Riddles in the Dark [Plot, Lukket]

[The Oracle]

The Oracle

_{Vogteren - Spøgelseshesten}

^{I midten af Exenios hjerte befandt ånden, spøgelset, sig. Hun havde taget sin kropslige form, som bestod af en svag dis som formede en hoppe silhouet. Man ville ej kunne sige hvilken farve hoppen engang havde været, heller ej om hun blot var en illusion. Men eksisterede, det gjorde hun. Hun havde placeret sig i midten af Center Summit, Exenios samlingsplads og midte. Omkring hende, omringede de forfaldne søjler hende, men det var ej søjlerne som hun bemærkede, men jorden under sig. Den tågede dis flød et par centimeter over hvad som skulle forestille et stengulv. Det havde været smukt engang, men nu var det blot ødelagt.
Med et kæmpe brag faldt stenene under hende pludselig sammen, men i stedet for at skabe en kaotisk, støvet plads, så formede de faldne sten en skråning som førte ned under det bevarede stengulv. Silhouetten lukkede øjnene i koncentration, da hun sendte budskabet med den hviskende vind som inden få sekunder ville have givet ekko af hendes usagte ord. Et ekko som ville høres at alle øens beboere.}

<sub>I er de udvalgte. 
Bragt hertil for at leve, og dø, i dette land.
Jeg er jeres vogter.

Lad mig teste jeres mod.
Så ejer du et tappert hjerte,
så søg dig til hjertet over hjerterne.
Der vil du finde en gang.
Gangen vil føre dig til det uendelige mørke.
Tør du træde ned, for at møde din skæbne?

Lad mig teste dit sind.
Er du snu, så find mig i mørket.
Der vil du besvare et spørgsmål.
Korrekte svar vil føre dig belønnet forbi.
Forkerte svar vil straffes.
Tør du træde ned, for at møde din skæbne?

I er de udvalgte.
Og jeg er jeres vogter.</sub>

^{Silhouetten bevægede sig frem. Og ned. Ned i den smalle gang som førte langt ned under jordens overflade. Ned til det sted hvor der ej fandtes lys. Da hun nåede gangens ende, befandt hun sig i en grotte, en grotte kendt under navnet Darkened Hollow. Her blev den disede silhouet tålmodigt stående, som det eneste lys i grotten. Hendes front var vendt mod indgangen, og hendes ben var dækket af vand. Vand fra den lille sø der befandt sig i grotten. Søens bredde var blot få meter, men dybden var ikke til at vide. Hendes blik bar ikke præg af nogle toner, men var blot tomt.
Hvem ville turde træde nærmere?}

Dette mini-plot er tilladt for alle heste i Exenio, og jo flere som deltager, jo mere spænding.
Som Oracle fortalte, så skal alle som ønsker at deltage i dette mini-plot opsøge Darkened Hollow - hvis åbning pt ligger i Center Summit. Der vil de møde Oracle, som vil stille hver enkel hest et forskelligt spørgsmål. Svarer man rigtig bliver man belønnet, og forkerte svar vil straffes. Visse vil blive belønnet, eller straffes mere end andre, men Oracle er ikke retfærdig, og derfor vil jeg ikke høre nogle klager om det.
Efter at have svaret på spørgsmålet, og blevet belønnet/straffet, så kan man vælge at gå ud af hulen igen, og derfor forlade tråden, eller blive derinde for at se de andres spørgsmål og svar. Det er tilladt at snakke med de andre karakterer som befinder sig i hulen, imens Oracle går rundt og udspørger hestene en efter en.
Held og lykke.

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{stare life in the eyes

and say
no matter how many times
my spirit won't break if my drive never dies}

(Fortsættelse af tråd: Akiva&Nox"7281" - Searching for an audience)

Hingsten brød sig ikke om dette. Ikke på "jeg er bange"-tøsedrengmåden, men denne hoppes stemme lod til at forblinde Akivas sind, hvilket umuligt kunne både godt for dem. Dog veg han ikke væk fra Akivas side, som han med faste skridt fulgte ham ned i hullet, som ville føre dem et ukendt sted hen. Der var noget i hingsten selv, noget som trækkede, men det var ej hoppens lokkende stemme, eller de belønninger som stemmen lovede. Det var nysgerrigheden som hans flamme brændte med. Han ønskede at se denne Oracle, se om hun var så slem som hans mavefornemmelse fortalte ham? Han havde taget fejl før, selvom han nok aldrig ville indrømme det for en levende sjæl. Hans blik mødte Akivas. Hans ansigt var, som altid, som hugget i sten, og de bistre øjne brændte af kamplyst. Selvom han lignede sig selv på mange punkter, så var der ingen tvivl om at denne kriger, denne kriger var på vej til kamp. Med et beslutsomt blik vendte han atter hovedet ned mød det mørke dyb foran dem. Han følte sig en smule tør i halsen - af spænding. Han var dog ikke bange, ikke det mindste. Han håbede næsten lidt på at møde nogen, eller noget, som han kunne få afreageret på.

Hele vejen.. Broder.

Med disse ord begav han sig videre ned i mørket. Beslutsomt - som en soldat. Hans ord betød ej at nu ville han åbne sig op for denne Akiva, og de ville være perlevenner for evigt. Nej, det var blot en bekræftelse på at hvad der end skete dernede, så ville de have hinandens ryg. Om han kunne stole på denne tørre hingst vidste han ej, men han ville stå fast ved sine ord.

^{so throw me a burden
i won't lose my composure
it is for this very reason
that life gave me my shoulders}

[Akiva ¤ Hanna]

ikke i tvivl om, at Nox ikke var bange. Nej… der var et eller andet med hingstens attitude, der beviste at han ikke var bange for at komme med.. men hvorfor så tøve? Var Nox ikke nsygerrig efter at vide hvad der gemte sig dernede? Hvem der kunne have denne lokkende stemme? Hvem dette.. Oracle var..? det var Akiva. En del af ham var nysgerrig, en anden lokket af dennes stemme. Hendes stemme.
Hans blik røg på Nox, og ganske rigtigt. En krigers blik så tilbage på ham. Denne nox… han fik den gamle flamme til at blusse op i Akivas indre, og hans sten ansigt skræmte ham ikke som sådan. Nej, det fik hans normalt kolde og brændene blik, til at virke mere livligt. Som om at der var blevet hædt en tændvæske på, bestående af en gammel nysgerrighed og spænding.. og tanken om ikke at sidde med sit gamle liv. Noget nyt…

Han brummede til ham som svar, og sammen trådte de ind i det tætte mørke. Gløden i hans tegn skinnede tilbage på Nox’s Metalpels, og fik hans skind til at glimte let hvor musklerne tydeligt kunne ses. Indtil videre var dette nok lys, til at orintere sig. Det han lyttede efter nu, var den lokkende stemme fra før.

[Deleted]

Evolett
- Count your life by smiles, not by tears.

---

"En Stemme.. Der kalder på mig"
Hvislende og lav var den. Som et genfærds røst, der fyldte hovedet med en trang til lade sig give hen til stemmens ordre. De store, ravbrune øjne lå trygt gemt under de lyse øjenlåg idet hun lod stemmen fylde hende hovede. Længe varede det ikke før disse ville åbne sig på ny, og drage mod landets hjerte der så længselsfuldt bankede for landets heste. Det gjorde det ihvertfald nu. Den lille hoppe, med den spinkle bygning, lod sig føre frem i en lystig trav. De store, blanke øjne synes ikke at have nogen bund.. De var dybe og bundløse, imens overfladen glitrede livligt. Men trods at dette, var hendes blik som hypnotiseret. Hun måtte derhen. Se hvad der foregik, og hvem der kunne fylde hendes hovede med sådanne beskeder. Munter af sind, ensom af selskab, nåede den Då lignende hoppe frem. Sveden lod sig glide over det brune, plettede skind i form af små perler. Hun havde i sandhed rejst langt, og fortsat holdt et jævnt tempo. Men nu var hun her. Landets hjerte.

Nøjsomt, spejdede hun over området, med let sammenknebne øjne. Ikke langt væk fandt hun den gang som stemmen havde fortalt om. Varsomt som en hjort, skridtede hun frem mod den mørke afgrund. Ørene flakkede opmærksomt rundt, for at opfange lyden af fare. Men hoppens hjerte fortalte hende alt. Det bankede i et hurtigt tempo, og pumpede andreanalin ud i hendes krop. Hvad var det for en følelse? Var dette frygt?
Langsomt, og varsomt sænkede hoppen sit hovede, så den silkebløde mule kunne undersøge stenfliserne. Og med et tøvende skridt, trådte hun ud på det, og videre ned i mørket.

[Aurora ~ Emma]

Aurora:

Ord der genlød i den røde hoppes hoved. Bragt af vinden for hun kunne høre det. Specielt føltes det næsten. Særligt. Kaldte på hende. Kaldte på hende i underlige gåder, der alligevel gav mening. Bad hende træde ind og møde sin skæbne. Turde hun godt møde sin skæbne? Selvfølgelig gjorde hun det - hun havde selv lagt den i sit hoved. Havde udtænkt hævnen og gik nu næsten helt i en døs. Ventetilstand. Ventede på dagen oprendt - men hvornår? Hun følte sig næsten helt som en zombie, der meningsløst vandrede rundt. Død, men i live. Var hun død? Nej for ingen smerte havde hun følt. Måske var det døden - smerteløs. 

Ord der blev ved og ved...

Aurora sukkede og spejde frem for sig. Hun havde taget beslutningen om at følge ordene. En beslutning hun havde vidst i sit hjerte, var truffet allerede da ordene kom ind i hendes hoved. En rød lok faldt ind for det ene mørkerøde øje og fjernede hendes udsyn derpå. Forsigtigt pustede hun det på plads. Ganskevidst virkede hun ganske harmløs i øjeblikket, men et blik i de røde øjne ville afsløre beslutsomheden i de røde øjne - gemt bag det ydre lettere dvaske. En grotte fangede hendes synsfelt og med selvsikre skridt bevægede hun sig derhen ad. En tanke gik igennem hendes hoved, da hun lod grotten sluge sig. En enkelt tanke, der gav genlyd i hendes tanker: Kom du skæbne, jeg kan klare dig og du vil aldrig bukke mig... Skæbne. Jeg kan klare dig og du vil aldrig bukke mig... klare dig og du vil aldrig bukke mig.. du vil aldrig bukke mig... aldrig bukke mig... mig... ig...

Blot for til sidst at ende ud i tæt stilhed...

[The Oracle]

The Oracle

_{Vogteren - Spøgelseshesten}

^{Fire heste var trådt ind for at se hende. Spøgelseshesten. Ikke en lyd forlod hendes mule, ikke et udtryk viste sig i de tomme øjne. Hoppen var død, og alligevel så levende. En forklaring til hendes tilstand fandtes ikke, heller ej forklaringen til hendes tilstedeværelse, men Oracle forventede ikke nogle dumme spørgsmål, fra disse heste. At de turde træde ned i grotten, viste blot at de anså sig selv værdige, og intelligente til at afprøve hendes gåder. Den disede hoppe bevægede sig ej, hun værdigede dem end heller ej noget blik, men en stemme rungede igennem grotten. En stemme som var rettet mod den mørke ildhingst. Han var først.}

_{Akiva,
Hvad dræber store ledere,
hvad får bjergene til at smuldre,
og hvad sørger for, at alt liv kommer til en ende?}

[Deleted]

Den lille hoppe gik faktisk stille for sig selv, da en lokkende, rivende stemme ramte hendes øre, stille spidsede hun de små øre og satte blot nysgerigt mod lyden. Men da hun nåede et sted stoppede hun tøvende op. Men nysgerrigheden steg i kroppen på hende, selvom tvivlen stod malet i hendes lila øjne. Den hvide krop glansede pænt, med guld aftegne på. Et prust forlod mulen da hun atter lod løden føre vej til der hvor den ville have hende hen...

[Deleted]

En hoppe gik i et roligt tempo ned i et mørkt sted. Ned af en sti, der ikke virkede alt for stabil, men hun følte, at jordens indre nærmest kaldte på hende, at der var noget der nede, om skulle opdages, noget der skulle findes.. Det trækkede i hende, ikke som en fysisk trækning, men som om at der var noget der trak i hendes sind, noget der fik hendes vilje til at blusse let op, så hun fik lyst til at gå der ned i mørket. Hun slog let med den lange gyldne hale, som hang efter hende, det kunne godt være, at hun havde en lang man og hale, men af en eller anden magisk grund, så kunne hun kun ganske sjældent fiske grene og lignende ud af den, der sad utroligt lidt fast i hendes gyldne lokker... De blålige øre vippede let, inden hun lod dem lytte efter en hver lyd i mørket, der langsomt, men sikkert, omslugte hende.
Mørket var mørkere end natten, men hun kunne skimte sig vej med de røde øjne, der bar et let grønt, harmonisk skær.. Det der tilkendegav hende som en jord hest, en der havde til opgave at, sørge for mad i den hårde vinter, men også en der gjorde at hun følte sig tryk i jordens indre, at hun kunne mørke dens energi, hvor mærkeligt det end var.. Mon der var noget her nede eller om hun blot havde ladet landet og dets lyde spille hende et pus?

[Aurora ~ Emma]

Aurora:

Et spøgelse tegnede sig for hendes øjne...

En lille forsamling heste havde samlet sig. En hest, der virkelig meget kunne minde om et spøgelse, stod i midten. Tydeligt var det at hun var midtpunktet. Det var hendes ord, der havde lydt. Aurora's nysgerrighed blev genspejlet i de andres øjne. 

En gåde lod hun runge...

Hesten. Væsenet, åbnede munden og talte. Talte i gåder. Talte til en hingst: Akiva. Aurora's øjne ledte efter denne, og stoppede sin søgen ved en sort hingst. Hendes øjne spærrede sig op i vrede og overræskelse..

Hingsten, den bragte ubehagelige...

den kulsorte pels. Ildaftegnene. Billeder sprang for hendes øjne. Skrig. Gråd. Flammer der kælede op af skrigene kroppe. Kød der sprang. Flygtede hove. Horn der gik gennem blødt skind, med en flæsende lyd. Kadavere der faldt hjælpeløst til jorden, med øjnene spærret op i smerte. Hylene fra de sejrene hingste. Synet af en sort skikkelse, der galoperede mod hende. Ildman. Sorte horn, som spidse pile. Kulsort pels, glinsende i flammernes skær. Røde øjne der så i hendes. Sandheden, der åbenbarede sig for hende. Flammer, der begyndte sin dans om hende. Smerteløs smerte. Frygt. Flugt. Selvhad.

Minder...

Hun stod stille - bevægede ikke en muskel. Betragtede bare hingsten. Lammet af irritation; vrede. Hun havde chancen! Turde hun?... 

[Akiva ¤ Hanna]

I noget tid havde hingsten bevæget sig videre igennem mørket, og ved hvert et skridt følte han at han var på rette vej. Og han havde ret. Snart dukkede en glødende skikkelse frem for ham, og hingsten var ikke i tvivl om at dette var hende. Oraclet... overrasket og ærbødigt stoppede han op med noget afstand til hende, men søgte ikke hendes blik eller noget. Ventede blot.. for han var sikker på at hun ville give ham noget opmærksomhed, når han havde brug for det. Roligt men sikkert begyndte andre heste at strømme til dette sted. og hans ører røg langsomt ned i den tykke man han bar. Øjnene begyndte at gnistre, og de glødene aftegn flammede let op. Han brød sig ikke om selvskab... og da slet ikke så meget  på en gang. Hingsten Nox kunne han tolerer.. det var hans broder igennem ilden, og han var allerede på det punkt accepteret. men de andre... fremmede.. 
Et bestemt blik brændte på Akiva, og han drejede langsomt det markerede hoved imod denne fremmede. En hoppe kom til syne. Sort... men med alle mulige aftegn. Som om at de var lavet med blod, og sat på med smerte... for det så virkeligt ud hendes aftegn. Det lignede blod. De brændende, røde og kolde øjne fangede hendes blik, og han stirrede på hende. Koldt.. afvisende.. farligt. Hoppen så ud til at hade ham, men dette prellede effektivt af på hingsten kolde og en smule hævede attitude. Istedet, sendte han hende et blik der viste noget andet end det kroppen viste. Dette blik var farligt. Han ville ikke tøve med at jage denne hoppe væk, eller tilmed skade hende på grund af hendes blotte tilstædeværelse med ham. Dog vendte hele opmærksomheden imod den glødende magiske hoppe.. hest? da hun snakkede til ham. en gåde... selvom man nok ikke ville tro det, elskede Akiva gåder. At bryde sin hjerne med andet end hans egne tanker, var noget han nød. For selvom hans attitude nok kunne være en bad boy, var han ikke sådan. hans tanker og trusler var ægte hvis han sagde dem.. han løg aldrig. 

Hvad dræber store ledere,
hvad får bjergene til at smuldre,
og hvad sørger for, at alt liv kommer til en ende?

Hendes ord genlød i hans tanker, og straks begyndte han at komme med forskellige svar og konklusioner ind i sig selv. Dog var ingen af dem helt rigtige.. han kunne mærke at de var forkerte. Men hingsten ville ikke give op. han havde selv bevæget sig herind.. nu måtte han tage konsekvensen. Og ligesom han troede at han måtte give op, kom svaret til ham. Tid... han kunne mærke at det var det... mente at det var det. Og hvis ikke, havde han ikke fortjent at blive hernede. Bum.

"Tiden dræber store ledere... den smuldre bjergene, og i sidste ende vil alt liv komme til en ende ved tidens kraft. Mit svar er tid"

lød den hæse, men gennemtrængende dybe stemme. Ikke hæs på den ulækre måde. nej, mere som om at stemmen næsten  aldrig blev brugt, medmindre det var nødvendigt. Og dette, var også sandheden.

[The Oracle]

The Oracle

_{Vogteren - Spøgelseshesten}

^{I samme sekund som hingsten angav sit svar, skabtes en ildkugle foran den disende tåge, som kraftigt kastedes ind i hingstens krop. Den ville ej gøre ondt, men en varme ville sprede sig, som hans belønning langsomt ville indprente sig i hans krop. En tyk stemning sænkede sig over grotten, da hoppens blik pludselig bevægede sig. Det var ikke fordi hestene havde behov for at være stille, men de fugtige vægge, og den trykkende luft, skabte et dyster, trykket stemning. Hendes øjne vandrede over de tilkommende heste, før de fikseredes på den yndige, brune hoppe. Man skulle kunne tro, at det var den mørke hingsts metalfarvede følges tur, men han var forblevet i gangen, lige ved grænsen til grotten, og var derfor ikke trådt ind. Endnu. Derfor var den døde hoppes tomme blik vendt mod den uskyldige, spinkle hoppe. Det var hendes tur.}

_{Evolett, du uskyldige.
Hvad er større end livet selv,
hvad varer længere end for evigt,
det er så simpelt, at det bliver kompliceret,
det rejser konstant, men flytter sig aldrig,
det putter andre i fare, men aldrig vil nogen skades,
og det kan nå uanede verdener?}

Akiva er blevet belønnet med en evne:
Ild, Evne 4.

[Aurora ~ Emma]

Aurora:

Hun kunne høre spørgerunden fortsatte, men tog sig ikke af det. Hendes øjne var klistret til den fremmede hingst, Akiva. Langsomt. Ganske tilfældig, begav hun sig over mod ham; som kunne hun bedre se der fra - dette var ikke tilfældet. Hun holdte øje med ham. Han kunne ikke lave numre under hendes brændene røde blik. Forsigtigt kastede hun et blik over skuleren - ledene efter et baghold. De måtte gemme sig ude foran hulen. Hun ville ikke lade ham massakrere denne samling heste!

"Nårh.. Akiva"

Hendes stemme emede af afsky,  da den fintfølende mule formede det forfærdelige navn.

"Hvor er de så - bagholdet!"

Hendes stemme var næsten helt en væsen. Hun holdt stadig blikket rettet mod ham. Skulende. Fordømmende. Hun stod maks 20 centimeter fra ham - forgivende at følge med i begivenhedernes optræden, dog var dette ikke tilfældet...

[Akiva ¤ Hanna]

Lige så snart at ordene var lyt fra hans mund, havde han set ildkuglen. Hingsten frygtede ikke ilden... heller ikke selvom den styrede lige imod ham. Han blev, rank og stolt stående som altid. Fuldte den med øjnene, da den styrede lige imod ham. Men... det gjorde ikke ondt da den ramte ham - som han havde forventet. Nej... en varme spredte sig som en løbeild i hingstens krop, og en sitren for igennem ham. Hvad var dog det? Kraften brusede i hans årer... men.. hingsten viste ingen reaktioner. Ingen følelser var til at spore i hans ansigt, imens alt dette skete i ham. Kun en enkel bevægelse. En bøjen med hovedet som tak imod Oraclet, før at en anden fangede hingstens blik. Det var den blodige hoppe fra før.. 

Hun bevægede sig tydeligvis imod ham, selvom at hun prøvede at skjule det. Hans stirrende kolde blik fulgte hoppen, og ørene blev vredet i nakken da hun begyndte at komme tættere på. Dog, bevægede hingsten ikke sin krop, på trods af at hun kom tættere på. tættere på, end hvad godt var for hende. Hans brændende kolde røde blik stirrede uden at vige ind i hoppens mørkere øjne, og en advarende brummen kom fra ham. Dog var denne brummen ikke høj, men den kunne mere mærkes end høres. Som en dyb bas, der bredte sig imellem hestene. 
han kunne sagtens finde på, at uden nogen form for synelig advarsel bide efter denne hoppe. Det kunne han med alle. Det var svært at vide hvor hingsten var i ens verden, da han hele tiden gled uden om. Og selvom han havde et hjerte af guld inderst inde, var denne vej lang. og ment på den måde, at flere andre lag lå over det. og... disse lag var ikke bare lutter lagkage. det var et temperament der var skjult indtil det var for sent. Et had imod andre heste, der sagtens kunne føre blod med sig. En depression over sig selv og det formål han ikke kendte. Alt dette, ville sikkert på et tidspunkt eksplodere på bekostning af andre. Både uskyldige og mindre uskyldige.

[Deleted]

Den hvide hoppe var nu nede ved vunden tre heste var ankommet... Den hun mest lagde mærke til var den sorte hingst, frygt og forarg lyste ud af hendes øjne. )'han mindede om 'dem'! Atter gled øjne rundt mod hingsten ved dens sorte siden, hans farve var indbydende og venlig.. Igen måtte blikket vrander mod en hoppe, som hun automatisk søgte mod... Hun lod. Blikket til sidst ramme spørgelses hoppen... Hørte hendes ord og hørte Akivas svar.. Personligt tænkte hun dumt.. For hendes indlysede svar ville havde været guder? Men tiden... Jo det lød sandt nok... 

[Deleted]

                                 Hitachi Sakkaku
                                                   A voice draws me in..
En hingst, en mørke rød hingst, der faldt i et med mørket omkring ham, han gik med lydløse skridt i skyggerne. Aldrig gav han sig til kende, men den halvt gennemsigtige hoppe, som talte i gåder, hende fornemmede han, at hun vidste hvor han var. Fornemmede at hun havde uanede kræfter, der ikke skulle udfordres.. Han slog let med den sorte hale, som han stoppede op, der var samlet nogle heste. Der var en der fangede hans blik, en sort hingst med flammende aftegn, der uanfægtet lod en ildkugle styre mod sig. Han gik udfra, at han måtte være en hingst af elementet ild. Han selv følte sig mere tilpas der, hvor han kunne lufte sine tanker til ingen anden end sig selv om himmelen.
Hvorfor var han gået her ned? Jo, han følte bare, at der var en der kaldte, nu mærkede han da også, at det var hoppen, den spøgelses hvide hoppe i midten, der havde talt. Han trådte ud af skyggerne. Gik frem mod den fremmede hoppe, lod de andre forblive i hans øjenkrog, hvor han altid kunne holde øje med dem. Især den sorte hingst. Den hingst han ikke vidst om huskede ham eller ej. Han vendte det mørke blik mod den hvide, gennemsigtige hoppe, forventede at hun ville tiltale ham. Hvis hun altså havde ment noget med at kalde ham her ned..

[Akiva ¤ Hanna]

Aaina Hemakshi Ijaya

Langsomt… uendeligt langsomt gik den stribede hoppe fremad. Hver en hov blev nænsomt løftet, forsigtigt placeret for at finde fæste, sat ned og så et skridt til. Alt gik roligt for den blinde hoppe. Mulen hang nede ved jorden, og hun lod den let glide over stenene efter tegn på ujævnheder der kunne få hende til at vakle. En lille fejl kunne betyde hoppens edelige, så hun var utrolig påpasselig med hvor og hvordan hun gik. Længe havde hun vandret rundt i landet for sig selv. Gemt sig i skovene, og havde meget langsomt fået en lille skitse af landet frem inde i hende selv. Hun havde prøvet at holde sig en smule skjult den første tid, a hun var et nemt bytte for rovdyr, eller aggrasive heste. Eller var hun? Det skulle man ikke være så sikker på. Fordi på trods af at hoppen var blind, havde hendes andre sanser udviklet sig mere end hun selv anede. Især hendes lugte og høresans… og måske en sjette sans.. sansen til at fornemme andre. Hun kunne ikke se nogen… men når der var nogen i nærheden, kunne hun alligevel finde dem. Måske var det bare hendes sanser der havde udviklet sig på den måde for at hjælpe hende videre i livet.
Hendes hoved løftede sig kort op, og alle perlerne glitrede kort i solens lys. En stemme.. en stemme der dragede hende imod den anden retning ens hun gik. Automatisk begyndte hun at gå den vej, og gik pludselig mere løst. Som om at hun stolede på at hun ikke ville gå forkert, så længe hun lyttede til denne stemme. Var dette Gaura der kaldte? Måske…. Snart begyndte det at gå nedaf, men den blinde hoppe kunne ikke se de fare der lurede omkring hende. hun fuldte blot stemmen, og den sans der havde holdt hende i live indtil nu.
Snart hørte hun stemmer, og undrende stoppede hun op. Hvad havde hun gang i? hvordan skulle hun kunne finde ud af denne hule eller gang hun var trådt ind i. Der var Ekko.. det måtte være en grotte. Dog forsatte hun fremad, men stoppede da op igen. Det hun kunne fornemme kaldte var i midten af rummet eller grotten… men der var forhindringer. Der var andre heste. Hun gav sig ikke til kende, men blev blot stående i skyggerne, og tænkte over hvad hun skulle gøre.

[Deleted]

De forsigtige, nervøse skridt blev varsomt placeret da den spinkle hoppe fortsatte ned i dybet. Mørket havde omsluttet det hele, og det var svært at se så meget som en hov foran sig. Men pludselig, mærkede Evolett bunden. De ravbrune blike lod sig rette fra stien foran hende, til en tåget dis placeret i midten af rummet. Formet som en hest, men gennemsigtig som en sky. Var dette denne hest som havde snakket til hende, på den mræksværdige måde? DEt kunne det kun være. Eve fandt sig plads, mellem nogle heste og observerede blot. Indtil hun selv blev spurgt. De iforvejen store øjne, spilede sig lidt mere op. Og uden så meget som at tænke sig om, lod hun sin melodiske stemme lyde.

"Kærlighed.."

Svarede hun. Hendes stemme var fløjlsblød, og hendes åbne og varme væsen skinnede tydeligt igennem. Forhåbningfuldt lod hun blikket hvile på den tågede dis, foran hende.

[The Oracle]

The Oracle

_{Vogteren - Spøgelseshesten}

^{Plottet lukket.
Alle deltagere modtager 5 EP og 5% i styrke.}

_{Talk talk talk}