvor han hadede det.

[Lopina]

hun så på ham og lyttede og fnøz koldt af ham imens hun hævede hoved og fnøs igen "dette er mit hjem, jeg høre til her" lød det fra hende imens hun så på ham med de tågende øjne. hun vippede rundt med ørende og piskede hårdt med halen, sådan som heste behander hende sådan behandlede hun også dem. hun så ham komme tættere på hende og ørende ørende røj halv tilbage og hoved var helt henne til hende så hun lingte en der skulle til at bakke. hun prustede ham på mulen og kiggede ind i hans øjne med sine og viste ik om hun skulle hilse igen eller ikke. hun lod mulen hurtig snitte hans og puffede blidt til den som en hilsen og havde sine øre halvt fremme og halvt tilbage i den smukke man. halen var halvt hævet og bølejde ned mod jorden og lå smukt der

[Akiva ¤ Hanna]

Hans ører røg om muligt mere tilbage end de allerede var, og blev begravet dybt i den let bølgede man. Mest fordi at da hun nu, en sjælden gang valgte at tage initiativet til at hilse en hoppe. Sågar komme hende nær, afviste hun ham med den samme kølighed som hun viste for andre. Det var jo på sin vis hendes ret, siden at han ikke selv var nogen engel over for hende... men det var ikke klogt. Ved at afvise den lille hånd han havde rakt ud, havde hun næsten brandt den. Og man lavede aldrig de samme fejl 2 gange. Dog reddede hun den til dels ved blot at strejfe hans mule, og han trak den hurtigt tilbage. 
De flammende fjerne øjne mødte kort hendes, inden at han med et fnys fjernede det til et punkt bagved hende. 

Nu hvor at den hvide og sorte hoppe pludselig hævede halen, kunne selv den kraftigste vind omkring dem ikke skjule den duft der ville få de fleste hingste til at hungre efter hende. 

"Det er godt du er sikker i din sag, du sortstribede"

kom det hæst fra ham, og han tog et skridt frem imod hende igen. Kroppen han bar var ikke bygget til direkte kamp. den var smuk... muskuløs og stærk... ikke for robust, hældende imod den spinklere side. det var en krop som var ment til at skulle vises frem, selvom den sjældent blev det. Men for nu... løftede han knæene højere op, knejsede i nakken, hævede bagparten og skød bringen frem. blot til ære for den brunstige hoppe. men så snart hun blot lavede den mindste afviselse ville han stoppe. For han ville ej begære en hoppe uden videre. han så sig helst fri.

[Lopina]

hun så på ham med de tågede øjne og tog sine øre frem og stod smukt som en dressur hest med knast narkke og ørende helt fremme. hun så på ham og smilte stille og slog stille rundt med halen og lyttede og kiggede undret på ham med et stille smil "hvad vil det betyde" lød det fra hende imens hun smilte og rystede den fine krop og holdte den smukke stilling som før. hun svingede med halen da det var en af hendes store vaner. hun kiggede på ham og havde sin panelok smukt langt på panen og langs ned mod hendes mule. hun brummede blidt og smilte "mit navn er Lopina og du er om man må spøgere" lød det fra hende med den blide stemme imens øjne stod på ham med et smil og hoved blev smukt hævet og stod stadig smukt som før

[Akiva ¤ Hanna]

Hoppen var smuk - ingen tvivl. men Akiva så ikke på skønhed. Ligesom han heller ej så på ens styrke. Han var vel i basis ligeglad. den eneste grund til at han gjorde sig til nu, var fordi at han skulle. Han måtte tilbyde sin del til hvis hun ønskede et føl. Selvom at han foragtede sig selv for det, var det en af de "traditioner" man ikke kunne slippe. Han ikke kunne slippe. Dog ville han med glæde trække sig tilbage og sammen igen, hvis han kunne slippe afsted med det. 

Let lod han den mørke mule søge ud imod den hvide krop hun bar, og placerede den ved skulderen. En gysen gik igennem ham, men indtil videre lod han de blot hvile der. Afventende. Var tilladelsen der, eller kunne han stoppe nu? måtte han stoppe nu? 
At hun ligefrem svingede halen fra side til side, hjalp ikke på at få ham til at tolke det som et nej. En anden hingst ville nu sikkert allerede være sprunget på hende, men den sorte udsatte det så længe som muligt.

"at du ikke tvivler"

mumlede han blot, og stof da stille. Afventende om hun stoppede ham på nogen måde.

[Lopina]

hun så på ham og havde dov glemt det med at man skulle passe på når der var hingste i nærheden og brunsten var der. hun svingede blot med halen og kiggede ind i hans øjne og mærkede hans mule mod hendes skulder og så underet på ham og lagde sine øre næsten helt ned i nakken og viste ik hvad han var ude på eller noget. hun lod dov stille mulen snitte hans hals og brummede blidt med den blide stemme og ørende røj halvt frem igen og hendes krop blev fint spændt op hvorfor viste hun ik

[Akiva ¤ Hanna]

Hingsten forstod ej hende signaler, og lod istedet den bløde mule glide ned over ryggen på hende. Skiftevis i nap og gnubben bevægede han sig hen imod krydset. En anelse fraværende så han ligeud, og lod den sorte hale svirpe let igennem luften. Dog blev bevægelsen aldrig fuldendt, da et af de mange vindstød fik den ud af kurs, og istedet til at glide den anden vej. og da en tredje. ude af kontrol var den. Ligesom dette var. Han ville ikke. Og det kunne vel ikke siges nok gange.. Derfor blev han blot tavs stående, og sagde intet imens at han gnubbede den hvide hoppe. Gjorde det blot en anelse mekanisk, og køligt.

[Lopina]

hun så på ham og mærkede hans mule på hendes krop. i rektion hæver hun halen helt og slog den lidt tilside, man kunne vel godt mærke på hende at det var første gang hun var i brunst. hun prustede fint og nogle små blide hov kom fra hende og kroppen var helt spændt op. hun lod mulen stille røre hans ryg og gnubbede ham stille på ryggen og kiggede rundt i området. hun prustede fint og hun trak vejert lidt hurtigt og slappede så af i vejer trakning igen og holdte sin krop spændt og nogle små blide brum kom fra hende imens hun havde et stille smil om den krid hvide mule

[Akiva ¤ Hanna]

Da hun pludselig slog halen helt til side, var det som om at hingstens håb for at hun groft ville afvise ham forsvandt. Hvorfor? hun var ikke engang fra hans region?! da hun pludselig lod mulen glide over hans ryg, sitrede det svagt under det tynde skind han bar. Nej, nej, nej... ingen skulle røre ham. Sådan var det bare. hurtigt rykkede hingsten sig uden for hendes mules rækkevidde, og placerede istedet mulen på hendes halerod. eller, lige over. Røre hende, ville han jo helst ikke. De glødende aftegn hingsten bar lyste kort op, inden at de vendte tilbage til deres normale ulmen. Kunne hoppen bare ikke hakke ham hårdt i mulen, eller bare trække sig væk? For det var lige før han gjorde det. 

[Lopina]

hun så rundt og vippede rundt med sine øre og smilte venligt forsig selv. da han var bag hende og hans mule rørte hendes halerod gik det op for hende hvad de havde gang i. hun satte af men bagbenne med et stamp og sprang frem som et at hun ikke ville det her. hun stoppede og trykkede halen helt ind til sig og kiggede tilbage på ham med et undskyldende blik og havde sine øre halv tilbage og halvt fremme, hvorfor var det først gåret op for hende nu og ik tidligere

[Akiva ¤ Hanna]

Et triumferende hvin flængede pludselig stilhede, idet at den hvide hoppe satte af med bagbene, og pludselig sprang fremad. Hendes hove var lige ved at ramme den sorte hingst i bringen, men heldigvis ikke. De røde øjne hingsten bar, lyste kort op af triumf, inden at han bakkede voldsomt fra hende.
Hoppens undskyldene blik ville intet hjælpe på Akiva. at tilgive lå ikke til ham, og han forstod ikke hvorfor andre gjorde dette. Derfor gengældte han blot hendes blik med en hånlig grimasse, inden at han samlede benene under sig og endnu engang knejsede i den sorte hals. Det havde været tæt på...
Ingen ord kom fra ham. han stirrede blot på den fremmede. Tavs, kølig og anspændt. ventede på hun sagde noget til ham, og ikke omvendt.

[Lopina]

hun stod tænkende og viste ik hvad hun skulle gøre ved dette. hun så hans hånlig blik og ørende røj ned i nakken og tænderende blev blottet og øjne blev ondskabs fulde. hun piskede surt med halen og nikkede bestemt og holdte sine tænder blottet, ingen og hun mente INGEN skulle håne hende. hun lod en knurren komme fra hende og kroppen blev helt spændt op "syntes det ville være bedst at du går nu" lød det ondt fra hende med sammen bidt tænder imens hun knurret af ham

[Akiva ¤ Hanna]

noget der kunne minde om en hånlig latter kom fra ham, selvom at man knapt kunne kalde det en latter. nok mere en rumlende lyd, dybt inde fra maven af. Men denne lyd, bredte sig langsomt. Det var dumt at provokere en på fremmed land... men gud ved hvad, der ville sikkert ikke gå lang tid inden de pokkers heste begyndte at vandre i de dydlige egne. Hellere slå fast nu, hvilken en region der var den ledende. godt nok Gik Akiva næsten aldrig ind for de magtkampe der fandt sted.. de kunne rage ham et hvis sted. Men helt ligeglad var han nu aldrig. og denne fremmede hoppe, skulle vide at det var dumt at give ordre til en fra syden.  

"Hvorfor?"

kom det blot tørt og hæst fra ham, inden at han begyndte at gå tættere på hende. Hvad ville hun gøre? det hånende blik blev efterfulgt af et lille kast med hovedet. Som om at han bad hende om at gå mens hun kunne. Ynkelige hoppe... 

[Lopina]

hun så på ham og prustede og lyttede og lod ham blot komme tættere på "du høre ikke til her, det bedst hvis du går nu!" lød det mere vredt fra hende med den blide stemme og så ind i hans øjne med et blik der sagde ,, jeg ik bange for dig,,. hun prustede ham i hoved og holdte sine tænder blottet og knurret hårdt af ham

[Akiva ¤ Hanna]

Han prustede blot af hende, og vendte kort hovedet den anden vej - imod sit eget land. hørte ikke til her... der var mange steder han ikke hørte til, så hvorfor skulle det her sted gøre nogen forskel overhovedet? hun burde vide bedre end at prøve at koste rundt med ham. Iltert slog han med hovedet, inden at han så på hende igen med et selvfedt smil. 

"Det burde du være... at vise respekt for sine overordnede er en vigtig egenskab at have, svage hoppe"

kom det køligt og en anelse rettende fra ham. mange ting der modsagde hinanden i hingstens kropsprog viste sig... men han var nu også en rodet bunke af alt.

[Lopina]

Hun så på ham og lyttede og fnøs " der er nogle jeg viser respekt for og nogle jeg ik gøre, og i vært fald ik dig, du fortjener intet respekt her fra " lød det koldt fra hende med den blide stemme og hævede hoved og fnøs koldt fra han og havde sine øre helt tilbage i nakken