Searching for an audience.

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{so we ask ourselves
will our actions echo across the centuries
will strangers hear our names, long after we are gone}

Den kølige brise svøbte over de store enges græs, og skabte en svag melodi da græsstrående svajede under vindens vægt for at læne sig op af sidemakkeren, som gjorde ligeså. En svag morgendis hang i luften over dette land, og snart ville solen stige højere på himlen og jage den kølige dis væk fra disse farverige farver. Den metalfarvede hingst ænsede dog ikke markernes farver, eller vindens lyde. Hans blik var rettet mod horisonten og den adrætte krop holdt sin stolte holdning imens hingsten hilste godmorgen til denne sol som snart ville bage over hans krop. Han rørte ikke en enkelt muskel i al den tid solen hævede sig, af ren respekt for denne sol som nu nærede ham disse evner af magi som flød rundt i hans pulserende årer. Hans blod var rødt, som lavaen han levede for, og flammen af passion brændte i ham som om den aldrig havde i sinde at slukkes. En dyb brummen spillede igennem hans krop, for at dannes i hans strube og lyde ud gennem munden, og derefter varede det ikke længe før hingsten gjorde et let svirp med halen før han lod sin krop bevæge sig igennem morgen duggen. Med et stolt hævet hoved og en rytmisk, fast trav som bar hingstens krop afsted med solide bevægelser, så skulle man tro at han viste sig frem for nogen. Hvem der skulle kigge, var endnu uklart for hingsten, da engene var tomme og stilheden hang som et tykt lag over dem. Hans ører hang ligegyldigt ud mod siderne, men da hans kølige blik så ud til at finde noget ved disse enge interessant, så vippedes ørene kort fremad i samme sekund som hingsten satte af til en fast, kontrolleret galop. Hans solide forben, som stadig bar prægene fra hans fortid, efter alle disse år, rørte sig i rytmiske buer imens hingstens fyrige galop førte ham over denne eng. Han elskede dette, og så længe han havde blod i årene og et bankende hjerte skulle intet forhindre ham i at gøre hvad han elskede.
Musklerne under hans robot-lignende bevægede sig og arbejdede under hans vægt. De ville vokse sig stærkere med tiden, det regnede hingsten kraftigt med, ellers ville han skuffe sig selv inderligt. Hvordan ville han så passe på sig selv og sine nærmeste? Hvis han havde nogle nærmeste. Eller fik nogle. Det vidste han ej, men det var også ligegyldigt for hingsten med de gyldne ar. Hans krop sagtnede farten, og inden længe gjorde han et elegant halt, samtidigt som han smidigt svingede bagparten rundt for at vende sig. Nu stod han på den anden side af denne lille eng, den hang dog sammen med mange flere, men den lille triumf ved at fuldføre denne korte strække var nok til at fylde hans lunger med et dybt vrinsk, som søgte efter andet liv på denne ø. Var han alene? 

^{will they wonder
who we were
how bravely we fought, how fiercely we loved}

[Akiva ¤ Hanna]

Akiva
A fallen fire angel...


Den slanke hingst havde bevæget sig videre. Væk... videre. Søgt videre til et nyt sted. en ny begyndelse. De kølige men flammende blik gled over området, og en lav brummen kom fra ham. Hvorfor var han her? var der er formål med dette, eller var det blot endu et forsøg på at sende ham videre. var livet endu ikke klar til at opgive ham? for hvis livet ikke ville opgive ham, ville han heller ikke opgive det. Så hellere give det en chance mere.. en chance til. For han ville ikke dø. han havde stadig så meget at leve for. men hvordan ville han leve... se det var spørgsmålet. 
Med en rolige brummen gik han fremad, og de flammende aftegn han bar gav sig til at gløde let. Både ved den indre spænding over dette sted, men også bare med at prøve noget... et eller andet. han havde vandret alene længe nok. Nu var det slut. 
Et vrinks ramte de dunede ører, og automatisk vippede de imod lyden, for så at lægge sig lidt tilbage igen. Hvem var nu det? Han brummede til svar, og kom kort i tanke om at den fremmede sikkert ikke kunne høre ham Så det var noget af et modvilligt svar der kom, da det var lang tid siden han havde brugt sin stemme ordenligt. Dog kunne han ikke lade værd med inden i at blive en smule nsygerrig efter hvem dette mon var. Med rolige skridt gik han imod den fremmede, som han hurtigt kunne skimte over på engene. Uden på var der intet at se på hingsten. Blot et lettere tænkende udtryk. men inden i, var han nok alligevel en smule intresseret. 

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

but you feel blue sometimes
and your blood bleeds red like mine


Hingsten spejdede straks over engene og området omkring ham da et svar hørtes. Ganske vidst fra en anden hingst, hvilket han anså som lidt af en udfordring for sig selv. Han havde ikke haft en snak med en anden hingst uden at det endte i slåskamp siden han forlod sin flok. Der endte det ganske vidst også ofte i slåskamp, men det var en broderlig leg de havde haft - ikke hvor de gjorde alvorlig skade på hinanden med vilje. Han glædedes dog over at han ej var sat på denne ø som en form for afstraffelse. Eller prøve. Hvor han skulle være alene herude. Men nu var dette ikke tilfældet, så derfor lod han tanken vandre videre uden at så meget som at ænse den. Han spottede hingsten da han kom til syne på engene, et godt stykke fra han selv. Hingsten så ikke yderligere glad ud for at have svaret på Nox's kalden, og det satte den dominante alfahan, som Nox nu engang var, til at ranke ryggen op og bevæge sig mod den fremmede med en stolt holdning, dog ikke nedladende. Hans bistre udtryk hvilede på hingsten foran ham, og kun på ham. Hans ører dækkede over resten af verdenen med den dovne vippen som dog alligevel opfangede enhver lyd som ikke kom fra vinden, eller hans egne, rytmiske hove. Inden kort tid havde han bevæget sig tilbage over engen, til der hvor han før havde stået, og så yderligere et stykke, for at nå hele vejen hen til hingsten. Var han en trussel? En fjende? Hans bistre blik vurderede ham, samtidigt som han bed kæberne kraftigt sammen. Efter at have afmålt denne hingst i nogle tavse øjeblikke, så rettede han sig atter op og lod et køligt nik være sin hilsen på ham.

"Så hvem har jeg æren af at møde?"

En tør tone lå gemt blandt hingstens, ellers så høflige, ord. Dog var ordene ofte ligegyldige, ved sådan et møde som dette, men tonen som satte mødets gang. Der var ingen direkte form for fjendtlighed i hans stemme, men den skjulte tørhed som han altid udviste, mod både hingste og hopper, var til stede. Det kølige blik var også reserveret og køligt, men at han lod blikket hvile på hingsten foran ham, uden at lade det flakke eller vige, var i følge han selv, et tegn på interesse, som hingsten skulle sætte pris på. Hans tid var dyrbar for ham, og at han valgte at bruge den sammen med denne fremmede var en ære. Men når ensomheden er alt som venter, så vil alt slags selvskab, pludselig blive godt selvskab.

^{the grass is greener on the other side
what i’m saying is we are all alike}

[Akiva ¤ Hanna]

Man kunne ikke sige at Akiva var den fødte leder. nej, han var utrolig egoistisk til tider, og ville faktisk helst slippe for at hjælpe andre hvis dette var muligt. Så at sætte ham som leder som en flok, ville nok være den værste ting man havde gjort i ørevis. 
For han ville ikke passe på flokken. Han ville ikke se den stolthed der var i at have en flok. Enhver var sig selv nærmest, ik? og derfor var Akiva sig selv nærmest. 
Den andens dominerende holdning, påvirkede derfor ikke synderligt ham. Jo, selv rettede han en smule op, men det gjorde han altid i selskab. De kølige brændene øjne gled over den metal hingst er nærmede sig ham, og han havde vidst ikke andet en latter inde i sig selv over hans adfærd. Hvis hingsten ville lege at han bestemte, måtte han gerne det. Akiva ville ikke se respektfuldt på ham af den grund. Nej, for respekt skulle der noget mere til.
Men hans krop var nu fascinerende. Som en robot bevægede han sig afsted... det var jo spænende? selv tvivlede han ikke på, at han ikke kunne få de bevægelser eller den effekt frem med sin egen krop. Men han kunne sikkert noget andet se.

"Om det er en ære ved jeg ikke. Men man kalder mig Akiva" 

sagde han roligt, og stoppede op foran den fremmede. at han direkte holdt øjenkontakten, påvirkede ham ikke synderligt. For der var intet at se i hans brændene øjne. De var vidst tomme, ville man kalde det. Dog skulle man ikke altid  tro på den facade der var lige foran en. Han gemte så meget mere end han viste.

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{we’re soldiers in a war
and none of us are backing down}

Det metaldækkede hove krængtes let på skrå af hingstens ord. At han valgte at nedgøre sig selv på den måde som den stolte hingst opfattede det, forstod han ikke. De måtte tydeligvis være meget forskellige. Faktisk, så kunne hingstens afmålende blik ikke finde en eneste ting der var lighed mellem disse to hingste. Efter endnu et dømmende, og studerende blik fandt han dog noget ved dem som var lig. Hans øjne brændte rødt som hans egne. Ilden brændte i denne fremmede, men han tvivlede på at de var på samme måde som den brændte i ham selv. De måtte have mere tilfældes end hvad det så ud til, ellers havde de umuligt haft samme glød i øjnene. Han vidste ganske vel hvordan denne ø hang sammen. Han havde befundet sig her i ensomhed et stykke tid endnu, og besøgt terrænet omkring dem. Øen var stor, men han havde fundet mange steder som han ikke vidste fandtes, og mod nord havde han begivet sig ind i nogle besynderlige grotter, hvor vinden sang om de fire elementer, og om hvordan disse heste var mærkede. I de grotter havde han også hørt navnet Oracle flere gange, men det spøgelse havde han dog ikke stødt på endnu. Måske havde alt blot været løgne? Han kom i tvivl, men denne tvivl udviste han ikke. Hverken med kroppen eller i de iltre øjne. I stedet lagde han tanken til side til senere for at optage sit sind med den mørke hingst foran ham.

"Akiva, jeg er 7281 - også kendt som Nox. Hvad bringer dig til dette land?"

Det var et spørgsmål som han ikke selv ville kunne svare på, hvis han blev spurgt. Han regnede heller ikke med at hingsten selv kunne svare på hans spørgsmål, men det betød ikke at hingsten ikke definerede sig selv med svaret. Derfor hvilede metalhingstens dømmende øjne tungt på den ukendte foran ham. Afventende og utålmodigt. Deres skæbner her var ukendte for dem selv, og selvom metalhingsten troede på at man skabte sine egne skæbner, så havde han svært ved at tro at der ikke var nogen mening med at komme hid.

but i will show you victory is mine,
before we leave this battleground


[Akiva ¤ Hanna]

Akiva nedgjorde vidst ikke sig selv. Han ville bare ikke se det som en ære at møde ham, da han knap nok kendte sig selv. Han vidste hvad han hed.. men hvem han var, var endu et mysterium. Akiva var bare hans navn. Hans inderste.. det der gjorde ham til ham, kendte han ikke endu. Det var lukket inde bag lås og slå, og kom sjældent frem. Men helt fortabt var han vidst ikke. Han var en fighter. Selvom han havde tabt hele sin fortid, kæmpede hingsten videre. Han satte sig ikke ned et sted for at tude over noget der var tabt. For hvorfor skulle han det? Tårer og sorg ville ingenting hjælpe, og ville kun trække ham ned i hans eget hul af selvmedlidenhed. Godt nok havde hingsten lukket sig inde for ikke at falde i den fælde af følelser igen, men tom og håbløs var han ikke.
Nox… nox var navnet på denne hingst, som han stod foran. Denne metal hingst. For han lignede metal. Han lignede også en der på mange måder var ligesom Akiva.. og alligevel ikke. Akiva var begyndt at falde imod den mere mørke vej. Egoismen og kuldens vej. Denne hingst virkede til at følge en vej, som Akiva ikke så. Eller kunne se.

”Nox.. mig en ære at møde dem.. jeg ved endu ikke hvorfor jeg er her. Det vil sikkert komme med tiden”

Sagde han med den lettere tonløse og kolde stemme han bar. Hans adfærd viste tydeligt at han ikke var meget for at få venner eller det der lignede, men snakke ville han gerne. Måske kunne han lære noget?

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{when your time comes to die
be not like those
whose hearts are filled with fear of death}

Hingstens attitude irriterede Nox. Den var så.. Ligeglad? Der pirrede ham, men nu skulle der heller ikke så meget til før den metalfarvede krigers temprament slog til. Dette var dog ikke helt nok til at tænde ham af, men en aggressiv flamme brændte i hans mørke øjne, da han blot lod blikket blive på denne hingst. Hvorfor de var her vidste han heller ikke. Han havde forsøgt længe, men kunne ej finde svarene, og derfor valgte han blot at leve det liv der krævede at blive levet, og vente på svarene, da de ikke kunne opsøges. Der var den første rigtige lighed mellem dem - at de havde set i øjnene at de var blevet tvunget til at vente. Nox hadede at vente. Han følte at han spildte sit liv af at vente, og derfor ville han ud for at udforske endnu mere, han måtte finde de svar, selvom de ville komme til ham når tiden var inde. Det var dog umuligt for ham at blot læne til tilbage og vente - han måtte søge, selvom svarene ikke kom.
Iltert trippede han fra hovspids til hovspids med de sølvbeklædte forben. Han havde før båret noget over bringen, og resten af kroppen. Da han forlod flokken havde hans søster taget det af ham, sådan at de kunne bevæge sig hurtigere og mere lydløst hvis det skulle blive nødvendigt. De sidste små dele af den rustning han engang havde båret var han dog ikke i stand til at ligge fra sig - han elskede dem for dybt, og de var en del af ham. Aldrig ville han give slip på de små stykker af hans ungdom som han synligt bar på kroppen.

"Hvorfor blot vente? Akiva, hvor længe har De været her? Hvor længe har De 'blot' ventet? Jeg kan ikke vente, jeg vil finde svaret på denne gåde."

Hans stemme lød tydeligt ud over markerne. Han var en hingst der altid talte en tone højere end nødvendigt, men ligesom hans iltre temprament, og halve rustning, så var det en del af ham som ikke kunne fjernes. Han så en anelse bebrejdende på hingsten, var de ikke begge to sønner af ilden? Ilden måtte brænde i denne hingst også, og han ønskede at den brændte for det samme som hans egen ild i dette øjeblik. Mange gange havde han begivet sig ud i dette landskab omkring dem, men aldrig med selvskab ved sin side. Måske var det alt som manglede for at finde svarene?

^{sing your death song
and die like a hero going home}

[Akiva ¤ Hanna]

. Så lukket… kold.. afvisende… en anelse aggrasiv på nogle, og frem for alt ligeglad. Med dem omkring ham… men dette var blot en facade, som hingsten havde bygget op efterhånden. Han havde et hjerte af guld… han vidste det bare ikke selv endu. Mon han ville finde ud af det? Næppe..
Men hingsten ville noget. Han ville vide hvad der var sket. Med ham. For han havde ikke altid været sådan. Dette var noget han også kunne mærke i sig selv. Hvordan Akiva havde ændret sig med tidens løb…. Men hvordan kunne han finde svarene? Hvis ikke han kendte dem, hvem gjorde så? Hingsten havde mange øsnker og drømme der nok for altid ville være skjult for denne omverden. Skjult inde i ham selv.
Ved hingstens ord, vippede ørene let og en smule dovent frem imod ham. Og ved hans høje klarer stemme, nikkede han kort. Et glimt af respekt kom frem, før at det blev kvalt af den brændende kulde han bar.

”jeg har ventet længere end man burde. Og siden jeg endu ikke har fundet svaret, kan jeg vente videre eller finde den som de ønsker”¨

Sagde han en anelse mere køligt end man burde. Men sådan var han bare. Kølig…

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{are you, are you coming to the tree
wear a necklace of rope side by side with me
strange things did happen here}

Det bistre blik som Nox sendte den anden hingst var utrolig gennemborende. Denne uduelige ligegyldighed som hingsten fremviste kunne umuligt være hvem han virkelig var. Hans flamme kunne ej brænde hvis den ikke brændte for noget. Og hvis det var tilfældet, at flammen blot brændte for at brænde, så ville den metalfarvede hingst skamme sig. Skamme sig over at dele ilden, og varmen, med den kølige hingst foran ham. Umuligt, måtte det være. Umuligt, at disse to hingste havde noget tilfældes. Den metalfarvede hingst mærkede en provokeret snerren stige i struben, og måtte stoppe sig selv før den kunne høres. Han forstod det ikke - og det fik blodet i hans krop til at pulsere hurtigere, og vreden til at stige. Han var dog stadig i stand til at kontrollere den, men det fik blot det hårde udtryk til at blive hårdere, og endnu mere kontrolleret og militærisk end før. 
De var så forskellige. Akiva var så kold, og tom, imens Nox var varm og fuld af energi og livsglæde. Kunne disse to hingste nogensinde ville kunne enes? Eller ville dette ende galt. Lige nu trak det begge veje i den metalfarvede hingst.

"Så lad os gå."

Han havde knapt talt færdig før han slog frem i signe faste skridt, frem over engene. Han så sig ej tilbage for at konrollere om Akiva fulgte ham. Ikke fordi han var ligeglad, men han forventede intet andet end at han ville følge ham - havde han måske andet at foretage sig? Det tvivlede Nox på. Ligesom han selv, så måtte Akiva også ønske en hvis form for selvskab, selvom han virkede som en enspænder. Ingen kunne ønske at være alene på denne ø.

^{no stranger would it be
if we met up at midnight in the hanging tree}

[Akiva ¤ Hanna]

Det var jo næsten som om Akivas attitude irriterede den lyse hingst? Hvorfor mon? Det kunne godt være at de var af det samme element. Men hvor dens lyse ild brændte tydeligt uden på, var Akivas inde i ham. Gemt for omverdenen, og holdt ham i live. Og ligeså skjult som ilden var, ligeså hurtigt kunne dem bryde frem i form af et vægtigt temperament der bare ventede på at komme frem.

plidselig stoppede den mørke hingst op, og spidsede ører. Et kald rungede over dette sted, og bød ham om at søge en retning end den Nox valgte. En brummen kom fra ham, og denne gang mere bestemt end man havde hørt længe fra ham.


"NOx... Kan du høre det?" 


Sahde han roligt, og lød mere opmærksom end før. Det flammende blondin en lille glød, og han syntes at det trak i ham... Med det hul..

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{just give me time
you know your desires and mine
so wrap my flesh in ivory and in twine
for i must be well}

Hingsten stivnede da vinden hviskede ukendte stemmer i hans metaldækkede ører. Hans maske dækkede over for de metalfarvede ører, men det svækkede ej hans hørelse det mindste. Og nu hørte han denne lokkende stemme. Det måtte være The Oracle. Vogteren, og spøgelseshesten som han havde hørt om da han besøgte de magiske, syngende grotter mod nord. De grotter havde hvisket med vinden, på samme måde som denne lokkende stemme nu også hviskede. Hans muskler spændte sig, og lod den bagende sol reflektere sig i dem, da de rørte sig under hans sølv hårlag. Hvad var dog dette? Hjertet? Det var ikke svært at tænke sig til den stenbeklædte samlingsplads som lå her i Common Grounds. Men hverken nogen trappe eller gang, eller blot noget som førte ned under jorden havde vist sig der. Ikke andet end den dybe kløft som lå i en cirkel omkring den stenbelagte plads. Han tøvede. Denne hoppe. Denne sjæl. Efter hvad han havde hørt var hun ikke altid godt nyt, og var det ikke også hende der var grunden til den krig som brød ud sidste gang hove havde bevæget sig over denne jord? Hans blik rettedes mod Akiva, hvor han pludselig så dem stå sammen mod denne fjende. Måske havde de mere tilfældes end hvad hans blotte øje havde set? De var som sagt brødre. Brødre igennem ilden. Der var ingen tvivl om at Akiva aldrig ville få det samme forhold til ham som hans krigsbrødre, men noget bandt dem sammen, om de ville det eller ej. Det betød ikke at han pludselig brød sig om denne hingst, men at afsky ham gjorde han heller ej.
Han vendte rundt i en enkelt bevægelse og tog et simpelt skridt mod Akiva, måske en anelse mere tøvende end han ønskede det ville have set ud.

"Lad dig ikke narre."

Han advarede ham. De kunne jo aldrig vide hvad der lå og lurede i det mørke de ville træde ned i. Han ønskede ikke at have noget med denne hoppe at gøre, da han var fuldt overbevist om at hun blot ville være ude på at snyde og lyve for Exenios folk. Alligevel trådte hingsten frem i samme, rytmiske gang som før. Denne gang med kursen bestemt rettet mod Center Summit. Han var ingen kujon. Og hvis han ikke trådte derned ville hans tapperhed kunne sættes spørgsmålstegn ved - hvilket ville være det værste som kunne ske. Så hellere dø en ridderlig død i kampen mod det onde mørke som måske, måske ikke, lurede under den overflade, som de ville træde ned under.

^{keep the earth below my feet
for all my sweat, my blood runs weak
and let me learn from where i have been}

[Akiva ¤ Hanna]

Den lokkede... Hun lokkede... Hun lokkede den flammende hingst, og aftegnene gæødede kort op, da han allerede havde besluttet sig. Han ville finde hende. Koste hvad det ville. Hans øjne gled over det hul, der bare førte ned i mørket. 
Der var ingen trappe så vidt han kunne se... Men der måtte være en vej. Det skulle nok gå. For stædigheden havde han skam, og man skulle ikk tvivle på hvor meget han kunne noget, hvis han ønskede det.

snart var de ved hullet kant, og hans brændende øjne gled søgende ind i mørket. Det ville være et problem da de Intet kunne se... Eller... Måske en småle. Den varme glød der omfav ham fra Jans tegn, begyndte at gløde kraftigere for at de kunne se noget. Nu vidste de da hvor de satte hovene. For første gang i lang tid, var han taknemmelig over havd udseende.


"er du med mig hele vejen, eller går du nu?" 


Sagde han en anelse skarpt. Men han ville vide om han kunne regne med denne hingst. 

[The Oracle]

(Fortsat i tråd: Riddles in the Dark)