Steps become miles.

[Apostrophe]

'Cause even stars they burn
and some even fall to the earth.

Når hun kom fra et land med lange, lige træer som matchede hoppens slanke lemmer, var det ikke underligt at den farvede hoppe havde søgt sig mod dette frodige landskab i Western Lands, som det første. Hun savnede sit hjem, og et smalt håb om, at de mange stier ville føre hende tilbage til sit tidligere hjemland, havde draget hende hele vejen igennem denne region, blot for at skuffe hende med en ukendt, og ujævn strand. Hun måtte indse, at dette nu ville betegnes som hendes "nye" hjem, og at de sjæle fra hendes tidligere land, ikke længere ville være en del af hendes langtrukne hverdag. Hun sendte dem en håbefuld tanke om, at de ville huske hende, i stedet for at blot ej bemærke hendes fravær. Mere kunne hun ikke tillade sig at håbe på.
Hun tilhørte dog ikke disse krogede træer, men i stedet de stormende bjerge mod nord. Hun ønskede dog at vende sig mod frodigheden i dette land, for at finde en tryghed i dette ukendte område.
Hendes fodtrin ebbede ud til stilhed, og de grønne hove sank stabilt ned i klippegrunden, og spredte sten, skidt og sand fra hinanden, for at gøre plads til at hendes ranglede lemmer havde noget at støtte sig mod. Skabningen lod hovedet hæves, for at danne sig et bedre syn over dette land, som nu ville være hendes hjem. Omgivelserne ville tage hoppen noget tid, at vænne sig til. For selvom hun kom af skovens blade og krat, så mindede dette land ej om noget sted, som hun tidligere havde besøgt. Stemningen af mystik, og magi dækkede dette område, og fik en pirrende kulde til at gyse ned over hoppens smalle rygrad. På trods af det skræmmende, nye eventyr som nu lå for hendes spinkle hove, så kunne hun intet andet end at glæde sig en smule. Måske var det her hun ville møde sin skæbne?
Et svagt tegn på et smil, kunne spores i hoppens nysgerrige ansigt, men blot for at ende i en skeptisk panderynken. Hendes blik flakkede mod den dalende sol, hvor ville hun dog ønske, at natten ikke faldt over hende endnu. Hun måtte finde tryghed. Måske var det på tide at vende hjem, til de ukendte bjerge?
Hendes tanker faldt over hende, og i den korte stund af fravær, som rådede i hendes blik, gled hendes ene hov over en glat sten, og bragte hoppen til en kort ubalance. Et sug fór igennem hoppens krop, før hun hurtigt genvandt den ranglede stabilitet, og atter bevægede sig frem over de mørke sten. Et bebrejdende blik, vendtes bagud mod den forrådende sten, som havde bragt hende ud i den korte overraskelse. "Pokkers sten.." Mumlede hun, før tanken blev sluppet, og hendes sind atter vendtes mod savnet til sit hjemland, og en svag frygt for, hvilken skæbne der lå i vente til hende.

475 ord.

[Nabendu Raakaa]

Nabendu   Raakaa 


Guld. Guld ramte jorden ved grænsen til en strand. Bortset fra at det ej var guld. Det var fire solide hove på en hvid og sort skabning, klædt med et brunligt stribemønster. Han bevægede sig ud mod den fremmede strand med de mange sten. Lige siden han kom til dette forunderlige sted havde han sanset det. Mystikken. Følelsen af noget oldgammelt, var blevet åbnet op for ham og hans idéer om livet. Det første han havde gjort var at finde sig en skov. Hans stamme... eller flok som almindelige måtte kalde det - havde oftest opbevaret sig i skove, hvor de kunne overraske fjender. I krige havde han søgt mod alt det groede. Men dog... Vandring. Vandring havde også været en stor del af det gamle liv. Over tørre sletter, frodige egne. Floder, bjerge. Nu føltes det som om at det var langt langt borte. Aldrig skulle han se sin fader, sin moder eller de der forbandede ham igen. Og resterne af hans fortid hang om hans hals. Til evig påmindelse om hvor han hørte til. Og hvem han var. Nabendu Raakaa. Månens hersker kunne de kalde ham. Han holdt de onde ånder den sendte mod jorden i skak. Beskyttede sin stamme... Sådan var troen. Og endnu påtog han sig opgaven, og huskede de gamle ritualer, ceremonier og måder at begå sig på.

Men skarpest af alt måtte det stå for Nabendu at han havde åbnet sine øjne for en anden verden. Og nu? Nu var han forsvundet ind i dette forunderlige sted. Undersøgt området her det havde han haft tid til. Men endnu havde han ikke mødt en anden sjæl. Han skridtede over stenene, og vippede med de sorte følsomme ører. Udtrykket i hans guldagtige øjne var koldt, og funklende. Ikke ondt på nogen måde, men ej heller godtroende og blidt. Han var blevet trukket ind i en kapsel. Og udadtil kunne han se decideret uhyggelig ud, når følelserne i kapslen kaldte. Han havde taget ved lærer af noget i sin fortid. Så der var kommet en hemmelighedsfuld attitude over ham. Men samtidig havde han også den viden at det ville ødelægge ham til sidst. Han burde leve videre. Glemme. Men hvordan skulle han kunne? Han hørte lyden af en stemme, men fangede ikke ordene. Det fik ham til opmærksomt at stirre frem for sig. Indtil hans øjne fangede en skikkelse i aftenens skær. En dyb og rungende lyd kom fra ham. En stille vrinsken, for at fange denne hoppes opmærksomhed. Det ville hans stamme have set skævt til - men han havde ændret sig nu. Han ville starte på ny i denne verden. Kunne han det?

[Apostrophe]

'Cause even stars they burn
and some even fall to the earth.

Hoppen måtte indrømme, at det ærgede hende at hun ej nåede at se meget til dette land, før mørket ville erobre farverne, og forvandle de smukkeste enge, til skræmmende skygger. Hun måtte finde sig et sted for natten, eller ville dette blive endnu en søvnløs nat, efterladt til sin egen vandring og tanker? Tanken fik en svag nervøsitet til at sitre under hoppens farvede pels, ej fordi at mørket skræmte hende, da hun ofte havde nyt de stille aftner med månen som selvskab, men blot fordi at hoppen kunne intet andet, end at føle sig overgivet til dette fremmede land. Hun havde vandret over fremmede territorier, og nu ville hun ej nå hjem før mørkets skygger ville trænge sig på.
De mørke øjne søgte over landskabet omkring hende, for at absorbere de sidste farver som tusmørket bød på. Hun spottede den fremmede, før hingstens kalden lød over den stenrige strand. Hendes tanker druknedes i den nye overraskelse, som hingsten bød på, og opmærksomt førtes hendes hoved op i oprejst, nysgerrig position. Kort måtte hun dog lade blikket vendes bagud, for at sikre sig at vrinsket var ment til hende, og ej til nogen bag hende. Pinligt ville det være, hvis hun trådte nærmere, og han ej ønskede hendes selvskab, men havde ment sin kalden til en anden sjæl.
Med et svirp med den fyldige hale, og et ører som krængedes rundt i alle retninger, bevægede den ranglede krop sig nærmere denne skabning. Hun havde ikke forventet at møde nogen her, eller på denne tid af dagen, og derfor havde hun svært ved at skjule overraskelsen i hendes venlige blik.
"Jeg havde ikke forventet at finde selvskab her." Ordene flød let igennem til kommende natteluft, da der hverken fandtes nogen vind, eller regn til at hindre ordene i at nå den lyse hingst. Hendes spinkle ben bevægede hende en smule nærmere, for at derefter stoppe op en anelse fra hingsten. Hun kendte jo ikke den fremmede, og derfor måtte hun være i stand til at reagere, hvis det viste sig at han ikke havde rene hensigter med dette uventede møde.
En kort undren spirede i hoppens sind, havde han set hendes uheldige stunt med den glatte sten? Hvor pinligt. Hun forsøgte dog at ej hænge sig op på denne uheldighed, og i stedet rette sin opmærksomhed mod den fremmede. Hendes øjne var intense, og venlige, men ej kunne man spore skyggen af et smil i hendes brogede ansigt.
"Jeg er Apostrophe." Præsenterede hun sig selv, med en klar stemme.

418 ord.

[Nabendu Raakaa]

Nabendu Raakaa


Han lod blikket vandre over hendes specielle aftegninger, som hun spottede ham. Hans muskler spændtes, og øjnenes skjold blev sat op. Det gnavede sig vej frem til han blottede tænderne mod hende, som et af de månemonstre han havde jaget bort i sin fortid. Månen. Snart ville dens lys kaste sig fortryllende over dette nye land, denne nye vej frem. Ville han kunne finde en vej frem? Hans øjne skred mod hendes ben og tilbage til hendes øjne. Hun så en smule overrasket ud i ansigtet, da hun så tilbage på ham. Havde hun sikret sig at det var hende han vrinskede til? Mystisk lod han sit skarpe blik vandre bag sig selv, som en svag spejlning af hendes kropssprog. Det lå til ham. Han skridtede nogle enktle skridt nærmere, ligesom hun selv. Hans blik var hemmelighedsfuldt. Gemt bag en kulde og intensitet. Hans krop var spændt let op og han bar sig selv som den udstødte vandre han var blevet til. Hendes stemme lød. De flød ude med aftensbrisen ud i det svindende lys, bort i horisonten. Havde ej forventet at finde selskab her? Havde hun da forventet at være alene i hele verden? Han svarede ej. Lod tavsheden styre det korte øjeblik, inden hun præsenterede sig selv som Aposrophe. En klar stemme, men intet smil om hendes læber. Han smilede ligeledes ej.

"Nabendu Raakaa." han nikkede kort mod hende, og slog med den lange hvide hale. Hans øjne veg ej, men hans ører lyttede på andre ting. Intet skulle overraske ham i mørkets timer. Således var han opdraget, og således blev han ved med at være. "Du kan måske fortælle, hvilket sted vores sjæle er rejst til?" hans stemme kunne lyde som en gåde, samt en dyb slingerende hvisken. Men hvordan hun så på den var ham ligegyldigt. Han talte som den indianer lignende hingst han var. Hans ører vendtes så mod hende. Intet andet lød i natten. Måske var det overraskende at de var stødt på hinanden her. Han smilede da skævt, men koldt, og mystisk.

[Apostrophe]

'Cause even stars they burn
and some even fall to the earth.

Hvordan hoppen præcist var havnet hvor hun var, var hun ikke helt klar over. Hun følte sig stadig ny i området, og selvom dette ikke var hendes hjem, så følte hun sig tilpas i de frodige dele. På grund af sit gamle levested. Hoppens ben stoppede, da hingsten selv gjorde halt, da hun ikke ønskede at trænge sig på. Hun var trods alt ikke en del af dette land, eller denne magi der hvilede blandt frodigheden. Hun hørte ikke hjemme her. Selvom hun ville ønske at finde frodigheden som hun engang levede i, så var denne plads ej det, og hun hørte ej til her. Det var noget af et nederlag, for den unge Apostrophe, men hun måtte indrømme for sig selv at hun ej ville finde hjem, ligesom hjem ej ville finde hende. De ville ikke søge.
Hun lod de blanke øjne rulle op af hingstens krop, i et forsøg på at ej dømme ham. Hun ville jo gerne holde sig på god fod med alle. I hvert fald til en start, selvom det var en smule naivt at tro, at det var muligt. Derfor holdt hun blot sin egen fjendtlighed og fordomme for sig selv, og håbede på samme reaktion fra sine modparter. Og dette selvskab var aflukket. Hans mystiske attitude fremkom en anelse skummel i hoppens sind, og hun måtte reserveret slå blikket væk fra ham, da hun var uvis om hans styrke og rang. Og ikke mindst holdning til hendes indtrængen på disse fremmede grunde. Nysgerrigt skubbedes hendes ører dog frem mod hans intense aura.
Et svagt smil blomstrede på hendes mule, og på trods af hendes egne reserverede personlighed, så var hun imødekommende. Måske var hun samme indelukkede træk som hingsten, Nabendu Raakaa, men hun bar dem på andre måder end ham. Hendes nysgerrighed skubbede mange reserverede facader væk, og selvom hun ikke røbede meget om sig selv og i bund og grund var en meget lukket hoppe, så fremstod hun meget åben ved det første blik.
"Jeg forsøgte at finde hjem." Forklarer hun først med den let skrøbelige stemme. Skrøbeligheden var dog overtrukket af en varm tone, som gerne dækkede over hendes svagheder. Apostrophe var jo ej hjælpeløs, nej hun var en stærk vilje. En vilje som havde bestemt at hun ej ville være svag, eller skrøbelig. "Men hvor mine ben førte mig, er jeg endnu usikker på, Nabendu Raakaa." Hun udtalte hele hans navn med samme tone og omhu som han selv, da hun ikke ønskede at lade som om at de var på kælenavne. Det ville være utrolig uhøfligt, at kalde en fremmed andet end sit fulde navn.
Smilet blegnede hurtigt, men ej fordi hun indså noget værre, hun smilte blot ikke særlig ofte eller længe. Hun lod flygtigt blikket glide over træernes stammer som grænsede op til denne stenfyldte strand, og derefter ud mod horisonten. Dette lignede intet hun havde set før. "Hjem er dette dog ej." Konstanterede hun en anelse mere afmålt og dæmpet. Ordene var mere ment for hende selv, hvor hun derefter lod de klare øjne spotte mod hingsten.

511 ord.

[Nabendu Raakaa]

Nabendu Raakaa


Han mærkede kun svagt en tilfredshed brede sig da hun standsede selv. Næsten lige efter ham. På en afstand der indbød ham til at være mere åben. Han havde det sandsynligvis bedst med mellemrum til den han talte med. I hvert fald første gang han talte med denne. Hans øjne veg dog stadig ej bort fra hende, selvom man muligvis ville forvente det fra en der var mere lukket, og ej søgte nærmere kontakt, end denne meget respekterende afstand. Han var stadig helt brandny i denne nye verden. Legeplads om man ville det. Det var jo et eventyr ikke? Og derfor kendte han intet til områderne, regionerne eller andet her. Han ville ikke i sin vildeste fantasi forestille sig hvordan det var delt ind. Og hvilken status han snart ville tage. En brummen forlod ham da hoppen Apostrope smilede. Hendes ører var vendt mod ham. Han sansede hendes nysgerighed, men mærkede i sit stille sind også den lettere indelukkede ting ved hende. Eftersom han følte han havde styr på det mere eller mindre tomme område vendtes hans ører næsten dramatisk mod hende. Hans øjne blev mere vågne, men mystikken forlod dem ej, da hun begyndte at svarer.

Første indtryk hendes stemme nu gav var en varme. Men han lyttede efter tonerne, og følte let på dem, med et klik med tungen. Noget andet lå i den også. Skrøbelighed... Næsten som om den kunne knækkes midt over og skilles fra det varme. Så hun pludselig ikke længere virkede så åben og imødekommende. Men dog. Der var noget vilje her. Ellers ville varmen ej snige sig sådan ind i den stemme. Han fnøs. Ikke et vredt, hånligt eller andet negativt fnys. Blot en gammel vane. Hendes ord forvirrede ham ej. Hun havde ledt efter sit hjem. Men ej fundet dette. Hun vidste ikke hvor hendes ben havde bragt hende hen. Han kneb øjnene sammen, og lod dem vige ud over havets brede bølger. "Hjem er mange ting." det lød ikke som om han talte til nogen. Nærmere som om den dybe rungende stemme hviskede gådefuldt til vinden. Hjem var hvor hjertet var. Hans burde være dødt. For hvor hans hjerte var, var ved en død. Han skimtede mod hende, da hun så rundt. Hendes stemme lød atter, men det var ikke henvendt til han. Han hørte det kun ganske svagt. Årvågent kiggede han mod hende igen. "Dine ben førte dig til en ny fremtid. En fremtid man ikke kender, og ej selv kan forme." hans lettere dystre stemme mente det. Måske afslørede det lidt af hingstens sind. Det var således han så på sin nuværende situation. "Apostrophe?" spørgende lød han nu. Men hvorfor?

[Apostrophe]

'Cause even stars they burn
and some even fall to the earth.

Hoppens opmærksomhed var rettet mod hingsten, ligesom hendes åbenlyse blik. Et blik af renhed, nysgerrighed og iver, men også et blik som var præget af hoppens reserverede personlighed. Man skulle ej se langt ind i hoppens klare øjne før man endte i vildrede. Hun fremstod derfor tit som en meget naiv, ung hoppe, som var drevet af sin nysgerrighed - hvilket også var sandt, til en hvis grad. For lige under hoppens skind lå den sky sjæl, som var drevet af ligeså meget vogt og paranoia som hendes ydre var drevet af nysgerrighed og eventyrslyst.
Hendes ører spidsedes klart da hingsten talte med sin skjulte, mørke stemme, men hendes ører vendtes aldrig helt frem mod hingsten, men udviste heller ej mange tegn på at ville vendes bagud. Hun var konstant opmærksom på hingsten, og måtte konstant stoppe sine rappe spørgsmål om hans mystiske, gemte ord. Hun krængede lyttende hovedet på skrå, men hun var ikke dum nok til at trænge sig på en fremmed. Det lå i hendes natur, at være nysgerrig og ung af sind, men dog var hoppen beskeden og høflig. Derfor ville hun aldrig kunne få sig selv til at trænge sig på med upassende spørgsmål. I stedet forholdt hun sig tavs, lod hingsten tale færdigt, og nikkede derefter bekræftende.
Hendes udtryk vendtes indad, og hun måtte tage en kort stund til at tænke over hans ord. De blanke øjne blev fokuserede, og opmærksomheden lå ikke længere på hingstens aura, men på hans ord. "Hjem." Gentog hoppen dæmpet, før hendes blik atter flakkede op for at møde hingstens med vogtsomme øjne. "Hjem må tolkes forskelligt fra sjæl til sjæl. Måske ser du denne strand og disse sten som hjemme, men for mig er de fremmede. Jeg vil finde et hjem, men jeg ønsker ikke at føle mig som gæst i mine egne rammer." Hoppen formede ordene med omtanke og omhu, men hun talte fra hjertet, og hendes ord var sande.
Hendes spinkle hoved knejsedes derefter til et kort og bekræftende nik. "Jeg ved ikke hvor du kommer fra, eller hvor dine veje fører dig hen, men jeg må ønske dig held og lykke på din vandring." Konstanterede hun, selvom ordene ikke var direkte rettede mod hingsten, men nærmere blot til enhver sjæl der var ført til dette land. For én ting vidste hun; Der var ingen vej tilbage. Hun havde søgt efter en, og dette nye område var kommet for at blive. Dette faktum havde hoppen blandede følelser omkring, men hun blev atter tavs og vendte hingstens ord i sindet.
"Skæbnen." Måtte hun til sidst kommentere på hans ord - Troede han på skæbnen? Selv var Apostrophe i tvivl. Hun havde hørt om denne skæbne, men ej havde hun oplevet mange beviser på at disse sagn var sande, eller blot noget som ensomme sjæle støttede sig til for at finde en grund til at fortsætte livet. 
Hendes tanker blev slået væk, da hingsten spørgende nævnte hendes navn. Hun krængede hovedet på skrå, og et nysgerrigt smil spirede beskedent frem på hendes læber, men hendes øjne var sky og vagtsomme. Hvad ønskede han fra hende?

517 ord.

[Nabendu Raakaa]

Nabendu Raakaa


Hun havde forholdt sig tavs mens han havde talt. Det var ganske høfligt at hende. Han kendte visse der ville afbryde ham og tale over hans hoved. Hver eneste gang Nabendu havde talt om at teorien hans stamme / flok havde levet efter måske slet ikke var rigtigt, og at der muligvis fandtes anden forklaring, var han blevet nedstemt og lukket ude. Dette var først sket efter... Efter... Og så døde hun. Og han med. Sådan føltes det i hvert fald. Han lod øjnene søge mod hende igen, efter deres vandring over havet. Hun var i tanker, som han selv, var hun ikke? Hans mørke øjne holdt vågent blikket på hende. Hun var ingen trussel. Men dette sted var også fremmed for ham. Det var ikke hjemme. Det var blot en ny mulighed og en ny fremtid. En fremtid han skulle leve igennem. Men kunne han forme den? Ja... Egentlig. Han kunne forme sin fremtid ved at lukke alt og alle ude. Dø indvendigt, og mure de sidste levende rester inde. Således ville han ej mere være nødt til at føle og kæmpe for andre. Men det var en sørgelig fremtid. En sørgerlig historie... Måske skulle noget i ham vendes på hovedet. Og pludselig ville denne sikre men sørgerlige fremtid ikke mere kunne give mening. Så ville han blive tvunget til at se tingene i øjnene, tvunget til at føle og tvunget til at handle. Det ville være godt. Men spørgsmålet var om hingsten ville nå at mure sig selv inde...

Da hendes stemme lød tog den ordet hjem op igen. Hun lød tænkende i hans ører. To vagtsomme øjne vendtes mod hans som hun fortsatte, og det fik ham til at hæve hovedet og knibe sine øjne let sammen. Ordene ringede for hans ører. De skar sig vej gennem hans hjerne, og fik ham atter til at fordybe sig i tanker. Men ingen tanke blev ladt alene. Hoppen talte atter. Efter et bekræftende nik konstaterede hun noget, der både kunne være til ham, men også til alle andre farende sjæle. Han slog kort med sin hvide hale, og lod hende tale ud. Skæbnen? Han vippede med ørene og skridtede et par skridt til siden, ud mod vandet. "Skæbnen kunne eksistere. Men ligeledes kunne den være en løgn. Noget vi forestiller os og forsøger at leve op til. Jeg vil også sige held og lykke. Til dig og dine bens veje." han konstaterede det mere personligt. Mere indtrængende. Han lod så blikket forlade hende da hun afventede hans ord. Hans spørgsmål, eller anden grund til at ville kontakte hende spørgende. En dyb brummen lød fra ham. "Du siger du forsøgte at finde dit hjem. Jeg havde intet hjem. Ikke mere. Men kan jeg spørger hvordan dit var?" nu lød han blødere. Nu fik hans øjne et sørgmodigt glimt, og en nysgerighed, der ej var voldsom, men venlig. Han smilede forsigtigt og skævt mod hende. Nabendu Raakaa. Hingsten uden hjem. Hmf... Uden tro... Nej han var blot en hingst der havde set ud over den tro han havde haft. Og nu var han blevet interesseret i andre kulturer, og andres meninger... Derfor spurgte han. Derfor blev hans mystiske kulde og mørke et øjeblik erstattet af det sørgmodige, bløde blik... Dog. Dog formørkedes det igen og hans ører lagde sig langsomt.

[Apostrophe]

'Cause even stars they burn
and some even fall to the earth.

Hoppens blik fulgte hingstens, dog uden at efterligne ham, da han lod blikket glide over horisonten. Skumringen havde lagt sig over landet, og yderst i horisonten så det tåget og næsten ligefrem uhyggeligt ud. Ligeså kastede de høje, krummede træer lange skygger over den mørknende strand af sten, men hoppen skræmtes ikke direkte af disse effekter. De gjorde hende heller ikke tryg, men efter hver dag, hvor lys og god den end havde været, så ville mørket altid komme. Omvendt fungerede denne teori også. At efter hver en nat, ville lyset returnere. Dette var en af de få ting som hoppen kunne være sikker på, men dette land havde dog allerede lært hende at aldrig stole på vaner. Gud forbyde den dag hvor solen aldrig ville rejse sig igen, og blotte tanken fik hoppen til at sende en kort bøn om solopgangen næste morgen. Hun var ikke et dyr af natten, men hun var heller ej ræd for dette mørke. Hun havde en klar opfattelse om at livet, og verdenen havde brug for denne balance af lyst og mørkt, godt og ondt, for at kunne eksistere.

Hun følte sig heller ej utryg i hingstens selvskab, selvom man aldrig kunne vide hvilke intentioner fremmede havde. Hoppen ville så inderligt gerne være vagtsom, hvilket hun også var til en hvis grad, men samtidigt var hoppen af natur meget naiv. Hun stolede langt fra på hingsten, men bar heller ikke stor mistro overfor ham. Skulle han vise sig at være af forfærdeligt stof, ville hoppen ikke overraskes, men blot føle nederlag over hendes konklusion og fejlbedømmelse. Hendes blik havde fulgt hans, og da han øjne atter faldt på hende, fæstnedes hendes blik sig ned over den stenede strand. Hendes udspilede næsebor vibrerede let, da hun blødt pustede luften ud af lungerne i en kort længsel efter at fortsætte hendes vandren. Hun måtte finde hjem. Men hjem lod ikke til at ville lade sig findes af hoppen, og derfor måtte hun tage beslutningen om at blive i dette område for natten. Hendes blik faldt atter på hingsten, Nabendu Raakaa, da han talte, og opmærksomt vendtes de spændte ører mod ham. Hun lyttede, men hun overvejede hver enkelt af hans ord, i stedet for at blot sluge dem råt som et uvidende føl.

Hun overvejede sine ord, men uden at lade stilheden mellem dem blive trykkende eller akavet. "Jeg tror ikke at livet styres af andet en ens egne valg og beslutninger, dog er visse heldigere stillet end andre. Skæbnen må være hvilke kort man bliver budt, men ikke hvordan man spiller disse kort. I sidste ende kan det umuligt handle om udfaldet af dette spil, da vi alle vil være døde til den tid, men om hvordan vi brugte de resurser som vi var i besiddelse af." Hun forsøgte ikke at belære hingsten, men lod ham blot tage del af hendes egen holdning om emnet. Et beskedent smil viste sig kort på hendes læber, da det ikke skete særlig ofte at hoppen åbnede munden for at fortælle om egne holdninger eller oplevelser. Hun nikkede derfor anerkendende, som tak på hans lykønskninger. Hendes klare blik var dog nysgerrigt, da hun ønskede at høre hans egen holdning på hendes ord.

Hoppens hoved krængedes på skrå ved hingstens næste ord. Hans ord var meget personlige, om omhandlede hans fortid, hvilket alligevel smigrede Apostrophe. At denne lukkede hingst lod hende tage del i denne lille information om hans eget liv, antog hoppen at være en gestus at sætte pris på. Selv brød hun sig hverken om at snage i andres sind, eller at lade andre tage del af hendes eget. Selvom hingsten blot havde delt få ord med hende, så lod han til at være en hingst mindst ligeså lukket og privat som hende selv, hvis ikke mere. Derfor lod hoppen ham også tage del af et stykke af hendes eget liv, men hun fortalte heller ej mere end det ypperste.

"Jeg havde et hjem, men som du ser har jeg forladt det. Jeg har været hjemløs i mange år. Et opholdssted kommer jeg nu fra, men hjem vil jeg ikke kunne kalde det, jeg ventede blot på noget der aldrig kom." Fortalte hun med sin naturligt runde stemme, men dog lå der en reserveret tone i hendes ord, og hun ønskede ikke at han skulle snage. Hun delte blot det hun selv følte for, og ikke meget mere. Hendes høflige blik gled dog kort væk fra hingsten, og op af de lange stammer der tårnene op omkring dem. "Jeg befandt mig et sted meget lig dette." Et kort smil vistes på hendes mule ved hendes betragtning af den smukke natur, men smilet forsvandt og erstattedes af hoppens vogtende, dog nysgerrige blik.

784 ord.