enlig fundet mit hjem

[Lopina]

Den fine hoppe gik rundt halvt gras og sne. hun smilte og kiggede rundt, det her var hendes hjem, enlig havde hun fundet det. hun kiggede rundt og fandt en stor sø eller vandhul som løb ned fra bjegende af, det var klart og det hele så, så smukt ud. hun tog stille mulen ned til det kolde vandt og begyndte at drikke imens de tåget favet øjne kiggede rundt. hun hævede hoved og vrinskede fint og elegandt op og rystede sig fint og nød at være her, hun følte sig meget mere hjemme her end alle de andere stede hun havde været her i landet

[Nox"7281"]

NOX"7281"

^{Krigsfører af Southern Lands.}

^{Nox"7281" førte sig frem med bestemte, dog let luskede skridt. Hans intentioner i Northern Lands stod nu klare: han ønskede at tjekke konkurrencen fra nordens rige ud, og ej ville han vende hjem uden den mindste information. Hans mørke hove bar ham over det kolde land, men hans krop smeltede dog næsten sammen med den hvide sne. Han befandt sig højt oppe i bjergene, men hvor skulle han ellers lede? 
Han benægtede at hans hove havde ført ham i vildrede, men dog voksede en urolig følelse sig dybere og dybere ind på hans sind. Selvom han vidste hvor syden lå, ville han stadig kunne vende tilbage til sit hjemland uden at have haft nogen grund til at forlade dem? Ville klipperne styrte sammen under hovene på ham, og føre ham ned i den evigt faldende død? Hvor vil han lande? I helvede for hans synder, eller vil hans sjæl stige til himmelen for de godhjertede intentioner han havde haft med dem? Hingsten lod et dæmpet fnys lyde, da hans puls steg af adrenalinen som spredtes i hans gyldne blod ved tanken om døden. Ville han se fortiden passere foran hans øjne, eller blot ansigterne på dem han elskede? Tanken om at afprøve springet, og se hvordan døden ville udspille sig lokkede ham, men han var ej dum nok til at kaste sig ud over en klippe på grund af nysgerrighed. 
Hans tanker flænsedes og erstattedes med silhouetten som bevægede sig i sneen foran ham. I de stille højder han befandt sig i, blev hans naturlige instinkter skarpere, men dog gjorde han intet ved denne skygge - Selvom hans første tanke var at dræbe.
Han stoppede. Og studerede. Hun var lysere end han selv, hvid, men med mørke striber som afslørede hendes tilstedeværelse. Kraftigere bygget, for at kunne holde til kulden, og alligevel var hun tynd. Uden at forsøge at gøre sig diskret, trådte hans stolte skridt nærmere, og de intense, røde øjne afslørede ikke en eneste følelse. Ej fordi han ikke bar følelser, han viste dem blot ikke.
Havde han ej befundet sig på fremmed mark, ville hans første tanke være at hun var dragende. Men han frastødtes i stedet - Hun var en fremmed.
En fjende.}

Rising from the ashes.


[Lopina]

Hun stod der forsig selv og vippede rundt med sine øre. Hun hævede elegant hoved og kiggede rundt i Sneen og prustede stille og et trist lille hvin kom fra hende, hun kaldte efter sin gamle flok, dov var de døde men det var nogle gange svært for hende at forstå. Hun slog stille med halen og rettede den fine spinkle krop elegant op og kiggede rundt med uforstående øjne, hvorfor kom de ikke. Hun slog med hoved og hørte noget bag hende og hurtigt vendte hun så om og kiggede på hingsten der gik mod hende. Hun prustede stille og slog med halen " Goddag " lød det fra hende med den blidestemme og var stille spændt i den spinkle fine krop

[Nox"7281"]

NOX"7281"

^{Krigsfører af Southern Lands.}

^{Hjælpeløs. Ordet krøb under det metalfarvede skind, og skabte en varme af vrede i ham. En tikkende bombe ville han altid være, og at se et væsen så hjælpeløst, som hendes blik hentydede, skabte to følelser i hingsten. To følelser som stred mod hinanden, og vækkede vreden på grund af deres uenighed. Den ene følelse var triumf. Han var stærkere end denne fjende, og hun ville være lettere at udrydde som svag, men alligevel var Nox godhjertet nok til at føle sympati. Selvom hun var fjenden i hingstens øjne, så følte han et ansvar for at gøre det heltemodige - Det rigtige. At hjælpe. Men at hjælpe en fjende var derimod også imod hans principper, hvilket til sidst efterlod hans handlinger passive, men hans øjne vrede og bitre over denne indre kamp.
Hun virkede naiv ved første øjenkast, hvilket fik ham til at undre. Ejede Northern Lands ingen stærkere sjæle? Han rynkede mulen i triumf, de ville ej være nogen trussel mod hans hjem i syden, hvis de blot var en flok sindsforvirrede sjæle. Hans ører vendtes dog stadig advarende bagud og hans ansigt var som hugget i sten. Intet rørtes, på nær de soldariske, rytmiste skridt som førte ham over det tynde lag sne og is. Disse skridt ville dog også ende i en halt, og hingsten måtte tillade sig at studere hoppen kort, før hans ord lød. "Hvad laver de på sådanne steder som disse? Bjergene kan være farlige." Påpegede han med den høje stemme. Hans tone var som altid højlydt, som om han snakkede til en hel armé, og ikke blot et enkelt væsen. Hans tone var konstant og bestemt, hvilket tydeligt understregede at han ej var en at trodse. Også selvom han var "gæst" i deres land.}

Rising from the ashes.


[Lopina]

Hun så på ham og mærkede næsten som om han var sur. Hun rystede over den hvide spinkle krop og kiggede på ham med de tåget øjne. Da han skridtede og hans øre røj tilbage blev hun udtryk og havde lyst til at krybe sammen og stik af. Hun kiggede på ham og barkkede og lyttede " det mit nye hjem," lød det fra hende med den blide stemme. Hun slog med halen og prustede stille og viste ik hvad hun skulle gøre, skulle hun stikke af og aldrig vende tilbage eller skulle hun blive som en rigtig kriger mod deres fjender. Hun viste det virkelig ikke hun var som fortabt 

[Nox"7281"]

Hingstens blik studerede hoppen. Hans sammenspændte kæber, bistre blik, og brændende, gennemborende øjne fik hingsten til at se utrolig bitter ud. Det var måske heller ikke helt forkert, men hingsten ville ikke kaste sig over en forsvarsløs hoppe, før han ejede en god grund. Disse grunde kunne dog hurtigt findes, hvis nødvendigt, han lagde dog en stor vægt på ære - og at blot bekæmpe sine ligemænd. 

Denne hoppe så ej ud til at være nogen ligemand til Nox. Hans muskler var synlige under det metalfarvede hårlag, og sammen med rustningen og det hårde udtryk, kunne han hurtigt blive skræmmende. Hoppen derimod så ud til at være utrolig søg, og uskyldig. Hendes uskyldige mine, og de store, våde bambiøjne, trak heller ikke meget kamplyst frem i hingsten. Hun var og stadig fremmed.
En fjende.

"I Norden." Afsluttede han hendes sætning, selvom den måske var færdig fra hendes side af. Han spyttede irriteret ordene ud, men samtidigt kendte han også til en enkelt hoppe af norden, som han måtte indrømme at holde af. Hun var ej en ven, blot bekendt, men trods alt ønskede han hende intet ondt.

Han tyggede utålmodigt ud i luften, og ledte kort efter ord. Det var ej fordi at han ikke havde meget at sige, men blot hvordan man sagde det på, uden at skræmme hoppen væk med uhøflighed og vrede sætninger. Han var måske en gentleman, men det feminine køn havde aldrig været hans stærke side. Ligesom ord. Han forholdt sig gerne tavs, og arbejdede med det soldariske kropssprog, men han ønskede heller ej at være stum. Derfor var hingsten Nox blot kortfattet.

"Hvad er dit navn? Og gøremål i dette land?" Nu hvor han selv havde fået sig en titel, og en opgave som fulgte med den titel, antog hingsten at alle ejede en position i de mange regioner. Hans gennemborende stirren med de rødglødende øjne fortsatte, men der var ingen ondskab at spore i hans bitre blik.

I'm burning your kingdom
and stealing your crown.

[Lopina]

hun så på ham og lyttede og prustede blidt. hun blev stårende og slog stille rundt med sin hale og vippede rundt med sine øre og lyttede til det andet og så ned og op igen "føler mig mere hjemme og få mig en familie, og få flere heste ind i dette land" lød det fra hende imens hun kiggede på ham med et underet blik "hvorfor spørg du" lød det fra hende med den blide underende stemme og piskede rundt med halen, hvad ragede det enlig ham med hvad hun ville opnå i landet, og det tænkte hun selførelig først over nu efter hun havde svaret ham. hun prustede og havde hoved hævet og ørende halvt tilbage og den spinkle krop blev spændt, ej fjendeligt men det var noget hun havde det med at gøre