The blind eye

[Akiva ¤ Hanna]

Aaina Hemakshi Ijaya
See with your heart... 

Langsomt… uendeligt langsomt gik den stribede hoppe fremad. Hver en hov blev nænsomt løftet, forsigtigt placeret for at finde fæste, sat ned og så et skridt til. Alt gik roligt for den blinde hoppe. Mulen hang nede ved jorden, og hun lod den let glide over stenene efter tegn på ujævnheder der kunne få hende til at vakle. En lille fejl kunne betyde hoppens edelige, så hun var utrolig påpasselig med hvor og hvordan hun gik. Længe havde hun vandret rundt i landet for sig selv. Gemt sig i skovene, og havde meget langsomt fået en lille skitse af landet frem inde i hende selv. Hun havde prøvet at holde sig en smule skjult den første tid, a hun var et nemt bytte for rovdyr, eller aggrasive heste. Eller var hun? Det skulle man ikke være så sikker på. Fordi på trods af at hoppen var blind, havde hendes andre sanser udviklet sig mere end hun selv anede. Især hendes lugte og høresans… og måske en sjette sans.. sansen til at fornemme andre. Hun kunne ikke se nogen… men når der var nogen i nærheden, kunne hun alligevel finde dem. Måske var det bare hendes sanser der havde udviklet sig på den måde for at hjælpe hende videre i livet.
Hendes hoved løftede sig kort op, og alle perlerne glitrede kort i solens lys. Det var dag… hoppen kunne mærke det på sin pels, og den varme der trængte igennem. Altså, andre dyr eller personer måtte være vågne. For helt alene kunne hun ikke være… vel? Nej… hun fornemmede en anden et eller andet sted. En andens nærvær…. Uroligt over ikke at vide hvor denne var, vippede ørene lidt frem og tilbage på hoppen. Ville denne person give sig til kende?

[Deleted]

Den hvide hoppe løftede langsomt blikket, et smil eller hvad man nu kunne kalde det viste sig på mulen, selvom frygten lå dybt begravet under overfladene. Ørene trippede rundt, som små popæller. Alligevel smilte hun.. Men af hvad og til hvad? Det vidste ingen og det kunne kun guderne vide... Hun satter atter en en rolig trav så det knaste under hovne på hende, men ej lod det til at bekymmere hende. Selvom det kunne se ud til at hun var afslappet, var hun det ej, hun var på vagt, vagt efter noget hun skulle flygte fra..

[Akiva ¤ Hanna]

En knasende lyd fangede hurtigt hoppens opmærksomhed, og en advarende brummen kom fra hende imod denne fremmede. Hvem det en var... ja, hun var altid forbeholden. indtil hun havde snakket med denne person, og derved kunne skabe et indtryk af ham eller hende, var hun altid en smule på vagt. Den robuste krop bevægede sig langsomt fremad, indtil hun stødte mulen imod barken fra et træ. Prøvende snusede hun ind, og duften af græs var stærk her. Forsigtigt gik hun ind imod træet, og lagde sig op af det. pandelokken gled ned foran bandagen om hendes ansigt, og man kunne nu næsten ikke se den. Eller... man kunne godt. Men hvis hun sænkede hovedet så manen gled ned foran den som et gardin, var det næsten umuligt at se den. Sådan foretrak hun at hilse på andre, hvis der skulle hilses.