Give you Hell | Azazel

[Constance]

Det var eftermiddag, og solen var ved at tage sin afsked, ved at dvæle på horisontlinjen. Den var langsomt ved at afgive den sidste lune glød, inden den ville takke af for denne vinterdag. Det var nemlig pokkers koldt, når vinden tog til, men ellers var det til at holde ud. Temperaturen havde nemlig ikke kun ramt frostpunktet svingende, så med nok bevægelse ville man sagtens kunne holde sig lun, og dermed ville man undgå stive led. Men denne aften var det koldt.

Hovedet veg frem og tilbage, og de kraftige skridt krævede meget af alle hendes muskelgrupper, der spændtes skiftevis som hun løftede hvert ben i en passage-agtig gang. For hun frøs, og vanddamp stod ud fra hendes varme mule. Den strawberry-røde hoppe tog fem takter med hvert ben, inden hun placerede alle fire hove stabilt på det frostbelagte græs og knejsede i nakken, der havde taget flere muskler til sig siden hendes ankomst, men som stadig svang sig med elegance. Hoppen ejede krystalblå øjne, som diskret flakkede om sig, for at bedømme området. Der var en større sø på hendes venstre side, som frosten dog ikke havde fået sit tag på, men hvis overflade var spejlblank, og dannede det solmaleri der stod som det perfekte lærrede. Der var fuglefløjt i de nøgne trækroner, men det var få, da de fleste havde søgt mod syden. Ellers var der en sagelig duft af dugfrossent græs, og vinden var frisk. Blot nogle få observationer, som var nødvendige at gøre sig som hest, der aldrig burde slappe af. For godt nok burde hun være i beskyttet land, men hvis der var noget hendes erfaring fortalte hende, så var det at man aldrig måtte føle sig for sikker.

Med ét brød hun ud af sin fastholdte stilling og tog nogle enkelte skridt frem, bare lige for at få en fornemmelse af hendes grund. Endelig slog hun kraftigt med hendes ædle hoved, så den helt røde man bølgede med, og forbenene blev løftet fra jorden, idet hun satte af med de stærke bagben. Det bar hende frem i en kontrolleret, men tung galop - blodet ruste og førte ligeså stille varmen med sig rundt. Den effekt hun søgte - for hendes pels var ikke blevet tyk nok endnu, til at kunne holde den værste, bidende kulde ude. Men ikke nok med at dette ville give hende varme og energi - det var også en følelse af eufori, af den udløste rasløshed der fik hende til at føle sig som meget mere, end hvad hun så enkelt var.

En hoppe. Én, som ikke havde stødt på mange sjæle i sit liv, men som stadig ejede en stærk psyke, der havde holdt hende på fode. Den korte tid i dette stadig ukendte land havde hun brugt på at indstille sig. At spise godt, og motionere tilstrækkeligt. Men ikke at socialisere sig. Et sted var hun den indelåste prinsesse i tårnet, bevogtet af dragen, som ejede al magt over hende. Hvis hun forsøgte at bryde fri, ville hun blive ristet. Eller sådan var hendes egen metafor for det, da meget af hendes tid var blevet spildt på at drømme. For når man er alene, så vil man altid skabe noget kreativt og livligt i sit sind. Såsom håb. Constance klagede dog ikke, og vidste at realitet var det, som man aldrig ville kunne slippe væk fra. Men dagene var langsomt begyndt at ligne hinanden... og det skræmte hende.

Men hun førte sig frem over det korte græs, med springende bevægelser og med hovedet lavt, og halen højt. Hun havde besluttet sig for at tage en tur rundt om den blanke sø, der i sin enkelthed lå rund, og bred midt i det frodige landskab. Det var godt at hun fik lov til at skabe sig lidt - hvert galopspring var ikke fuldt kontrolleret, for hun arbejdede jo stadig på sig selv. Men endelig da hun nåede om på søens anden side, slog hun i trav, dernæst skridt -  og pludselig blev hun en del af maleriet. Med solen i siden blev hendes røde skikkelse kastet ned på vandet, og hun blev en del af det vidunderlige og farverige, indrammet i den runde form. Der var grønt og hvidt som det frostbelagte græs, der var changerende farver i rød og orange - og hendes blå øjne der skabte det gyldne snit. Bringen hævede og sænkede sig, med den forhastede vejrtrækning. Hun havde endelig fået varmen.

[Deleted]

De frosne græsstrå splintres, da flere hundrede kilo rå kraft og muskelmasse sænkede sig nedover dem, med tyngden udledt i to par flossede hove. Da hovene løftede sig igen, var ligene samlet i en bunke, og i en form der afslørede disse hoves bevægelse og retning. Jorden lød hul under ham. Hans skridt var derfor højlydte og let lokaliseret. Men hvem var han? Denne skabning. Rank holdning, svag elegance, dirrende muskler under den læderagtige hud og tynde, slidte pels. En blanding af komponenter, der tilsammen udgjorde en autoritær, militant udstråling. Den fyldige hale, den fyldige man.. begge var af farven sort, og lyste kun en rustet nuance af rød når solen faldt på dem. Under pandelokken, sad et par pupilløse, intense øjne. Øjne der brændte som helvede selv, øjne der hypnotiserede, torturerede og pillede kødet af enhver skabning indtil kun knogler var at se. De kunne afklæde enhver.. fjerne hud... fjerne hår... fjerne håb... fjerne liv. Men samtidig, var de ærlige. Turde man lægge sit blik i disse, og turde man lære deres betydning, tegn og signaler, kunne de med ét øjekast fortælle alt hvad dette syge sind ønskede. For Azazel var grim. Han var en demon i kødelig krop. Han var intens og temperamentsfuld som lyn, han var brændende og glubsk som ild.. Hans begær for magt og dominans kunne ikke måles, med simple ord som `naturkræfter`.... og det gjorde ham syg. Han var udenfor rækkevidde, og derfor kunne hverken hans hjerte eller sind berøres af empati, medfølelse og kærlighed. Og for at være helt ærlig, så forstod han slet ikke ordet empati. Han var ude af stand til at sætte sig i andres sted, og føle det de følte. Han kunne hun mærke sig selv, og hans følelser. Han var en tikkende bombe..

Det var denne skabning der havde retning mod denne del af Eastern Lands - Hans land. Azazel var konge her. Her herskede han over heste der betvingede vand elementet.

En sødmefyldt duft fik hans næsebor til at udspiles, og et ondskabsfuldt smil bredte sig over de sprukne læber. Han genkendte denne duft. Aldrig glemte han en duft - det var nemlig det der gjorde hver en hest unik, og det var desuden den bedste måde hvorpå man kunne genkende en undersåt. Og denne duft, bragte ham flygtige minder fra deres sidste møde. En lys krop, bløde kurver, rød man og krystal blå øjne. Han brummede tilfredst, ved erindringen om hende og bed sig i læben til de spidsede tænder fik en smule blod til at pible frem på læberne. Han smagte på det, imens han mindedes hende. Ja, hun en godte. Lidt til den spinkle side og ret så muskelfattig- men det kunne have ændret sig nu. Han kluklo kort, og mærkede hjerterytmen øges. Han måtte få fat på hende.

I en brat bevægelse, lod han sit brændende, bryske blik glide over landskabet, inden han strakte halsen og lod en øredøvende, hæst vrinsk flænge freden i landet - Ja det løs sgu nærmest som et dødsskrig fra et byttedyr, der var ved at blive flænset. Og da ekkoet fra hans vrisnk ebbede ud igen, stod han nu bare tålmodigt og ventede på at hendes rødlige skikkelse kom valfartende.

[Constance]

Billedet blev pludseligt og ret så voldsomt brudt, da et dødens skrig skar igennem den milde vinterluft. Vandoverfladen viste ringe efter de efterfølgende vibrationer, og Constance reagerede med et ryk med det yndige hoved, og et skarpt blik, der blev sendt i lydens retning. Ørerne var vippet helt frem, og i et øjeblik var hun som en då, der måtte stå fuldkommen stille for ikke at blive fanget af jægerens blik. Men det var kun i få sekunder at hun lod sig tøve, for at bedømme situationen, og hun lod ørerne falde bekymret tilbage. Hvad var det dog for en modbydelig lyd? For ja, det lød som noget hun ville få det dårligt af at beskrive, men følte da alligevel en pligt hive i hendes bryst, for at finde ud af hvad det var. Måske var det ren nysgerrighed. Efter de fem-syv sekunder det tog hende at få situationen bearbejdet, besluttede hun sig for, at forfølge det. Den velbalancerede hoppe drejede om sig selv, og satte igen af, men denne gang i en mere fast og målrettet galop. Hovedet var hævet og ørerne fremme, klar på at møde hvad end der måtte gemme sig på den anden side af højen, for det eneste hun kunne se, var mørke skyer. 

Selvfølgelig var hun stadig forsigtig, og selvom hun var nysgerrig, så var hver en muskel spændt og klar til at vige. Det kunne mærkes hvordan hendes puls steg, ikke blot fra bevægelserne der denne gang virkede lettere og mere flyvende, nok i henhold til at hun ville fremad men også tanken om at det kunne være noget potentielt farligt, eller et dyr der var såret. Eller i værste tilfælde, ved at blive spist. Forestillingen fik hende i et kort moment til at ryste på hovedet, inden hun så endnu mere beslutsom ud, og satte farten op, op ad højen. Det virkede lettere end det havde gjort tidligere at kæmpe sig op ad den svagt stejle skråning, men med fem kraftige galopspring nåede hun op på flad grund, og slog over i trav - synet der mødte hende tyve meter henne havde hun ikke forberedt sig på.

Vinden tog til heroppe, hvor der ingen dale var, og luften, tyndere. Automatisk vippede ørerne blidt tilbage, nakken knejset og musklerne spændte. De krystalblå øjne lagde sig på ham, og indtog hvert et indtryk han gav hende. Minderne var som små lyn i form af tilbageblik for hendes øjne, og hun bed kort tænderne sammen inden hun gjorde parade, seks meter fra hendes konge. Constance var godt klar over at hun netop var gået ind til noget, hun næppe ville slippe fra med et kort 'hvordan går det? fint? okay', og hendes udtryk var derfor knapt så begejstret. Langsomt hævede hun hovedet en anelse og vendte siden til, dog stadig med det ædle hoved vendt imod ham. De klare, blå øjne søgte ikke øjenkontakt, men var derimod fæstnet til jorden ud fra hans hove. Den ubarmhjertige vind strejfede man og hale, som svagt lod sig føre med. Hjertet bankede. Hvorfor havde hun ikke tænk over, at Azazel. Konge Azazel skulle være her. At det var han, som havde ladet sin tilstedeværelse publicere med intet mindre end lyden af en hingsts torterende hvin. Constance lod sig ikke hvile på nogen af hendes hove, men stod stabilt på alle fire, og ret ryg. Sagde intet, og forsøgte ikke at lade hendes usikkerhed vise med et flakkende blik. Det var boltet til den golde jord, men hun blinkede - og for hvert mørke håbede hun, at han ville forsvinde. Hun var ikke klar til at stå over for ham endnu engang. Enten var det fordi hun var bange - eller så var det fordi hun ikke følte sig værdig.

Eller ingen af delene. Sandheden var dog, at han bestemt havde formået at sætte sit indtryk fast hos hende ved deres sidste møde, selvom hendes iltre sjæl næppe ville tillade at give op uden lidt kamp. Hun fortjente mere end det. Hun var mere end det. 

[Deleted]

Lyden af hove.. badum, badum, badum.. tretaktet, i et kontrolleret tempo. Hun havde reageret. Hans hjerterytme øgedes, ved lyden af hove der hamrede mod de frosne græsstrå. Og forestillede sig græsstråene knække og kvases af hendes hove.

Med ét dukkede en skikkelse op på højen fremfor ham. Hendes duft var kraftig, eftersom vinden bragte hende med sig. Hun stod et kort øjeblik, med blikket rettet mod ham, men gjorde så parade seks meter væk og slog blikket i jorden. Han reagerede ved at hæve hovedet, og lade et arrogant smil brede sig om hans mund. Hun havde lært det. Hendes ranke holdning, let knejste nakke og nedslåede blik.. Han kunne lide hvad han så. Hanhvade gjort det godt. Det var derfor smilet fik en antydning af selvtilfredshed. Han udvidede næseborene og trak vejret dybt, inden han lod luften slippe ud igen med en dyb og vurderende brummen. Hans blik gled kritisk over hende, og vendte og drejede enhver vinkel.

"Prægtigt..."

lød det så fra den hæse strube, idet han åbnede munden og klappede tænderne sammen. Dette var nok mere en aggressiv handling, end det var andet. Han kneb øjnene lidt sammen.

"Hvordan er dit helbred?"

Spurgte han så køligt, men stadig med blikket fængslet på hende. Hun så sund ud. Stærkere og mere robust. Sådan som han kunne lide dem. Noget tydede på at hun havde taget hans råd, og havde trænet og spist, så hun netop kunne se ud som hun gjorde nu. Var hendes helbred godt, kunne han begynde at drage fordel af hende. Bruge hende.

[Constance]

Selvom hendes overbærende blik ikke lå direkte på den mørke hingst, så kunne hun sagtens ane det forvredede smil der strakte sig frem på hans mule. Hun stod fuldkommen stille, med ørerne lagt diskret tilbage - men da en dyb brummen skabte vibrationer helt ind til hendes egen bringe, gjorde hun et slag med den store, fyldige, røde hale og vippede begge fløjsbløde ører fuldt frem. Det var lige før at hun kunne mærke hans rødlige blik glide over hende, og endnu engang følte hun at han berøvede hende sit rum - selv uden at være kommet for tæt på, men det var ganske enkelt en ubehagelig følelse - stadig veg hun ikke, selvom følelsen af at ville ryste hans blik af sig var tiltrængt. Dog virkede noget lyst, for hans smil havde indeholdt en slags tilfredshed, men hvad den præcis var myntet på, kunne hun kun forestille sig, lige indtil hans dybe, forvrængede stemme brød stilheden. Hendes reaktion var at spidse ørerne for at få enhver tone med, og hendes blik flakkede en enkelt gang, men var stadig slået i jorden. Constance nægtede at lade sig rykke af hans kommentar, eller den lidt mere abrupte handling af et par kæber der smækkede sammen, og lyden derfra bevidnede om styrke - ikke mindst en overlegenhed, og hvis det havde været alle andre end ham, så ville hun have reageret.

Hans spørgsmål var overraskende forsigtigt, men stadig lod den opspændte hoppe sig ikke røre på sig. Hjertet bankede blot hurtigere og hendes dybe vejtrækning kunne ses på hendes bringe og flanke. Hendes pels var blank, hovene stabile og var ikke tørret ud af det kolde vejr. Musklerne var blevet en anelse tydeligere, og spillede svagt, som de var spændte under det lækre, røde skind. Hun var en hoppe der i dette øjeblik var fuldkommen bevidst om sig selv, og alle sanser var i gang. Hun var sund og ved godt helbred - landet havde givet hende meget, og havde ladet hende komme sig over sin lange vandring. Her var der ikke mangel på noget, som ikke ville kunne give hende et sundt og velholdt ydre. Et muskelbundt var hun dog ikke, for stadig var hun slank og ejede en klar feminin tilgang der helt klart også var prydet af de blå øjne, som ikke havde mistet sin gnist, og som heller ikke var blevet blanke. Så hun lod sig svare med sandheden.

"Mit helbred er godt og afstemt, kong Azazel." - Hendes stemme var stærk, og de sidste to ord fandt hun latterlige, men nødvendig. Det måtte more ham at se hende sådan. Men hun gav ham den respekt han så gerne ville have, selvom virkeligheden var en anden. Allerede følte hun sig bundet uden rigtigt at kunne se det bånd han havde lagt på hende. Det handlede om at agere korrekt, men der var kun så meget hun ville finde sig i. Indtil videre var han selv meget respektabel, og Constance tillod sig at rette lidt på hendes opstilling, og flytte vægten lidt rundt på sine hove, inden hun igen stod stille, og afventede hans vurdering.