It is really my home?

[Temari THSV (Lou)]

Hun havde mest opholdt sig her. Altså i dette område. Hver var nemlig en slags blanding af alt. Hun kunne ikke anden end at nøde det. Den måde det hele hang sammen.. og så alligevel ikke.. Ikke nok med dette land var fuld af fjendskaber og had, så forstod hun ikke hvorfor de var så delt, i stedet for at arbejde sammen. Hun havde indstilet sin træning i dag, bare for at finde ud af hvordan denne nye verden hang sammen. Det var vigtigt information for hende - i sær lige nu. Hun vidste at hun ikke blot kunne slappe af og lade tinge gå sin gang. Hun måtte finde ud af dette land, finde ud af religionerne. Hvorfor alle er sure og tvære på hinanden. Dette var hendes mål og hun ville ej opgive nu, og nok heller ikke senere..


____

Hun stoppede stille op da et sandet og varmt område var noget. Hun vidste hvis hun forsatte denne vej ville hun ende et endnu varme sted. Hun havde været her før. Men ej gået længere end til grænsen. Men grænsen til hvad? Jo grænsen til et fremmede område.. Men ikke et tilfældigt område, dette område var nemlig ildhestenes. Her arbejde man ikke sammen. Hver havde sit element, og dem der ikke havde det samme element var fjender.



Hun vidste godt at hun ej var normal lufthest i deres øjne. Det ville hun nok aldrig blive. Hun ville nok heller aldrig kalde dette for andet end et midlertidigt hjem. På en måde havde hun nu to missioner. Den ene måtte vente, mens den anden der imod foregik nu. Hun skulle finde hovede og hale i dette land. Finde nyttige oplysninger. Hun måtte udforske dette underlige sted. Og det var det hun gjorde lige nu.


____


Hun mærkede kroppen smerte indvendig. Hun savnede hjem. Hun kiggede mod stjernerne - hvis ikke det havde været for den store facade ville der havde været et savnfuldt blik i de sorte øjne, hun ville sikkert havde rykket trøste løst til sidderne.. Men det forblev indvendig, langt inde. Så langt inde...



Hun var på mange områder slet ikke som alle andre. Men at vise sine svagheder vidste hun at ville være det dummeste på denne jord. Dette galt alle steder. Hun lod atter blikket søge ned af. Hun måtte videre....


____


Hun fik endelig sat kroppen i gang. Et selvsikkert smil lå stadig omkring mulen. Hun lod øjne se undersøgende rundt, uden at se alt for undersøgende ud. Hun søgte ud fra sandet videre rundt mod Eastlands.. Hendes krop bevægede sig roligt videre, imens kneb hun øjne blidt sammen. Hun havde ikke mødt nogen i et stykke tid, hvilket på en måde irriterede hende og på en måde blot glædede hende. Hun magtede ikke flere paronide eller sure heste. Hun sukkede stille over alle de tåbelige sjæle der var her i dette land.



________

Alt var stille omkring hende, det eneste lød der km frem var hendes eget åndedræt og hovene der knaste mod jorden. Hun forsatte stadig fremad. Det var et stykke tid siden hun havde set Ina. Bare Ina ikke havde rodet sig ud i noget dumt, så som at gå ind på andres territorier, i hvert ti fald uden at have fået sin styrke længere op. Det var derfor hun hele tiden vandrede rundt, og måske også fordi hun tænkte samtidig med hun gik rundt og omkring, her og der...



Hvor mon alt dette ville ende henne? Hvor skulle hun begynde og hvor skulle hun slutte? Hun vidste det ikke.. Det hele virkede blot for indviklet og så langt stærkt at hun ikke magtende at tænke på det. Hun slog et slag med hovedet, over sin engen håbløsehed, men atter satte smil større op end før. Hun lod kroppen sætte frem i en rolig, dansede trav, som nogen måske ville se som forførrende. Men det gjorde hun ikke, hun fulgte blot den glade musik i sit hoved. Derfor var hendes gang også så rytmisk. Hun smilte. Forstillede verden hvor alle var sammen.



____________



Det virkede som en tanke uden ende, som noget usandt.. Det ville næppe ske - altså en verden uden vrede uden had.. Uden drab. Hun gøs. Tænkt alt det had kunne føre så langt, føre ud i dette? Hun huskede hvor meget hendes land kæmpede, hvilket de sikkert stadig gør. Kunne godt være de var parnoide, men disse heste var da blot endnu mere. Hun slog kort med hovedet, så den gyldne man svang sig i vinden, hun lukkede øjne lod kroppen blive ført yderligere frem, lod sig trøste af at hun en dag nok skulle komme hjem. Der var intet godt, intet ondt, intet normalt.. Hvad var dette land?



De kul sorte øjne hvilede ud mod dette land, men det hele virkede alligevel umuligt at tænkte sig til, altså et godt sted i dette land. Venner kom og gik, men i sidste ende ville over halvdelen af allle dem hun nu og engang mødte være fjender, men hvad betød det.. INTET!! Ganske intet, hvorfor? Fordi det var ikke noget der måtte betyde noget, for det kunne det ikke.. Ven gik mod fjendes linjer, sådan var det, og sådan ville det nok altid være i et stykke tid.

[Die In The Dark]

Den store mørke røde hingst Die gik i store elegante lederlige bevæglser imens hoved var afgant hævet. han kiggede rundt og en bekendt skiklse kom til syne. han, Temari var vist på vej ind i hans land. han brummede med den mørke stemme og havede sine øre halvt tilbage "jamen, jamen, jamen, hvem har vi her" lød det drillet fra ham med den mørke stemme imens hans øjne stod på hende og stoppede op foran hende med mellemrum og så ned på hende "alt okay" lød det igen fra ham imens halen var stille bag ham

[Temari THSV (Lou)]

Pludselig kom den skikkelse op som hun stod og tænkte på. Hun smilte ved hans ord og åbnede munden for at svare men ingen lød kom ud. Atter prøve hun. Jep hun var vokset både i muskel masse, men også meget mere af udseende, ingen tvivl om der ikke lå meget mere ungheste blod tilbage i kroppen, sammen med det var der også kommet det utænklige.. Brunst, kaldte nogen det, hun kaldte det lort, lort og atter lort, men igen smag og behag. Atter åbnede hun prøvede munden, men igen kom intet ud. Et irriteret rul med øjne blev det eneste af hendes svar. Hun rystede på hovedet ved hans næste ord. Med hoven fik hun skrevet, min stemme, så godt hun nu kunne, ikke fordi det blev let læseligt, men da et forsøg værd. Hun sendte ham et undskyldende, men selvsikkert smil.. Hmm var det mon den gave hun fik af hesten med de mange sår?

[Die In The Dark]

han så på hende og jo tættere han kom jo mere kom en sød duft i hans næse, en duft af brunst. han rystede sit hoved og prustede tungt for at få noget af duften væk, han ville ikke have føl, han slog sit eget kød og blod ihjel da det led, og han ville ikke igennem det igen. han så på hende og lød mærke til at hun ik kunne snakke. han gik tættere på hende og så ind i hendes øjne og prustede "hvis du kan gøre et eller andet med hoved, hvem har så gjort dette mod dig" lød det mere vredt fra ham, han havde en regl, hans hopper var hans hopper og ingen skulle røre hans hopper og hun er en del af hans hopper. han så rundt og videre ned i hendes øjne igen imens kroppen var helt spændt op og de store muskler kunne ses, han var ej sur på hende men på den der havde gjort det mod hende

[Temari THSV (Lou)]

Hans ord varme hendes hjerte.. Hun trådte lidt væk og skrev døden så godt som muligt med hoven.. Hun så undskyldede på ham og fik atter frem for at duppe sin mule ganske forsigtigt på hans. Hun sendte ham endnu en af sine selvsikre smil. Hun lagde hovedet på skrå. Der var ingen grund til at snakke om noget uundgåeligt.. Hun håbede på at hun fik sin elskede stemme tilbage inden længe igen. Hun havde når hun ikke kunnne snakke, for stemmen var jo faktisk en stor del af hende.

[Die In The Dark]

han så på hende og så hun tegnet, det var døden. han mærkede hendes mule mod hans og den varme fornemmelse var i ham. han viste ik helt hvad han skulle gøre, og så ned på hende med de kolde øjne og satte sit forben på hendes tegn og kørte sin mule over hendes hals, han viste hun ik var meget for det men, ja. han brumme med den mørke stemme ""det skal skam nok gå det hele " lød det mørkt fra ham imens han tog mulen til sig igen og så ned på hende og prustede tungt "men det vil så sige at du er forbandet" lød det mørket fra ham imens han så ned på hende med de halv vrede øjne og piskede hårdt med halen bag sig og holdte sine øjne nede i hendes 

[Temari THSV (Lou)]

Hun lod hans mule glide på hendes hals, ikke fordi hun lige frem nød det, men hvis det hjalp ham i at bliver en bedre hest igen. Hun nikkede roligt til hans ord. Hun sørgede omhyggeligt for halen lå trykket mod bagparten, for ikke irritere ham for meget med den irriterede lokkede duft. Hun vidste det tit kunne få en kærlig effect på hingste, og den effect ønskede hun ikke Die fik, for hun hadede blot han rørte hende.. Hun nikkede igen til hans næste ord. På en måde var hun vel. Hun puffede til hans mule, for at få hans vrede til at dampe lidt ned. Der var jo ingen grund til at hidse sig op, mon ikke at det blot var en kort varrig gave?

[Die In The Dark]

han så på hende og tog mulen til sig og så ned i hendes øjne. han knurret lidt men man kunne godt se at han ik mente det mod hende. da hendes puf ko mod hans mule så han ned i hendes 'øjne med sine egne der borret sig ned i hendes. hans øre lå i nakken og kroppen var helt spændt op, han var sur og irrteret og hendes brunst var med til at irrtere ham. han brummede til hende med den mørke stemme og prustede tungt og hingstede. han rystede den tykke man og holdte sine øjne ned i hendes med et koldt blik

[Temari THSV (Lou)]

Hun smilte stadig til ham, måske var det bedre han tænkte det lidt igennem, og så kunne de mødes senere? Så derfor trak hun sig tilbage igen. Hun nikkede til ham som et tegn på vi ses. Et stort venskabeligt smil lå omkring hendes mule og hun så på ham for at få hans bekræftelse for det var okay.