Thirst.. thirst for what?|Tagged; Mellow

[Michigan - Chianti]

Tørst?
Tørst for hvad?
Liv

Tørsten rev i halsen og svedperler hang i den grålige pels. Alt var lukket ude. Vinden var til stede og som til tider kølede området af. Men stadig stod solen højt på himlen, og den kære hoppe var udmattet. Hun havde gået hele natten og snart kunne hendes krop ikke længere holde til varmen, der nu var værst midt på dagen. Engen hun havde opholdt sig på havde været fin, men der var intet vand - og hvordan hun havde klaret at undgå en vandkilde i så lang tid kunne hun ikke forstå. Men frygten for at blive overfaldet af det ukendte, samt den uendelige varme og omtågethed, plus det forfærdelige hukommelses tab, havde gjort noget ved hende. Hun havde svært ved at tænke klart, og havde måske overset et lille udspring, gemt bag det høje græs? For nu dirrede de ømme muskler der simpelt var blevet overmandet af den evige hede - vinden stod nu stille og intet rørte på sig, alt imens den slanke araber hoppe, kæmpede sig op af en høj. For hvad der måtte være på den anden side kunne kun være et gæt værd. Men hun gav snart op. Hun kunne ikke mere.


Hun var ør i hovedet af manglen på vand og et hævet åndedræt optrådte i hendes lunger. Men endelig nåede hun op på toppen, efter gentagne gange at have sat af med de svækkede bagben, for at klatre op af den stejle høj der måtte skille et område fra et andet. Synet på den anden side var forbløffende. En stor, klar sø var placeret midt i gryden, i den blomstrende dal. Græsset var grønt og enkelte, farverige blomster sugede al den sol og næring til sig som de kunne. Enkelte siv var vokset op ved foden af søen, og synet gav hende nyt liv. Der gik måske et minut for hende lige at suge det hele til sig, inden hun arbejdede sig nedad højen, der var mindre stejl på den anden side, og derfor knap så svær at navigere ned af. Michigan nærmede sig med varsomme skridt den klare sø, der lod sig spejle ved solens stråler. Søen var kilde til en udført strøm, der forsvandt ind blandt nogle træer, som senere ville give den perfekte skygge. Men lige nær søen tårnede et smukt æbletræ sig frem med modne æbler og grønne blade. Michigan måtte være kommet i paradis. Med det samme sænkede hun det ædle hoved, og tog sin første slurk, i det nye land.

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{and sometimes you feel blue
but your blood bleeds red like mine
the grass is greener on the other side}

Alt der hørtes i den metalfarvede hingsts ører var lyden af de rislende bække på begge sider af hingstens krop. De splittedes konstant, for at finde nye veje rundt i det lille område. Smukt, det var det i den grad, men noget frastødende vendte sig ved hingsten. Det var ikke blot fysisk, men også psykisk at hingsten ikke brød sig om at være i dette land. Han nød stilheden, og de smukke omgivelser og lyde omkring ham. Men vandet. Ville vandet slukke hans ild? Det var alt der fyldte hingstens tanker, hvilket gav ham denne frastødende følelse. Han bevægede sig igennem landskabet med faste skridt. Hans hoved var samlet, og hans brændende øjne tilstedeværende. Han kunne ligne en bødel, der roligt vandrede på en usynlig sti. En bødel ville han dog ikke kalde sig. Måske havde han dræbt, men hingsten identificerede sig selv som en kriger. Han havde kæmpet for det gode, side og side med sine brødre. Mange havde måtte lade livet for disse værdier som de havde kæmpet for, men Nox så ikke sig selv som hverken morder eller bødel. Han var en frihedskæmper, som havde reddet undertrykte heste, og unge hopper i nød. Og resterne af den rustning, som han havde båret, var nu et evigt minde om hvad han levede, og kæmpede for.
Et enkelt øre vippedes frem ved lyden af andre hovslag, for at derefter finde tilbage til sin plads; rettet lige op i luften. Han gjorde et smidigt halt og betragtede hoppen som stod og drak, ikke mindre end et par meter fra ham selv. Af ren høflighed gav han et tilkendegivende brum fra sig. Et kort, og kontrolleret brum som repræsenterede hans militæriske, men også ridderlige holdning.
De flammende øjne betragtede hendes spinkle krop som han stod der med hovedet højt hævet. Hun var ganske vidst smuk, men om dette også gjaldt hendes indre, anede hingsten ikke.

^{what i’m saying is that we are all alike}

[Michigan - Chianti]

"You didn't surprise me"
"- No... I just did."

Det gav et sæt i den musegrå hoppe der lyden af en dyb brummen nåede hendes følsomme ører. For hun havde haft alt lukket ude, imens hun fik stillet sin tiltrængte tørst. Derfor havde hun slet ikke lagt mærke til hovslagene der rungede i den hårde jord. Eftermiddags solen stod skråt på himlen og varmen var lettet. Så snart hun hørte lyden, hævede hun hovedet med det samme og lod blikket falde hen på hesten som blot stod få meter fra hende. En hingst - hans tilstedeværelse var kommet fuldstændig bag på hende - endnu en? Havde hun været så heldig at rende ind i to heste på to dage? Og endda i dette øde land? Ja, åbenbart. Men det glædede hende at se endnu en sjæl, og især på disse kanter. For hun følte sig allerede tilpas, allerede hjemme. Medmindre han var en smule territoriel og ville have hende fjernet fra hans område. Men Michigan tvivlede.

Vandet dryppede fra hendes mule og hun lod kort mulen strejfe bringen for at tørre resten af vandet af. Derefter blev ørerne vendt frem og en ny gnist for op i hendes mørke blik, der atter landede på hingsten. Det første der sprang i øjnene var udrustningen - noget hun aldrig havde set mage til før, og på en kant skræmte det hende en smule. Det ukendte. Men hun lod sig ikke tirre af det, og så i stedet på ham med venlige øjne.

"Goddag"

Stemmen var blid, indbydende og et svagt dog overrasket smil piblede frem på hendes silkebløde mule. Man kunne se at hun var en smule træt efter nattevandringen og manglen på vand og søvn. Men hun klarede sig, og det elegante udtryk som en araber nu bar, prydede stadig den slanke, skimle krop.

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{take all this pride
and leave it behind
because one day it ends
one day we die}

Uden at tøve, eller at søge efter hoppens tilladelse, så trådte hingsten nærmere hende med de tunge, rytmiske skridt. Han sjoskede ikke, ikke det mindste. Faktisk så var hans skridt meget elegante, men også meget faste og bestemte. Han var heller ikke typen der skjulte sine hovslag, og trippede lydløst afsted. Han var vokset op med at hans fjender skulle vide og høre hvad der var på vej. Hvad der ventede dem. Det havde præget hans gangstil, og han vandrede nu stadig i den perfekte takt, som de alle havde gjort ens, og samtidigt. Nu var han dog uden sine brødre, uden sin flok. I stedet havde han denne lyse hoppe foran sig, som udstrålede intet andet end venlighed, og måske en anelse usikkerhed? Det må have været fordi han forskrækkede hende, hvilket ikke undrede ham. Hun burde dog have været mere opmærksom på omgivelserne. For hvis hans taktfyldte hovslag kunne snige sig op på hende, ville hvem som helst så ikke kunne gøre det samme? Hun var heldig at han hverken havde mord, eller andre uheldige gerninger i sinde.
Han gjorde halt foran hende, uden at tage sig af hendes personlige rum, men stoppede i stedet der hvor han selv følte var passende. Hvilket var nær hende, uden at være påtrængende. Hun smilte til ham. Et smil som han ej gengælde, nej hans eget ansigt var som hugget i sten. Hans mundvige vendte hverken opad eller nedad, og ikke en eneste muskel rørte sig i det bistre, metaldækkede ansigt. Blot de tunge øjenlåg blinkede med jævne mellemrum, for at fugte de glødende øjne. Hans øjne var røde, røde som den flamme der intenst brændte i hans sjæl. Den flamme som brændte for livet, og alt hvad der var værd at leve for. Men flammen var hidsig. Lige under hingstens metalliske lag låg det fyrige temprament og ventede på at lade ham eksplodere. Dette gjorde han dog ikke uden grund, men ej skulle der prikkes meget til før man sprængte bomben.
Inden stilheden lod hingsten sine læber spredes, for at give hende en hilsen. Underligt ville det være, hvis han blot stod og stirrede på hende, som forstenet i den stolte holdning han havde. Hans stemme var tydelig og klar, og den reflekterede hingstens udtryk perfekt. Han snakkede en tone højere end nødvendigt, da stemmen var vant til at tiltale en hel flok omkring ham, men den bar også både den fyrige, og den ridderlige tone.

Goddag, lyse hoppe.

^{believe what you will
that is your right
but i choose to win
i choose to fight}

[Michigan - Chianti]

"For to be free is not merely to cast off one's chains,
but to live in a way that respects and enhances the freedom of others."

Hoppens intense, mørke blik var fængslet i hingstens glødende øjne. Igen, fik hun absolut ingen reaktion med hensyn til hestens egentlige adfærd. Blot et koldt blik, og ingen mimik af nogen art. Det gjorde hende på en måde ilde til mode. Det hele virkede så koldt. Følelsesløst. Mødet med den mørke hingst havde heller ikke givet hende noget. Var hestene her fuldstændig sjæleløse? Tanken skræmte hende, men hun nægtede at give op så let. Hun ville have svar. Hun ville vide hvordan hun var endt her.. hvorfor?

Da hingsten trådte nærmere uden en egentlig tilladelse lod Michigan sine ører falde ud til siden, i et tegn på et moment af skeptisk tankegang. Men hingsten holdt sig ude for linjen og det gav hende en vis tryghedsfølelse. Ørerne blev forsigtigt vendt frem igen, og smilet havde kort været falmet, men arbejdede sig hurtigt op igen da hingsten svarede hendes hilsen. Michigan forsøgte at være så imødekommende som muligt, uden at virke svækket fra gårsdagens vandring.

"Og hvem har jeg så æren af at møde?"

Lød hendes klare stemme i den lune eftermiddags sol.

[The Oracle]

NOX"7281"

^{The Warrior}

^{i am a thousand winds that blow
i am the diamond glints on snow
i am the sun on ripened grain
i am the gentle autumn rain}

Hingsten stoppede stift i en bevægelse da hoppen udviste et hvis ubehag mod ham. Hvad havde han dog gjort for at hoppen pludselig skulle føle sig på ilde til mode? Var det på grund af ham? Umuligt, hun havde ikke kendt til hans eksistens i mere end få sekunder. Uden at ændre den bistre mine, trådte han blot et enkelt skridt bagud for at give hoppen plads. Det kunne jo være at hun havde et eller andet kompleks med personligt rum. Han studerede hende med de intenst brændende øjne. Hvem mon denne hoppe var? Det undrede i den grad Nox, men om det undrede ham nok til at finde ud af det, kunne man ikke rigtig vide. Da hun tiltalte ham, hævede han opmærksomt hovedet op og lod ikke blikket vige et enkelt sekund, dog uden at stirre på hende, da det ville være uhøfligt.

De taler med 7281, også kendt under navnet Nox. Mig en ære..

Hans stemme faldt lidt hen, da han ikke kendte navnet på denne hoppe, og derfor forventede lidt at hun nu ville præsentere sig selv, efter hans spørgende tone. For ham, var det dog en ære at møde hende. Det var en ære for ham at møde alle dem der skulle siges at være 'udvalgte', ligesom han selv. Det virkede dog for arrogant, og overfladisk at kalde sig selv for en af de udvalgte, derfor valgte han blot at gå under navnet Exenios befolkning, eller beboere.

^{i am the swift uplifting rush
of quiet birds in circling flight
i am the soft starlight at night}