A blow of an old war? [Tagged: Hanna]

[Nabendu Raakaa]

Nabendu Raakaa


Den sort/hvide hingst satte sine hove solidt på den slette han trådte ud på. Direkte fra skoven og ud i hvad der mest af alt lignede en dødens mark. Et sted slag havde fundet sted. Stemningen i området slåede ham også omgående da hans guldfarvede hove begav sig længere ud på det ødere område. Der hvilede noget gammelt, og mystisk over stedet. Noget uhyggeligt. Han kneb sine øjne let sammen. Nabendu frygtede ej krig, død eller gale måneånder. Han havde levet med de tre ting hele sit liv. Så nu hvor mørket faldt på i denne ukendte verden satte han roligt tempoet op til en trav. De lange ben bragte ham næsten helt majestætisk frem. Store rummelige skridt, som på de gamle vandringer. Stolt og hævet som han altid var blevet lært op til. Men med øjnene opmærksomt og vagtsomt kiggende... Lyttende også. Han brummede.

Fornemmelsen af at stedet kunne opsluge en var ganske lille. Han havde prøvet værre. Men det var stadig langt fra de andre oplevelser. Han standsede. Nu var hingsten nået langt ud på sletten. Han var endt her i dette land uden at vide ud og ind. Med kæden om halsen mindedes han hver eneste aften sin stamme. Sin flok, hans opgaver og hende de dræbte. De kastede forbandelsen over ham, men skulle han lytte til den? De kølige, indelukkede øjne stirrede tilbage mod hans eget spor og skovens tryghed. Men tryghed var ikke nødvendigt. Han vrinskede højlydt. En rungende dyb lyd, der mest af alt kunne minde om en indianers sang. Han vippede ørene, mens hans øjne kneb sig intenst sammen. Et svar ville måske lyde. Han søgte liv i denne verden. Alene ønskede han ej at være, på trods af hans kapsel der lukkede alting inde... Alting.

[Aaina Hemakshi Ijaya]

En let klirren fulgte hoppen hvor end hun gik, da de glimtende grønne perler let slog imod hinanden i en ensom men vedvarende rytme. Hver eneste slag var anderledes end det første, og tonerne rene og klare. Den rødlige man og hale slæbte let hen af jorden da den var det lang, og mulen fulgte mimrende jorden for at ”se” hvor hun gik.
Hoppen var blind. Det var nok ingen hemmelighed. De bandager hun bar for øjnene var der blot for at skjule den skam som hun bar, og dækkede godt det meste af mulen. Sjældent blev disse taget af – for nærmest at sige aldrig. Det var et besværligt stykke arbejde, men som oftest var det som om at bandagerne levede deres eget liv. Som havde hendes stamme fortryllet dem, så de hverken rådnede eller var alt for svære at tage af og på. Måske.. måske var denne magi med hende? hvem vidste..
Men hvad folk ikke vidste, var at der inde under bandagerne blot var et hul. Et sort hul, som føltes uendeligt dybt for den der så det. Uhyggeligt.. ja. Det ødelagde illusionen om den stribede hoppe var smuk.

Kraftig var hun vel også. Hun var ingen fin pynte hoppe, men bygget til hårde vandringer i bjergene og den rejsendes liv. Hun var en sigøjner.. en vandrer. Hun havde altid vandret, indtil at hun mistede sit syn. Og selvom at det havde været frivilligt, havde det alligevel ikke. Presset for andre, havde skubbet hende den vej. En let brummen kom fra hende da hun stødte mulen imod en skarp sten, og kort føltes det som om at den rev hul på den bløde mule. Men intet blod kom, og hun hævede langsomt hovedet.
Et dybt og højlydt vrinsk ødelagde den normale stilhed, og hun stivnede kort. Det tog dog ikke lang tid for hende at genkende at det var en hingst, og hun overvejede kort at svare. Det kunne være farligt.. men hvad pokker. Hoppen levede hver dag sit liv i fare, og dette kunne ikke gøre det værre. En dybere brummen end mange andres hoppers lyde, men alligevel med den lyse undertone der vidnede om at det var en hoppe der svarede. Uden at vide det, var hun trådt uden for den spredte skov, og var nu på den store slette.

[Nabendu Raakaa]

Nabendu Raakaa


De guldlignende øjne søgte over landskabet. Til han opdagede en skikkelse i aftenens skær. Det var svært at identificere denne skikkelse først. Det svar der kom fra denne var dybere en de fleste hoppers. Men taget kroppen, stemmen og de grønne perler i manen i betragtning gættede Nabendu beslutsomt på at dette var en hoppe... Med en bandage for øjnene. Det var ikke ligefrem fordi det var noget man så hver dag. Derfor blev hans øjne knebet mere intenst sammen. Tankefuldt, men lukket inde bag en facade af kulde og ligegyldighed. Var hun blind? For intet måtte hun kunne se, hvilket forklarede hvorfor hendes mule søgte over jorden, og tilmed stødte på en sten. Hun så den ej. Han slog med den lange næsten skinnende hvide hale, og stampede kort i jorden som han før i tiden havde gjort. Hans øjne blev fjendtlige og ej venligt indstillede. Men denne sjæl havde hans opmærksomhed.

Hans ben bragte ham nærmere hende i en taktfast rytme med et harmonisk sving. Hans krop havde naturligvis ikke dens gamle muskler fra krige, vandringer og kampe han havde gennemført i sin tidligere stamme... Månens ånder fandtes måske i virkeligheden ej. Men Nabendu var fast overbevist om at en snert af dem forstyrrede natten. Noget gjorde det. Pinede folks sind med tanker om mørket og hvad der lurrede i det. Han jog dem bort. Beskyttede og tog vare på alt der bevægede sig under Månens Lys. Hans øjne skimtede over hoppens pels. Striber... Smukke striber. Men ej var hun nogen fin og let hoppe. Det de fleste så som smuk. Men hun var kraftigere bygget. Det fik ham dog ej til at se hendes om grim. "Må jeg hilse en sjæl der intet ser?" hans stemme kunne lyde som en gåde. Venlig? Måske... Men afgjort dyb og hvislende som visne blade over klipper. Hans øjne var gådefuldt rettet mod denne fremmede hoppe. Han var standset.

[Aaina Hemakshi Ijaya]

Hoppen var nu standset forsigtigt, og lod ørene glide søgende rundt. Selve hendes hoved vendte sig også imod der hvor hun mente at den anden burde være, men dette var nok mere et instinkt og en naturlig reaktion end hun egentlig selv var klar over det. Der var mange reaktioner fra hendes krop, som hun ikke engang selv vidste hun gjorde. Og på den anden side. Kropsproget forstod og ville hun nok aldrig helt forstå. Hun vidste ej hvad andre gjorde… men alligevel. Hun fornemmede det vil nærmere sagt. Hun… fornemmede normalt hvis de var fjendtlige. Hun fornemmede om de var venligt stemt. Men hun havde mange fejl, og kunne aldrig være sikker. Blot håbe på, at sandheden var den hun fik fortalt af fremmede. Af dem eller det omkring hende. måske vidste hoppen mere end hun så ud til?



En dump lyd af en hov imod jorden fik hende til i et ryk at dreje hovedet den vej, og ørene vendte og drejede let frem og tilbage. Han stampede blot i jorden.. kom hverken nærmere, eller tættere på hende. Hvilket vel var et godt tegn ifølge hende. En stemme afbrød snart den stilhed der havde omringet dem, og hun hævede let hovedet. Denne stemme var hverken venlig eller fjendtlig… måske en anelse fjern, men andet kunne hun ikke høre.. hvilket fik en kort tvivl til at spire frem i hende. Hvem var han?



”Jeg kan vel ikke tvinge dem til at lade værd. Men hvem er de?”



Kom det fra hende. en smule afvisende, men… hun var blind. Hun var en anelse hjælpeløs. Hun ville ikke bare byde en fremmed tæt på.. det var farligt – i hvert fald for hende. Men dog. Hun var alligevel opmærksom på denne fremmede. Nysgerrig? Måske..

[Nabendu Raakaa]

Nabendu Raakaa


Han forstod muligvis godt det ryk hun gjorde mod ham med sit hoved, fordi han havde stampet i jorden. Hvordan skulle dette tolkes? I hans hjemland havde det været en hilsen, men også en advarsel. Han kneb atter øjnene sammen mod denne fremmede. Han var ej stødt på en sådan type før. Hvordan var det mon? Intet at kunne se. Hun ville ej kunen vide om han smilede eller viste tænder af hende. Om hans øjne så op eller ned. Han kunne næsten gøre det som det passede ham. Men hvad passede egentlig Nabendu?

Hendes stemme lød for hans ører. En smule afvisende endda. Han brummede dybt. En svingende lyd som en svag nynnen. "De kan forsøge." lød det stille fra ham. Men snerten af hans ord forsvandt bort som vinden det næste øjeblik. Han spændte op i kroppen og hvæsede en rolig, og ej væmmelig hvæsen. "Månens Vogter. Nabendu Raakaa." lød det hemmelighedsfuldt fra den sort/hvide hingst. Hans øjne flakkede over hendes krop. Han var stadig interesseret i hende. Men skjold og facade bød ham at lukke hende ude. Så han sagde ej mere, og lod resten hænge i luften 'hvem jeg er er en længere historie'.