Eyes like Amber

[Akiva ¤ Hanna]

Langsomt… uendeligt langsomt gik den stribede hoppe fremad. Hver en hov blev nænsomt løftet, forsigtigt placeret for at finde fæste, sat ned og så et skridt til. Alt gik roligt for den blinde hoppe. Mulen hang nede ved jorden, og hun lod den let glide over stenene efter tegn på ujævnheder der kunne få hende til at vakle. En lille fejl kunne betyde hoppens edelige, så hun var utrolig påpasselig med hvor og hvordan hun gik. Længe havde hun vandret rundt i landet for sig selv. Gemt sig i skovene, og havde meget langsomt fået en lille skitse af landet frem inde i hende selv.

Hun havde prøvet at holde sig en smule skjult den første tid, a hun var et nemt bytte for rovdyr, eller aggrasive heste. Eller var hun? Det skulle man ikke være så sikker på. Fordi på trods af at hoppen var blind, havde hendes andre sanser udviklet sig mere end hun selv anede. Især hendes lugte og høresans… og måske en sjette sans.. sansen til at fornemme andre. Hun kunne ikke se nogen… men når der var nogen i nærheden, kunne hun alligevel finde dem. Måske var det bare hendes sanser der havde udviklet sig på den måde for at hjælpe hende videre i livet.
Hendes hoved løftede sig kort op, og alle perlerne glitrede kort i solens lys. Det var dag… hoppen kunne mærke det på sin pels, og den varme der trængte igennem. Altså, andre dyr eller personer måtte være vågne. For helt alene kunne hun ikke være… vel? Nej… hun fornemmede en anden et eller andet sted. En andens nærvær…. Uroligt over ikke at vide hvor denne var, vippede ørene lidt frem og tilbage på hoppen. Ville denne person give sig til kende?

[Nox"7281"]

NOX"7281"

^{Krigsfører af Southern Lands.}

Mørke hove trampede rytmisk op over de belagte sten. Han havde et ærinde i tankerne, men dette ærinde ønskede han ej at drøfte med andre end hoppen af livet, og døden selv. Han ønskede ikke at forhandle med spøgelseshesten, men nu hvor sjælene kom strømmende til landet fra den samme verden, hvorfra han selv var kommet, så ønskede han at kunne beskytte disse nykomne. Ej at alle ville blive tilbudt en plads under hans beskyttende vinger, men de få som han forhåbenligt ville passe sammen med, måtte ej komme i fare. Bag den metalfarvede maske, var hingstens blik knurrende, og matchede hans soldariske holdning perfekt. Ingen burde lægge sig ud med denne robot-imiterende hingst. Alt omkring ham fremstod som firkantet, og hårdt, men blot skjulte denne militæriske holdning blot, at bagved krigerens maske ejede han et rent og blødt hjerte. Ej ville mange finde dette guldfarvede hjerte, men befandt man sig først bagved de granithårde vægge, så ville man finde en tryghed i en evig beskytter, og en ven for livet.

Mørket havde sænket sig, og ej havde The Oracle dukket op, men ej gjorde dette den sølvfarvede hingst modløs, eller angrende, da hans skridt blot begyndte at bevæge sig sydpå - mod hans nyfundne, men dog elskede, hjem. Selvom efteråret var på vej, så var temperaturen stadig høj i den udtørkede region, kaldt Southern Lands. Nox nød dog varmen, selvom den metalliske udrustning, som udsmykkede hans tørre blik, og rytmiske forben blev varm under solen og fik sveden til at piple frem på hingstens krop. Dog betød dette ej meget, da sved og motion var størstedelen af hans liv. Bevægede han sig udenfor grænserne, kunne han intet andet end at længes hjem efter den betryggende varme. På trods af, at hingstens skridt førte ham hjemad, skulle der ikke meget til før hingsten distraheredes af en silhouet i mørket. Hans hoved hævedes straks op mod de mørke skyer, og advarende pressedes hans ører mod nakkemusklerne. Hvem var dog denne skabning?

"Tilkendegiv dem selv, fremmede!"   

Der fandtes ingen spor af skælven, eller usikkerhed i hingstens spørgsmål. Hans stemme var konstant, og dybt rungende mod stengulvet under deres hove. Hans hævede, stærke stemme fyldte luften mellem dem med en sådan kraft, at han selv måtte træde et enkelt skridt tilbage, da stemmen lød højere end hvad han just havde forventet af sig selv. Efter en stund af betragtelse af denne silhouet, valgte de rytmiske ben at føre ham frem mod skabningen med frygtløse skridt. Var denne silhouet den sjæl, som han havde søgt efter? Nej, dette var en skabning af kød og blod. Han måtte erkende at en svag strøm af lettelse spredte sig i hans brøst, før han bevægede sig tæt nok på sjælen, til at kunne skue at det blot var en simpel hoppe. Men hvad var dog det?

Hendes bandage vækkede straks hans opmærksomhed, selvom han ikke havde nogen ret til at dømme. Selv bar han sin rustning af ukendte grunde. Men hvorfor ville man dække sine øjne fra omverdenen? Hans hoved krængedes hårdt mod siden, og de følelsesløse øjne brændte stift ind i hoppen. En tanke om, at dette måske var en fælde, ramte ham, men alt han gjorde var blot, at vente på denne skabnings reaktion, med spændte muskler og en stabil holdning.

STAY STRONG
THERE MUST BE A DAWN
AFTER EVERY NIGHT


[Akiva ¤ Hanna]

Der gik ikke længe inden at hun kunne høre den rytmiske lyd af hove imod sten, og hun vippede kort ørene tilbage. Ikke truende, men en anelse tilbageholdent. Denne person der kom, prøvede i den grad ikke at skjule sig. Hvilket, hoppen tog som et godt tegn. når først folk begyndte at gemme sig for den i forvejen blinde hoppe, følte hun sig truet. Også selvom at der skulle meget til for at hoppen ville føle sig truet.
Undersøgende lod hun mulen glide over nogle få græs strå, inden at hun en anelse fraværende begyndte at hapse små bider af dem hun faldt. Nogle perler klirrede kort imod hinanden med en ren og klar lyd, men ellers ventede hun blot på at den anden kom tættere på. Og tættere… noget der kunne føles som evigheder for nogle gik forbi hoppen, men for hende var dette blot normalt. Tålmodighed… en evne hun havde, og sikkert ville have længe endnu. En fremmed duft ramte hendes følsomme næsebor, og endelig hævede hoppen hovedet. Langsomt men sikkert, kunne hun fornemme at den anden var ved at være i nærheden af hende. kunne sikkert snart se hende.
Snart lød hans høje og stærke ord over området, og hoppen virrede kort overrasket med hovedet over hvor stærk han lød. Allerede nu begyndte billeder af hvordan han mon så ud at danse foran hoppens indre øjne, og selvom at hun ikke kunne huske rigtige farver eller former, kunne hun alligevel danne en silhuet. Men hoppen bedømte på ens attitude og stemme, i stedet for udseende. Og denne sjæl, virkede stærk af sind og krop. og helt klart en hingst. Kort stod hun et øjeblik og ventede på en anden reaktion eller lyd fra ham, men det tydede på at han blot stod stille lige nu. Og da åbnede hoppen munden for at tale.

”Dit spørgsmål kan gå mange veje fremmede… jeg er Aaina Hemakshi Ijaya. Hvis det er det de mente, er det svaret. Men hvem jeg er, er noget helt andet.”

Kom det roligt, og med en behagelig stemme fra hoppen. Ikke lys som sådan, men med den dybere tone. Noget der vidnede om, at hoppen ikke var ligeså ung som hun virkede. Ung af krop, men ældre af sjæl. Mange troede at være blind var ensbetydende med super hørelse og lygtesans. Men det var ikke sandt. Ganske vidst var den bedre end mange andres, men den kunne hun ikke overleve på. Hun blev nød til at bevæge sig dagligt, det var rigtigt. Men det var langsomt.. uendeligt langsomt. Og for langsomt til at nogen ikke kunne følge med.
Ventende flyttede hun hovedet imod det punkt hun mente at kunne mærke et stirrende blik på sig.. men om hun havde ret, vidste hun ikke.

[Nox"7281"]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{take all this pride
and leave it behind
because one day it ends
one day we die}

De røde øjne spejdede igennem det dunkle mørke, som natten bød på, blot for at indse at hoppen ej må kunne se igennem disse tykke bandager, som hun bar. Kort rynkede han mulen, da han først ikke forstod hvorfor hun ikke blot fjernede bandagerne? De var jo ikke ligesom hans rustning, som gavnede ham nytte i strid, og var et truende syn for enhver fjende. Hendes bandager gavnede ej meget nytte, andet end hvis de skjulte noget forfærdeligt i hoppens øjne. Var det måske skam som havde drevet hoppen fra omverdenen, eller var hendes syn svækket, og derfor skjulte hun øjnene for at undgå disse spørgsmål? Hans krop tøvede kort, men så bragte han sig smidigt, men soldarisk nærmere. Hans hovslag lød mod stenene, og atter ramte en tanke ham. Måske havde hun søgt sig hertil, da sandsynligheden for at kunne snige sig op på hende var meget lille, da dette stengulv ville afsløre enhver? Hans tanker fæstnede sig kort omkring denne idé, indtil endnu en poppede op i ham. Måske søgte hun den samme djævelske sjæl som han selv? Hingsten bar mange spørgsmål, men stilhed gav ham ingen svar.

Da han nåede dertil hvor han ville antage at hoppens personlige zone ville starte, stoppede han op, uden at lade blikket falde fra hende. Dog var han samtidigt også opmærksom på de få lyde som vinden bragte med sig. Han forholdt sig tavs, og da hendes stemme lød, vippede han kort et øre mod hende, for at derefter genvinde sit bistre udtryk, og tilbagevendte øre. Hingsten ville altid bære dette alvorlige blik, og ikke ofte ville man se ham smile, blot en sjælden gang, hvis nogen virkelig også fortjente det. Han havde set for meget i livet, til at kunne lade sine mundviger vende op, eller blik løsne og slippe sig fri. Fortiden prægede ham, og fortiden formede ham, men ej var han plaget af denne fortid. Han holdt af det der var sket, og det der skulle ske. Selv kunne han end ikke tænke mange tanker om dette møde, da denne sjæl vækkede en svag nysgerrighed i ham. Dog lod han ej denne nysgerrighed spire yderligere - det ville være en skam.

Jeg snager ikke, Aaina Hemakshi Ijaya, men blot undres jeg over hvem jeg deler denne natteluft med.
Selv er mit navn 7281, men tillad mig at ønske kaldenavnet Nox.

Hans stemme lød atter klar og tydeligt imellem dem, og hingsten udviste ingen tegn på fjendtlighed, men heller fandtes der ej nogen glæde i disse udtalelser. Han tillod sig selv at være så uhøflig at direkte stirre mod hoppens bandager. Mærkeligt, var det dog, at han undredes over hendes valg af udsmykning, når han selv bar metal over hoved og ben. Med en mekanisk rysten af hovedet, fik han tanken af sig, og inden længe havde han atter fundet sin stolte position, som var så stille at den kunne være en statue. Han lignede en statue af sølv, som var lavet til at ære en mægtig hest. En mægtig kriger, som havde ofret livet for sine elskede. Nox ønskede også at dø på denne måde, at dø med ære. Han ville ej syne hen som gammel, svag og grå, men hellere dø ung, men dø for noget han elskede. Han ønskede at hans historie, og navn ville blive kendt gennem tiderne, og at når fædre ville fortælle sønner om tapperhed, ville de bringe hans navn på banen. 7281, den tapre. Den modige. Et svagt gys pirrede under hingstens pels, og han tvang sig selv til at fokusere.

^{believe what you will
that is your right
but i choose to win
i choose to fight}

[Akiva ¤ Hanna]

Hvad mange ikke vidste, var at hun bar dem blot af hendes udseendes grund. Hun ville ikke skræmme fremmede – måske nye bekendte væk. For der hvor at de gyldne rav farvede øjne skulle havet siddet, var der intet. Slet intet. Det var blot et sort hul, som man intet kunne se igennem. Det så skræmmende ud. Det havde hun lært de første år alene og vandrende, og derfor sjkulte hun det. Om det var skam, vidste hun ikke. Hun fortrød på sin vis.. nej, der var intet helte agtigt over hoppen. Hvis hun havde haft et bedre valg, ville hun have gjort det. Og selvom at det virkede som om at hun havde givet dem frivilligt, var det ikke sandheden. Hun havde følt sig presset til det, og hvis det var muligt ville hun have dem tilbage. Synet. Hele hendes udsmykning vidnede om hendes afstamning. Hun var en vandre. En sigøjner. Smykkerne kom derfra. Hendes aftegn kom der fra. For når først at det blev mørkt, og tågen ville begynde at rulle over landet.. ja, der ville man kunne se hende. de grønne perler ville glimte i det svage lys der var, og striberne samt den flammende man og hale ville skabe en effekt som man ikke kunne forestille sig. Det var nedarvet… det var meningen.
Men hun havde kun været en del af denne mystik i sin tidlige alder, og derfor opførte hun sig ikke helt som de andre fra hendes flok. For ingen tvivl – hendes folk var mere løs sluppent. Men Aaina havde ikke denne opførstel – selvom at den hørte med. Men hun kunne stadig føle den.. trangen til at løbe frit om natten. Danse lokkende og forførende for fremmede hingste, og tage en del af det fælleskab hun engang var født i.

Hoppen var ikke dum. En svaghed var en svaghed, og man kunne bedst muligt modvirke den ved at finde et sted andre ikke kunne udnytte den. Dette fremmede sted var nok hendes bedste bud indtil videre, og derfor var hun blevet her i noget tid nu. Her var plads… og dog.. noget fremmed her i landet. Her i området.. endnu engang lød hans kraftfulde ord, og en sitren kunne kort mærkes igennem hoppen. Ikke af frygt, nej.. nysgerrighed. Natteluft… det var altså nat.

”Vær hilset Nox… 7281. Hvad bringer dig herud…?”

Kom det dæmpet fra hende, og de rolige ord hang kort i luften inden at de forsvandt. Hvad lavede han her?.. Roligt lod hun mulen glide ned imod jorde, og tog et forsigtigt skridt frem. Følte efter.. sten afløste snart jord, og hun lyttede efter. De små tegn der vidnede om en andens position. Åndrag.. den undrende klirrende lyd hun kort havde hørt… og dog… det var underligt nok næsten ingen lyde der kom fra ham. Mærkeligt..

[Nox"7281"]

NOX"7281"

^{The Warrior}

Hingstens hoved var højt hævet, som et banner, eller flag som fejrede hans evige stolthed. Bag denne stolthed, lå der dog mange ting, både gode og onde. Han var en retfærdig hingst, og kæmpede for retfærdighed i landet, og beskyttelse til de svage. For at bekæmpe ondskaben, var man dog selv tvunget til at indrage en hvis grad af ondskab, hvilket han var blevet trænet til siden han lærte at gå. Han havde lært at beherske sig selv, og at slå denne nådesløshed fra, når han ej befandt sig i kamp. Dog prægede denne selvbeherskelse ham dog dyrt, da han havde lært at aldrig vise sig svag. Svagheder ville blot skabe muligheder for mørket, til at slå til i ham, eller mod ham. Grundet dette, var hingsten meget stiv i betrækket, og det var ikke ofte at han sænkede sine parader.

Fysiskt havde denne oplæring også præget den metalfarvede hingst. Han kunne bevæge sig med lydløshed og elegance, hvilket var en værdsat egenskab i krig - Da ikke alle krige udfoldedes via fysisk kamp. Visse gange havde den mindre hær, som han engang tilhørte, slået til når mørket selv var svagt. De gange handlede de ikke med vold, men kunne kidnappe deres offer, uden at nogen ville bemærke denne handling. Derfor bevægede hingsten sig smidigt, og lydløst. Men hans bevægelser var samtidigt også hårde, og bestemte. Han ville altid have et mål, eller en intention med sine handlinger. Disse ting ville enhver med fungerende øjne kunne se, men nu var dette ikke tilfældet, og hingsten havde nu en mulighed for at kunne udgive sig for at være hvem som helst.

Han tog den ikke. Nej hingsten angrede ej hvem han var, eller hvilken attitude han bar. Desuden ville det blot være en kujon som valgte at snyde den svage, på denne unfair måde. Dog vækkede muligheden hans interesse, da hendes tilstand stadig fascinerede ham. At spørge hende, kom dog ikke på tale, da han ikke ønskede at virke uhøflig. I stedet forsøgte han at ignorere hendes handikap, og blot svare på hendes egne undrende tanker. "Jeg søgte et møde, men opponenten dukkede ej op, Aaina." Forklarede han ærligt. Måske var det hendes rolige, stabile aura, eller hans svage medlidenhed for den svage, som vækkede et ønske om sandfærdighed i ham. "Og du? Søgte du også forhandleren, eller et det blot et tilfælde, at vores veje krydses?"

^{truth hurts
but denial is what will kill you}

[Aaina Hemakshi Ijaya]

Svag.. hoppen var vel svag. Hun kunne ikke klare sig på samme måde som mange andre heste, og var fortabt den dag hun brækkede benet, eller blot støtte på et rovdyr med den mindste form for intilligents. Bare den mindste form for skub, og hun var nede. Bare et bid var nok til at få fatale følger for den tunge hoppe. Men.. hun havde overlevet indtil nu – og det ville hun helst blive ved med. Mon hun kunne ordne sit syn? Hun havde hørt historier.. vinden havde ført dem med sig, og hun havde blot tavst lyttet til dem. En vis magisk skabning var her i landet. Men hvordan… hvordan skulle man finde denne skabning? Ja, det havde de ikke sagt. Og hun havde blot måtte vandre videre alene.
Svagt klirrede perlerne imod hinanden da hun stoppede sin fremrykning med hovedet, og hun brummede let. De var egentlig ikke til hjælp. De vidste kun hvor at hun var. Men det var en vigtig del af hende, og hver lyd hjalp hende med at huske at hun ikke altid havde været denne… form for svaghed. Hun havde været en stærk og smuk hoppe. Utæmmelig og altid frisk. Men efter hendes blindhed var hendes energi niveau dalet, og hun havde ikke kunne udføre de indviklede og lokkende trin mere. Hun var faldet til ro.. eller var hun?

Mange kunne snyde hende. og alligevel ikke. Når først hun havde færten af hesten lagret i hukommelsen, kunne hun næste gang genkende denne. En ting skulle hun jo kunne, og selvom at den anden ville give hende et andet navn, kunne han eller hun ikke finde en anden fært at tage på sig. så om denne ville lyve for hende eller ej, ville næsten altid i sidste ende fejle. Næsten.
Et sidste skridt tættere op, og hoppen snusede ind. Lugten af gran og den karakteristiske duft af hingst blandede sig i hendes næsebor, og hun brummede kort. Salt.. der var noget.. stabilt over ham.

”jeg må tilstå at det blot er et tilfælde at vores veje mødtes nu… hvem var denne opponent?”

Kom det roligt fra hende, nu hvor hun havde orinteret sig en smule. Han var et eller andet sted skråt foran hende.

[Nox"7281"]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{wisdom is knowing
that you know nothing}

Månen var forsvundet bag det tæppe af skyer som dækkede den klare nattehimmel. Det gjorde den mørke natteluft tyk, hvilket rejste hingstens parader endnu mere, hvis muligt. Han ønskede at træde tilbage til sin nye region, men ej ville han efterlade denne forsvarsløse hoppe til den mørke magi som hvilede over denne samlingsplads. Der rådede ingen tvivl om, at hingsten var mistroisk til den magi, som hvilede i landet. Han brød sig om om, at føle sig svag, hvilket denne overmagt, som spøgelseshoppen ejede, gjorde.

Ej kunne han bekæmpe magien, eller spøgelset, og derfor havde han søgt sig hertil, for at forhandle for sit nye hjemsted. Han brød sig ej om det, men hvis hendes magi, kunne give ildhestene et forspring, hvis en krig skulle bryde ud, så var han villig til at ofre meget. Han så det som hans ærede pligt, at passe på disse fremmede, som kom til de tørre, varme ørkener, for at slutte sig til deres evige flammer. Elementmagien respekterede han, men den magi som forhandleren bar på, fik det til at krybe under hingstens metalliske skind. 

Han følte sig derfor en smule paranoid, som de stod der i mørket på det sted, hvor man som oftest ville opsøge spøgelset. Frygtløs, var han dog, og aldrig ville han tøve et øjeblik med, at kaste sig i kamp med alverdens farer, som mørket her ville byde på. Aldrig ville han flygte fra en kamp, det var imod hingstens dybeste instinkter. Dog, var han på vagt, og derfor gled hans flammende, bistre øjne konstant igennem natteluftens nære horisont, og søgte efter ethvert tegn på noget, som hingsten kunne måle kræfter med.

"The Oracle. Spøgelseshoppen. Har de hørt om hende?" Hans dystre stemme, som forvrængedes i foragt lød mellem dem, og rungede svagt over de lige sten, som lå under dem. Han skænkede hende ej et blik, men blot et enkelt øre vippet mod hendes korpus, imens det andet krængedes mod nakken for at give udtryk for hans fordømte utilfredshed med denne situation. Han måtte dog indrømme, at hoppen i den grad vækkede hans opmærksomhed, og på trods af hendes svage ydre, så tvivlede han ej på at hendes indre havde mange kompetencer som ville veje op for hendes fejl.

Han vendte derefter det glødende blik mod hoppen, som ej kunne se den brændende ilterhed i ham. Om dette var en skam, eller til hingstens goder, kunne Nox ej fortælle. Men måske ville hingstens hårde ydre ej skræmme ethvert visit væk, med den uendelige bitterhed som han ejede. Hans kamplyst sitrede i årerne, og der skulle ej meget til for at sprænge bomben. Hoppen var dog heldig, at han oftest ej sloges mod det feminine køn.

[Aaina Hemakshi Ijaya]

Månen var nu forsvundet, men den blinde hoppe kunne ikke se det. Hun ville nok ikke se den skønhed som landet besad, og måtte nøjes med at føle sig frem. Prøve at danne forvrængede og fjerne billeder af virkeligheden. Hun vidste nok godt at denne fremmede hvis han da var den beskyttende type, ville prøve at værne lidt om hende. hvis han var en af dem, der hellere end gerne ville passe på de ”svage”. Men Aaina ville ikke beskyttes. Hun foragtede mest af alt når folk talte ned til hende, som om at hun ikke kunne forstå dem. Som om at hun var en lille unge, der ikke selv kunne klare sig. i årevis havde hun klaret sig, og kunne nok også på dette øjeblik.
Hoppen var nok ikke en mand skulle stole på som sådan.. hun var ganske vidst en blid og rolig hoppe. Den slags mange ville føle sig tilpas med. Men hun stolede ikke på andre, ligesom at de ikke burde gøre med hende. hun havde intet problem med at fortælle om en person som hun ikke kendte på andre måder end at have snakket med hende. Hun tog imod alle, men det var ikke uden omkostninger. Enhver form for information ville altid kunne blive givet videre, til det der kunne minde om en højere pris. Dog.. hun stod fast ved sine normer – den stribede hoppe.

Ved hans ord vippede hendes ører let til siden, for da at vende frem imod ham igen. havde hun hørt noget? En hvisken? En… stemme? Nej, det var bare hendes fantasi der legede med hende. Dog krøb kuldegysning langsomt igennem hoppens ben og fik kort hårene til at stritte. Spøgelse…

”ja.. vinden har ført stemmer med sig, og denne hoppe skulle eftersigende.. opfylde ønsker?”

Kom det mumlende fra hende. mon hun kunne ordne hendes syn? Måske.. hun var ellers bange for at farverne ville overmande hende.
Noget der kunne minde om et brændende blik blev sendt imod hende, og hun brummede let. Var her nogen? Kort overvejede hun om hun måtte komme nærmere. Føle efter.. hoppen havde det bedst når hun vidste cirka hvor stor den hun snakkede med var. Så hun vidste hvordan deres bygning var. Men det var ikke alle der brød sig om at komme i kontakt med en som hende.

[Nox"7281"]

NOX"7281"

^{The Warrior}

---

Han studerede skeptisk hoppen, men til sidst måtte den metalliske hingst ligge sine mistroiske, paranoide tanker til siden, for at give denne hoppe en enkelt chance. Han måtte indrømme, at hendes ord lød kloge i hans ører, og at hendes aura udviste en form for balance, og ro, som hingsten selv manglede. Han var altid opjaget, og på kanten til at eksplodere. Flammen brændte konstant i hans bryst, og ej skulle man skubbe meget til hans temperament, før bomben ville springe i luften, og man sandeligt ville få den aggressive soldats stridslystne side at se. Men var den konstante vrede ikke en del af den han var? Han havde lært at kontrollere den, og derfor skulle der meget til, før hans korte lunte ville skabe dårlige situationer for ham. Han havde en energi, som til visse tider måtte ud, men samtidigt var han heller ej en hingst uden principper. 
Her stod de dog, alene i mørket, og hingsten måtte erkende for sig selv, at det var rart at endelig støde på en anden sjæl. Han nød at være alene, han nød at slås, men samtidigt nød han også det simple selvskab, hvor en enkelt samtale kunne blive ført. Dog var hans ord snappende, og hans attitude stadig en smule nedladende. Han lykkedes dog, trods alt, at stadig udvise en form for interesse i den ellers så bistre tone, som hans reserverede ord havde. Hans parader var altid oppe, og ej havde han behov for at bære den rustning han gjorde, for trådte man nær hans aura, ville man straks mærke den usynlige rustning han bar. Den rustning beskyttede hans privatliv, og ikke mindst det hjerte, som pumpede hans rene, men ej uskyldige blod rundt i kroppen på ham.
"Sandt" Hans nakke krængedes, til et kort, næsten usynligt nik. Hun ville dog ej kunne se dette nik, men dog bekræftede det stadig hans ord, til enhver anden som måtte spionere på dem. Hans enkle ord sagde alt i tonen, det var ganske vidst rigtigt, men han brød sig ikke om den omtalte, og derfor blev hans ører blot pressede længere mod nakken, og hans flammende øjne pressedes sammen, ud skulede mod hoppen foran ham.
Til sidst lod han et kort, tørt suk lyde, som nok også godt kunne kaldes et fnys.

En stilhed sænkedes over hingsten, og da hans øjne endelig blev beslutsomme, efter at atter have gledet over mørkets lumske skygger, rettede hingsten sig op, med en svag rømmelse. Han måtte indrømme, at det nok ej var trygt for dem at omtale spøgelseshesten, der hvor hun oftest tilkaldedes. Derfor måtte han føre denne fremmede, og han selv, en smule væk. Blot for at kunne føre en fri samtale, hvor samtalen kunne føre dem hvorhen de ville, og hvor hingsten ville føle sig mere sikker, og have et bedre overblik over mørket. "Kom." Hans rustne stemme var på ingen måde indbydende, og langt mere end ordre, end en invitation. Han forventede at hun fulgte ham. Det ville jo være dumt hvis hun ikke gjorde, når han tilbød hende sin "beskyttelse" for denne nat. Hans rytmiske hoves klang, lød over stenene, da han så bevægede sig mod de uendelige marker, som denne region kunne byde på. De nåede ikke hjem til Southern Lands, eller hvorhen hvor hun hørte til, før morgenen, og derfor måtte dette blive endnu en søvnløs nat. For hans egen sikkerhed.

Nox tog sig dog ikke af det.
Han bød blot natten velkommen, som en gammel ven.

^{silver stains in the shadows
only the blessed may succeed}

[Aaina Hemakshi Ijaya]

Hoppen havde vel med slået sig til tåls med at tage den med ro, da hun ellers ikke kunne klare sig i den verden som der var nu. I denne verden, var hendes lille fejl farligt få hende selv, og til dels også sine omgivelser. Hun kunne hvis man tirrede hende nok, slå fra sig på kraftig maner. Den tungere hoppe kunne være en virkelig forhindring, sågar at hun formåede at få et velanrettet spark ind på den der ville stille op imod hende.
Hingsten virkede til at være en hingst som hurtigt ville kunne frembringe en vældig styrke og brændende vilje.. og alligevel virkede han til at være i nogenlunde ro lige nu. Og dog.. der var noget.. bistert og afvisende i hans toner, som for hende der var mere følsom over for ord end indtryk. Men.. hun tog sig på sin vis af hende. Hvis en fremmed besluttede sig for at prøve at angribe hende – eller sårer hende måtte de det. Der var ikke meget værdighed eller modstand i at angribe hende, og hvis de stadig gjorde det, måtte de leve med at denne havde angrebet en forsvarsløs hoppe. Men… hun ville gøre modstand. Sådan var hun.

Ved hans kortfattede ord, vippede de mandelformede ører let intresseret frem imens at hun lagde hovedet en smule på sned. Hun kunne ej se hans nik, men hun kunne fornemme hvordan at hans parader og modivilje imod dette emne var. Hun nikkede da let som tegn på forståelse.. men mest som et tegn til ham, da han jo ikke kunne læse hende ordenligt.. eller kunne han? Det var svært da hun ingen udtryk vidste næsten, men måske?
Stilheden sænkede sig kort over de to heste, inden at der igen kom en stemme i den næsten larmende stilhed. Hingstens sztemme havde igen lydt, men denne gang som noget der nærmere kunne ligne en kommando end en opfordring til hende. og kort strittede hoppens vilje imod, inden at hun let nikkede og langsomt begyndte at gå lidt frem. Dog var det hurtigt klart at hingsten bevægede sig hurtigere end den blinde hoppe, og hun vidste ej om han gjorde det med vilje eller uden at tænke over det. Dog lod hun det sig ej gå på, og gik i stedet langsomt fremad som hun plejede. Hvis den anden ville have hende med, måtte det blive i hendes tempo.

[Nox"7281"]

NOX"7281"

^{Krigsfører af Southern Lands.}

<sup>Det var ej høfligt, at tilbyde sit selvskab, for at derefter stikke af mod det evige mørke. Derfor måtte hingsten modvilligt tvinge sine ben til at sagtne farten til den svækkede hoppes tempo. Utålmodigt, sukkede hans dybe toner, og aggressivt flåede hingsten luften fra hinanden med nogle korte ryk. Hvordan hoppe kunne gøre det, forstod han ej? Han nød nætterne, men konstant mørke, ville drive hingstens sind over den kant, som den allerede balancerede på. Han nød nattens stilhed, og nattens hvile, men ej nød han sine svækkede sanser, og fordærvede syn. Dog kunne han altid regne med, at denne sans ville returnere til hans krop. Det kunne hun ej.

Ej var Nox typen, der følte empati med andre sjæle, og bestemt ikke fremmede. Hans sind var ligeså hårdt og umuligt at trænge igennem, som den rustning han stolt bar på sine lemmer. Skjult af natten, med det omringende mørke omkring sig, vækkedes en svag følelse dog i hingstens flammende sig. Følelsen forsvandt ligeså hurtigt, da han ej brød sig om at føle medlidenhed. Blot de svage ønskede andres medlidenhed. Havde man klaret, blot hun ved hvor længe, med mørket, ville man ej være tilstrækkelig svag til at ønske hans medlidenhed. Det stod klart i hingstens sind.

I virkelighedens stilhed, overvældet af de pludselige tanker, vandrede hingstens rytmiske, utålmodige skridt over stenene, indtil hans hove ej ekkoede over gulvet under dem. I stedet gav hans hove blot tunge dunst fra sig, som aldrig ville kunne sammenlignes med de lyde, som hans hovslag før havde budt på. Det brede enge strakte sig ligeså langt, som hans sind begærerede, og med et løftet hoved, og piskende hale, lod hingsten sin galopperende krop føre ham over engene. I få sekunder var det blot ham, i selvskab af natten, men ej ville han løbe fra sit selvskab. Det ville være uhøfligt. Selv når hun var svækket.

Han svingede kroppen rundt, samtidigt med at hans mørke hove solidt plantedes i jorden, og satte et brat stop for hans korte frihed. I stedet lod hans en svag brummen, som kunne minde om et kort, kaldende vrinsk, lyde mod hoppen. Næsten kommanderende. Men han ejede ikke denne hoppe. Hun ejede fri vilje, og derfor kunne hingsten ej betvinge hende at akkompagnere ham. Hans hoved var højt hævet, men han stod stille, efter at have tilkendegivet sig selv for den blinde. Dog varede dette blot kort, da hans rastløse krop atter satte af, frem mod hoppen. Ej var det ivrigt, og hans skridt var tunge og ufrivillige. Dog bevægede han sig stadig mod hende.

Da han kom tæt nok på hende, vendtes hans ører atter bagud, før han lod sin dunkle, arrige stemme afsløre sine tanker. "Hvordan navigerer de i deres evige mørke?"   Hans spørgsmål var af ren interesse, og ej fordi at han ønskede at hjælpe hende yderligere. Måske havde han tilbudt hende denne aften, men efter dette ville hans beskyttelse ophæves, og hun ville atter være en på fjendens linjer. Dog behagede det ham, at have en enkelt samtale, for en aften. Disse havde han dog ej mange af - Hans krop og sind ville eksplodere før eller senere, og derfor ville hingsten aldrig kunne holde nogen tæt alt for længe.</sup>
  

THE TRUE SOLDIER FIGHTS NOT BECAUSE
HE HATES WHAT IS IN FRONT OF HIM
BUT BECAUSE HE LOVES WHAT IS BEHIND HIM


[Aaina Hemakshi Ijaya]

Hoppens hoved svingede let i takt til hendes trin, og det lange man slæbte let over jorden. Både fordi at hun holdt det stribede hoved tæt på jorden, men også fordi at den var ualmindelig lang… hvis hunløftede hovedet helt op, og holdt det en smule længere oppe end normal højde, ville det gå hende lidt ned af benet. Det var en besværlig hårpragt, men en hun ikke agtede at gøre noget ved. Både fordi hun ej kunne, men også fordi at det var en rest af det hun stadig vidste hvad var, og hvordan var.
Hun vidste at hun havde noget der kunne minde om det rødlige eller orange hår. Hun vidste at det bølgede – ja næsten krøllede. Og hun vidste at perler var flettet ind i det.. Hun vidste at hun havde striber, som prydede den robuste krop. og hun vidste hun havde få grønlige steder, som helt bestemt bevidnede om at hun endog ikke var helt normal.

I et sæt hævede hoppen hovedet op i et ryk, og stirrede pludselig på ham. Ja, der hvor han var. Et rødt lysglimt havde kort gledet over hoppens sorte nethinde, og forskrækket stoppede hun op, imens at hun stirrede imod der hvor lyset var kommet fra. Det ville sige.. ham. hun stirrede på ham. om han så opdagede det, vidste hun ikke.
Røstet åbnede og lukkede hun munden et par gange, inden at hun begyndte at gå let frem igen. Stadig langsomt, stadig forsigtigt. Tankerne myldrede rundt i hovedet på den stribede hoppe, og derfor lagde hun for et kort øjeblik ikke mærke til hvor eller hvor hurtigt han bevægede sig. Der havde været en farve. En kort farve… hurtig som et rigtigt lysglimt.. men da var den forsvundet igen. og hun vidste ikke hvordan eller hvad hun skulle gøre for at det skete igen.

Dog registrerede hoppens underbevidsthed kort tid efter hvordan at hans smældene skridt kort tid efter blev afløst af de mere dumpe lyde, og hun vidste af erfaring at de måtte være ved en form for græs eller jord,. Eller bare noget andet end sten… Og derefter den hurtige rytme af hove over jorden, vidnede om at han måtte have sat tempoet op. Men hoppen ville ej vente som en fortabt hundehvalp, til at han valgte at komme tilbage til hende. I stedet lod hun sine hove føre hende hvorend de ville hen, og blot håbe på at hun bevægede sig i nogenlunde hans retning. Et lille smil spillede dog kort over mulen, da hun hørte han kom tilbage imod hende. Ej frivilligt og lystigt, men nok en anelse modstridende. Og ved hans ord, måtte hun kort afbryde den normale tankestrøm hun havde, og få den til at vige for hans spørgsmål.


”Hvordan jeg navigere er for mig selv et mysterium. Men guderne må være med mig, og indse at mit liv måske endnu er noget værd. Den dag jeg fejler, er det fordi jeg er ubrugelig.”


Hoppen troede på at alle havde et mål her i livet. Det handlede blot om at finde det. Og hvis ikke man gjorde det i tide, døde man før tid. Men hvis man fandt sit mål, ville man leve længere. Gudinden var med hende indtil videre.

[Nox"7281"]

Hingsten fulgte hende stumt et stykke vej, og tyggede over hendes ord. Ubrugelig. Dette ord var ikke noget han tøvede med at kalde mange af de sjæle han mødte på sin vej, og på mange måder passede beskrivelsen også ind i hoppens rammer. Ikke for at fornærme hende, men hingsten nikkede blot anerkendende - Hun kunne jo alligevel ikke spotte denne gestus.

Ubrugelig. Ordet blev ved med at klinge i hans ører, da det var noget hun gerne brugte om sig selv som noget dårligt. For Nox var dette ord mere neutralt. Mange kroppe og mange sjæle var jo i følge ham ubrugelige, men alligevel kunne sjælen stadig holdes af. Og desuden fandtes der flere måder at være ubrugelig på.

Aainas handicap var måske ikke det værste at have. Hun var måske svækker fysisk, hvilket også var en af mange grunde til at hingsten ej bragte hende med sig, og forsøgte at rekruttere hende. Hvad skulle han bruge en blind hoppe til? Slås kunne hun ikke, og blandt hestene af styrke og kamp, var fysisk svækkelse ej særlig brugbart. I syden var hoppen ubrugelig, ja.

"Sandt." Brummede hingstens dybe stemme. Tænksomt, men uden at miste den hævede klang og voldsomme tone han bar. Han bremsede, og vendte fronten mod hoppen. "Men synet kan umuligt være den eneste styrke en sjæl kan bære."

Efter at have kendt denne hoppe i mørket, under forholdsvis kort tid, havde hun alligevel givet ham et indtryk af, at hun bar noget imellem ørene. Det satte en hingst som Nox stor pris på, men dog ærgrede det ham. Hendes tanker af fornuft og klogskab, var en styrke for den region hun måtte tilhøre - Og derfor udgjorde hun en trussel mod hans eget land.

Ville deres to regioner havne i krig, måtte han desværre afskaffe hende. Og det ville han også gøre - Uden at tøve. Denne nat, havde han dog bestemt sig for at ligge dette til siden, for at vise sig som den gentleman han dog også var. Når solen engang ville rejse sig, ville han overlade krøblingen til sig selv, og returnere til sit land. Indtil da ville han dog nyde hendes selvskab.

Hvorfor Nox kunne sænke paraderne i hoppens selvskab, var fordi hendes handikap talte til hans heroiske side, og derfor måtte han hjælpe hende med sande manér. På grund af den evige overlegenhed han følte, havde han heller ikke behov for at konstant markere sig, da han vidste at han altid ville være to skridt foran denne hoppe.
Dette betød dog ikke at han anså dem som venner. End ikke engang bekendte. Blot to fremmede, der mødtes i natten.

I'm burning your kingdom,
and stealing your crown.

[Aaina Hemakshi Ijaya]

Hun vidste ej hvad hingsten tænkte. Og kendte ej til de politiske krige der nok snart ville rase inden for Exenio’s land grænser. Vidste ej, hvordan at denne hingst som hun her i nat snakkede med, kunne ende med at være hendes fjende. Hun var just ankommet, og vidste heller ej hvor hun endnu hørte til i landet. Dog havde hun en stor forkærlighed, for de frodigere områder. En del af ”skylden” hang selvfølgelig på at det var nemmere for sådan en som hende at finde føde der, men også at det var nemmere at færdes. Stenede, hullede eller sandede steder var kort og rent ud sagt et helvede for hoppen. Hvis hun snublede en gang, kunne hun bare sår og skræmmer fra faldet flere dage efter. Ja måske uger. Ganske vidst slog eller skadede hun sig næsten aldrig… men når det skete, var det slemme eller slemmere skader end man ville tro.
Indtil videre havde hendes indtryk af hingsten hældet fra det neutrale til det mere posetive. Ej var han en ven… men fjende var hen heller ikke endnu. Han var et sted imellem. For han var ej tanketom som mange hingste gik ud fra at være. Han virkede som en der værdsatte orden og disciplin højere end fremvisning af styrke. Hun havde halvt om halvt forventet en magtdemonstration, men dette viste sig nok ikke at være nødvendigt? Den viden eller påmindelse kunne tages på flere måder. 1, så ville han simpelthen ikke. Måske havde hun bare taget fejl, og han var den mere afslappede og chill type – selvom at hun havde sine store tvivl. Eller 2, han mente hun var for svag. At hun ej udgjorde en fysisk trussel imod hende – hvilket han havde god grund til at mene og tro. For ganske rigtigt, kunne hun intet stille op imod den fysiske styrke… men var det altid man kunne vinde på den? Ville hæren vinde, hvis de ej vidste hvor de skulle placere sig? ville de vinde hvis de ej kendte deres formationer eller var placeret et taktisk dårligt sted? Den hældede i hvert fald imod et nederlag..

”Nej… når du mister synet, forstærkes dine andre sanser betydeligt – vil jeg tro. Jeg er ofte ude for at opdage trusler såvel som venner tidligere end mange andre. At jeg så intet kan gøre ved dem, er en anden side. Desuden… du ved aldrig hvad en sjæl er i stand til, blot ved hjælp af deres udseende…”

Kom det myndigt fra hende, og hun drejede langsomt hovedet imod det sted han stod. På sin vis var det mystisk at hun vidste det, og alligevel ikke. for dette var blot et heldigt gæt, taget ud fra hendes fornemmelser og høresans/lugtesans. Hans fært var ganske vidst ikke så tydeligt som havde der været mere vindstille, men stemmen kunne ej fjernes for meget. Desuden, havde hun en fornemmelse af at han måtte være et sted tættere på.. det føltes mere.. rigtigt? Og var det muligt, nu hvor at hun var blind? Måske…
Let lod hun den tunge hale svirpe over haserne, imens at hun prøvende bankede hoven i jorden. Hvor var det? Og dertil, afventede hun hans svar..

[Nox"7281"]

"Mine sanser er forstærkede, og jeg ejer også et syn." Kommenterede han, som et ligeså myndigt modargument til hendes ord. "Det må være et spørgsmål om træning, ej handicap." Forklarede han i den hævede tone, ikke fordi at han ønskede at diskutere i fredens stund, men han var ikke enig, og det skulle hun vide. Nox var ikke i stand til at tie om sin sande mening. Derfor holdt han også gerne sociale aktiviteter på afstand, da han hellere drog til fysik i stedet for tale. Han ejede dog en tale evne som mange andre. Ligesom denne Aaina.

Han troede ikke på at mangler betød andre styrker. At var man dårlig til en ting, var man god til en anden. Nej, Nox havde altid hørt, at alt kunne opnåes med træning, og trænede man nok ville man ende med det hele, uden at give slip på andet. Derfor troede han også på hendes ord, om at hendes andre sanser var styrkede. Hun måtte jo træne dem, ellers havde hun aldrig overlevet til denne nat. Han studerede hende stirrende, og lod så en mere afslappet fnys lyde mod hende. 

Blot for denne ene nat begravede han stridsøksen mod de andre regioner, for at holde denne handicappede hoppe ved selvskab. "Sandt." Kommenterede han da igen. Mange sjæle skjulte skjulte talenter og overraskelser. Ikke alle, men mange. "Vi må agte os i dette land. Magi synes ikke i musklerne." Rungede hans stemme så belærende mod hende. Han holdt sig stadig på afstand, men var stoppet op, da han var i tvivl om hvor han ønskede at føre hende hen. Derfor stod han nu blot med samlede ben, og en rank, stolt holdning.

Han studerede hendes hov, der bankedes i jorden, som om hun undersøgte underlagt. Han rynkede mulen og lukkede øjnene for et split sekund. Ville det føles sådan at være blind? Han følte sig udsat, og åbnede derfor hurtigt øjnene igen, før han overvågende spejdede over landskabet og markerne. "Vi befinder os på en eng." Forklarede han derefter, med det truende tone, han ønskede ikke at fremstå blid. Blidhed var en stor svaghed, enligt hans træning.

I'm burning your kingdom

and stealing your crown.

[Aaina Hemakshi Ijaya]

Træning… kunne man træne sig til at overleve? For hvis man kunne, var det så det hun gjorde… hele tiden? Han hævdede at hans sanser var forstærkede.. og hoppen kunne ikke direkte sige at han tog fejl, da hun næsten intet vidste om denne hingst. Hans farve var hende fremmed. Hans udseende i det hele taget var fremmed. Selv kunne hun ikke være sikker på om hans navn var det rigtige? Det eneste hun var ganske sikker på, var han var en hingst.

Hendes ører vippede let frem imod ham ved hans ord, og hun blev kort blot stående det samme sted. Så imod ham, men sagde intet. Hun hverken mente at han havde ret, eller tog fejl. For hvordan skulle han kunne vide om han havde ret? Hvordan kunne han vide om hun ikke havde ret? De havde hver deres meninger – det var tydeligt. Og de stod sågar også for noget forskelligt. Han for styrken og kraften. Hun for freden og balancen. Vidt forskellige ting, som normalt ikke ville fungere sammen. Men lige nu.. ja, lige her, kunne de gå sammen, uden at blive stødt væk af deres modsætninger. Af deres elementer.



Hendes indtryk indtil videre, var hverken positivt eller negativt. Hun forestillede ham som en stolt hingst. En stolthed der bundede i opdragelse og værdier. Hun forestillede sig en brændende vilje, og en frygtelig kriger. Og en endnu værre fjende. Men var dette rigtigt? Måske.

Ved hans næste ord måtte hun dog bryde det midlertidige stone face hun havde brugt imens hun tænkte, og smilede let. Der var de i det mindste enige om en lille ting. Hingsten syntes ikke kun at se med musklerne, men også med hovedet – og de øjne som han så pudsigt bar. Man kunne ikke dømme en på deres ydre… for selv hingsten med synet, kunne aldrig komme til at se hendes tanker eller inderste hemmeligheder.

En eng… hoppen sænkede hovedet let ned, og fraværende snuppede hun de få totter hun kunne fange. Hvorhenne i denne verden, var engen?



”hvem er du, nox..?



Kom det stilfærdigt fra hende. Mere som et spørgsmål til sig selv, uden at hun vidste det blev sagt højt.