Sick Inside.. | Åben

[Deleted]

Azazel
- Im over it. You see, Im falling in a vast abyss, clouded by memories of the past.. At last I see.
I hear it fading, I cant speak it, or else you will dig my grave. You feel them finding. Always whining.
Take my hand, now be alive..


Historien fik en ny drejning da fire, tunge hove skamferede de frodige arealer i Eastern Lands. Hårdt, og bestemt blev de oprejste græsstrå malet til jorden og knust under den tunge vægt. En hingst havde meldt sin ankomst..
Nogen ville opfatte det som ”Blot endnu en” og ja, han var kommet til landet som så mange andre. Men heste der kunne beskrive ham som ”bare” og ”blot” skulle snart få hans prægtighed at føle. For Azazel mindede langt fra om andre heste. Han skilte sig ud fra mængden, som en ulv blandt får. Alene hans udseende ville kunne hejse faresignaler i hjernen, men det han rummede indeni var hævet til et ekstremt niveau. Han var en bog der ikke skulle åbnes, og som blot indeholdt nogle få sider. End ikke hvis man præsterede at åbne den, ville dens indhold være spændende. Han var en type hest der var som man så ham. Han var grimheden selv.. Fuldendt og helt igennem. Hans pels var en grå-sort farve, hvorpå blodrøde striber fik hans umættede farve til at krakelerer. Mellem disse, havde små røde prikker dannet sig, og lignede mest af alt blodsten eller pletter der dryppede fra hans skind. Hans ben var ej lange og elegante, men i stedet kortere, stærkere og mere robuste. Hans krop ejede en slank, men muskuløs profil – en hest der kunne holde til fysisk pres. Hvad der mærkeligst var ved hans udseende, var hans forlængede, smalle ører og de stride, tykke hår der spirede udfra hans rygrad. Han var særdeles en mærkelig skabning. Hans røde, pupilløse blik brændte som skærsilden, og hans sind var næret af had og begær – begær for fuldkommen magt. Denne hingst var sygelig af sind. En sand psykopat, af bogstaveligste forstand. En hest, som næppe burde have betrådt disse enge. Men her var han. Stærk og brændende som helvedes ild. Hans bryske blik gled nøjsomt og studerende over de frodige græsmarker. Her var alt for meget mad, til hvad godt var. Han og hans fremtidige flok ville blive fede og laske her. Noget måtte gøres. Men for nu, holdt han sig til at observerer de forskellige områder, så han kunne afmåle og beslutte hvordan og hvorledes han skulle gribe det an.

Ser du, Azazel ankom til landet for blot nogle ganske få dage siden. Men allerede nu, havde han besluttet sig for at Eastern Lands skulle være hans. For med en prægtig konge, behøves der prægtigt land. Og Landet mod øst, synes perfekt for hans behov. Det var et stort område, og mulighederne for forbedrelse synes indenfor rækkevidde. Her kunne han danne en mægtig flok. Ikke blot en flok, en hær, et kongerige som dette land næppe havde set før. Han havde drømmen, han havde et drive, han ejede sågar et strategisk og taktisk sind, men havde han moralen og en sans for retfærdighed? … Næppe. Han var en diktator, sådan ville det blive og sådan skulle det forblive. Tvivlede man på ham, så meget som et sekund, så begyndte hovederne at rulle. Men al det, kommer vi ind på med tiden. For nu, startede han småt, og vandrede blot tankefuldt rundt, indtil hans mentale tilstedeværelse var påkrævet.


..You see I cannot be forsaken , because Im not the only one.
We walk amongst you feeding, raping, must we hide from everyone..

[Lopina]

den fine elegante hoppe Lopina kom i store elegante Bevæglser forsig selv. hun stod lige på Grænsen af hendes land og det andede land hun ikke kunne huske hvad hed. hun bevægede sig stille ind imens halen var hæved og en snært af brunst var rundt om hende. hun hadet det og det var hendes første gang. hun gik stille frem af og var på vagt for hun måtte rigtigt ik være her men hun er så nyskærig. hun kiggede rundt og vrinskede stille op, det kunne jo være hun mødte nogle søde heste som ikke havde noget i mod at hun var på deres område

[Deleted]

Azazel
- Im over it. You see, Im falling in a vast abyss, clouded by memories of the past.. At last I see. I hear it fading, I cant speak it, or else you will dig my grave. You feel them finding. Always whining. Take my hand, now be alive..


De mørke næsebor udspilede sig og vibrerede svag, da hingsten indåndede luften og lo klukkende. Han lo hjerteligt og opstemt af hans ideer og tanker. Han mærkede sågar hvordan en kildende følelse bredte sig i hans indre. Igen tvivl om at han var spændt og forventningsfuld, på hvordan fremtiden ville udspille sig. Åh ja, hvilken lykke han ville få, hvilken tilfredsstillelse! Begæret indeni ham voksede sig stor og fyldte hans lemmer med ny energi. Han var så klar, så klar på at ændre denne uslebne diamant, og forvandle den til et diktatorisk dynasti – Et liv skabt til perfektion! Han knurrede tilfredst da han lod den brugte luft, undslippe hans læber. Men hvor skulle han starte? Burde han ændre terrænet først, eller burde han rekruttere? Han gjorde et holdt, og lod de brændende øjne lukkes tankefuldt i. Han måtte overveje sin træk med snuhed og kløgt. Men lyden af en hoppes vrinsk, fik hans sind til at løsrive sig fra hans tanker og han spærrede sine øjne op i overraskelse. Jaja, det skulle vel komme på et tidspunkt. En hoppe havde forvildet sig inden for hans radius, og blev arret for livet siden da. Åh! Hvilken skam! Hvilken sorg! Tænkte han, idet han lod et bredt, arrogant grin lægge sig om hans mule. Han kunne stå her for periode og le lidt af de scenarier hans hjerne skabte, men man kunne jo ikke lade madamen vente..

Et slesk grin hvilede ubetryggende om hans sorte læber, idet han langsomt drejede hovedet i den retning vrinsket kom fra. Hans øjne brændte af had og begær. Der var ingen tvivl om hvad det var han søgte. Men lad dig nu ikke fortvivle på hans hensigter. For alt hvad Azazel gjorde og begærede var totalt dominans. Men der var mange måde man kunne dominerer på. Og når det gjaldt hopper, så var der altid én ting man kunne stjæle fra dem, hvis de nægtede at makke ret; Deres uskyld. Men lad os nu dykke ind i hendes personlighed, og hendes vilje så vi kan se hvilke metoder der bliver nødvendige at bruge.

Azazel lod sin tunge, robuste krop vende så kan kunne sætte frem i en målrettet skridt. Han rankede sin profil, så en form for majestætisk elegance kunne træde frem i hans ellers sygelige korpus. Det skulle ikke gå hende uset for det faktum, at han var konge af dette land. Så det var med et slesk smil, et arrogant udtryk og med majestætisk elegance han gik den civile hoppe i møde. Men dog værdige han hende ikke ét blik. I stedet lod han blot sig blik stirre ud i luften. På trods af at den søde duft af brunst lod sig omklamre hendes indbydende krop.

”Jeg hørte vrinsk i det fjerne, imens jeg var opslugt af mine egne tanker. Velvidende at der kun fandtes én hoppe i mit område, blev jeg nysgerrig..”

Lod han den autoritære, hæse stemme sige. Idet han for første gang lod sit blik falde på hoppen. Hans brændende røde øjne, stirrede intensivt på hende, på en måde der tydelig viste at han ønskede at intimidere hende.

”Så sig mig, hoppe, bærer du navnet Michigan?”

Hans stemme tog en tydelig drejning ved de sidste ord. I stedet for formel og neutralt, blev den dybere og til og med truende, specielt ordet ’hoppe’ spyttede han nærmest ud i foragt.


..You see I cannot be forsaken , because Im not the only one. We walk amongst you feeding, raping, must we hide from everyone..

[Lopina]

hun så rundt og pludselig kom en hest til syne. en hingst. hun slog stille med halen og holdte øje med ham og lyttede "kun en hoppe" lød det underet fra hende med den blide stemme imens halen var halvt stille bag hende. hun lyttede og rystede på hoved "nej jeg bager navnet Lopina og kommer fra Northern Lands" lød det fra hende med den blide stemme "en jeg var bare så nyskærig for at finde ud af hvad og hvordan det er og ser ud her over" lød det igen fra hende med den blide stemme imens øjne stod på ham og et stille smil var over hendes mule. hun rystede elegant den spinkle krop og stod så ret og elegant igen og kiggede på ham med et stille smil. mon han ville blive sur over hun var bevægede her ind, eller var han en sød en der var venlig overfor hende og bød hende velkommen eller ville jage hende væk herfra og tilbage til hendes egen hjem. hun piskede rundt med halen igen uden tanke om duften, det var jo trodsalt hendes første gang så det tænkte hun jo ik rigtig over at hun skulle passe på når hun var sammen med hingste når hendes brunst var om hende

[Deleted]

Et overlegent blik, og et vrængende udtryk gled over hans bryske ansigt, idet hun forklarede ham grunden ti at hun var her. Han spidse læber og danneden en trutmund, idet han forsøgte at efterligne en hoppe, der blinkede med sine lange øjenvipper.

"Åh! Jamen ser man det.. "

Vrængede han, uden at lægge det mindste skjul på at han gjorde hende til grin.

"Hvor er det sødt! Hvis jeg nu kommer valsende ind med mine bløde kurver, blinkede med mine lange øjenvipper og truttede lidt med munden, idet jeg putter extra parfume af brunst på, så kan jeg vel slippe godt afsted med at overskride en grænse, og spankulerer ind i et land, der tydeligvis ikke er mit?"

Fortsatte han, i det han demonstrerede scenariet for hende. Men ligså hurtigt som det var sagt, ligeså hurtigt faldt han tilbage til sin vante udtråling og holdning. Han lod hende ikke svarer på hans ord, men skridtede direkte ind i ansigtet på hende. Og skønt hans tunge krop tårnede sig opover hendes, kunne han sagtens sænke hovedet lidt og stirrede hende direkte ind i øjnene.

"Lader man én gå, lader man alle gå... Og sådan noget sløseri kan vi ikke have i mit land. Enten betaler du told, eller også har du 10 sekunder til at løbe af helveds til, inden jeg personligt introducerer dig for ham."

Hvæsede han, idet hans blik ulmede.

"Hvad siger du til det, unghoppe? Tiden går... Tik tok.."

[Lopina]

hun så på ham og så hvad han lavede med læberende og hans ord lød. hun lagde sine øre tilbage og prustede af ham, han lavede grin med hende. hun piskede surt rundt med halen og lyttede til det andet og stod og var i chok "du syg i hoved" mumlede hun og barkkede væk fra ham og lyttede og kiggede rundt. hun satte frem i fuld galop men problemmet var, hun viste ik hvordan hun kom her ind eller hvor hendes sted lå, så det galte bare om at stikke af fra ham selv om det var sværet da hendes brunst forlod sin duft alle de steder hun var og ville gå hen. hun kiggede tilbage og løb og løb og ide hun kiggede frem skvattede hun og kiggede rundt og kravlede ind i en busk for at prøve at gemme sig og hendes forben gjorde ondt efter faldet

[Deleted]

En dyb, rungende latter måtte slippe gennem hans stubehovede da hendes ord ramte hans ører.
Der var ingen tvivl om at han morede sig, på hendes bekostning. Men i samme nu vendte hun smidigt rundt på hælen og tordnede væk, med lynets hast. En hurtig lille en, minsandten. Azazel hævede sig hovede og lod hagen falde, så pandelokken skygge over de flammende øjne. Jagten var gået ind.

"Åh min kære, du har kun ridset overfladen.."

Knurrede han dybt. Med galskab, følger genialitet. Men bæstet indeni, krævede sit for at kunne udholde geniet. De dirrende næsebor lod et langtrukkent fnys undslippe, for at der var mere plads til hendes fært, duften af brunst. Hun ville ikke blive svær at finde. Og med en kurs, kunne han lade sine robuste og stærke ben bære den tunge krop fremad.
Det var ikke tit, man så Azazel i hverken trav eller galop, men det ville sparer ham for tid at få hende ud hurtigst muligt. Hun var en indtrænger, og skulle straffes deraf. Han hvælvede derfor i nakken, spændte sine muskler og lod bagbenene skubbe ham kraftfuldt fremad. Forhovene støttede kroppens fald, og jeg sværger, jorden kunne ryste da 700-800 kilo styrede ud i forbenene, og videre ned til hovene som braldrede ned i jorden. Langsomt, grundet hans størrelse, men kraftfuldt af samme grund, fangede hans bagben rytmen og lyden af tordende hove lod sig ekko i de flade omgivelser. Det tog ham lidt tid at at accelerer op i fart, men når han var der, arbejdede hans ben som stempler. Hans galop var voldsom, men rummelig.. tog han mere fart på og begyndte at sprinte, ville al elegancen forsvinde. Imens hans ben arbejdede per automatik, kunne hans hovede istedet fokuserer på at lokaliserer den indetrængende hoppe. Hendes fært var klar og tydelig, fordi den var kraftig og frisk. Han tordnede i samme retninger som hende selv, men valgte at bringe til et holdt da han fik øje på jorden foran ham, som kunne tyde på et fald. Men hvis hun var faldet, hvor var hun så nu? Han hævede mulen og forsøgte at snuse til luften. Hendes duft var som før; kraftig. Hun måtte være her et sted.

"Lopina, Lopina, min skat.."

Lød det angrende fra ham, dog kunne man tydeligt høre den sarkastiske mening i det.

"Hvor gemmer du dig henne? Du har ødelagt den jord, vi vandheste betræder. Det må du lige få fikset, inden vi bliver sure på dig."

Hans stemme var sukkersød og lokkende. Men ikke på en forførende eller venskabelig måde, nej, han ønskede at gøre grimme ting ved hende. Men dog kunne kan ikke se hende. Han søgte derfor med næsen og blikket, på en rolig og fattet måde. Hun kom nok frem på et tidspunkt.

[Lopina]

hun lå der bag busken og hørte hans galoperende lyde. hun mærkede hjertet bankede hurtigere og hurtigere og hun fik koldsved. hun så han så der hvor hun faldt, faketisk næsten ligeforan hende. hun hørte hans ord og lukkede øjne og håbede han løb videre. hun lyttede til det andet og kroppen rystede, det var den mest dårligeste ide at tråde over på en anden jord. hun åbnede sine øjne og så imellen bladende og trykkede sin hale helt ind mod bagparten. frygten var i hende og hun viste virkelig ik hvad hun skulle men hun ville blive liggende intil han var væk. hun rystede og holdte øje med ham og lukkede tilsidst sine øjne og prøvede at komme på gode tanker og ville ik se på ham, hun var skræmt og bange, hun ville blive liggende og holde øjne lukkede og ville håbe at på et tidspunkt når hun ville åbne sine øjne at han var væk

[Deleted]

Hendes blanke hvide flanker, havde dannet svedperler i hendes tætte pels. De gled nervøst nedover hendes skind, og lod sig svagt reflekterer da lyset ramte dem. Hendes skind, pure rent, som den smukkeste nyfaldne sne der glitrede i vintersolens kolde glød.. Åh ja, hingstens ulmende blik havde fanget hendes skikkelse bag en busk, takket være de afslørende perler. Nu lå hun dér, sammenkrøbet, angrende og bange. Hendes øjne var lukket hårdt i, som forsøgte hun at leve sig ind i en drømmeverden hvor han ikke befandt sig. "Arme sjæl..", tænkte han idet han med rolige skridt bevægede sig over mod hendes gemmested. "Hvis du blot vidste hvad jeg har tænkt mig at gøre ved dig.. Dine tårer vil ikke hjælpe, dine skrig ville ikke kunne overdøve min ånde når jeg først har dig i mit greb. Du kan ingen steder løbe, du kan ingen steder gemme. Jeg er kommet for at tage dig, suge næringen udaf dig og lade dig ligge i græsset til dit lig muldner. Du. Er. Min.." Azazels ånde blev hårdere og mere stødvis, i takt med hans tanker. Hans blik brændte af sydende begær, og hans krop spændtes an idet hans blik endelig faldt over den hvide skønhed der lå for hans hove.

"Titte-bøh!"

lo han slesk, inden hans ansigt udtryk fik en helt ny drejning. Stolt og overlegent hævede hans sit hovede, stadig beskuende på hoppen.

"Rejs dig!"

kommanderede han militant, idet han ventede på at hun skulle gøre hvad der blev sagt. Blot så hun kunne se ham i øjnene, imens han ville fortælle hende hvad han havde på sindet.

[Lopina]

hun lå helt krøb sammen og pludselig lød nogle skridt mod hende. hun kneb øjne mere og mere sammen og pludselig lød en lyd og hun havde ørene helt tilbage og det næste lød og stille åbnede hun stine tågede favede øjne og så op i hans og i nogle haltende bevæglser stildte hun sig op og kroppen rysede og ørende lå udtrykt i nakken. hun slog rundt med halen i ren skræk og ikke en lyd kom fra hende. hun var bange og havde lyst til at stikke af, men hun viste ligemeget hvor meget hun løb ville han være lige i røven på hende. hun så ned i jorden og hendes øjne blev fyldt med tår men der var ingen der faldt ned af hendes kind.

"un...undskyd"

lød det rystende fra hende med den blide stemme imens hun stille vendte øjne mod hans og mærkede hvordan hendes tår gerne ville ud men hun kæmpede imod, hun ville ikke græde, nej det ville hun ik. hun trak vejert på en rystende måde og hendes øjne stod forsigtigt ind i hans

[Deleted]

Et tilfredst og triumferende smil lå henover hingstens sprukne læber, idet den hvide hoppe rejste sin forslåede krop fra jorden. Hendes ene ben havde tydeligvis taget skade af hendes fald, og gjorde at hun nu haltede. Hvilken skam.. Den haltende skønhed. Det næste der faldt i hingstens blik var klare og triste tårer der hobede sig op i hendes øjenkrog. Han hævede et bryn, og betragtede dem som var de en ukendt genstand. Aldrig selv havde Azazel følt sorgens knusende greb. Han frarøvede sin biologiske mor livet, ved at blive født. Han frarøvede hans stedmors liv, ved hans egen hov. Ikke engang da hans forbillede, hans fader fik frarøvet sit liv var sorgen tilstede. Circle of life, havde han tænkt hver gang et blødende lig havde lagt for hans hove. Blot havde han trådt henover det eller direkte på det, og vandret videre. Det var derfor han fandt dette fænomen med tårer, meget interessant. For hvordan kunne vand presses ud af kroppen via øjnene? Var det en evne man skulle have, eller lære at mestrer før man kunne? Hmmh.. Det måtte han undersøge nærmere en dag. Hans blik rettede sig derfor fra de enkelte tårer til Lopina i hndes helhed. Han lod sit store, grove hovede sænke, så hans mule svævede udfor hendes kæbe.

"Jamen dog, søde Lopina.. Hvordan er du dog endt?"

Sagde han med udtalt, falskt omsorg.

"èn udaf dine to muligheder er forsvundet.. Er du klar til at betale tolden nu? Så må du blive i landet natten over. Sådan lyder reglerne."

Sagde han nu med en slags sarkastisk optimisme, som om at det var et helt fantastisk tilbud hun havde fået.

[Lopina]

hun så ned og kneb øjne halvt sammen da hans mule var ved hendes kæbe. hun lyttede og tog hoved forværende på til side og så skræmt ind i hans øjne og svaret ej på det første han sagde. hun lyttede til det andet og så ind i hans øjne "j...Jeg v..ved ik hvad du menner" lød det stammende fra hende med den blide stemme imens hun piskede rundt med den brunstige hale i ren og skær skræk, hun kunne ej stoppe og kroppen var helt spændt op og ørende  lå helt tilbage "hvad er det du vil " lød det skræmt fra hende imens hun så skræmt ind i hans øjne

[Deleted]

Han slog hovedet op, lagde nakken tilbage og lod sin hånlige latter rulle. Nu måtte han simpelthen le. Var hun uintelligent eller blot så ren af sjæl at hun aldrig havde overvejet disse tanker fra en hingst? Da hans latter stilnede af igen, vendte han endnu en gang sit blik mod den vinterhvide. Hans sadistiske tanker og lystne ideer kom til udtryk i hans ansigt.. Slesk og næsten perverst stirrede han på hende.

"I dit tilfælde må du betale med din krop, når du så villigt vandrer ind i min midte i din tilstand.."

Hvislede han ud gennem sine tænder.

".. Men bare rolig. Hvis du gør det godt, og står stille hele vejen igennem, så skal jeg vise dig gæstfrihed og lede dig til et sted hvor du kan tilbringe natten."

Han så indgående på hende

"Har vi en aftale?"

[Lopina]

hun så på ham og så hans blik og trak øjenbryne sammen som et at det var en ubehalig måde han så på hende. hun lyttede "min krop?" lød det bange og forvirret fra hende. hun mærkede hun trakede vejert hurtiger og hurtigere og så ind i hans øjne og lyttede og åbnede øjne helt og rystede på hoved "vil du ik nok Please la mig gå" lød det rystende og bange fra hende. hun så på ham med skræmte øjne og kiggede til side ned i jorden og viste at hun blot tog mod hans tilbyd selvom hun ik var meget for det. hun mærkede hvordan hendes tår virkelig bare gerne ville ud. hun lyttede til det andede og så ind i hans øjne og nikkede blot "J.. Ja" lød det knust og bange fra hende med den blide stemme imens hun bange og fygtede det værste til hvis hun sagde nej

[Deleted]

Han begyndte at blive utålmodig, og ændrde sit udtryk dertil. Men lige idet hun havde godkendt aftalen, spankulerede han blot mod hendes bagpart uden så meget som at svare på hendes andre kommentarer. Han havde heller ikke tid til sådan nogle ubetydelige spørgsmål nu. Han havde arbejde der skulle klares og et personlig behov der skulle dækkes. Men Azazel ønskede ikke afkom, dem havde han så mange af i forvejen. Han ville efterlade et stykke af sig selv, både på hendes krop, men ligeså i hendes sind. Han skulle være den hun ville blive mindet om, når det kom til hvem der havde erobret hendes krop først. Han ville blive den der blev erindret, når hendes ben ømmede sig.. og mon ikke et skadet ben ville huske de 7-800 kg der belastede både benets og ryggens styrke. "Det tror jeg nu nok.." grinte han inden i.
Han stilte sig nu an, og med et rutineret og utålmodigt spring, lod han sin tunge og magre krop overskygge hendes. En bedækning var nu sat igang..

[Lopina]

hun så på ham og jo lengere ned han nåret på hendes bagpart jo mere udtyk blev hun. hun begyndte at ryste over kroppen og da han sprang op på hendes ryg stod hun som sømmet fast i jorden. hun kiggede ned i jorden og halen var halvt tilside. da han begyndte bedækningen hev hun efter vejeret. hun mærkede smerte der brød igennem hendes krop og nogle små av, av, av kom fra hende og tårende løb ned af hendes kinder, hun kunne ikke holde dem inde mere. hun rettede kroppen op og istedet for at gå lidt frem af kom hun til at bakke og et piv kom fra hende imens hun vendte hoved ned af og øjne var kneb sammen og tårende løb imens hun prøvede at holde sit skrig inde

[Deleted]

"Stille!"

Hvæste han. Hvilket var det eneste i både tanke og tale der omhandlede hende, men for at sikre sig at hun stod stille fremover bed hans sig fast i hendes hals og trak hendes hovede tilbage af. På denne måde var hendes krop fastlåst. Sådan måtte det fortsætte indtil arbejdet var udført og han kunne slippe taget i hende, og hoppe ned igen. Dér stod han så, med et saligt fjæs og smaskede en enkelt gang, inden hans opmærksomhed så rettedes mod hoppen igen med et ligegyldigt udtryk.

"300 meter dén vej, ligger en grotte. Hvis du går langt nok ind i den, vil det ikke blot give dig tag over hovedet, men ligeså give dig varme. Græsset deromkring er også frodigt så tag for dig, og forsvind udaf mit land inden solen står højt på himmelen. Nyd dit ophold i Eastern lands!"

Sagde han og nikkede i den retning hun skulle gå, inden han selv vendte om på hælen og forsvandt.

//out

[Lopina]

hun bed sig i læben da han bedte hende om at være stille. hun prøvede at være stille selvom det var svært. da han bed hende i halsen mærkede hun sit hoved blev trukket tilbage og hun måtte hive ekstere efter vejert og spændte stille op i kroppen. efter lidt da han gav slip og gled ned rettede hun sig op og satte halen på plads og så på ham med bange og triste øjne. hun lyttede til ham og kiggede rystene mod hvor han sagde og lyttede og nikkede blot stille imens hun haltede fint afsted. hun kiggede skræmt tilbage og der gik ik lenge før den grotte kunne ses. hun gik ind som han fortalte hende og lagde sig ned og kiggede skræmt rundt og mærkede smerten stadig var i kroppen og hun krøb helt sammen. hun faldt dov tilsist i søven og sov hele natten væk og vågnede op hvor den mørke himmel var ved at blive lys. hun rejste sig haltende op og haltede mod sit eget hjem imens hendes tår fyldte hendes øjne

// Out