Nyt liv, nye mål

[Temari THSV (Lou)]

Hvis man kiggede godt efter, over alle træ, over alle frodige marker, over alle bjerge.. Ja så fandt man hende. Temari... Temari fra The Hidden Sand Village. Hun var juning i sit land, hun var under sin lille bror. Ja det lød måske latterligt, men hvis man kendte til sandheden ville det give mere mening. Hendes lille bror havde nemlig en djævel i sig, ikke sådan en normal en.. Mange så ham som et våben, og i mange ord havde hende og hendes storebror hadet ham. For hendes lille bror tænkte kun på sig selv, og var ej bange for at dræbe andre, der stod i vejen, eller bare sagde noget modsat end hvad han mente. Dog da han mødte en eller anden, ændrede at sig. Verden viste sig som et nyt syn. Han var vokset fra det tomme mørke rum, til noget lyst. Det kunne ikke andet end at glæde hende. Hendes mission, var dog at finde hvor denne fremmed kig hen, men her? Det havde endt op i en kæmpe krig, en krig hun næppe kunne vinde. Hun var røget ud over en klippe.. og pludselig var hun endt her. Dog var denne fremmed også nær dette underlige sted, hun kunne fornemme det. Dog havde hun nu mistet sin mange års træning, intet så ud til at virke, og før hun kunne finde denne fremmed måtte hun træne. Derfor gik hun her. Hun gik op af et kæmpe bjerg. Vinden rev og hev i hende. Hun havde aldrig oplevet noget lignede. Den kæmpe vifte hang i fast på hende, med den røde snor. Den lå langs hendes side, mange ville nok tro den vejede meget mere end den gjorde, men den vejede faktisk ingen ting. Hun kiggede kort ned mod sit mærke. Det var vel et tegn på to ting.. 1 hun var fremmed.. 2 hun var juning..

[Temari THSV (Lou)]

Klippen føltes endeløs. Der var blot ingen ende på denne stigning, men det stoppede hende ikke. Ikke endnu. Hun måtte op på toppen. Op og træne! Hun forsatte uhæmmet derud af. Op op op op... ja det var det eneste der kørte rundt i hendes hoved. Hun lod de selvsikre øjne undersøge alt. Hun havde ørene ud til siderne, for at opfange andre fremmed. Man kunne aldrig vide.. Hun var trods alt en outsider.. mon nogle ville smide hende ud? Ud før hendes mission var fuldført? Det ville i så fald være første gang hun ville faile. Hun kunne ikke lade sig faile, ikke nu! Heller ikke senere... 

Hun skubbede en gang til viften, bare for en extra tjek på den sad fast. Hun kunne jo ikke have den pludselig var væk, eller røget ned og gået itu.. Uden den vifte ville hun ikke være noget, lige som hendes storebror, der heller ikke var noget uden sine små dukker og hendes lille bror der ikke var noget uden sit sand. De havde hver sit. Alle ting der nærmest var deres liv. 

Hovene blev trygt og selvsikkeret forsat fremad, mod jorden. Stigningen aftog, mon ikke hun var snart ved vej ende, så hun kunne komme i gang med at træne? 

[Temari THSV (Lou)]

Endelige synes toppen at være noget... næste mål var nu bare at finde det perfekte sted at træne. Hun forsatte rundt på toppen. Pludselig ændte hun i en stor tæt skov. Nogenlunde i miden besluttede hun at stoppe op. Hun to mulen hen og løsnede det røde bånd, for at binde det omkring sit forben. Hun lod viften falde på plads ved hendes side. Hun lod sig fokusere på et bestemt punkt. Et simpelt træ.. Hun satte viften op af træet, som kun var 1 skridt fra hende. Hun lod nu sit fokus punkt være viften. Nu skulle hun bare lærer at styre viften igen. Hun kneb øjne sammen, drejede blot hovedet en smule til siden, for at få viften til at gøre det samme.... 

[Nox"7281"]

NOX"7281"

Krigsfører af Southern Lands.

Hvorfor hingsten havde valgt, at bevæge sig over den store ø, kaldt Exenio, blot for at træde ind over fjendens territorie, stod endnu uklart. Måske var det hans tørst efter spænding, kamp og blod, der drev ham mod dem, som han ej skulle beskytte. Måske var det hans forvredne fornuft, der drev ham over grænserne, for at undersøge modstandernes resurser. Uanset hvad, så bragte hingstens rytmiske skridt ham udmattet op over de evige bjerge. Han havde ej følt behov for at træde ud af sine komfortable rammer i syden, men nu hvor han havde trådt over den smalle linje af spænding og dumdristighed, følte han den længe ventede adrenalin, som nu pumpede igennem hans varme årer.

Han vidste ej hvor denne handling ville bringe ham, men ej skulle noget knække hans selvtillid eller værdighed, så derfor var hingstens muskler spændte og hans sanser skærpede. Bag fjendens linjer følte han sig lykkeligere end nogensinde. Ej vidste han, hvad der ville vente ham bag hjørnet, men hans sind tvivlede ej længe på om denne del af landet, ville eje en kriger som han selv. Den viljestyrke som brændte i hingstens robotlignende krop, kunne ej sammenlignes med noget. Hans hjerte pumpede for kamp, og blot af kamp ville pulsen dø hen. Han skulle dø for noget mindeværdigt, dette var et løfte som han havde givet sig selv.

Skulle denne dag ende i et mareridt? For ham, eller for modstanderen? Situationer kunne vendes ligeså hurtigt, som han kunne nå at blinke. Dog var det også sådanne situationer hans krop og sind var trænet til at håndtere siden fødslen. Igennem livet, havde han set så meget, at ej meget ville overraske hans sjæl længere. Havde hingsten vidst bedre, om hvad der kunne lure i Exenios mange skygger, havde han været langt mere påpasselig - Men denne hingst var selvsikkerheden, stædigheden og passionen selv. Ikke meget fik lov til at knække ham.

En skygge på hingstens venstre side fik den rytmiske dødssang stilnet, og hingstens alerte blik hævedes op mod skyerne. Hans blik gled kort, og øvet, rundt over landet omkring ham, men ej var han med mere selvskab, end den koncentrerede hoppe foran ham. Havde hun hørt ham komme? Med et afmålt elevatorblik, lod hingsten sig erkende, at hoppens styrke ej var af meget værdi, men havde hoppen skjulte talenter? Ejede hun den magi, som han selv bestræbede? Han ville fnyse. Ej skulle denne fremmede, ikke engang en ildhest som han selv, vinde magiens goder før han selv. Hendes øjne var af samme hvide skær, som han vidste at denne race ejede.

Han havde fundet fjenden.

Dog var hun ej så faretruende, og provokerende som han havde håbet på. At hun stod, og betragtede noget, som lignede et mærkværdigt træ, bragte ham spørgsmål om hendes intelligens. Eller så hun noget, som han ej kunne skue med sine bistre øjne? Denne gang lød der et dybt, aggressivt fnys fra hingstens krop, og da han ville have afsløret sig, trådte han blot et enkelt, bestemt skridt nærmere. De kølige øjne, udviste ingen form for glæde, over at have stødt på en anden race. Dog udviste hingsten heller ej mange tegn på at ville angribe. Ikke uden grund. Men mon ikke han ville kunne spore en grund frem?

"Dette land mangler varme." Den hæse stemme fulgte det forargede fnys, der havde brudt den evige stilhed. Den var ej imødekommende, men mere i et reserveret, brændende tonelege. Hans flammende, dybt bitre øjne var rettede direkte mod den uvidende hoppe, men vidste hun en smule om Exenio, ville hun snart regne ud, at denne hingst kom fra varmen selv. Han frøs ej, siden hans krop ej kunne fryse, men dog mærkede han den kølige vind som dette område bød på. Han brød sig ikke om den. Han savnede varmen fra syden, og den evige sol som altid ville stå højt på himlen. Ikke som det vindfyldte land, som blot bød ham på kulde og bakket terræn. 

Hans ord hentydede ganske rigtig også mod noget andet. Fulgtes hans planer for sin egen region, ville Northern Lands også ende som et land af varme og ild, ligesom han gerne så for de andre fire regioner. Dette kunne han dog ikke afsløre for en simpel fremmed på hans vej, og absolut ikke hvis denne fremmede hørte hjemme bag fjendens rækker. Fjenden, som var alle andre end de fra syden. Fjenden, som han ønskede at herske over, som han ønskede skulle lyde ham.

Hans ønskede hendes opmærksomhed, men efter hans rungende stemmer havde givet ekko efter sig igennem den skov som de befandt sig i, valgte han at træde et enkelt skridt nærmere. Han foragtede dem, som ej tilhørte hans eget hjemland, men samtidigt fandt han også en hvis interesse for disse fremmede. "Jeg er Krigsfører 7281, fra Southern Lands." Hvorfor det forekom vigtigt for ham, at alle vidste hans ægte navn, stod uklart. Disse tal betød intet for opponenten, og alligevel ønskede han ej at blot præsentere sig med det kaldenavn, som var givet ham. Hans hoved sænkedes en smule, og hans krop forekom en anelse mere afslappet, før han lod det sidste, korte brum lyde.

"Nox."

^{HEROES MAY DIE
BUT LEGENDS WILL ENDURE}

[Temari THSV (Lou)]

Hun fornemmede noget, eller måske direkte nogen. Hun lod opmærksomheden hvile mod denne fremmed. Der var jo ingen grund til at drage dumme beslutninger, så hun valgte at vendte til at se hvad denne fremmed ønskede her. Hun prøvede faktisk at træne! Hun listede langsomt fremad hen til viften. Den røde tråd blev atter løsenet for at blive bundet om viften. Hun hørte hestens brummen, tydeligvis en dominerende hingst. Hun skyndte sig at binde tråden fast om hende, så viften atter hang langs hendes side. Alle og en hver ville nok lægge mærke til den kæmpe ting, hun åbenbart ikke kunne styre dette underlige sted.. måske land? Hvor var hun endelig?

Hun vendte sig om i en glidende, men også langsom bevægelse og der landte de selvsikre og halv uinteresseret, men ikke spor provokerende, øjnene på ham. Hun lyttede til hans ret kritiserende ord, men endelig kunne hun vel ikke andet end at give ham ret. Dette land var koldt og blæsende, langt fra som hendes dejlige varme sand land… men skulle hun blot give ham ret? Tjo.. forventede han svar? Måske? Endelig kom hun frem til hendes løsning ”jeg kan kun give dig ret.. men kender ikke rigtig andre steder end dette” svarede hun blot og trak på skulderne. Det var da kølligt, men ikke noget hun lod sig irritere af. Vinden var der bare. 

Hun vidste intet om ham eller om dette underlige land.. Dette land hun pludselig var vågnet op i. Hun vidste bare hvordan hendes mission var.. Hun lagde hovedet på skrå ved hans næste ord. Hvad var dette underlige land han nævnte? Hun kendte ej til det.. og hans navn? Wut? Det gav jo ingen mening.. Han virkede frembrusende, en der ikke ligefrem var bange for at styre landet.. Han virkede til at have et kæmpe ekko.. mon det kunne tæmmes? Tæmmes som en lille kat der var vild? Hun tvivlede, men det var vel værd at forsøge, altså ikke fordi hun vil forsøge.. Han tilføjede dog så Nox, måske hans kælenavn? Hun tvivlede på han overhovedet ønskede at høre hendes navn, derfor valgte hun at undgå at nævne det.. Det ragede heller ikke ham, eftersom hun ikke ville blive dette underlige sted. ”jamen hej Nox” svarede hun blot selvsikkert igen. Hun blev blot ståede der og kiggede indgående på den krid hvide hingst. 

[Nox"7281"]

NOX"7281"

^{Krigsfører af Southern Lands.}

<sup>Hendes selvsikre stemme bragtes hurtigt til ham igennem den kølige luft, og hingstens nedlagte ører rejste sig kort, for at blafre i hendes retning. Kort efter vendtes ørerne atter reserveret mod den sølvfarvede nakke. Dem fremmedes stemme havde været sikker, og ligetil, hvilket var det første som den krigeriske hingst lagde mærke til. Der fandtes mange stemmer i verdenen, som hver især reagerede på forskellige måder, i forskellige situationer. Denne stemme, som tilhørte den lyse hoppe, var selvsikker i denne situation. Var han mon i stand til at fjerne denne selvsikkerhed?

Han studerede hoppen. Var hun noget værd, ville han måske bringe hende tilbage til regionen i syd, og overtale hende til at være en del af den iltre region i stedet. Rekruttering. De manglede jo krigere i Southern Lands, og generelt blot ildsjæle, men han tvivlede på at hun ville være sydlandet værdig. Var man ej søgt dertil med det samme, ville den bitre hingst hurtigt sætte spørgsmålstegn ved sjælens kapacitet til priotering. Derfor smed han tanken - Aldrig skulle en simpel lufthest slutte sig til hans elskede hjemland, uden at vise sin loyalitet og værdi.</sup>

^{"De vil vende dig til det."} 

^{Svarede han tørt. Ville hun være en sjæl af norden, så måtte hun altid leve med den brise der hvileløst vandrede over de mange hemmelighedsfulde bjerge. Hans brændende øjne studerede hende iltert, men der var noget bistert med hans stenhårde maske. Hans øjne flakkede ej for et sekund, og hans mundvige vendte ej andre veje, end nedad. Hans blik var som hugget i sten - Stolt og hårdt. Dog ikke dødt. I de røde øjne brændte flammerne, som han heller ej lagde skjul på. Ilterhed, fyrighed, passion. Disse følelser ejede hans krop, ligeså meget som han ejede dem.}

^{Før han atter talte, rynkedes hans mule skeptisk mod den genstand hun bar rundt på. Hvad var dog dette? Tingen gjorde ham undrende, og på vagt, hvilket fik hans tænder til at blotte sig advarende mod hende - Hun skulle ej komme for nær! Til sidst løsnede hingsten dog halsen, og hævede den opmærksomt op, før den sammenknebte mund også bevægede sig.}

^{"Og hvem er de?"}

^{Hans tone var ej glad, men bar næsten over mod den fornærmede klang. Hun havde ej præsenteret sig selv, hvilket han måtte indrømme at han anså som lidt af et brud på de høflige love.}

ALL HOURS HAS COME TO THIS


[Temari THSV (Lou)]

Hun vidste godt det var uhøfligt, men hun kiggede altså alligevel væk fra ham kort, for atter at lade blikket falde på ham. Den anden hest, havde været her.. Hun kunne fornemme det, men hesten var dog væk nu.. Hvor mon hun kunne finde denne hest? 

Hun så atter på ham ”så tager de fejl.. jeg kan leve med det , som en nødløsningen, indtil da..” hun lod de sidste ord hænge.. Der var ingen grund til at fortælle denne hingst om hvad hun lavede her.. Den hingst var alligevel ikke fuld med ord, for kort lå stilheden over dem. Den krid hvide hingst, med flamme øjne. Nogle ville nok gyse over denne hingst, men ikke hende.. nej ikke før alt andet var modbevist. Og lige nu var intet modbevist, ikke det mindste..

Hingsten virkede måske en anelse for agtet over hun ikke havde nævnt hvad hun hed? Men for hende var det jo under ordnet.. ”Temari fra The Hidden Sand Village” svarede hun blot på hvem hun var. Hun nævnte intet med hvor hun hørte til her, for hende hørte hun jo ingen steder til, hun kendte ikke engang til dette land, det var blot et uheld at hun var endt her. Hun skimte kort mod sin vifte, for at sende et blik der sagde det her var hendes! Hendes vifte var hele hendes liv, alle hendes evner.. eller de evner virkede vel egentligt ikke?

Hvad lavede hun endelig her i dette latterlige land.. Hvad var det hele for noget.. Pludselig huskede hun tilbage til hendes første ord. Tænkede så  hun på ham "du kender måske et bedre sted end dette?" spurgte hun så ud i den blå luften, stadig uden at nærme sig ham. Han virkede ikke som en der ligefrem nød hendes selskab, og nok heller ikke nærhed.

[Nox"7281"]

NOX"7281"

^{Krigsfører af Southern Lands.}

<sup>Hendes fremtoning holdt hingsten på vagt. Ikke fordi at hun opførte sig truende, eller skræmmende, men hun ejede en stærk aura, og virkede heller ej besynderligt genert. Han ville have overtaget i dette møde, også selvom han var på fremmed grund. At han befandt sig langt hjemmefra, bag "fjendens" grænser, holdt også hingstens alle sanser alerte, og beredte. På trods af det tog han stadig tid til at studere den besynderlige hoppe foran ham. Og hvad var dog det hun bar langs siden? Han fnøs dæmpet.

Han havde indstillet sig på, at alle der ej var af samme kogende blod som han selv, var modstanderen og burde udslettes. Men efter hoppens talte ord, fangede hun ham i en hel ny interesse. Hun virkede ej besynderligt begavet, eller udviste at hun vidste hvor hun var? Derfor måtte hingsten regne ud at denne Temari måtte være nyankommen til Exenio. Men kunne hun bruges? De manglede folk i syden, men at ligefrem gå ind bag fjendens linjer for at hende dem, virkede forkert. I stedet besluttede han blot at belære denne hoppe om det land hun ville betræde for resten af sine dage.

"Beklager mine forhastede forventninger om deres krops egenskaber." Hans stemme rungede imellem træernes nøgne stammer, men tonen var tør, og en anelse nedladende. Han studerede hende nøje, og hendes let tænksomme toner i blikket kunne intet andet end at underholde ham. Hendes forvirring kunne være intet andet end en fordel for hingsten, hvilket næsten, men blot næsten, bragte et smil frem på krigerens læber. "De ser vildfaren ud." Kommenterede han så efter endnu en kort stunds stilhed mellem dem.

Han lod blikket vandre fra hende, og mod syd efter hendes sidste spørgsmål. Han længtes hjem efter varmen og de udtørrede marker. Han elskede de blodrøde skove, og den uendelige ørken, som eksisterede i det land. Norden var koldere, og vinden blæste altid. Han synes altid at kunne se skyer over himmelen, og regn ville falde dagligt. Forfærdeligt, enligt hans mening. Mon hun følte ligesådan? Ville hun også foragte de evige bakker, og de mange ekkoer som rullede op og ned af bjergene? Han tvivlede dog, hun var trods alt lufthest. Dette var hendes hjem.

"Ja." Hans ord var korte, og foragtende. Han skulede igennem træstammerne, men kort efter vendtes blikket atter mod hende, da hans rungende stemme forklarede. "Bedre steder for mig, ja. De burde dog holde af den evige vind, og de hviskende stemmer, men jeg er ej en hingst af norden. Syden er mit evige hjem." Der lå ingen tvivl om hans loyalitet mod sin region i hingstens kradsende stemme. Hun havde desværre fanget ham på en dårlig dag.</sup>

a hero is born from a soul that's forgotten


[Temari THSV (Lou)]

Hun lod et hånligt grin forlade mulen, men hun svarede hun dog ikke. Hun ville vente.. Denne hingst skriftede temperament konstant. Det var som der ingen kode var at knække for hele tiden virkede han til at ændre sig. Hans næste ord fik hende til at se på med spørgende øjne ”vildfaren er ikke ordet..” svarede hun ham blot igen. Tænkende så hun på ham. Hvordan skulle hun kunne forklare sig? Tjo hun skulle bare dræbe en og så var hun ude herfra igen? Det lød, bare lidt underligt måske?

Hun havde ikke noget i mod vindens blæsen, men nød det ikke ligefrem.. Hun havde levet i sandet, i varmen.. Det var hendes hjem, men hendes evner derhjemme var vind.. Derfor var hun vel lidt underligt? En outsider? Nok for dette land.. Men hun havde vandret her op pga. at vinden var der så hun nemmer, kunne træne, udover intet skete, plus hun blev forstyrret. 

Der var heller ingen grund til at stå her og tænke så meget over det. Hans skriftede sind gjorde bare at hun ikke vidste hvor hun havde ham, og han virkede heller ikke som en person der kunne hjælpe hende, måske skulle hun blot forlade ham? Men ville han så angribe? Pludselig lød hans stemme igennem hendes mange tanker. Hans ord var vel ret nedladende.. Og hvad vidste han endelig om hende? Hun så på ham og løftede kort de ikke eksisterende øjnebryn ”hør her, hvad jeg holder af og ikke holder af, kan vel for dig være underordnet, og hvis du ikke har fatter det, er dette ikke mit hjem.. Men hvis du ikke har noget i mod det, vandre jeg lidt videre, og finder et sted uden så meget vind, så man kan høre sine egne tanker” lød den lidt udfordrende stemme, men ellers neutral. Hun begyndte at gå fremad og stoppede så op ”du er velkommen til at vandre med” lidt høflig var hun da?

[Nox"7281"]

NOX"7281"

^{Krigsfører af Southern Lands.}

^{Hun lo af ham. Hånede ham. Hendes øjne glitrede af det kolde morskab hun fandt i hans opførsel - og aldrig havde han følt sig mere nedgjort. Dette var såklart ej sandt, da hingsten havde levet mange nederlag igennem sit krigeriske liv, men disse stunder blegnede i hendes latter og ilden flammede op i hans øjne. Kontrolleret blev han dog stående, som den beherskede hingst han trods alt viste sig at være. På trods af hendes hån, og uanstændige opførsel, tilbød hun ham sit selvskab, hvilket ej var hvad hingsten havde forventet. Var hun ikke blevet træt af ham? Vred eller fornærmet? Han var bestemt blevet træt af hende, og hendes afvisning til at anerkende, at hendes liv var her og nu. At hun løj gjorde ej sagen bedre - Hun fortalte ham at dette ej var hendes hjem, men dog var tegnene tydelige: Manen som dansede i vinden, og det utæmmede, grålige skær som hun bar i de hånfulde, hemmelighedsfulde øjne. 
Hvor han dog hadede disse heste af norden.
Hendes latter fik hingsten til at rynke panden. Den var sandelig ej passende, med tanke på deres forskellige levesteder, og hans overmandende styrke. Havde hendes fornuft fulgt vindens hvirvlen, eller bar hun en hemmelighed, som gjorde hans styrke ubetydelig? 
Vend hjem. Tanken spredte sig i hingstens sind, men ikke af frygt. Hans intentioner med denne rejse var, at besøge de højere rangede, tjekke konkurrencen ud, men i stedet var han beæret med selvskabet af en sindsforvirret hoppe, der rendte rundt med denne ukendte genstand, som om den var hendes liv og sjæl. Hans flammende øjne forvandledes til hånlige, det ville end ikke nytte at drive styrken og helbredet ud af denne hoppe. Var hendes egen dumdristighed alt hun ejede, måtte han være hende nådig. Han undrede dog hvor hun ønskede at vandre hen, men stædigt forblev han stående hvor han befandt sig. Mistillid til lufthestene var alt han ejede, og derfor ville han aldrig lade hende føre ham i baghold. Han var ej naiv, tvært imod.
"Ej ved jeg, hvad der får dem til at tro, at jeg ønsker at følge deres skridt." Den hårdhed som før havde eksisteret i hingstens stemme, var blot opvarmning til den tone han nu spyttede mod hoppen. Hun var ej hans ven, og derfor ønskede han ikke at følge hendes skumle veje. "Jeg må takke nej til deres tilbud." Endte han så ordene, næsten som en afsked til denne skøre sjæl.}

Rising from the ashes.


[Temari THSV (Lou)]

Tavsheden havde lagt sig over de to heste. Tålmodigt ventede hun blot på et svar, men det føltes som vildt langt tid. Ingen ord forlod den hvide hingsts mule. Der stod og blot gloede på hinnanden.. Hvad tænkte han på? Hvilken tanker kunne mon ryge igennem denne hingsts hjerne.

Endelig lød et svar. Hun rynkede panden. Troede han hun ville lede ham i en fælde? Hun kendte ingen i dette land, plus hun arbejde alene. En rigtigt outsider kunne man vel kalde hende.. Hans mening med ordne lød lidt bagefter. "Som de ønsker... Du burde over veje om du er panoid?" Hun lod stemmen stoppe der, lod det hænge i luften. Der var ingen grund til at jokke mere i det..

"Jamen hvis du er modig nok en dag, kan du da vise mig landet.. Hvis altså du tør?" Hun rullede med øjne ved det sidste, før hun satte i gang og begyndte at gå væk fra ham. Dette var hendes sidste ord til denne Nox..

[Nox"7281"]

NOX"7281"

^{Krigsfører af Southern Lands.}

<sup>Nox måtte indrømme, at han var overrasket over hendes næsvished. Men hvorfor ikke blot sætte hende på plads med vold, som hingsten plejede? At bekæmpe næsvished, og uhøflighed med en hård afstraffelse var hvad han plejede at ty sig til, og hendes anklagende ord fik hingstens krop og muskler til at klø af begær efter kamp. Med hingsten holdt sig køligt i skindet, og rørte ikke en mine. Hvorfor? Der var mange grunde til at ikke blot handle efter sine følelser, og ej anvende hovedet. Hun var fra en anden region, og hvilket signal ville det sende til regionerne, hvis han blot overfaldt hende? Ikke før han kendte til hvad konkurrenterne var i stand til. Desuden var det heller ej korrekt af ham, at attakere en forsvarsløs hoppe. Hans træning og fortid byggede op om at hopper var hjælpeløse, og alt for naive. Hopper skulle man hjælpe, hingste skulle udryddes. Derfor ville et slag mod hende modstride alle hingstens værdier og moraler. En gentleman, kunne man kalde ham. Selv bag fjendens linjer. Også selvom hoppen, der nu vandrede væk, hverken virkede hjælpe- eller forsvarsløs. 
Han holdt masken stramt, og i stedet dundrede skældsord rundt i hingstens hoved.
Sikken næsvished disse luftheste bar med sig. 

"De er fremmed." Konstanterede han blot, som om det var svaret på alle hendes spørgsmål. Hans stemme var hævet, og fjendtlig, og efter et langt vredt blik vendte hingsten rundt og vandrede den modsatte retning. Han kunne ej finde informationer ved denne hoppe, og hun gjorde intet andet end at spilde hans dyrebare tid. 
Derfor måtte den metalliske hingst begive sig over bjergene, for at finde nye mål. Nye fjender. Og forhåbenligt en mere villig og letpåvirkelig sjæl. Northern Lands så ud til at eje mange med disse karaktertræk - Ifølge Nox.

Slavisk. Rytmisk. Han bevægede de mørke hove hastigt afsted over jorden, og forlod den skøre hoppe til skovens stilhed og sit eget selvskab. Han måtte vende tilbage når hun engang havde forstået sig på disse grænser og dette land. Indtil da - Forsvandt soldaten tappert ind gennem skovens skygger.

//Out.</sup>

Rising from the ashes.


[Temari THSV (Lou)]

Hun lyttede knapt til hans ord og forsatte blot sin færd med at forsvinde væk fra denne modbydelig hingst. Han ville ej søge hendes selskab, den ting var sikker. Hans og hendes sind ville blot aldrig falde i samme skind.. De var døbt til at leve hver deres liv. Men på ingen måde hadede hun ham og på ingen måde holdte hun af ham. Han var næsten ligesom en hun ej nogensinde havde mødt. Han var intet og betød intet. Hun havde heller ikke tid til at spilde sin tid på en af de der undermålere. Hun sukkede og rulle med øjne og satte så i trav ned af bjerget væk fra den dumme hingst.

[Temari THSV (Lou)]

/out