Endless flower fields..[Mellow]

[Deleted]

En skikkelse gik et par skridt frem gennem de smukke blomster, der var hver en farve, alt fra rød til hvid, forskellige blandinger af farver, alt. Det var smukt på sin egen, vilde måde, for de stod ikke i som sådan i farve orden. Det ville heller ikke havde været normalt, hvis man stødte på sådan et fænomen i naturen.. Naturen var skabt til at være vild, men den kunne også godt være kontrolleret af de skabninger der boede i det bestemte område af den store natur. Bare tag en egn, hvis den tilhøre en flok, så vil den ikke altid få lov til at stå med højt græs, kun hvis flokken er ude af landet i en god rum tid.. Mon hendes plads på engen det sted, hvor hun kom fra, mon det allerede var vokset tilbage? Hun havde ligefrem lavet en lille rede der, som et spor fra en hjort, der havde sovet i græsset sover natten. Et hul af lagt græs, som udgjorde det bløde underlag hun lagde på, det meste af dagen. Hun slog med den lange, fyldige, karamel gyldne hale, hvor der også fulgte et let brum. Den var ikke altid let, at bære den hale.. Eller manen for den sags skyld, nok var de begge flotte, men de store mængder af hår tyngede hende også lidt. Hun vippede opmærksomt med de blålige øre, inden hun stoppede op, omgivet af de dejlige blomster. De røde ben kunne vel let kaldes for rosenrøde, men de var lidt mørkere, ikke helt så røde som en rose, men tæt på. Det blå i hendes pels kunne let tænkes at være lilla, men det var skam blåt, hvis man så det tæt på. Det blå gav hele hendes pels en lilla tone, den kunne være rødlilla, blålilla, alt hvad efter hvad man fortrak. Den kunne også bare være blå og rød eller rød med blå. De røde øjne så sig kort om, inden hun lagde sig ned i havet af blomster og græs. Duften af blomster havde længe siddet i hendes næsebor, men gjorde hende intet, den var der bare, den var med til at gøre oplevelsen meget bedre. Med til at man følte, at det virkelig var et hav af blomster..

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{the sun it rises slowly as you walk
away from all the fears and all the faults
you have left behind}

Efter at have stødt på andre sjæle i dette land havde hingstens sind ikke følt sig ligeså tynget. Glæden løb i hingstens årer, over det ene faktum at han ikke var sat ud på denne ø for at leve i ensomhed og eksil, men at dette måtte være en velsignelse. Han mærkede kræfterne flyde i hans årer, men han var endnu ikke stærk nok til at kunne bringe dem ud til virkeligheden. Det ville komme med tiden. Det regnede han stærkt med. Nu kunne han nyde sommeren og farverne i dette fantastiske område. Energien han havde fået var tydelig, men glæden som han følte lod han dog ikke vises i hans blik, eller på hans militæriske holdning. De fyrige, faste skridt var ladet med energien han bar på, og hans dominerende blik var vildere end før. Han følte sig som nyankommen til området, på trods af at han nu havde været her i et mindre stykke tid. Han så nu de farver som var her, og lysten til at udforske øen på ny brændte i ham. Han havde dog været rundt i de fem forskellige landskaber der var her, men han tvivlede ikke på at denne magiske ø havde langt flere ting at byde på end de mange steder han havde lykkedes at finde. Alligevel havde han søgt sig til de evige marker. Her ville han måske atter finde selvskab, da det også var her han havde mødt de få andre sjæle som han var stødt på.
Det fyrige blik spejdede ud over engene imens han bevægede sig gennem græsset, men hans syn mødtes blot af disse stærke kontraster som engen og den skyfri himmel kunne byde på. Derfor startede hingsten en brummen op dybt nede i maven, som vibrerede sig op gennem hingstens hals og ud gennem hans mund som et højt vrinsk. Hans vrinsk var, ligesom alt andet ved denne hingst, utrolig kontrolleret. Den stolte tone var tydelig, men ellers havde hans vrinsken ikke andre præg eller toner. Det var kort, og tilkendegivende. Heller ikke søgende, da han kraftigt regnede med at andre dem i området ville svare ham. Hvorfor skulle de lade være? De måtte også undre om de var alene i landet.

^{but i have seen the same
and i know the shame in your defeat
but i will hold onto hope}

[Deleted]

Et let suk forlod hoppe, som hun lod blikket vandre ud over blomster området. Hun følte sig ret godt tilpas her iblandt blomsterne og græsset. Det havde hun altid gjort, græsset og jorden var solid og var der altid til at støtte eller gribe hende i en af dens mange former. Hun huskede de utallige gange, at hun måtte støtte sig til klipperne, de gange hun måtte samle kræfter i læ af en kampesten.  Moder Jord var der altid for hende, som hun også var for alle andre af de skabninger, der vandrede på hendes jord.. Alt åndede frem og ro, mens en let, lille brise dansede hen over blomsterne og hendes pels. Den fik blomsterne og græsset til at vugge let i dens dans, men den blot var rar for hoppen. Hun lukkede de røde øjne og lod hendes sanser fortælle hende hvor hun var. At hun lå i noget frodigt græs, hvor forskellige blomster groede, blå markblomster, røde, skrøbelige valmuer og en masse andre forskellige arter og farver. Dog hun åbnede hurtigt øjnene igen, da hun hørte et vrinsk, et kontrolleret vrinsk, der mindede hende lidt om en hun engang havde mødt. Dog det var langtid siden.. Hun så sig om, fik øje på en stor, hvid skabning, der bevægede sig af sted gennem landskabet med en rank holdning og med en lyd af metal om sig. Den var svag, men den var der. Hun vippede de blålige øre frem mod den fremmede skabning, en hest, så var hun vel ret godt på vej. Hun havde ingen mødt ud over smådyr før nu. Hun lod et venligt, blidt vrinsk svare den fremmede, som hun håbede ville se hende i mængden af blomster, så han ikke kom ti at træde på hende, dog hun havde på fornemmelsen, at han var typen der så sig for. Hvis hun var forkert, så ville hun nok lige komme med en bemærkning, hvis han kom faretruende tæt på i en for høj fart.. Hun var endnu ikke blev trådt på, men hun havde det altid i baghovedet, hun ville helts ikke handicappes med en skade oven på sit medfødte handicap..

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{so we ask ourselves
will our actions echo across the centuries
will strangers hear our names, long after we are gone}

Hingstens ører opfangede en lyd, et svar. Rettet mod ham. Den fremmede som havde valgt at tilkendegive sig for ham nåede knapt nok at lade vrinsket starte, før hans blik stift rettedes i retning af lyden. Uden at flakke det mindste med øjnene, spottede han en hoppe som lå blandt blomsterne, og uden at tøve førte hans solide ben ham derefter i samme retning som hans blik. De brændende øjne veg ikke et simpelt sekund, og de metaldækkede ører var rettet stift op i luften, hverken fremad eller bagud, men samtidigt også opmærksomme på alt omkring ham. Ikke blot på denne hoppe som lå i græsset, og smeltede ind blandt blomsterne. Imens han nærmede sig hende i et fast tempo, fik hans stenhuggede blik lov til at studere hende. Hun var svær at skille fra blomsterne, da hendes krop ejede de samme farver som markerne omkring hende. Hun tog sig dog godt ud med disse farver, de klædte hendes spinkle krop. Det undrede ham, hvorfor hun lå ned - var hun syg, eller blot træt? Måske havde hendes svar været et råb om hjælp? Men han ville kunne spotte en hjælpeløs tone på flere mils afstand, og hendes stemme havde ej været i nød. Ville hun rejse sig som han kom nærmere? Umiddelbart ville han ikke tro det. Dog ville være imod alle hans egne instinkter, at ikke rejse sig. Når man lå ned var man sårbar for omverdenen, og at lade en simpel fremmed komme så tæt på når man lå i den så sårbar stilling måtte være farligt. Han sagtnede farten da han kom nærmere hende, men hans skridt var stadig bestemte og mistede aldrig sin rytmiske takt som de altid bar. Da han endelig bremsede, tæt ved hoppen, sænkede han det stolt hævede hoved en smule. Han brød sig ikke om at skulle stå så højt hævet over hende, at man knapt nok kunne tale sammen. Dog var hans holdning stadig som hugget i sten, ligesom hans blik. Han kunne have været en statue af metal. En hyldest til en tapper kriger, men var det ikke også hvad han var? Hans hjerte bankede af mod og tapperhed, og at tøve med at kaste sig ind i en krig, ville han heller aldrig. Men en statue var han dog ikke. På trods af hans bistre blik, og urørlige tilstedeværelse, så var han en skabning af kød og blod, ligesom alle andre sjæle. Hans øjne var dog en tvær modsigelse af hans bitre udtryk. De brændte intenst som ilden i ham, og i flammerne kunne man se lidenskab, men også det fyrige temprament som lå i ham. Arrigskaben, og ilterheden lå lige under overfladen og truede med at dukke op hvert et sekund.
Det varede ikke længe før hans dybe toner lød mod hoppen. Hans stemme var en smule højere end hvad den nødvendigvis behøvede at være, i denne nærhed. Han var trænet til at tale for en hel flok, og ikke blot til en enkel individ i hans nærhed. Hans stemme bar dog samme præg som resten af hans holdning. Den bar en ridderlig tone, men samtidigt var den også militærisk hård. Han var ikke en at løbe om hjørner med.

"Goddag, fremmede."

^{will they wonder
who we were
how bravely we fought, how fiercely we loved}